Udvalgte artikler fra Pietisten

Hvordan et sandt Åndens liv både opnås og bevares i sjælen

1. Ånden kommer ikke umiddelbart og plejer vore sjæle — der kræves sandelig brug af nådens midler — Ordet — Ordet og sakramenterne! Vil du have Ånden, hans værk og gaver i dit hjerte, så gå til Ordet, Åndens ord: læs det, hør det, skriv det, tal og syng det under bøn om Ånden, og se, han skal ikke udeblive!

Der findes hist og her sjæle, som går og tænker og tænker, ja, sukker og beder om Ånden og Åndens værk, men aldrig får det — aldrig i sandhed og kraft — aldrig kommer til nogen tro, fred, kærlighed, vished og fasthed, men forbliver i det samme sygelige arbejde, sukken og stræben bestandig. Og se, til sidst opdager man, at de ikke øver Ordet, at de blot arbejder med sig selv, blot tænker og sukker, men ikke øver Ordet — og hvordan var det da muligt, at der skulle opstå noget guddommeligt og åndeligt hos dem? Apostelen siger udtrykkeligt i Gal. 3,2, at Ånden modtages alene gennem troens forkyndelse eller, som der egentlig står, »troens hørelse«. Og i Apostlenes Gerninger læser vi, at mens Peter talte, kom den Helligånd over dem, som hørte talen. Hvad havde de da gjort dertil? Slet intet andet end lyttet; de sad ganske stille og hørte blot Ordet, og så kom Ånden i deres hjerter — anger, tro, kærlighed, liv og kraft kom, som gjorde dem til helt nye mennesker (ApG 2 og 10).

2. Derfor: Ordet, Ordet, øv Ordet! Det er hele kunsten og hemmeligheden bag det åndelige livs opståen, næring, vækst og beståen. Det er ikke sandt, hvad nogle enfoldige mener, at den og den kristne nu er så fast og grundfæstet i nåden, at han derfor kan tro og leve, som han gør. Nej — har han en tro og et levned, som er Åndens værk og ikke blot naturens, så kommer det ikke af hans fasthed og styrke, at han kan tro og leve sådan, men ene og alene deraf, at han noget flittigere nærer sin sjæl med det guddommelige Ord. Forsømmer han dette, begynder straks den gamle natur at vokse op, og det sandt åndelige uddør. Ja, besøg ham en dag, hvor han i nogen længere tid har forsømt Ordet, og du skal finde ham lidet åndelig. Holder hans tro og fred sig alligevel — uden Ordet — da er de ikke Åndens værk.

Kort sagt: Det er kun gennem Guds ord, at Guds Ånd bliver boende og virkende i mennesket. Og dog — mærk vel — modtager ikke alle, der læser Guds ord, Ånd og liv deraf. Tusinder bruger Ordet, og der bliver alligevel ingen Ånd i dem. Tusinder af skriftkloge og farisæere iblandt os beviser dette. Hvad kræves da? Det kræves, at man, foruden brugen af Ordet, netop betænker dette: at det stadig er i Guds hånd, om vi skal få dets kraft. Det kræves, at man omgås Ordet med det sind, som denne påmindelse burde virke — ja, med den ydmyghed, frygt, lydighed og tro, som sømmer sig for den hellige Guds ansigt, når han taler.

Mærk derfor: Det er i Guds hånd og frie behag, om han vil give dig nogen del i Ånden. Vi er ikke engang i stand til at tænke noget som af os selv — langt mindre at tro, at våge, at vandre værdigt, at bevare en ret forståelse af sandheden og dens kraft på hjerte og samvittighed. Nej, det er alt forgæves, hvis ikke den Helligånd virker det — alt forgæves »uden den Helligånds delagtighed«.

3. At betænke og iagttage sådant var højst nødvendigt for enhver kristen, selv om vi levede i al slags fred og ro, for at vi ikke med al vor kundskab og øvelse i Ordet skal befindes indvendig døde. Men så meget mere er det nødvendigt, når vi tværtimod lever midt i det farligste fjendeland, i en bestandig krig.

Vi ved, at den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, og som har bedraget tusinder af vore brødre, altid har ondt i sinde; han har svoret os døden, og han agter at føre det ud i livet. Han går derfor uden hvile omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Hvert år bærer også altid nogle bedrøvelige mærker efter ham: her har han slemt revet et får; dér jaget eller lokket et andet ind på vildveje; og endnu et andet har han helt opslugt. Her er en vakt sjæl faldet i søvn igen og vendt tilbage til verden; dér er en kristen blevet sikker og formastelig, så han ikke modtager nogen formaning. En anden har gjort et dybt syndefald og er blevet liggende; en tredje er snæret i falske lærdomme og blevet en vildåndsånd og så videre — og disse var også engang retskafne og salige og tænkte visselig at forblive det.

Men mærk her, hvad Djævelen har i sinde med os! Mærk her, at det ikke er så trygt og uden al fare på jorden, at Kristus og apostlene ikke uden grund så nidkært og flittigt advarer os. Vi burde ikke være så sikre og skødesløse — aldrig har nogen kristen uden møje og kamp sluppet lykkeligt igennem. Ja, hertil kommer, at netop denne tid er en særligt farlig tid, hvor både onde og gode magter er i en mærkelig bevægelse, hvor vækkelser og vildfarelser, omvendelser og frafald kappes med hinanden. Vel behøves det, at vi har øjnene åbne, at vi holder os tæt til Hyrden og vore sjæles biskop, at vi holder os flittigt og strengt til Ordet — holder især den store, velsignede grundartikel om Kristus og hans værk klar, ren, fast og uforfalsket.

At vi er helt fattige og enfoldige i troen, aldrig lader den »nye sang« blive os gammel, lang og udsunget. At vi er oprigtige mod os selv og Herren, retter alle vore tanker, ord og gerninger efter hans hellige vilje og ved, at Herren er nær. At vi mere og mere søger at forstå vore fjender og farer, forstå de løngang, hvorigennem den listige fjende søger at komme vort åndelige og evige liv til livs. Og endelig, at vi ofte, dels alene, dels med og for hverandre, beder — og beder først og sidst om den Helligånds delagtighed. Ja, til sådant formaner Kristus og apostlene os — og det behøves.

4. Imidlertid: Den, som er med os, er stærkere end den, som er imod os. Vi behøver ikke at forgå, og heller ikke at mistvivle. Vor Herres Jesu Kristi nåde er en tilstrækkelig, en fri og åben kilde mod synder og urenheder. Guds kærlighed er en tilstrækkelig, en uudtømmelig kilde af salighed midt i alle tidens modgange og vanskeligheder. Den Helligånds delagtighed gennem Ordet og sakramenterne er et tilstrækkeligt, et rigt apotek med al fornøden hjælp, kraft, trøst og husvalelse i alle mulige sygdomme og farer.

»Guds stad skal altid blive liflig med sine brønde.« — »Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i de store trængsler; derfor frygter vi ikke, om end verden forgik, og bjergene midt i havet sank. Dog skal Guds stad blive liflig med sine brønde, dér hvor den Højestes hellige boliger er; Gud er nær dem derinde, derfor skal den vel bestå.« (Salme 46)

Alt i alle — Kristus

1. »Alt i alle Kristus« er apostelen Paulus' ord i Kol. 3,11. O, et mægtigt tordenskrald over en hel mængde af egenretfærdighedens vildfarelser! — Men også en rig kilde af lærdom, trøst og husvalelse for de elendige i alle mulige åndelige nøder og bekymringer!

Alt i alle Kristus — det er hemmeligheden bag en kristens retfærdighed og helliggørelse, styrke og beståen i nåden. Det er også hemmeligheden bag den besynderlige fred, fryd og frimodighed, som man ser visse mennesker besidde midt i den største svaghed og usselhed.

Alt i alle Kristus — den sætning er let lært, hvad ordene og betydningen angår; mange vil mene, at de ikke har mere at lære heri. Men det er netop dette stykke, som altid fejler os, så snart nogen nød og sorg er på færde.

Alt i alle Kristus — det er også beskrivelsen af, hvad en ret kristen vil sige, til forskel fra alle andre slags fromme. En kristen er nemlig et menneske, for hvem Kristus er blevet alt i alt. Mange er religiøse, men holder i selve hjertet mange andre åndelige ting for vigtigere end Kristus, hvorfor også deres tanker og ord mere drejer sig om disse end om Kristus. Som Kristus selv siger: »I mener, at I har evigt liv i Skrifterne; men I vil ikke komme til mig, så I kan få liv« (Joh. 5,39–40). Og hvad der mest gælder for hjertet, fornemmes let af talen: »Hvad hjertet er fuldt af, derom taler munden.« De kan endog læse og høre dette ord og denne bemærkning uden at være så oprigtige mod sig selv, at de giver agt på, hvordan de selv har det i denne henseende. Og skønt de påmindes og overbevises om et sådant hykleri og rædselsvækkende selvbedrag, og føler med sig, at det rammer dem, kan de dog være så forsovede, at de heller ikke da formår at blive oprigtige mod sig selv.

2. Men der findes andre, som på en anden måde behøver denne lærdom: Alt i alle Kristus — sjæle, som er ganske nær Guds rige, ja, endog blandt dem, der har en virkelig tro på Kristus, men som dog ikke ved, hvad de har i ham. Ganske vist ved ingen kristen dette fuldkomment; men disse gør sig mange sorger, som — selv om de ikke helt kunne undgås — dog ikke burde nedtynge deres liv, om de blot vidste, hvad de har i deres Herre Kristus. Som Johannes siger, at der er dem, der »tror på Guds Søns navn, men ikke ved, at de har evigt liv i ham« (1 Joh. 5,13).

3. »Jeg kan aldrig bestå i nåden,« sukker den ene. »Man ser, hvor mange der har kunnet falde fra, og hvor mange og mangfoldige farerne er! Hvad skal da ikke også hænde mig, som er så jammerligt svag, som har et så syndetilbøjeligt kød, et så letsindigt, verdenskært og hyklerisk hjerte!«

En anden klager: »Jeg bliver aldrig andet end en slave under synden. Jeg ser det onde, men kan ikke modstå det. Jeg har forsøgt at tro, bede, våge, stride og tænkt, at jeg engang skulle finde den rette, grundige, varige helliggørelse hos mig; men nej, det bliver jo længere des værre!«

En tredje sukker: »Min synd er altid for mig; jeg får ingen fred eller vished om, at jeg har Guds nåde og tilgivelse for mine begåede synder, for jeg føler stadig anklager i samvittigheden og kan desuden aldrig blive, som en kristen bør være.«

En fjerde: »Med mig er det så meget værre, at jeg ikke engang kan føle, angre og forfærdes over mine synder, over min tilstand, men går aldeles hård og død, kold og ligegyldig« og så videre.

I alle disse bekymringer er hovedfejlen altid den, at man så aldeles glemmer Kristus — forbiser Kristus, i alle sine tanker ikke tænker på Kristus, men gør ham til intet. At man i sit indre lever videre, som om ingen Kristus, ingen Frelser fandtes, ingen tilstrækkelig retfærdighed for Gud, ingen almægtig hjælper, ingen huld hyrde — ja, som om vi var overladt til os selv, og enhver burde være sin egen frelser, selv tilvejebringe den retfærdighed, der gælder for Gud, selv være sin hyrde, sin hjælper, sin styrke, sit alt i alt. Se, dette gruelige vantroes mørke er grunden til alt ondt. Thi alting ville læges og hjælpes, om blot Kristus fik være alt i alle — sådan som han af Gud er os givet og »gjort til visdom og retfærdighed, til helliggørelse og forløsning« (1 Kor. 1,30).

4. Johannes siger: »Kristus er sand Gud og det evige liv. Og dette er vidnesbyrdet: at Gud har givet os det evige liv, og dette liv er i hans Søn. Den, der har Sønnen, har livet. Og dette har jeg skrevet til jer, som tror på Guds Søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.« (1 Joh. 5,20.11–13).

Når Gud så elskede verden, at han gav den sin enbårne Søn, så gav han den med ham det evige liv og dermed alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt; »thi det har behaget Faderen, at al fylde skulle bo i Sønnen« — »og at han ved ham skulle forsone alle ting« med mere. Ingen hjælp kan altså mangle dér, hvor man har Sønnen.

Derfor bærer han også de navne, som Skriften tillægger ham. Mærk: han kaldes vor salighedshøvding — Hyrden og vore sjæles biskop — Herren, vor retfærdighed — vor talsmand hos Faderen — Immanuel (Gud med os, Gud for os, Gud i os, Gud, der har taget sig vor sag an) — Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste — kort sagt: Jesus, en Frelser.

