Efter disse begivenheder fulgte en pest oven på krigen, og da festen nærmede sig, skrev han igen til brødrene og beskrev de lidelser, som denne ulykke førte med sig.
For andre mennesker forekommer det nuværende tidspunkt måske ikke egnet til en fest. Og faktisk er hverken dette eller noget andet tidspunkt egnet for dem — hverken sørgelige tider eller sådanne, man ellers skulle tro var særligt glædelige. Nu er alt tårer, og alle sørger, og klageråb lyder dagligt gennem byen på grund af de mange døde og døende.
For som der stod skrevet om egypternes førstefødte, sådan er det nu: “Der lød et stort skrig, for der var ikke et hus, hvor der ikke lå en død.” Og gid det var alt!
Mange forfærdelige ting var allerede sket. Han fortsætter:
Først drev de os ud. Og selv da vi stod alene, forfulgt og dræbt af alle, holdt vi stadig festen. Hvert sted for trængsel blev for os et feststed: mark, ørken, skib, herberg, fængsel. Men de fuldendte martyrer holdt den mest glædelige fest af alle og festede i himlen.
Derefter fulgte krig og hungersnød, som vi bar sammen med hedningerne. Men vi bar alene det, de påførte os, og oplevede samtidig virkningerne af det, de gjorde mod hinanden og led af hinanden. Og igen glædede vi os over Kristi fred, som han gav os alene.
Men da både vi og de havde nydt en kort tids hvile, ramte pesten os — for dem mere skræmmende end nogen skræk og mere ulidelig end nogen anden ulykke. Som en af deres egne forfattere har sagt: den eneste ting, der sejrer over alt håb. Men for os var det ikke sådan; ikke mindre end de andre ting var det en øvelse og en prøve. For den holdt sig ikke borte fra os heller — men hedningerne ramte den hårdere.
Dem, der plejede de syge
Længere fremme tilføjer han:
De fleste af vore brødre sparede ikke på deres overvældende kærlighed og broderlige omsorg. De holdt fast ved hinanden og besøgte de syge uden frygt og plejede dem uophørligt og tjente dem i Kristus. Og de døde sammen med dem med største glæde, idet de tog andres lidelse på sig, trak sygdommen fra deres næste over på sig selv og villigt tog imod deres smerter. Mange, der plejede de syge og gav andre styrke, døde selv, efter at de havde ført de andres død over på sig.
Det folkelige ordsprog, der ellers altid synes at være en ren høflighedsfrase, gjorde de da til virkelighed i handling, idet de gik bort som de andres “affald.”
Sådan gik de bedste af vore brødre bort fra livet — deriblandt nogle presbytere og diakoner og folk af menigheden med det bedste ry. Denne form for død syntes, på grund af den store fromhed og stærke tro, den viste, ikke at mangle noget i forhold til martyriet.
De tog de helliges kroppe i deres åbne hænder og ind til deres bryst, lukkede deres øjne og mund, bar dem bort på skuldrene og lagde dem til rette. De klyngede sig til dem og omfavnede dem og gjorde dem i stand med afvaskning og klæder. Og kort efter fik de selv samme behandling, for de overlevende fulgte hele tiden efter dem, der var gået i forvejen.
Hedningerne
Men hos hedningerne var alt helt anderledes. De forlod dem, der begyndte at blive syge, og flygtede fra deres kæreste venner. De kastede dem ud på gaderne, halvdøde, og lod de døde ligge som affald, ubegravede. De skyede enhver deltagelse i og ethvert fællesskab med døden — som det trods alle deres forholdsregler ikke var let for dem at slippe fra.
Efter dette brev, da freden var vendt tilbage til byen, skrev han endnu et festbrev til brødrene i Egypten, og desuden flere andre. Der findes også et vist brev Om sabbatten og et andet Om øvelse. Videre skrev han igen et brev til Hermammon og brødrene i Egypten, hvor han udførligt beskrev Decius’ og hans efterfølgeres ondskab og nævnte freden under Gallienus.