Polykarp blev ikke blot oplært af apostlene og kendte mange, der havde set Kristus; han blev også af apostlene indsat som biskop over kirken i Smyrna i Asien. Vi selv så ham i vores tidlige ungdom, for han levede længe og døde som en meget gammel mand en herlig og strålende martyrdød. Hele sit liv underviste han i det, han havde lært af apostlene — det, som kirken også giver videre, og som alene er sandt.
Tre dage før han blev anholdt, så han under sin bøn om natten et syn: puden under hans hoved blev pludselig grebet af ild og fortæret. Da han vågnede, tydede han straks synet for dem, der var hos ham, og forudsagde nærmest det, der skulle ske. Han sagde helt åbent til dem omkring sig, at han for Kristi skyld måtte dø ved ild.
Eftersøgningen
Da de, der ledte efter ham, satte hårdt ind på eftersøgningen, blev han igen — af brødrenes omsorg og kærlighed — overtalt til at flytte til en anden gård. Kort efter kom forfølgerne dertil og greb to af tjenerne. Den ene af dem torturerede de for at få ham til at røbe, hvor Polykarp gemte sig.
De kom sent om aftenen og fandt ham liggende i et loftsrum, hvorfra han kunne være flygtet til et andet hus. Men det ville han ikke. Han sagde blot:
PolykarpGuds vilje ske.
Da han fik at vide, at de var kommet, gik han — som beretningen fortæller — ned og talte til dem med et meget muntert og venligt ansigt. De, der ikke kendte manden i forvejen, syntes, de så et under, da de bemærkede hans høje alder og den værdighed og fasthed, han udstrålede, og de undrede sig over, at man gjorde så stor en indsats for at fange en mand som ham.
Men han tøvede ikke. Straks gav han ordre til, at der skulle dækkes et bord til dem, og han indbød dem til et rigeligt måltid. Til gengæld bad han om én time, hvor han kunne bede uforstyrret. Da de gav lov, rejste han sig og bad, fyldt af Herrens nåde, så alle, der var til stede og hørte ham bede, blev forbløffede. Mange af dem fortrød nu, at sådan en ærværdig og gudfrygtig gammel mand skulle henrettes.
Vejen til stadion
Det var sabbat. På vejen mødte han Herodes, politichefen, og dennes far Nicetes, som tog ham op i deres vogn og satte sig ved siden af ham og forsøgte at overtale ham:
NicetesHvad er der egentlig galt i at sige “Herre Cæsar,” ofre og redde livet?
Først svarede han ikke. Men da de blev ved, sagde han:
PolykarpJeg vil ikke gøre det, I råder mig til.
Da det ikke lykkedes dem at overtale ham, faldt der hårde ord, og de stødte ham voldsomt ned, så han flåede skinnebenet, da han steg ud af vognen. Men uden at vende sig gik han videre, rask og beslutsomt, som var der intet sket, og blev ført til stadion.
Larmen på stadion var så høj, at kun få hørte en røst fra himlen, der kom til Polykarp, idet han trådte ind:
Røsten fra himlenVær stærk, Polykarp, og stå din prøve som en mand.
Ingen så den, der talte, men mange af vore hørte røsten. Da han blev ført frem, opstod der stor uro, for de havde hørt, at Polykarp var pågrebet.
Forhøret
Da han kom frem, spurgte prokonsulen, om han var Polykarp. Han bekendte, at han var det, og prokonsulen søgte at få ham til at fornægte:
ProkonsulenTag hensyn til din alder … Sværg ved Cæsars ånd. Angr, og sig: Væk med de gudløse.
Da så Polykarp med værdigt ansigt ud over hele mængden, der var samlet på stadion, viftede med hånden til dem, sukkede, løftede blikket mod himlen og sagde:
PolykarpVæk med de gudløse.
Men prokonsulen pressede på:
ProkonsulenSværg, så løslader jeg dig. Forband Kristus.
PolykarpI seksogfirs år har jeg tjent ham, og han har aldrig gjort mig uret. Hvordan skulle jeg da kunne spotte min konge, der har frelst mig?
Da han holdt ved, sagde prokonsulen:
ProkonsulenSværg ved Cæsars ånd.
PolykarpHvis du forfængeligt tror, at jeg vil sværge ved Cæsars ånd, som du siger, og lader, som om du ikke ved, hvem jeg er, så hør det klart: jeg er kristen. Vil du lære, hvad kristendom er, så sæt en dag af og hør efter.
ProkonsulenOverbevis folket.
PolykarpDig fandt jeg det værd at give en forklaring, for vi er lært at vise fyrster og myndigheder, som Gud har indsat, den ære, de har krav på — så længe det ikke skader os. Men disse her regner jeg ikke for de rette at forsvare mig over for.
ProkonsulenJeg har vilde dyr. Dem kaster jeg dig for, hvis du ikke angrer.