Og til alt dette er Kristus givet alle. »Her er ikke græker og jøde, barbar og skyter, træl og fri, men alt og i alle er Kristus. Thi således elskede Gud verden, at han udgav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«

Der kan ikke findes nogen så ulykkelig, så fordærvet, så dybt sunken, så langt bortkommen, så uværdig, at den enbårne Søn ikke alligevel er ham givet. Den store gave er givet hele det arme menneskeslægt, hele verden — thi således elskede Gud verden. Den store, hulde Gud, som havde skabt verden og i alt sørger for den, han sørgede også for, at hvem der ville, skulle slippe at fortabes og skulle få evigt liv. »I er solgt for intet,« tænkte han, »I skal også løskøbes uden penge« (Es. 52,3).

Den, som altså ved med sig, at han er et medlem af det dyrebare, men faldne menneskeslægt, at han er en del af verden — han vide også, at han i det mindste har en stor gave, som allerede er ham givet: nemlig Guds enbårne Søn. Derpå overregne han nøje, om ikke denne store gave opvejer alt ondt, kan forsone alting, hjælpe og genoprette alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt. Da tør han også selv blive en af disse »enhver, som tror«; og så følger visselig det tredje: at han ikke skal fortabes, men have evigt liv. Men »den, der ikke tror Sønnen,« han bortkaster selv Guds nåde (Gal. 2,21), bortkaster den gave, der var ham givet, og holder sig selv uværdig til evigt liv.

5. Vi vil her ihukkomme nogle sjæle, der befinder sig i særskilte nøder og skrupler, og se, om ikke Kristus er alt i alle, om han ikke også kan hjælpe dem alle. Den første, sværeste og mest almindelige nød og klage er: synden — synden, som altid hænger ved os, urener og betynger vore samvittigheder og gør, at vi ikke med fortrøstning kan se op til Gud.

6. Nu er det ganske vist, at enhver, der læser dette, allerede længe har vidst, at det netop var for denne nøds skyld, at Kristus kom til verden og ofrede sit blod, og at han er vor eneste retfærdighed for Gud. Men alligevel er visselig ingen så oplyst og troende, at han ikke — når selve sagen melder sig med synd og samvittighedsanklager — straks atter geråder i mørke, forvirring og vildfarelse og befinder sig aldeles, som om ingen Kristus fandtes, eller som om han da tjente til intet.

Menneskets falske, mørke og egenretfærdige hjerte er sådan beskaffen, at det gerne ville være for Gud en sådan synder, som vel med munden sagde: »Jeg er en synder, en stor synder« — men i hjertet ikke vidste med sig nogen virkelig synd, dårskab eller svaghed, men i virkeligheden var aldeles ren, frisk og karsk og ingen læge behøvede.

Ligeledes ville man gerne være en sådan kristen, der vel lærte og bekendte: »Kristus er synderes Frelser og vor eneste retfærdighed for Gud« — men dette gælder kun, når man selv er ren, from og retfærdig! Derfor: så snart man bliver en virkelig synd var hos sig, forundres man som over noget ganske uventet, og man falder i en sådan nød og forlegenhed, som om ingen Kristus eller nogen retfærdighed i ham nu gjaldt.

Da hedder det: »Ak, jeg er jo en ugudelig! Det gode, jeg burde gøre, har jeg forsømt, og det onde, jeg burde fly for, har jeg gjort. Jeg har desuden vidst, hvad ret og uret er, og har altså syndet mod bedre vidende. Og oven i alt dette er jeg derhos i hjertet hård, sikker og følesløs — jeg er jo aldeles ugudelig. Hvordan kan jeg da tro nåde og barneret hos Gud? Nej, det er forbi!« og så videre.

Nu, kære sjæl — det er ganske forfærdeligt, at du har syndet, som du siger, og bedre havde det været, om du ved bestandig vågen og bøn havde holdt dig i gudsfrygt og aldrig syndet således. Du var endog nu værd, at Gud var vred på dig og aldrig mere holdt dig for sit barn, men fordømte dig. Men dette skal dog ikke ske, så sandt du ikke selv modvilligt bortstøder Guds nåde. Der findes nemlig en mand, som hedder Jesus Kristus, Guds og Jomfru Marias Søn, som netop er kommet til jorden alene for at hjælpe de arme syndere i en sådan nød — syndere, som med al viden og alle gode forsætter ikke kunne hjælpe sig selv.

Han har derfor »i sit køds dage ofret høje råb og tårer,« ja, sit liv og blod på korsets træ. Og dette har han sandelig, sandelig ikke ofret for fromme og retfærdige, men for syndere (Matt. 18,11), og sandelig »ikke for indbildte og malede synder, men for sandfærdige og virkelige; ikke for små og ringe, men for meget store og grove; ikke for én eller to, men for alle; ikke for overvundne og udslukkede, men for uovervundne, endnu herskende, stærke og mægtige synder« (som Luther taler).

Med dette sit udgydte offerblod er han, som apostelen siger, »én gang gået ind i det hellige og har fundet en evig forløsning« (Hebr. 9,12). Alt dette er sket »efter Guds, vor Faders vilje,« hvorfor Faderen også er evindelig tilfreds dermed; thi dette var det offer for synderne, som Gud selv bestemte til verdens frelse. Derfor hedder det: Guds Lam. Det, der er Guds Lam — det Lam, som Gud selv gav og bestemte til vor forsoning — det må Gud også selv elske og nøjes med.

Der har du da en løsesum for alle synder, som evindelig gælder for Gud — og gælder tusinde gange mere end alle dine synder, var de end tusinde gange flere og større, end de er. Mod Guds Søns blod er de dog blot som små gnister mod det vide hav.

Heraf følger, at hvor ilde og bedrøveligt det end er med synden, som endnu »altid hænger ved os,« strider mod Ånden og ofte overrumpler os, burde vi dog med rette have en højere fred — en evig og urokkelig fred i Kristus, som er vor eneste retfærdighed. Mange oprigtige kristne, som vel ved og forstår, at kødet altid forbliver ondt og urent, synker dog så dybt ned i deres hverdagsbrøst, at de sjældent har en rigtig glad dag. Det er altid en brist i troen; thi de burde betænke, at hvor beklagelig en sag synden er, er dog Kristus, Guds egen enbårne Søn, som for syndens skyld er udgivet, tusinde gange større og vigtigere; og den retfærdighed, de på samme tid har for Gud, er således tusinde gange større og vigtigere end alle deres brøst. Derfor burde vi altid — ham til ære — mere glæde os og rose os over nåden end ængstes og klage over synden. Men til et sådant sind kommer vi kun i den grad, som Kristus bliver vort alt i alt. Når vi selv bliver rigtig til skamme og intet, og han bliver vort alt, da kan vi også glæde os i Kristus på samme tid, som vi bedrøves over os selv.

7. »Altså mister jeg ikke nåden hos Gud, når jeg af kødets ondskab og svaghed synder og forgår mig?« — Her kan ingen fornuft, ingen følelse finde andet, end at man da må miste nåden. Men Gud bevare os for den mening, at vi skulle have nåde hos Gud i de stunder, da vi befinder os fromme, og ikke have nåde i de stunder, da vi befinder os syndige! Det var jo aldeles åbenlyst at hævde vor egen retfærdighed og gøre Kristus med al hans blodsfortjeneste til intet. Det var aldeles at fornægte hele evangeliets sum og at gøre, hvad Paulus kalder: bortkaste Guds nåde — som man ser af sammenhængen i Gal. 2, der slutter sådan: »Jeg bortkaster ikke Guds nåde; thi om retfærdigheden kommer af loven, da er Kristus forgæves død.«

Ja, hvortil var os da Kristus med al sin blodsudgydelse, død og opstandelse nyttig? Hvad havde vi da at takke for og at glæde os ved? Det var jo da alt fortabt; thi »hvem kan mærke, hvor ofte han fejler?« siger Skriften; og atter: »Der er intet menneske, som ikke synder.« Var nåden deraf afhængig, da levede vi i et gerningsrige, der var mægtigt over nåden, og ikke i et nåderige, der er mægtigt over gerningerne; og da var sandelig Kristus forgæves død.

Nej, andet siger os 1 Joh. 2,1: »Mine børn, dette skriver jeg jer, for at I ikke skal synde; men om nogen synder, da har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.« Mærk dette gyldne skriftord! Vel advarer apostelen mod synden; men om det så ilde sker, siger han, at nogen synder, da skal denne dog vide, at han netop da har en talsmand hos Faderen — og hvornår ellers skulle en talsmand gøre tjeneste? Den, der ikke har syndet, behøver ingen talsmand. Mærk derfor, at apostelen siger: om nogen synder, da — »da«, »da« — har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus. Videre: den retfærdige. Mærk: talsmanden er retfærdig, det skal være al vor trøst. Det er hans retfærdighed og ikke vor, der må hjælpe her.

8. »Ja, men,« siger nogen, »jeg kender ikke heller Kristi retfærdighed hos mig!« — Svar: Hvad vil det sige? Hvordan er det muligt at kende Kristi retfærdighed hos sig? Hvad menes da med Kristi retfærdighed?

Det er en ganske mesterlig list fra Djævelens side, når han indgiver os, at Kristi retfærdighed skal betyde en i vort hjerte indgydt og virket nåde, en på os overgået Kristi retfærdighed, bestående i det åndelige sind, den lighed, efterligning og efterfølgelse af Kristus, som virkes i os ved troen. Alt dette er vel et godt og højst vigtigt værk, som altid ledsager den sande tro, men udgør slet ikke den retfærdighed, der består for Guds hellige øjne og dom.

Nej, andet hører dertil; og andet siger Kristus her: Jeg går til Faderen; jeg lider, dør og indgår i det hellige med forsoningsblodet — det er al jeres retfærdighed for Gud. Sådan taler Herrens Ånd gennem hele Skriften: »Han, min tjener, den retfærdige, skal gøre mange retfærdige; thi han bærer deres synder. Man skal kalde ham: Herren vor retfærdighed« (Es. 53,11; Jer. 23,6); samt dette af Johannes: »Jesus Kristus, den retfærdige.« Med Kristi retfærdighed menes altså det, han selv i egen person gjorde og led for os, retfærdig for uretfærdige, og at han med denne sin egen fortjeneste er for Guds åsyn for os. Men på den måde bliver mennesket aldeles til intet, og derimod Kristus alt i alt.

9. »Men,« siger videre nogen, »blot jeg kunne rigtig tro! Jeg ved, at al retfærdighed er i Kristus for dem, der ret tror; men også, at den, der ikke tror, skal blive fordømt. Jeg har forsøgt at tro, men det vil ikke gå ind i mit hjerte« og så videre.

Svar: Således skal du lære, at også troen er Herrens værk og gave, at Kristus skal blive rigtig alt i alt. Derfor lykkes det ikke, så længe du mener, at det er din egen sag at kunne tro. Mærk: Det er Kristus og ikke dig, der i Hebr. 12,2 kaldes »troens begynder og fuldender.« Og videre siger apostelen: »Ingen kan kalde Jesus en Herre« (nemlig med sand og levende tro) »uden ved den Helligånd« (1 Kor. 12,3); og atter: »Vi er ikke engang i stand til at tænke noget som af os selv« (2 Kor. 3,5).

Men at Herren virker troen i os, sker på den måde, at han dels jager og driver os med sine krav, så vi føleligt og bittert erfarer vor jammerlige afmagt til alt, dels lokker og opmuntrer os med evangeliets liflige tilsagn, indtil vort hjerte omsider er opfyldt af inderlig sukken og ønske om at kunne tro — og sukker til Herren efter denne nåde — og således er der åbnet for den dyrebare gaves modtagelse.

Imidlertid er troens værk allerede begyndt dér, hvor man således ønsker at kunne tro; thi da har sjælen allerede sit eneste arme håb i Kristus, efter at den ikke mere vil forsøge noget andet til sin retfærdighed. Og da det ikke er i selve troen — allermindst i dens fulde forvisning og klarhed — at liv og salighed ligger, men i Kristus, som troen omfatter, regner Gud os allerede denne svage tro til retfærdighed. Som man ser af alle eksempler på dem, der kom til Jesus blot med en sukkende og råbende tro, men fik det vidnesbyrd: Din tro har frelst dig; gå bort med fred.

Herom siger også Luther: »Nu må dog en kristen komme derhen, at han giver Gud og Herren Kristus den ære, at hans ord er sandhed, og at man straffer sin egen vantro for løgn. Og hvor sådant sker, dér har den Helligånd allerede udøvet sin kraft og begyndt troens værk; og da er hjertet så vidt opladt, at det kan fatte denne skat, som er større end himmel og jord, skønt det endnu sker i stor svaghed. Thi man kan dog her på jorden aldrig komme så langt, at man føler troen, som man burde, men man forbliver altid i Åndens ønske og sukken, som er uudsigelig, idet hjertet siger: O, gid det var sandt! Ak, gid jeg kunne tro det! O, vidste jeg blot, at det gjaldt mig!« og så videre.

10. Hovedsagen bliver altså først at vel besinde, at det er i Kristus, al retfærdighed, liv og salighed ligger, og ikke i selve troen; at vi altså stiller Kristi egen retfærdighed frem for os for Gud, ikke vor tro; ikke har øjnene på vor egen tro, ikke grubler og stirrer på den, men på Kristus. Det er netop den rette tro.

Men når vi atter ikke kan tro således, og alt, hvad vi læser, hører og betragter om Kristus, ikke giver nogen kraft til tro og fred, da skal vi til vor trøst straks erindre, at også den sag er taget os af hænde, at den trofaste og almægtige Herre også har den sag på sig: at virke troen. At han også bærer den titel: troens begynder og fuldender. At vi med disciplene må bede: »Herre, forøg os troen!« — og: »Herre, jeg tror, hjælp min vantro!« — Jeg ville gerne tro, men kan ikke; jeg måtte hellere tusinde gange fare til Helvede, end jeg selv kan tage mig den dyrebare gave, troen. Giv mig du selv den gave! — Se, dette er allerede den tro, som åbner vej for en større. Og således lærer vi også i denne sag af hjertet at bekende: Alt i alle Kristus.

11. »Men,« siger endnu en anden, »jeg har vel begyndt at tro, men kender dog ofte en uendelig svaghed i ét og andet. Hvordan skal jeg komme til mere kraft og vækst i helliggørelsen?«

Ak, hvor er det dog bedrøveligt, at man atter skal være afhængig af Kristus! Ja, sådan synes virkelig den gamle Adam. Men hvad hjælper det? Når man ikke kan tro selv, hvordan vil det da gå med andre kræfter? Thi troen er jo hovedkraften, hvorfra de andre udgår; som der står skrevet: »Sejren, som overvinder verden, er vor tro;« »alle ting er mulige for den, der tror;« og »glæde i Herren skal være jeres styrke.«

Når nu troen selv er Guds egen frie gave, da er jo alting fra begyndelse til ende Guds gaver — eller som Paulus siger: »den forøgelse, som Gud giver« (Kol. 2). O, dette er dog den herligste trøst for et udarbejdet, ydmyget, dødet, men i Kristus trøstet nådebarn! Og dette indrømmer vi vel alle; mange har også erfaret det — erfaret, at det samme, som var dem aldeles umuligt på en tid, da de på det alvorligste arbejdede og kæmpede dermed, blev dem på en anden tid, da Herren gav tro, fred, fryd og kraft, uendelig let, gik ligesom af sig selv.

Og dog glemmer man uophørligt dette. Den gamle, evige selvklogskab i os rejser altid på ny sit slangehoved, og man vil selv forsøge noget og formå noget, sigende: »Jeg skulle jo, jeg burde jo det og det; ikke kan jeg tro, når jeg er så svag« og så videre. Man vil ikke tro, at man slet intet formår, mere end det, der er ondt. Og heraf kommer ofte usigelige kvaler, anfægtelser, mørke, vildfarelser. I særdeleshed når man desuden har for sine øjne et helt andet billede af en kristen, end Skriften fremstiller, og drømmer om en helt anden vej og kraft, end Gud har lovet — nemlig om en jævn, bestandig, ligesom i vore egne hænder overleveret kraft til tro, fred og styrke. Når man har for øjne et sådant opdigtet billede af en kristen og aldrig hos sig har fundet nogen modsvarighed dertil i virkeligheden, geråder man snart i forvirring, knurrer og fornægter al nåde mod sig, alt Åndens værk.

12. O, da var det godt at vel erindre, hvordan Herren fører sine underligt — hvordan for eksempel Paulus tre gange bad Herren om forløsning fra Satans engel, men fik til svar: »Lad dig nøje med min nåde; thi min kraft er mægtig i de svage« — samt hvilken lærdom, hvilket beslut apostelen deraf tog, nemlig: »Derfor vil jeg allerhelst rose mig af min svaghed, for at — mærk — for at Kristi kraft skal bo i mig. Thi når jeg er svag, da er jeg stærk« (2 Kor. 12).

Mærk: Når jeg er svag, da er jeg stærk. Det er hemmeligheden bag en kristens styrke! Som ville apostelen sige: Den eneste hindring for min styrke er, at jeg er for meget stærk i mig selv; jo mere svagheden i mig selv bliver følelig, des større Guds kraft får jeg, des lettere kan Gud gøre med mig, hvad han vil.

Og hvorfor Gud sendte denne Satans engel over apostelen, siger han i vers 7: »For at jeg ikke skulle hovmode mig af de store åbenbaringer« — hvilket viser, at Gud bruger denne vej til vor ydmygelse. I samme brevs 1. kapitel beretter apostelen om en lige så hård nød og siger: »Vi blev besværede over al måde og over vor magt, så at vi endog tvivlede om livet. Vi satte os det for, at vi visselig skulle dø. Det skete for den årsag, at vi ikke skulle sætte nogen trøst til os selv, men til Gud, som opvækker de døde — han, som har friet os fra en sådan død og endnu daglig frier os.«

På den måde må dog Gud få lov at blive vort eneste håb, så vi ikke har noget andet at trøste os ved end ham, som kan opvække de døde. O, da synes mennesket at være meget ynkeligt, når det kun har Gud at håbe på. Gud er intet at håbe på, synes det! Sådanne dyr er vi; derfor behøver vi vel denne øvelse, om den rette tro og styrke nogensindes skal virkes i os.

13. Kort sagt: Jo før vi kommer til denne grundige mistvivlen om al kraft i os selv, des før bliver det bedre med os. Da falder vi i Herrens hånd, og hans barmhjertighed er stor. Da siger vi til Herren Kristus: Du ser og ved jo, at jeg slet intet kan gøre; at jeg hellere tusinde gange må fare til Helvede, end jeg af mig selv kan noget bedre tro eller leve. Slipper du mig, da styrter jeg fra synd til synd, fra tvivl til tvivl, fra dårskab til dårskab. På dig alene håber jeg; og du har jo sagt: »Uden mig kan I intet gøre. Jeg, jeg skal gøre det, opløfte og bære og hjælpe« og så videre.

Og se, da får vi også snart erfare det; thi når Kristus har fået lov at blive vort alt, da kommer den længe ventede forløsning, freden og kraften tilbage. Da standser vi i en salig forundring over Herren og siger: Hvor let gik det ikke nu, og før var det mig aldeles umuligt! Jeg mærker, at det beror alt på Guds given — »når han giver, går det let« — og da har man lært, hvad læres skulle: »Alt i alle Kristus!«

14. Endelig torde nogen sige: »Jeg har vel for nærværende nåde at tro; men hvordan skal jeg kunne blive stående indtil enden? Man ser, hvor mange der har kunnet falde fra og fortabes!«

Svar: Kristus siger: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine kender mig — og mine får hører min røst. Og ingen skal rive dem af min hånd« (Joh. 10). Disse ord, ligesom også Rom. 8,35–39, viser blot, at ingen behøver at mistvivle om sit beståen; ingen behøver at fortabes; ingen kan rives af den gode hyrdes hånd; ingen kan skilles fra Guds kærlighed i Kristus Jesus — og længere går Skriften ikke i sine forsikringer herom.

Mange, som ikke er tilfredse med at stå i en bestandig afhængighed af Kristus, vil have en forsikring om, at de aldrig kan falde fra; men Skriften giver ingen sådan forsikring — tværtimod beviser den det modsatte og advarer enhver for faren. Vi overlades altså altid i frygt for os selv og i fortrøstning på Herren alene — og dette er os mest gavnligt.

Men hvad er da nu vor trøst i Herren? Den, at Kristus, Guds Søn, som lod sit liv for os, er vor hyrde. »Vi har en Gud, en Gud, den der hjælper, og Herren, Herren, den som frelser fra døden« — en hyrde, af hvem vi med rette kan vente os alt godt. Da han er af en sådan kærlighed og troskab, at han for vor skyld er blevet menneske, blevet »brødrene lig,« »fristet i alle ting ligesom vi,« og endelig »lod sit liv for fårene« — hvad skulle vi da ikke vente af ham? Da han dertil er en almægtig Gud: hvilken fjende kan da gøre det får nogen skade, som ligger på hans skuldre, som hører hans røst og holder sig til ham?

Ifølge Ezekiel 34 skal han selv føde sine får — det vil sige: bestandig med evangeliets ord vedligeholde vor tro, endnu styrke og levendegøre trøsten og glæden i ham, kærligheden, tålmodigheden og håbet. Han skal »opsøge det fortabte og hjemhente det forvildede,« så at selv når vi har forvildet os fra rette sti, vil han dog ikke forlade os, men gå efter det får, der er borte, kalde og lokke det tilbage og — om det blot atter begynder at lytte til hans røst — lægge det på sine skuldre med glæde, som Kristus selv taler i Luk. 15. Videre: han skal forbinde det sårede, det vil sige: trøste og husvalede de af Satan ilde medtagne sjæle og genoprette dem til fred og helse. Han skal styrke de svage og samle lammene, der ikke kan følge hjorden, i sin favn og bære dem i sit skød — kort sagt: skøtte alle fårene, sådan som de behøver det.

15. Men skal da ikke fårene selv gøre noget til sagen? Om dem siger Herren kun dette: »Mine får hører min røst.« For det første er dette jo aldeles det samme som: de forlader sig på mig, de har intet andet håb end i mig. Thi den, der i nødens stund er vort håb — hans røst agter man på. For det andet betyder »at høre hyrdens røst« at give agt på den, ære og adlyde den samt at skelne den fra fremmede røster. Og dette er alt, hvad der behøves.

Thi alt, hvad den gode hyrde gør til vor bevarelse, gør han med sin røst. Når vi da blot agter på hans røst, bliver alting lægt. Alle Satans listige angreb, alle kødets fristelser, alle verdens forførelser, al vor svaghed, vantro, koldsindighed, hovmod — kort sagt: alt ondt læges blot ved hans røst. Ingen kristen er så stærk, så lærd i Gud, så troende, så fast i sin kristendom, at han ikke kan angribes af hvad ondt som helst. Da beror alt på, om han endnu har det sind, at han lader sandhedens ord gælde mere end hans egne tanker, meninger og følelser, og således lader sig rette, straffe og trøste — det hedder at høre hyrdens røst. Da kan alting hjælpes.

Vi ser, at Frelserens disciple aldrig var komne til en sådan fuldkommenhed i forstand, i tro, i årvågenhed og styrke, at de derefter kunne lede sig selv, tro og vandre, som de burde. Der forekom daglig nogle større eller mindre brøst. Men hvad der gjorde, at de alligevel bevaredes og voksede i nåden, var alene, at de var hyrden nær, at de hørte hans røst, daglig lod sig rette af ham, advare, straffe og trøste. Derved blev alt godt igen; og så lærte de altid mere og mere, hvad de behøvede at lære.

Hvad var det derimod, der gjorde, at den arme Judas blev fortabt? Intet andet, end at han ikke hørte hyrdens røst; at, da Djævelen indgav ham i hjertet det, der var ondt, han ikke agtede Herrens advarsler; og da samvittigheden vågnede med forfærdelse, han ikke lod noget nådens ord trøste sig. Havde han blot agtet på sin hulde hyrdes røst, var alting blevet lægt.

Derfor: så længe vi endnu hører hyrdens røst, elsker Ordet om Kristus og alvorligt bruger det for at få dets kraft til tro, kærlighed og gudsfrygt; lytter til den trofaste ven, som usynlig følger os og taler til vore hjerter — den trofaste Ånd — som vi så hjertegribende formanes: »Bedrøv ikke Guds Helligånd!« — kort sagt: så længe vi hører hyrderøsten, så vi endnu lader os advare, trøste, lede; vedkender os vore synder, frygter fjenderne, men har trøst og tilflugt i Kristus — så længe skal ingen fjendtlig magt kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, »hverken liv eller død, højhed eller dybhed, de ting, som er, eller de ting, som komme skal;« thi Herren er større end alle, og han har højtideligt vidnet: »Ingen skal rive dem af min hånd.«

16. Således skal Kristus også heri være vor eneste trøst. Summen og slutningen bliver: Alt i alle Kristus. Er jeg i alt fattig, ussel og elendig, så er jeg dog en del af verden og altså en af dem, Gud gav sin Søn. Denne store gave er dog også mig givet, og i denne ene har jeg alt. Er jeg syndig, da er Kristus retfærdig — ja: Herren, vor retfærdighed. Kan jeg ikke tro, da er han troens begynder og fuldender. Er jeg svag, da er han stærk. Er jeg skræmt og urolig, da er han al ængstelig uro kvit. Er jeg et ringe, let forvildbart får, da er han den gode hyrde — og så videre.

Så skal jeg endnu altid rose og fryde mig i Herren, blot i Herren! — og »glæde i Herren skal være jeres styrke.« Amen.

De sande kristnes salige fred

1. At have en virkelig og grundfæstet fred i samvittigheden — have fred med Gud, Guds fred — det er dog de troende nådebarns egen, dem særskilt forbeholdte lykke og salighed på jorden, som ingen anden kan tage eller tilegne sig. Og en lykke, som tusinddobbelt overgår al anden lykke i verden. O, det er et halvt himmerige på jorden, som Luther siger: et paradis i jammerdalen, et »dagligt gæstebud«. Gud være evigt lovet!