PolykarpKald dem frem. For at vende om fra det bedre til det værre er en ændring, vi ikke kan gøre. Men at vende sig fra ondskab til retfærdighed er en god ting.
ProkonsulenForagter du de vilde dyr, lader jeg dig fortære af ild, hvis du ikke angrer.
PolykarpDu truer med en ild, der brænder en time og så slukkes lidt efter. For du kender ikke den kommende doms ild og den evige straf, der er gemt til de ugudelige. Men hvorfor tøver du? Gør, hvad du vil.
Mens han sagde dette og meget mere, var han fyldt af mod og glæde, og hans ansigt strålede af nåde. Ikke alene blev han ikke skræmt af det, der blev sagt til ham — tværtimod blev prokonsulen selv slået af forundring og sendte sin herold ud for at råbe tre gange midt på stadion:
HeroldenPolykarp har bekendt, at han er kristen.
Dommen
Da herolden havde forkyndt dette, råbte hele mængden af hedninger og jøder, der boede i Smyrna, op i ustyrlig vrede og med et vældigt skrig:
MængdenDet er Asiens lærer, de kristnes far, ham, der styrter vore guder, som lærer mange ikke at ofre og ikke at tilbede.
Så råbte de og bad asiarken Filip om at slippe en løve løs på Polykarp. Men han sagde, at det havde han ikke lov til, da han allerede havde afsluttet legene. Derpå fandt de det passende at råbe i kor, at Polykarp skulle brændes levende.
For synet, han havde fået, skulle gå i opfyldelse — det om puden, som han havde set brænde, mens han bad, hvorpå han vendte sig og profetisk sagde til de troende hos ham: “Jeg må brændes levende.”
Det hele skete med stor hast — hurtigere, end det kan fortælles. Mængden samlede straks tømmer og brænde fra værksteder og badehuse, og jøderne var særligt ivrige efter at hjælpe til, som de plejer.
Bålet
Da bålet var klart, tog han alt sit yderste tøj af og løste bæltet. Han forsøgte også at tage sine sko af — noget han aldrig før havde gjort, fordi hver af de troende altid kappedes om at røre ved hans hud først; sådan var han blevet æret for sit dydige liv, allerede før hans hår blev gråt.
Så blev brændslet lagt om ham. Da de også skulle til at nagle ham til pælen, sagde han:
PolykarpLad mig stå sådan. Han, der har givet mig styrke til at holde ilden ud, vil også give mig styrke til at blive i den uden at røre mig — uden at I fastgør mig med søm.
Så naglede de ham ikke, men bandt ham. Og han — med hænderne bag ryggen, bundet som en udvalgt vædder taget fra en stor flok, et brændoffer, Gud den Almægtige velbehageligt — bad:
Fader til din elskede og velsignede Søn, Jesus Kristus, gennem hvem vi har fået kundskab om dig, du engles og magters Gud, hele skabningens Gud og Gud for hele slægten af retfærdige, der lever for dit ansigt: jeg priser dig, fordi du har fundet mig værdig til denne dag og time, så jeg må få del i martyrernes tal, i Kristi bæger, til opstandelse til evigt liv, både for sjæl og legeme, i Helligåndens uforgængelighed.
Måtte jeg blive modtaget blandt dem for dit ansigt i dag, som et rigt og velbehageligt offer, sådan som du, den trofaste og sande Gud, i forvejen har beredt og åbenbaret og nu har opfyldt.
Derfor priser jeg dig for alt; jeg velsigner dig, jeg ærer dig gennem den evige ypperstepræst, Jesus Kristus, din elskede Søn, gennem hvem — sammen med ham og i Helligånden — æren tilkommer dig, både nu og i de kommende tider. Amen.
Ilden
Da han havde sagt sit amen og afsluttet bønnen, tændte bålmestrene ilden. Og da en stor flamme slog op, så vi — vi, der fik lov at se det — et under, og vi blev bevaret, så vi kunne fortælle de andre, hvad der skete.
For ilden formede sig som et hvælv, som et sejl fyldt af vinden, og lagde sig som en mur om martyrens krop. Og han stod midt i den — ikke som kød, der brænder, men som guld og sølv, der renses i en ovn. Vi mærkede nemlig en så liflig duft som af røgelse eller andre kostbare krydderier.
Da de lovløse mænd omsider så, at kroppen ikke kunne fortæres af ilden, befalede de en bøddel at træde til og gennembore ham med sværdet. Da han gjorde det, strømmede der så meget blod frem, at det slukkede ilden, og hele mængden undrede sig over, at der var en sådan forskel på de vantro og de udvalgte.
En af de udvalgte var også denne mand — den mest vidunderlige lærer i vor tid, apostolsk og profetisk, biskop over den katolske kirke i Smyrna. For hvert ord, der kom fra hans mund …