2. Falske kristne har vel også en slags fred, i det mindste stundom; men ak — en ulykkelig fred, en uhyggelig fred — en fred, som ender i evig gremmelse! Betænk, hvad det er for en fred, når den blot grundes på, at de ikke kender til den hemmelige dom, der hviler over dem i det høje — en fred, til hvis bevarelse det kræves, at de flygter fra en grundigere besindelse på deres tilstand, vogter sig for at standse og alvorligt tænke på Gud, døden, dommen og evigheden!

Tænk, hvilken fred: at de — for eksempel som almindelige verdslige mennesker — »holder Gud for intet i alle deres tanker,« elsker verden og det, som er i verden, mere end Gud — og har fred! Misbruger Guds navn, vanhelliger hans sabbat — og har fred! Lever uhindret frem i sine lyster, i øjnenes begær, kødets begær og et hovmodigt levned — og har fred! Ikke kender til nogen omvendelse, ny fødsel, forligelse med Gud, men foragter alt sådant — og har fred! Eller i selvgjort religiøsitet, uden nogen sand, efter Guds ord sket genfødelse, tilraner sig nåderigets trøst, men er uden »bryllupsklæder« — og har fred! Har gode tanker, religiøse øvelser, bøn, betragtninger, barmhjertighedsgerninger, har lamper og går brudgommen i møde, men uden olie i deres kar — uden den tro, som virker et nyt liv, fred, glæde, kærlighed, bekendelse, udgang fra verden — nej, de går en egen mellemvej mellem Kristus og Belial — og har fred! O, en uhyggelig fred, som blot varer, så længe brudgommen ikke viser sig!

3. Men under sådan fred skjuler sig også som oftest en klagende, stundom råbende ufreds, en uhyggelig anelse, uvished, utryghed, frygt for døden, bæven for Gud. »De ugudelige har ingen fred, siger min Gud« (Es. 57,21). De tilsiger sig selv og hverandre: »Fred, fred!« — og der er ikke fred. De tilsiger sig: »Det står vel til!« — og det står dog ikke vel til (Ez. 13,16; Jer. 6,14). Kommer pesten eller koleraen, da er det slut med freden; da løber og haster de nylig så stærke og modige til bønnebogen, kirken, sakramentet og præsten, som om disse nu i en hast kunne frelse dem fra den Helliges vrede. Så vidner de da, at de ugudelige har ikke fred.

4. Lige ynkeligt er det med mange vakte sjæle. De er velmenende og alvorlige i deres salighedssøgen, har forladt verdens brede vej, bruger Guds ord, bøn og betragtninger, fører en ynkelig strid med visse synder, med deres hjerte og deres tanker, sukker og venter efter nåde og fred. Men med alt dette får de ingen fred — ingen varig og grundfæstet fred, ingen rigtig vished om, at de har Guds nåde. Efter en flygtig glædesfølelse i hjertet følger snart atter en lige så pinlig uvished om nåden, frygt og utryghed — i særdeleshed om en pludselig sygdom truer dem med det sidste afgørende skridt: døden. Dette er en ganske bedrøvelig tilstand.

5. Nu spørges: Når Skriften derimod siger: »Stor fred for mine børn; de skal bo i fredens huse og i skøn rolighed« med mere — når man også virkelig ser et folk, der har en stor, salig fred i deres hjerter, en fred, som undertiden stråler ud af deres øjne og flyder af deres mund i glad bekendelse, lovende og prisende den store nåde, trøst og glæde, de har fået i deres Gud — hvad er da hændt disse? Hvorfra har de deres salige fred?

Apostelen Paulus svarer i alles deres navn i Romerbrevets 5. kapitel på følgende måde:

»v. 1. Eftersom vi nu er retfærdiggjorte af troen, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. — v. 6. Thi da vi endnu var svage, led Kristus til den bestemte tid døden for os syndere. — v. 9. Så meget mere skal vi da, nu vi er retfærdiggjorte i hans blod, blive frelst fra vreden ved ham. — v. 10. Thi når vi blev forligte med Gud ved hans Søns død, dengang vi endnu var fjender, da skal vi så meget mere, nu vi er forligte, blive frelst ved hans liv.«

6. Her er hemmeligheden! Her er den dybe, evige grundvold for de kristnes underlige fred! Og her er det åbenbaret, hvad der fejler de arme hjerter, som savner freden. Apostelen siger ikke: »Eftersom vi er, som vi bør være, er så fromme og gode.« Nej, han siger: »Eftersom vi er retfærdiggjorte af troen« — »eftersom Kristus led døden for os syndere« — »eftersom vi blev forligte med Gud ved hans Søns død, dengang vi endnu var fjender — og derfor nu så meget mere bliver frelst fra vreden — derfor har vi fred med Gud.«

Vor fred og trøst er ikke den, at vi intet ondt har gjort, at vi er retfærdige i os selv, at ingen synd anfægter os. Nej, tværtimod er vi sådanne syndere, at vi har fortjent døden og bæver for den evige vrede. Men se — efter at vi i denne nød forgæves søgte hjælp og trøst og fred på alle andre veje, er det omsider blevet os åbenbaret, at Kristus led døden for os syndere. Det er blevet vor sidste, vor eneste, men store, tilstrækkelige og evige trøst, at vi blev forligte med Gud ved hans Søns død, dengang vi endnu var fjender — og at, selv om synden endnu raser i vort kød og samvittigheden vil forfærde os, vi dog nu »så meget mere bliver frelst ved Kristus fra vreden, fordi vi er retfærdiggjorte i hans blod.«

Dette har vi vel længe vidst og bekendt, men altid på en kraftløs måde, uden at det nogensindes gav fred og liv. Men endelig behagede det den barmhjertige Gud at give os ved sin Ånd den dyrebare gave: troen — den levende, virkelige tro, som gav liv og fred, fortroligt venskab med Gud, vished om hans nåde og ro i samvittigheden. Det er det, apostelen siger: »Eftersom vi nu er retfærdiggjorte af troen, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.«

7. Se, du velmenende, søgende sjæl — det er vist ganske smukt, ja, mere vigtigt og nødvendigt end alt, hvad der er i verden, at du så alvorligt øver din gudsfrygt, flittigt og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, alvorligt strider mod det onde og stræber efter det gode. Men du savner alligevel fred med Gud, du er ikke vis på hans nåde — nej, du er urolig og bævende.

Ja, ja — det er heller ikke uden grund; du kan også virkelig blive fordømt med al denne fromhed. Der kræves noget langt højere for at bestå for den hellige Gud og i dommens ild. Dit samvittighed siger dig det også: der kræves noget større end alle frommes fromhed, alle helliges hellighed. Her forslår intet mindre end det, apostelen nævnte: Kristi, Guds Søns død, og at man ved troen er iklædt ham — at være retfærdig af troen og have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Her kræves, at dit hjerte har fået den trøst, at du med hjertelig mening kan sige: Kristus er død for mig, for mig! Derpå trodser jeg — ikke derpå, at jeg er from, troende, alvorlig, men derpå, at Kristus er from, at Kristus er hellig og fuldkommen, at Kristus både holdt loven og led døden, som var syndens løn. Det skete for mig, det rakte også til for alle mine synder — det er nok, evigt nok, derpå trøster jeg.

8. At du aldrig har fået fred, kommer altså deraf, at du ville blive retfærdig og salig i dit eget navn, i dig selv. Men havde dette været muligt, »da var Kristus forgæves død« (Gal. 2,21). Du har ikke erfaret, hvad den rette tro vil sige. På tro og tro er der stor forskel. Du har måske ganske vel kendt og bifaldet læren om Kristus og forsoningen og ment, at når du ikke tvivlede på denne, havde du jo også troen. Men dit sind har været sådant, at du tænkte: nok er det vel med Kristi fortjeneste, deri er ingen brist, men hos mig er fejlen, hos mig må det hjælpes. Og så har du med begge øjne været vendt fra Kristus, ind på dig selv. Hvordan var det da muligt, at du skulle få fred?

Fejlen, hvorfor du ikke har fået fred, har været, at du troede, alt måtte helbredes hos dig, førend du kunne have fred; at du ikke troede eller forstod, hvor fortabt det er med dig, og hvor alt er fuldbragt og helbredt i Kristus. Du har vel følt dig som en stor synder, men ikke som en helt fortabt synder; og om Kristus har du vel troet, at han frelser store syndere, men ikke sådanne som du hidtil har været. Eller om du endog troede, at han frelser sådanne som dig, har du dog ikke for dit eget vedkommende endnu troet, at også du nu i Lammets død og blod var nok salig, hellig, ren og god, havde fået tilgivelse for alt og var et Guds barn — men i stedet nøjedes uden denne trøst, ventende enten på nogen forbedring eller nogen følelse, der skulle komme og sige dig, hvornår du havde nåde.

9. For at få Guds fred kræves altså: for det første, at intet er dig så magtpåliggende som Guds nåde, at du ikke nøjes, førend du har fået forvisning derom. For det andet, at du lærer at fortvivle om dig selv — det vil sige om al foretagsomhed, alt gøren og bliven — og, sådan som du er, som endnu en uværdig, ja, fortabt synder, søger al din frelse i Kristus alene. For det tredje, at du ikke venter på forvisningen i følelsen, gennem indre svar i dit hjerte, men tager Guds svar dér, hvor Gud giver det: i Ordet, alene i Ordet.

Har det med en sjæl kun bragt det derhen, at den fremfor alt andet søger dette, sukkende ved sig selv: »Ak, om jeg blot havde Guds nåde, så ville jeg intet på jorden højere ønske mig! Og ak, om jeg kunne tro på Kristus alene og blot være funden i ham! Om jeg blot var vis på, at hans fortjeneste gjaldt mig! Og jeg vil tro på Ordet — jeg vil ikke vente på følelser — om jeg blot kunne tro!« og så videre — se, da er troen allerede tændt, og da skal det ikke slå fejl, at den sjæl også får forvisning om nåden, får fuld fred. Den sag vil Gud sørge for. Herren siger: »Han begærer mig, derfor vil jeg udfri ham; han kender mit navn, derfor vil jeg beskytte ham; han påkalder mig, derfor vil jeg høre ham« (Salme 91,14).

10. Men her torde nogen endnu sætte spørgsmål ved, om noget menneske i tiden virkelig kan vide, at det er et Guds barn — om den nævnte forvisning nogensindes kan og bør søges. Dette er som oftest et af de ubodsfærdiges undskyldninger; det fremføres af sådanne, som endnu trives bedst i mørket, i uvissheden.

Men svaret er: Hele Skriften vidner, at »alle de gamle troende ved troen fik vidnesbyrd om, at de var Gud velbehagelige« (Hebr. 11), og alene ved en sådan tro var det dem muligt at lide martyrdøden med glæde. Apostlene siger udtrykkeligt: »Den selvsamme Ånd vidner med vor ånd, at vi er Guds børn« — de siger: »Den, der tror, har vidnesbyrd i sig selv« — at han »skal vide, at han har evigt liv« — at den, der »ikke tror Guds vidnesbyrd, gør Gud til en løgner« og så videre (Rom. 8,16; 1 Joh. 5,10.13).

Luther siger i forklaringen over Gal. 4,6: »Derfor skal vi dag fra dag stræbe efter, at vi må komme fra tvivlen til visheden, og flittigt arbejde på med rod og alt at oprykke den skadeligste vildfarelse, som hele verden er forført af: nemlig den tanke, at mennesket ikke skal vide, om det er i eller uden for nåden. Thi tvivler vi om Guds nåde mod os og holder det ikke for vist, at Gud har velbehag i os for Kristi skyld, da nægter vi, at Kristus har forløst os, og kaster over ende alle hans gerninger og velgerninger.«

11. Som allerede sagt: en kristens fred og vished består jo ikke deri, at han holder sig selv for så from og tro, er tilfreds med sig selv — nej, tværtimod findes ingen, der kender flere synder hos sig end de mest troende kristne. Men hans trøst og berømmelse er denne: at Kristus led døden for os syndere, at han er retfærdig af troen, det vil sige: af nåde.

På denne grund burde vi jo med rette have en bestandig og urokkelig fred og sige: Jeg er i mig selv alle stunder værd fordømmelsen, men i Kristus alle stunder ren og retfærdig, ja, kær og elskelig for Gud; »thi vi er gjorte velbehagelige i ham, den elskede.« Jeg trøster mig blot ved det, der gælder for alle, for de største syndere; thi Kristus har sandelig i sin død forsonet hele verden (2 Kor. 5) — verden, verden, ikke blot de troende. Jeg ved jo, at også de ugudeliges synder er i hans blod aftvættet; de vantro dør ikke egentlig for deres synders skyld, men for vantroens. Hvordan skulle jeg da vove at undlade at tro?

Vist er mine synder forfærdelige, mange og svære, så at jeg vel var værd aldrig at have en glad stund. Men hvad skal jeg gøre, når Kristus dog var så nådig og tog mine synder på sig og led døden for mig, syndere? Da vover jeg ikke at mistvivle, vover ikke at lade være at tro og glædes. Og jeg er dog sandelig ikke døbt til mig selv, at jeg skal bestå i min egen retfærdighed, men jeg er derfor døbt til Kristus, at jeg skal være iklædt ham og hans retfærdighed (Gal. 3,27). Vist føler jeg andet i mit hjerte og samvittighed; ikke føler jeg dér retfærdigheden, men tværtimod synd og usselhed; vist fordømmer mig mit hjerte. Men da Gud selv i sit ord siger, at den selvsamme synd og usselhed, som jeg føler, er aftvættet, betalt, tilgivet — da vil jeg dog lade Gud være større end mit hjerte og en Gud, som ikke lyver. Hvad Gud har gjort og sagt, er langt vissere end hvad jeg, arme, ser eller føler.

Nu har han jo ikke blot forsonet mig med sig i Kristi død og forsikret mig derom i sit ord, men også givet mig segl og testamente på hele salighedsskatten i sakramenterne. Han har i dåben gjort netop min person delagtig i al Kristi fortjeneste (Gal. 3,27; Tit. 3,5) og med evigt ubrødeligt testamente forsikret den for mig. Om end jeg i synd og vantro er gået bort fra min skat og mit testamente, er dog ikke skatten borte; testamentet og pagten hos Gud består, thi »skulle vor vantro gøre Guds trofasthed til intet? Det være langt fra!« (Rom. 3,3).

Min trøst og fred står altså på det, der er hos Gud, ikke hos mig. Min berømmelse lyder sådan: Kristi blod gælder mere end mine synder; Guds ord gælder mere end mine tanker og følelser; dåbspagten, testamentet gælder hos Gud, skønt jeg i lang tid har været borte derfra. Mod Kristi blod er alle mine synder blot som små gnister mod det store, vide hav; mod Guds ord er alle mine indvendinger, meninger og følelser blot som støv mod et stort bjerg. På denne grunds fasthed vil jeg trygt både leve og dø.

12. »Men,« torde nogen sige, »er det ikke Guds alvorlige vilje, at vi ikke skal synde, men være hellige i al vor omgængelse? Synder du ikke alligevel mod Guds ord; og hvordan kan du da være så tryg?«

Svar: Hører du ikke, at det netop er for disse mine daglige brøst og synder, at jeg har måttet tage al min trøst i Kristus? Jeg har vist jammerligt stræbt at blive så from, at mit samvittighed engang skulle give mig det vidnesbyrd: nu er du, som du bør. Jeg ønsker heller ikke endnu noget hellere end at kunne være from; har heller ikke større sorg end i mine egne synder. Men skal også min salighed, trøst og fred med Gud afhænge af denne min fromhed? O, Gud bevare os! Det var jo dog lige imod hele Guds evangelium — da var jo Kristus forgæves død.

Hvortil skulle Kristus være, hvis loven alligevel kunne fordømme dem, der tror på Kristus? Når »Kristus er lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror,« hvad har da lovens trusler med sådanne at gøre? Har jeg — desværre — ikke holdt loven, så har dog min kære Frelser fuldkomment og overflødig holdt den for mig og skænket mig hele sin lydighed til evig ejendom. Enhver kristen bør derfor, Kristus til ære og sin sjæl til salighed, vænne sig til overfor lovens trusler og Satans alle gloende pile at holde Kristus frem, trodse på ham, rose sig af hans renhed, hans ustraffelige liv, som jo dog er os givet. Det hedder at være retfærdig af troen og have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.

Sådan som retfærdigheden er, sådan er også freden. Er retfærdigheden af forgængelig art, af vor egen ustadige fromhed, da bliver freden lige så skrøbelig og ustadig. Derfor siger David, at retfærdighed og fred kysses — at de som moder sin datter og datter sin moder kysses, mødes, forenes og stemmer overens. Endnu engang: »Eftersom vi er retfærdiggjorte af troen, har vi fred.«

13. Men spørges der: har da en kristen en bestandig fred? Frygter han aldrig for Guds vrede eller døden? Svar: Alt godt — altså også freden — vil Djævelen anfægte; ja, den tro og fred, som ikke anfægtes, er falsk. Dertil er troen aldrig fuldkommen. Heraf kommer det, at fornuften, samvittigheden og Satan angriber freden, foreholder os vore synder og Guds strenge trusler. Men netop da beviser denne tro og fred sin høje, guddommelige natur ved at gennembyde disse sorte skyer og dog trænge sig frem til Guds hjertelag i Kristus og deri atter fatte trøst og fred og sige: Jeg takker dig, Herre Kristus, som har frelst mig fra så forfærdelige synder og domme!

Luther siger: »Da kender man abbaråbet, når samvittigheden uden al vaklen og tvivl standhaftigt tror og er vis på, at ikke alene dets synder er forladte, men også at man er et Guds barn og sikker på sin salighed, samt kan med et glad og vist hjerte kalde og tilbede Gud som sin kære Fader. Herom må man være så overbevist og sikker, at man ikke holder sit eget liv for så vist — ja, at man hellere ville lide al slags død, ja, endog Helvede, førend man lod den trøst tages fra sig. Her kan vel være en sådan strid, at mennesket frygter, at det ikke er et Guds barn, og synes at føle, at Gud er det vred og en streng dommer. Men i denne kamp må den barnlige tillid endelig beholde overmagten, hvad enten den bæver eller skælver, ellers er alt tabt.«

14–16. Luther fortsætter: »Men når de kainitiske helgener hører dette, vil de slå imod med hænder og fødder og af stor ydmyghed sige: 'O, Gud bevare mig for dette forfærdelige kætteri, denne formastelse! Skulle jeg, fattige synder, være så hovmodig og sige: jeg er Guds barn! Nej, nej, jeg vil ydmyge mig.' Disse lad fare og vogt dig for dem; de er de største fjender af din kristne tro og din salighed.«

Vi ved også vel, at vi er fattige syndere; men her gælder det ikke at se på, hvad vi er og gør, men hvad Kristus for os er og har gjort og endnu gør. Vi taler ikke om vor natur, men om Guds nåde, der er så meget mere end vi, som himlen er højere end jorden (Salme 103,11). Synes det dig at være noget stort, at du er Guds barn — kære, lad det dig heller ikke synes lidet at være, at Guds Søn er kommet, født af kvinde, gjort under loven, for at vi måtte blive et sådant barn!

17. Men den, der i sådanne erfaringer vil bestå og beholde og forstærke freden i sit hjerte, må fremfor alt flittigt og enfoldigt omgås fredens evangelium. Det er den rette kilde til Guds fred. Evangeliet må bestandig holde os oppe over de anfægtelser, kvaler og sorger, i hvilke fornuften, følelsen, samvittigheden og Satan uophørligt vil nedtrække os. Mod alle disse fredsforstyrrere har vi alene Ordet og sakramenterne til værn og mure. Der bor og taler Trøsteren med os og siger: »Frygt ikke! Vær ved godt mod! Er du syndig, da er Kristus retfærdig. Du er nu i det rige, hvor synden aldrig tilregnes dig; du er nu ikke i et gerningsrige, der er mægtigt over nåden, men i et nåderige, der er mægtigt over gerningerne. Du er til evig tid forsonet med Gud, og han har svoret, at han ikke vil vredes over dig til evig tid.«

Det er nåderigets rette fredsbasun, som uophørligt må lyde i vore ører og hjerter, om vi her skal have nogen fred. Men foruden Ordet behøver vi også Herren selv — det vil sige: vi skal flittigt bede den Helligånd om dens kraft på hjertet.

18. Og nu — hvor ønskeligt var det ikke, at Guds fred mere herskede i alle kristnes hjerter og sind! Først er det jo den barmhjertige Guds hjertelige vilje om os, at vi ikke skal fortære vore dage i mørke og kval — vi, der dog er så dyrt købt, for Guds øjne så dyrt agtet, så herligt klædt, så meget rige og lykkelige i Kristus — men at vi skulle have stor fred i ham. Kristus selv siger: »Jeg er kommet, for at mine får skal have liv og have det i overflod.« Denne fred var et hovedformål med hele Kristi forsoning, som der udtrykkeligt står: »Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi helbredte« (Es. 53,5). Og atter: »Retfærdighedens frugt skal være fred, og retfærdighedens udbytte skal være evig stilhed og tryghed« (Es. 32,17).

Derfor: jo gladere og fredfuldere nogen er i Kristus, desto kærere er det for Gud, og desto mere æres og ophøjes derved Kristus, som er grunden til denne fred og glæde.

Så har en kristen for øvrigt heller ikke just megen glæde på jorden; det behøves vel i denne onde verden, hvor intet andet er end strid og anfægtelse af kødets, Djævelens og verdens ondskab, at han er vel udrustet med en høj, urokkelig Guds fred i sit hjerte. Som Jesus siger, da han slutter sin afskedstale til disciplene natten før sin død: »Dette har jeg talt med jer, for at I skal have fred i mig; i verden har I trængsel; men vær ved godt mod, jeg har overvundet verden« (Joh. 16,33).

Det var altså Frelserens alvorlige vilje, at vi skulle have fred i ham, uagtet ingen bedre end han vidste, hvor syndige og uværdige vi er. Når nu han alligevel under os at have fred — ja, derfor lider og dør for os, trøster og taler venligt med os — da var det jo billigt, at vi også gav os vel tilfreds på hans regning, som små børn ved sin moders skød.

Endelig er det også netop denne fred, der fremfor noget andet styrker og bevarer vore hjerter i Kristus, giver liv, lyst og kraft til alt godt. Som der står skrevet: »Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og sind i Kristus Jesus« (Fil. 4,7); og atter: »Glæde i Herren er jeres styrke« (Neh. 8,10). Når jeg i troen har fred med Gud, kan jeg alting gøre og lide; når jeg er vis på Guds venskab, kan hvem der vil få være uvenlig mod mig; når jeg er glad over den himmelske skat, kan jeg tåle et jordisk tab. Derimod, når hjertet er tomt for Guds fred, da er jeg svag i alt, åben for enhver fristelse. Det er derfor en sandhed, som enhver kristen vel må huske: at Guds fred bevarer hjertet, at glæde i Herren er vor styrke. Amen.

Kristus tabt og dog ikke tabt

1. Da vi ved, at det er en grundregel i Guds husholdning med sine børn, at han skal skjule sig for dem — ofte længe og dybt skjule sig — og at dette Guds skjul for det første i almindelighed meget bekymrer alle redelige Guds børn, og dernæst, at i særdeleshed nogle i følge af dette skjul går under en langvarig hemmelig selvfordømmelse og fortærer deres hjerter med de tanker, at Kristus er tabt, at de er frafaldne, døde med mere, eller i de sværeste anfægtelser er nær ved at falde i fortvivlelse — så har vi villet under denne overskrift: Kristus tabt og dog ikke tabt, komme sådanne sjæle til tjeneste med noget af Ordets trøst.

2. Kristus tabt og dog ikke tabt er et besynderligt emne: for nogle sjæle meget svært at lære, for andre alt for let; for nogle meget kært, vigtigt, magtpåliggende; for andre ganske ligegyldigt. For ikke at tale om den store verdens hob, findes der nogle, der vil være meget gode kristne, men — at Kristus skulle være tabt, derom bekymrer de sig aldrig; og at han ikke er tabt, det kan de meget let tro. Deres tro er så stærk, at den ikke engang behøver at vedligeholdes med Ordet; den holder sig nok af sig selv. Deres tro og fred er nemlig sådanne, som fjenden ikke vil fratage dem. De er selvgjorte, døde kristne. Det er ikke sådanne, dette emne tjener og smager.

Dog: der findes også spædere nådebørn, som til sine tider ikke behøver dette emne — nemlig når enten brudgommen endnu ikke er taget fra dem (Matt. 9,15), og endnu alt er idel fred og fryd, sol og lys og varme — eller også når en tilfældig sikkerhed og indbildning har indtaget dem (Matt. 26,33–35). Men der findes andre sjæle: svage, skrøbelige, anfægtede nådebørn, for hvem dette er et meget kært, vigtigt og magtpåliggende emne — Kristus tabt og dog ikke tabt. For dem findes der ingen større sorg end når de frygter, at Kristus er tabt, og ingen større glæde end når de kan tro, at han ikke er tabt.

At Gud skal forholde sig så underligt, så koldt og hårdt mod dem, han dog elsker, som er i hans nåde og venskab; at hans børn, på samme tid de er så højt benådede, dog så ofte og så lange tider slet intet deraf får smage, se eller føle, men vel føle og se sådant, som synes at bevise det modsatte — dette er en sag, hvorover de troende i alle tider er strandede, blevet forvirrede, mistet modet, ja, jammerligt ængstedes og plagedes, nemlig når det gjaldt at erfare det.

3. Kristus kan synes os bestemt at være tabt og dog ikke være det; han kan meget længe og dybt bortskjule sit ansigt og alligevel være lige nær og nådig; han kan på den mest bitre måde prøve sine kæreste børn, ja, de mest benådede helgener, og dog inderligt og trofast elske dem.

Herpå har vi mange eksempler i Skriften: Jomfru Maria var jo den højst benådede blandt kvinder, udvalgt til Guds Søns moder, og dog — se blot i Luk. 2,43–49 — hvor bittert Gud kunne prøve hende! Det kæreste, dyreste barn, nogen moder har haft, dertil ved høje, himmelske åbenbaringer af engle og profeter forklaret som Guds egen enbårne Søn — dette barn er i tre dage forsvundet! Hvor skal ikke først det moderlige hjerte herved have lidt og ængstedes, som hun også bekendte: »Vi har søgt efter dig med smerte!«

Dernæst: med hvilke gloende pile skal ikke hendes kristelige hjerte af Djævelen være blevet gennemskudt med pinefulde tanker: »Ak, jeg uværdige vogterske! Mig var den højeste skat af Gud betroet — al verdens Frelser og salighed — og den har jeg så forsømt, at jeg nu har tabt ham. Det er min egen skyld!« Thi det er at mærke, at i anfægtelsen hersker ikke forstand, sans og sandhed, men de mest urimelige tanker og forestillinger. Luther antager om denne Marias anfægtelse, at hun kan have anset hele verdens forsoning for hendes skyld tabt. Der er ingen grænse, ingen sans, intet mål, når et bedrøvet hjerte og en kindhestgivende satansengel taler.

I særdeleshed har al anfægtelse to brændpunkter, som er de sværeste. Det ene er: det er din egen skyld, du har syndet, du har fortjent alt ondt; nok er Gud nådig og retfærdig, men du har selv draget dette onde over dig med din synd. Det andet lyder: det er for altid og evigt forbi, det kan ikke hjælpes, kan aldrig ændres; du er ikke en anfægtet kristen, men en troløs frafaldne, som nu lider, hvad dine gerninger er værd.

4. Men se — så hårdt og bittert kunne Gud prøve selveste den højst benådede Maria og alligevel ikke være vred på hende! Så megen skyld kunne hun føle sig have, så for altid tabt kunne hun forestille sig Jesus være — og dog: han var ikke tabt.

Men på denne måde har Gud altid brugt at handle med sine kæreste børn. Hvor dybt skjulte Kristus sig ikke for den kanaanæiske kvinde? Hun går efter ham og beder; han går bort og tier. Disciplene beder for hende — da bliver det værre, da svarer han sådant, som synes at være et bestemt afslag. Hun beder atter; da kalder han hende en hund: »Det er ikke rigtigt at tage brødet fra børnene og kaste det for hundene.« Og dog — hvilket brændende, kærlighedsfuldt og villigt hjerte skjulte sig ikke derunder, som omsider udbrød i de ord: »O, kvinde, din tro er stor! Det ske dig, som du vil!« (Matt. 15,22–28).

Hvor ilde så det ikke ud for disciplene, da Kristus blev taget fra dem, naglet fast på et kors, bøjede hovedet, døde og blev begravet! Da var den »lille tid« inde, da de »ikke skulle se ham« og skulle »græde og jamre sig« (Joh. 16,16–20). Dér løber de om hinanden påskemorgen og søger blot hans lig, men finder end ikke det. De troede ikke, at de samme dag skulle få se ham levende — nej, da var han tabt for dem; men dog ikke tabt.

For Thomas var han tabt endnu otte dage mere, men lod ham dog omsider på den nærmeste måde se og røre ved sig. Sådan handler Herren med dem, han elsker. O, at vi en gang kunne lære dette! Han elsker inderligt, men hemmeligt; fører sine underligt, men nådigt; er skjult, men trofast.

Kort sagt: det er netop grundreglen i Guds husholdning med sine børn, at han skal bortskjule sit ansigt — ligesom det også netop derfor er grundreglen i kristendommen at tro — tro, uden at se. At være en troende kristen vil netop sige at være et barn, med hvilket Gud daglig leger den alvorlige leg: »En liden tid — en liden tid, og I ser mig ikke« — da han, som en moder plejer gøre med sit barn, snart skjuler sit ansigt, snart atter viser det. Men den salige Pretorius siger, at Herren derved ofte »klemmer sine børn så hårdt, at tårerne står dem i øjnene«.

5. Men alt dette gør han til vort bedste, som han siger: »Det er jer gavnligt, at jeg går bort; thi går jeg ikke bort, da kommer Trøsteren ikke til jer« (Joh. 16,7). Det er netop med dette sit bortgåen, han holder os varme, gør sig for os altid på ny kær og liflig; øver vor tro; nøder os til bøn, årvågenhed og Ordets brug; gør os skikkede til at trøste og råde andre anfægtede og så videre.

Da bruden i Højsangen var koldsindid, søvnig og træg til at lukke op for brudgommen, skræmmede han hende først lidt, og så forsvandt han i øjeblikket, gik bort og skjulte sig. Deraf opstod et helt omvendt forhold: i stedet for at han før bankede på hendes dør, og hun ikke engang gjorde sig den umage at lukke op, blev det nu hende, der søgte ham, som med megen omhu gik omkring og søgte »Vennen«, som hendes sjæl havde kær, og ikke kunne nok prise hans ynde (Højs. 5). Så viser det sig: »Det er jer gavnligt, at jeg går bort.« Og alligevel: så snart det sker os, ængstes vi og frygter, at det er idel vrede og død, der er på færde — skønt det dog er en kærlighedsfuld velgerning.

6. Dette bortgåen er altså noget, Herren altid vil, skal og må bruge med os — som vi også stadig erfarer på mange forskellige måder. Et nådebarn har knap nået at få vidnesbyrd om barneretten, trøst og glæde i sin Frelser, før man ser det om nogle timer, dage eller uger nedslået og dystert, hører det med bekymring klage: »Jeg ved ikke andet, end at jeg har tabt Frelseren; jeg er så tør, kold, død og ulysten, har ikke den glæde i Ordet og bønnen som før« og så videre.

Endnu sværere bliver dette mørke, hvis sjælen også har forløbet sig på en eller anden måde; da hedder det: »Jeg er falden, det er min egen skyld, at Frelseren er vegen bort; jeg skulle have våget, bedt og stået synden imod; det har jeg ikke gjort, jeg har syndet, og nu har han veget fra mig.« Men anfægtelsens sværhed beror på dens varighed; de hurtigt forbigående er lette. Til et mere langvarigt og svært mørke har som regel en særlig årsag bidraget.

7. At et menneske misfornøjes med Guds husholdning, forarges på Kristus og synes, at Gud ikke holder sine løfter, opstår ofte derved, at det i sin tro og bøn — uden at tænke over det — selv foreskriver Gud mål, tid og måde for hans hjælp, hvor han dog vil være fri. Når man da ikke får alt efter dette mål, på den måde og den tid, man har troet og bedt om, bliver man nedslået.

For eksempel: man er ved nåden blevet et nyt menneske, men ikke et fuldkomment; man har fået et nyt, rent hjerte — det vil sige: et sind, der er enigt med Gud — men kødet strider imod og elsker synden (Gal. 5,17). Når man da beder Gud, at også dette forhold må ændres, men det ikke sker, bliver man nedslået og mener, at det ikke står ret til. Eller: Gud har lovet hjælp mod synden; da opfatter man det sådan, at vi skal blive alle synder kvit — nemlig så kvit, at de aldrig skal friste os, i det mindste aldrig overrumple os, om vi er hans børn. Når nu alt dette ikke sker, mistvivler man, som om Guds løfter var til intet. Sådant kaldes at forarges på Kristus. Da kommer sjælen i mørke og mener: jeg har mistet Kristus.

8. En anden bliver forvirret af fremmed lærdom, rykkes bort fra øjemålet, fra den enfoldige forbliven i Kristus og hans sandhed, som da for en tid mister sin smag og kraft på hjertet. Da drager Gud sig tilbage med sit lys, sin fred og salighed, for at den arme sjæl ikke skal fortsætte og standse på den falske vej, men nødes til at vende tilbage til den eneste sande fredens vej, hvor Herren engang lod sig finde.

9. Mangt et Guds barn kommer også i dybt mørke gennem nedslående erfaringer i det legemlige. Når en troende ikke blot anvender alle tilbørlige menneskelige midler til at hjælpe sig, men også med uafladeligt og brændende bøn påkalder Herren og vil grunde sin bøn på hans egne løfter om en faderlig forsorg, og alt synes at være forgæves — nøden bliver større og ikke mindre — og dette varer længe; da hedder det gerne: »Jeg kan ikke mere tro; Gud har forladt mig.«

10–11. Endnu sværere bliver det, når en kristen — måske gennem forandrede ydre omstændigheder — er kommet i en særlig adspredelse, koldsindighed og forsømmelighed i Ordets brug, i bønnen og bekendelsen. Undervejs angribes hjertet af en særlig svær fristelse, en stærk, ihærdig, uendelig fristelse, som fører sjælen i synd og nød. Den ængstes og råber fra dybet; men det besynderlige er, at netop nu, når sjælen mest alvorligt begynder at søge Herren, bede og råbe — da drager Herren sig undan, da begynder Guds dybeste skjulen. Den arme sjæl får ingen kraft, ingen trøst, ingen oplysning af Ordet eller bønnen. Dage, uger og måneder forgår i det samme ængstelige mørke; da hedder det med alvor: Kristus er tabt, Ånden er vegen, det er forbi.

12. Mærk nu: om det her skal blive liv eller død, om Kristus her er virkelig og evigt tabt eller kun for en tid — det spørgsmål beror egentlig af én eneste omstændighed, nemlig den, hvorvidt det er det virkelige forhold, hvad her udtrykkes med ordene: »Guds ord giver mig ingen lyst til at tro.«

Thi for det første ved vi, at i alle tilfælde — falden eller ej, den første eller den hundredende gang — beror vor salighed på, at vi modtager den, modtager Kristus; thi »alt er beredt«; »den, der har Sønnen, har livet.« Og for det andet: »Ingen kan komme til Jesus, uden at Faderen drager ham« (Joh. 6,44); ingen begærer at tro på ham, uden at Ånden virker det. En, der for eksempel har begået synd mod den Helligånd, eller som Farao er overladt til forhærdelse — en sådan har, om han end bæver for Helvede, dog ingen lyst til at tro, begærer ikke Åndens nåde til tro og omvendelse.

Derfor: om det er det virkelige forhold med et fortvivlet menneske, at det af Ordet aldrig får engang lyst til at kunne tro, til at være et omvendt Guds barn, men med afvigelse mod Herren foragter hans nåde, ikke vil have den — da er det et uhyggeligt tegn til et Kains, et Judas Iskariots hjerte, som, bortgående fra Gud, ikke kan hjælpes.

Men mærk: det er ikke afgjort, at dette her var tilfældet. Den anfægtedes klage derover vidner netop om det modsatte! Det hænder nemlig meget ofte, at et anfægtet hjerte, fra hvilket Ånden ikke er vegen, selv ikke mærker eller forstår sin længsel efter Herren. Denne opdages først da, når allerede nogen trøst begynder at indfinde sig; thi da mærker man, at denne liver og glæder — hvilket beviser, at der dog lå en gnist af længsel tilbage, om end skjult.

Thomas slog også fra sig alt vidnesbyrd om Kristus og syntes ikke engang at ville tro, men syntes at være en modstander. Men da han var bragt til overbevisning om, at hans Herre ikke var tabt, udbrød han: »O, min Herre og min Gud!« Da mærkedes det, hvilket hjerte han under al tvivl havde båret for Frelseren — mærkedes, at i dybet havde endnu groet en inderlig, om end hemmelig, længsel efter ham.

Det er herom, Luther i en prædiken siger: »Gud ser dig dybere ind i hjertet, end du selv, fordi du vel ikke skulle være imod det, om du helt og holdent var antændt og brændende.«

13. Dér, hvor denne — om end hemmelige — hunger og tørst findes, dér er Kristus ikke tabt for evigt, men, hvor ilde det end ser ud, blot tabt »en liden tid«. Herpå har vi tydelige ord og eksempler i Skriften.

Først: at det kan gå så vidt med en troende i anfægtelsens tid, at han anser sig for aldeles forladt af Gud, bortdrevet fra hans øjne og ligesom indesluttet i et fængsel — det ser vi for eksempel hos Jeremias, da han i svær anfægtelse sagde: »Herren har inmuret mig, så jeg ikke kan komme ud, og sat mig i hårde lænker. Og om jeg end råbte og bad, stopper han ørerne til for min bøn. Han har tilmuret min vej og tilspærret mine stier. Min sjæl er fordrevet fra freden. Jeg sagde: Mit håb er ude, at jeg nogensindes mere skal være nær Herren« og så videre.

Men kort derefter siger han med stor trøst: »Herrens barmhjertighed har endnu ikke ende. Hans trofasthed er stor. Han driver ikke fra sig evindelig. Han bedrøver vel, men han forbarmer sig igen efter sin store mildhed« (Klagesangene 3).

Ligeledes bekender David om sig selv: »Jeg sagde i min bestyrtelse: Jeg er bortdrevet fra dine øjne; dog hørte du min bøns røst, da jeg råbte til dig« (Salme 31,23).

14. Men nu — hvad siger Herren herom? Om enhver sådan elendig sjæl? Så siger Herren:

»Han begærer mig, derfor vil jeg udfri ham; han kender mit navn, derfor vil jeg beskytte ham; han påkalder mig, derfor vil jeg høre ham; jeg er nær ham i nøden, jeg skal tage ham derud og lade ham komme til ære« (Salme 91).

»Thi jeg ved vel, hvad tanker jeg har om jer, siger Herren: nemlig fredens tanker og ikke bedrøvelsens, at jeg skal give jer den ende, som I venter efter« (Jer. 29).

»Jeg har i et lille øjeblik forladt dig, men med stor barmhjertighed vil jeg forsamle dig. I vredens øjeblik har jeg som snarrest skjult mit ansigt for dig; men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din Forløser« (Es. 54).

Ja, med hvilket højtideligt alvor siger ikke Herren Kristus: »Jeg er A og O, begyndelsen og enden; jeg skal give den, der tørster, af det levende vands kilde for intet!« — »Den, der tørster, han komme, og den, der vil, han tage livets vand for intet!« (Åb. 21,6; 22,17).

15. Se, o sjæl! Antag gerne, at du er frafalden, bortkommet. Da du dog vil vende tilbage, er det aldeles det samme, som om du aldrig havde været falden. Thi dette Herrens ord gælder jo i alle tider og i alle forhold: »Jeg skal give den, der tørster — og den, der vil — livets vand for intet.«

Den store hovedsandhed står højt over alle sandheder og over alle betænkeligheder. Thi mærk dog, mærk dog! For det første er det et »trofast ord og i alle måder vel værd at modtage, at Jesus Kristus er kommet til verden at frelse syndere, endog den fornemste« — at frelse det, som var fortabt — det være nu den første eller den hundredende gang fortabt! — at »han har modtaget gaver for menneskene, de frafaldne med« — mærk: de frafaldne med — »at Herren Gud skal dog alligevel forblive der« (Salme 68,19). Og for det andet: »Den, der tørster, han komme; og den, der vil, han tage livets vand for intet.« — »Den, der tørster,« »den, der vil« — dette er virkelig en regel uden undtagelse. Så snart en synder vil vende tilbage, vil tro på Frelseren, vil forlade alt sit og fly til ham — da er alt genoprettet.

Men siger du, at du vel vil alt dette, men ikke kan tro — da er der ingen fare dermed; bi blot! Herren sagde jo: »Han begærer mig, derfor vil jeg udfri ham.«

Andet er det med dem, som virkelig ikke vil tro, som aldrig lader sig formå til atter at søge nåden, at bie efter Herren, men vender sig hid og did. Det er over sådanne fortvivlede, Bibelen forkynder et tredobbelt »ve«. Derfor: de, som frygter, de bør også håbe.

Så lyder Skriftens ord: »I, som frygter Herren, sæt jeres lid til ham; thi han svigter jer ikke. I, som frygter Herren, håb det bedste af ham, så skal jer nåde og trøst altid vederfares. I, som frygter Herren, forvent hans nåde og vig ikke af, at I ikke forgår! Se på de gamles eksempel: hvem er nogensindes kommet til skamme, som har håbet på Herren? Herren er nådig og barmhjertig og forlader synderne og hjælper i nøden. Ve dem, der fortvivler og ikke står faste! Ve dem, der ikke udholder!« (Syr. 2,7–16).

Men — så siger atter en anden skrift: »Hvem som helst, der påkalder Herrens navn, skal frelses« (Joel 2,32). Amen, amen.

Hvordan en troende sjæl falder fra og bliver åndelig død

1. Vi taler altså ikke om et blot tilfældigt snublen og vaklen i vandringen, hvorved en troende af svaghed »kommer til at falde i nogen synd« (Gal. 6,1), eller i en træghed og koldsindighed, hvorpå følger mørke og Guds ansigts bortskjulen, men hvorved livet og sindet forbliver det samme. Nej, vi taler nu om denne allersørgeligste begivenhed inden Kristi kirke: at en troende, levendegjort og salig sjæl bliver åndelig død og vantro. At en sjæl, der var udtaget fra mørkets magt og oversat i Guds elskelige Søns rige og havde smagt det gode Guds ord og den tilkommende verdens kraft og var blevet delagtig i den Helligånd, atter falder fra — atter »indvikler sig i verdens urenhed,« »bortstøder en god samvittighed« og »lider skibbrud på troen« — at den salige forening med Gud ophører, og Ånden må vige.

2. At denne sørgelige begivenhed virkelig sker — at virkelig omvendte sjæle atter helt falder fra — det bekræfter Skriften med de tydeligste ord og eksempler.

Kristus siger: »Når den urene ånd farer ud af et menneske, vandrer den om ad tørre steder, søger hvile og finder ingen. Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af. Og når den kommer, finder den det rent fejet og pyntet. Da går den hen og tager med sig syv andre ånder, som er værre end den selv; og de går derind og bor der. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første« (Luk. 11,24–26).

Peter siger: »Thi når de, som ved Herrens og Frelserens Jesu Kristi kundskab er undflyet verdens urenhed, atter indvikler sig deri og overvindes, da er det sidste blevet dem værre end det første. Det havde været dem bedre, at de ikke havde forstået retfærdighedens vej, end at de, efter at have forstået den, vender sig fra det hellige bud, de havde modtaget« (2 Pet. 2,20–22).

Paulus taler om »dem, der én gang er opløftede og har smagt den himmelske gave og er blevet delagtige i den Helligånd og har smagt Guds gode ord og den tilkommende verdens kraft, men igen falder fra og på ny korsfæster sig Guds Søn« med mere (Hebr. 6,4–6). Han nævner også nogle bestemte frafaldne ved navn: Hymenæus, Alexander og Demas. Om de to første siger han: »Idet de har troen og en god samvittighed, som nogle har bortstødt og er lidt skibbrud på troen; af hvilke er Hymenæus og Alexander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal lære ikke mere at bespotte« (1 Tim. 1,19–20). Demas havde en tid været Paulus' medhjælper (Filem. v. 24), men var siden frafaldet, hvorom apostelen meddeler Timotheus denne sørgelige underretning: »Demas har forladt mig og fået kærlighed til denne verden og er draget til Thessalonika« (2 Tim. 4,10).

3. Når man hertil føjer de bedrøvelige eksempler, vi har for vore øjne i denne tid — hvordan hist og her, hvor en lille flok troende sjæle har levet nogle år sammen, den ene og den anden af dem, som en tid var en glæde for himmel og jord, for Gud, engle og gode mennesker, nu efter en kortere eller længere tid findes tilbagefalden, forvandlet, uigenkendelig; så at hvor der før lyste og rørte sig vækkelsens alvor, sønderknuselse, ydmyghed og troens salighed, kærlighed, fryd og fred i Herren — dér viser sig nu i stedet en uhyggelig død: sikkerhed, stolthed, forsvunden kærlighed, uhæmmet verdslighed, uhæmmet vrede og had, uhæmmede lyster — og når man dertil betænker, at disse faldne visselig også engang tænkte at stå faste og indgå i himlens glæde — da opstår heraf en betragtning, hvorved et trofast hjerte vel kan falde i afmagt.

Men var det ikke netop dette, Skriften med så mangen alvorlig advarsel forud havde sagt os? Har den ikke sagt os, at vor vandring gennem livet skulle være en strid på liv og død, et uafladeligt krig, et fjendeland, hvor vi ständigt og fra alle sider er omgivet af fjender, der har svoret os døden og tænker at udføre det? Er det spøg, når apostlene taler om »en brølende løve, der går omkring, søgende hvem den kan opsluge« — om »Satans listige angreb« — om »slangens underfundighed« — om »syndens bedrag« — om kødets og verdens forførelse? Er det spøg, når Kristus og apostlene med brændende nidkærhed taler om nødvendigheden af at »våge og bede,« at »iføre sig hele Guds rustning« og »frem for alt troens skjold,« at »kæmpe redeligt,« at »være trofast indtil døden,« om man skal få livets krone?

Nej — der er et stort alvor i alt, hvad Herrens ord taler. Dette er altså et emne, som både Ordet og erfaringen viser er vel værd, at troende kristne i tide betænker; thi når faldet allerede er sket, hjælper sjældent noget.

4. Hvad der nu først bør mærkes, er, at når en levende kristen falder fra og bliver åndelig død, sker dette ikke på én gang — hastigt og direkte fra en tilstand af frisk nådeliv — men det skrider dertil ad visse forberedende veje og omveje. Det åndelige liv ender ikke gerne med en bråddød, men det aftager først efterhånden gennem nogen forudgående sygdom.

Sygdommen er også ofte meget følelig og svær; den trofaste Ånd arbejder og strider mod det onde; sjælen uroligedgøres og lider — i hvert fald til visse tider — af bebrejdelser og kvaler. Men hvis sygdommen tiltager, aftager omsider disse smerter, og det onde får uhæmmet udvikle sig. Da er døden for hånden.

Dog kan det ikke nægtes, at der også findes veje, ad hvilke døden kommer som en liflig søvn, som gennem en sød gift. Det sker i særdeleshed med de sjæle, der dør bort gennem åndeligt hovmod, eller egenretfærdighed, eller falsk lærdom — da sjælen holder sin vej for den eneste rette og med al frimodighed, henrykt og glad, går til sin undergang. Hvor nødvendigt da at vel give agt på disse veje og sygdomme, der fører til fald og død! De er mange — man kan ikke så nøje angive dem alle. Men lad os dog her betragte nogle af de mest almindelige. Herren være os nær!

5. En vej, ad hvilken mange salige Guds børn har mistet livet, er: den åndelige ladhed — bortlæggelsen af våbnene, forsømmelighed i nådemidlernes brug samt i troens og gode gerningers øvelse.

I begyndelsen af nådevejen var det så kært at få omgås med Ordet, læse, høre, tale, skrive om Kristus, om troen, om nåden, om kærlighed og gode gerninger, samt i bønnen at tale med sin Gud og ved nadverbordet bespisedes af ham. Da var også alle disse stykker livlige og dyrebare for hjertet, og hele væsenet var kristeligt. Men efter noget år blev alt dette mindre magtpåliggende; da kom måske nye gøremål og hindringer. Djævelen gjorde disse meget vigtige og indgav sjælen desuden, at den jo vidste, hvad den behøvede at vide, nu kunne leve af mindet en tid og håbe, at Gud nok skulle opretholde livet.

Kan han blot føre sjælen fra Ordet, kan han derefter føre den, hvorhen han vil, indgive den hvad som helst. Dette er en vej til al slags afveje, sygdomme og fald. Snart ser sjælen ikke flere synder hos sig, end dem fornuften straffer; snart tror den ikke mere om nåden, end hvad den anser sig værd at få tro. Men da syndekendelsen uddør, har den nok trøst alligevel. Og så står den snart atter blot i en naturtilstand.

6. Men til den åndelige ladhed hører også at forsømme Ordets efterlevelse og ikke give agt på Åndens røst. I begyndelsen ville sjælen gøre alt, hvad Herren har befalet os; den var opmærksom på alle kristelige pligter. Vel kunne den ikke opfylde dem alle, men den stod i forsæt og stræben derefter og holdt enhver brist deri for en synd, som den for Guds ansigt beklagede og bad om tilgivelse for, samt om nåde og kraft til bedring.

Nu derimod begynder den at foreskrive sig selv et vist mål for, hvor meget den kan og skal gøre; og alt det øvrige lader den aldeles være, stræber ikke derefter, tænker ikke derpå. Og når den således ikke stræber efter mere, end hvad den allerede gør, bliver deraf en naturlig følge, at den ingen brist har at angre, at den snart er så god, som den vil. Al selvtilfredshed kommer nemlig blot af ladhed og af forglemmelse af Guds hellighed, Guds buds åndelige kraft.

Og når nu mennesket er tilfreds med sig, ikke mere kender skyld og brist — hvad er da troen og hele det åndelige liv? Hvad er da Kristus for det? Et drømmebillede — eller vel en helliggører, men ikke en talsmand hos Faderen, ikke en retfærdighed, som man behøver. Og da er nådelivet dødt.

7. Det bør dog bemærkes, at den træghed, man klager over, ofte blot er et savn af følelsens livlighed, mens man dog daglig står i våben og i øvelse, bruger nådemidlerne og stræber efter at både tro og elske. Og selv om virkelig ladhed indtræffer, men man dog lader Herrens Ånd straffe og opvække sig, så man frygter for det, begynder at tage til Ordet og hos Gud søge nåde til bedring — da bliver der ikke død. Men går det derimod således, at man ikke har nogen bebrejdelse for sin ladhed, eller ikke finder tid til at lytte til Åndens vækkelser, og det får gå an og gå frem, så ilde det er — da hælder det til fald og død.

8. [Afsnit 8 er en overgang til afsnit 9 i originalen.]

9. Men se her yderligere, hvordan det tilgår og ser ud, når Djævelen fanger en ladfuld sjæl i en afguds eller syndelysters net. Djævelen har en særlig magt i vore begæringer; med disse hersker han som med sine egne våben. Dertil bruger han i særdeleshed følgende fremgangsmåde:

For det første opvækker han i hjertet de heftigste begær efter synden, indskyder i følelsen og fantasien et dræbende behag ved den, fremstiller for sjælen megen nydelse og vinding af den. Dette er altid det første i fristelsen.

For det andet, hvad han ikke vinder gennem fristelsens heftighed og styrke, det søger han at vinde gennem dens varighed. Han har god tid; han kommer derfor uophørligt igen og holder uendelig ved med at prædike om syndens behag, at male den i fortryllende dragter for hjertet, for at sjælen omsider skal trættes i striden og give sig.

Her ville nu ingen eneste kristen bestå, hvis ikke den trofaste Herre omsider bød Satan vige og skabte en udgang af fristelsen (1 Kor. 10,13). Men det hører til Guds hellige retfærdighed og fastsatte ordning, at de letfærdige sjæle, som — efter at have forstået sandheden — ikke agter den, ikke frygter synden og ikke ærer og frygter Herren, men går forfængelige, sikre og ulydige, skal overlades til fristeren, selv om det sker dem til døds. Hvad Paulus skriver i Rom. 1,21.24 skal i særdeleshed ramme kristne: »Fordi de kendte Gud og ikke priste ham som Gud, men blev forfængelige i deres tanker — derfor har Gud overgivet dem i deres hjerters lyster til urenhed.«

Dette fuldbyrdes endelig derved, at Djævelen — foruden det dræbende begær, han indskyder i følelsen og fantasien — også formørker forstanden og overbeviser sjælen om, at synden ikke er synd og i det mindste ikke farlig, men af den og den grund kan anses for tilladelid, ja, uskyldig. Hertil kommer nu også de ugudeliges råd — »djævlelærdomme«, der tager synden i forsvar. Og den selvsamme kristne, som før altid rysted tilbage ved disse lærdomme, finder dem nu i fristelsens stund ganske gode, kloge og sande. Det er gerne af dette punkt, faldet egentlig afhænger: beholdes sandheden i sin renhed, kan den endnu føre sjælen tilbage; men mistes sandheden, og den arme sjæl antager djævlelæren og begynder at forsvare synden — da er det forbi.

10. Men der findes andre begær, som endnu mere fint og umærkeligt borttager livet. Disse er dem, der har til genstand noget, som i sig selv er godt og uskyldigt, men som bliver en afgud for hjertet og derigennem bliver til døds.

Dette sker, så snart hjertet begynder at hænge så fast ved noget andet end Gud og hans nåde, at det bliver den største sag, optager den meste omsorg; at dets vinding er den største glæde og fornøjelse, og dets tab den største sorg. Da er følgen aldeles den samme — om sagen i sig selv er nok så uskyldig og god — som om den var den uhyggeligste last.

Det er en uskyldig sag at spise kød; men det var blot ved tøjlesløst begær efter kød, at Israels børn bortkastede Herren (4 Mos. 11,20). Det er en uskyldig sag at have jordegods eller hustru; men da Kristus ville opgive de hindringer, der afholder sjæle fra Guds rige, nævnte han netop disse (Luk. 14,18–24). At elske fader eller moder er ikke blot uskyldigt, men befalet; men »den, der elsker fader eller moder mere end mig,« siger Kristus, »kan ikke være min discipel.«

Når nu mennesket går i åndelig ladhed og sikkerhed — hvordan skulle det frygte for begær, der har så uskyldige genstande! Nej, da ser det kun på genstandens art og tænker: »Der er jo intet ondt i det, jeg søger; havde ikke også de hellige jordegods og ægtefælle?« Men det vil aldrig give agt på, om søgningen er afgudisk, egenvillig og selvisk — om sagen så indtager sjæl og hjerte, at Gud, hans nåde og hans velbehag derved bliver til intet, bliver for ubetydelige til at tilfredsstille sjælen. Omsider går det derhen, at selv om sjælen føler sig påtagelig fanget af en afgud og hårdt lænket, kan den dog ikke mere gøre modstand — ja, den vil ikke engang være fri fra sin kærlighed dertil. Og da — da ser det ilde ud med nådelivet.

11. Men Djævelen anvender ikke blot »de ting, som er i verden — øjnenes begær, kødets begær« med videre til at fange troende sjæle, men også de mennesker, som er af verden — »denne verdens børn«. Disse udgør Djævelens villige og tro tjenere i at snart med fjendskab, trusler og forfølgelse skræmme, hindre eller udmatte de troende; snart lokke og drage dem med løfter, smiger og venligt møde — hvilket sidste desto mere smager og indtager, som det første er mere sædvanligt.

Hvor mange bedrøvelige eksempler ser man ikke herpå! Der er for eksempel en håndværker: han var ved Guds nåde blevet kaldet, vakt og benådet, havde forladt uretfærdigheden, fløjt og verdslig ligedannelse og søgte nu det, som er oventil. Men efter nogen tid mærkede han, at mange af hans gamle bekendte ikke mere søgte til ham; hans forretning og indkomst mindskedes. Snart kunne han ikke længere holde ud og bie efter Herren, men fattede den tanke, at det var ham aldeles nødvendigt at genvinde verdens venskab. Nu begyndte han at skjule sin kristendom, stille sig verden lig, trække sig bort fra sådanne kristne, som verden foragter, og holde sig til sådanne, som verden tåler. Kort sagt: han begyndte at indrette sig, så verdens børn ikke skulle mistænke ham for at være noget andet end de. Han begyndte i småt at give efter, gøre dem til villighed, deltage i deres kredse og pænere verdslige fornøjelser. Og nu er verden meget venlig og glad i håb om ham — snart leder den ham, hvorhen den vil.

12–13. [Afsnit 12–13 på siderne 51–52 handler om, hvordan den samme kristne, der før altid rysted tilbage ved falske lærdomme, nu i fristelsens stund finder dem ganske gode og sande — og at faldet egentlig afhænger af dette punkt: beholdes sandheden, kan sjælen endnu reddes; mistes den, er det forbi. Desuden om den brede, liflige landevej til fordømmelsen, som er de *fromme* kristnes faldvej — i modsætning til de foregående afsnits behandling af de *vågesløse* kristnes faldveje.]

14. Hovedtitlen og grundkilden til dette hemmelighedsfulde onde er den dybe, uendelige egenretfærdighedstilbøjelighed, som ligger i al menneskenatur — eller måske først: den dybe, adamitiske selvklogskab, som hos en kristen ytrer sig i tilbøjeligheden til selvvirksomhed og selvhellighed — at ville selv alting hjælpe og være. Denne tilbøjelighed ender, hvor Ordet ikke får råde, med, at man enten »på ny fanges under trældomsåget« (Gal. 5,1), eller også standser i selvbehag og selvtagen åndelighed (Kol. 2,23).

15. Nu bør det først bemærkes, at ingen sand kristen lever i en så jævn og ren evangelisk tro, at han aldrig angribes af egenretfærdighedstilbøjeligheden. Nej — skønt man hundrede gange har lært og erfaret ikke blot dens usselhed, men også dens store fare, bliver man uophørligt igen indfanget i den, førend man vel når at besinde sig. Det ligger så dybt i al menneskenatur, at den, der ikke kender og erkender det hos sig, nok er så helt og holdent på egenretfærdighedens vej, at han aldrig kender noget andet.

Men det er ikke om sådanne en kristens egenretfærdighedsanfald — hvorfra han dog altid igen opvækkes og vender tilbage til troens enfoldighed — vi her taler. Vi taler om den begivenhed, at en kristen også standser og fortsætter på en sådan vej: enten bundet og ulykkelig under trældomsåget, eller tilfreds, glad og fornøjet med sig selv og sin åndelighed, holdende sin vej for den bedste og lykkeligste.

16. Til en sådan vej kan man ganske let og hurtigt komme, som Paulus viser, da han netop herom siger: »Lidt surdej syrer hele dejen« (Gal. 5,9). Og i Fil. 3,7–9 viser han, at han selv var så bange for denne fine snare, at han intet andet råd havde end — som han tre gange gentager — at holde sin bedste retfærdighed for et tab; og fjerde gang siger han: »Og jeg holder det for skarn, for at jeg må vinde Kristus og blive funden i ham — ikke havende min retfærdighed, som kommer af loven, men den, som af Kristi tro kommer.«

17. Det tilgår hermed på adskillig vis: Den sjæl, der engang med sit arbejde under loven blev til skamme, til intet, blev ulykkelig, rådløs, forlegend — »blev død« (Rom. 7,10–11) — og i denne udblottelse fandt alt, hvad hun søgte i sig selv, hos en anden mand, fandt i Kristus sit »alt i alle«, både sin retfærdighed og sin helliggørelse (1 Kor. 1,30–31), havde nu i denne frie, uforskyldte nåde og gave alt sit liv, al sin trøst, sin salighed og sin berømmelse. Og af den samme overstrømmende nåde gjorde hun nu det gode med så frit, enfoldigt og villigt sind, at hun knapt vidste, når hun gjorde noget godt. Dette tilstand kalder apostelen: enfoldigheden i Kristus (2 Kor. 11,3).

Fra denne enfoldighed i Kristus føres nu den salige sjæl »ved slangens underfundighed« på den måde, at hun efter nogen tid begynder på ny at tænke på, hvad vi dog burde være og gøre — men tænker og tænker så derpå, at Kristus og nåden derunder bliver som et intet for hende, at hun deraf knapt beholder en tanke i sit hjerte. Djævelen indgiver hende måske, at det vel er af idel nåde, vi engang er retfærdiggjorte, men at det siden beror på os at vandre så varsomt og vel, at vi derigennem bevarer Guds velbehag. Eller at det nok kan være vel med retfærdiggørelsen, men at helliggørelsen nu bør blive genstand for en særskilt omsorg, hvor nogen egen virksomhed, noget særskilt foretagende er nødvendigt, og den enfoldige tro på Kristus ikke slår til.

18. Først kan, som allerede sagt, blot ved Skrifternes idelige betragtning ske, at hun på ny fanges under trældomsåget. Hun ser og ser så bestandig på sine brøst og sin helliggørelse, at hun aldeles bortvender sine øjne fra Frelseren og den store forsoningsnåde. »Forsoningen — derpå fejler intet; det er i mit hjerte, fejlen består; dér er det, hjælpen bør ske,« og det falder hende ikke ind, at denne hjælp ikke vindes på nogen anden måde end ved Kristi beskuelse i troen, og at det må blive værre og værre, jo længere hun vender sig fra ham til sig selv. Hun fortsætter, ser og tænker, plager og arbejder blot med sit eget hjerte — og dér var aldrig nogen livets kilde, dér var idel død, usselhed og forgængelighed — og til Kristus, den eneste livets brønd, kan hun ikke komme, så længe det brister så meget hos hende.

Nu ligger det i sagens natur, at her må blive mere og mere dødt: da grenen ikke mere drager saft af vintræet, må den altid mere fortørres (Joh. 15,4.6). For det andet begynder loven igen at herske i samvittigheden; thi i samme mål som troen aftager, indtræder loven, og loven har altid den art, at den opvækker synden til større kraft og raseri (Rom. 7,8–11). Heraf kommer, at elendigheden — som allerede i forvejen syntes sjælen alt for stor til, at hun kunne vedblive at tro — bliver endnu større. Og i følge deraf drager sjælen sig endnu længere fra Kristus, fra den barnlige tillid til Frelseren. Dette er i almindelighed en vej til trældom og død.

19. Men meget mægtigere bliver forvillelsen, når også læren gennem selvhellige ledere forvændes, så at ikke blot følelsen, men også overbevisningen driver sjælen til selvvirksomhedens veje. Således gik det med galaterne, som af de falske apostle blev ført til »et andet evangelium — skønt der intet andet er,« siger apostelen, »men der er nogle, som forvirrer jer og vil forvende Kristi evangelium« (Gal. 1,6–7). De ville visselig ikke fornægte Kristus, men blot gøre et nødvendigt tillæg, mente de. Men apostelen siger, at de derved var fortryllede, og at de — uden at vide det — havde på ny korsfæstet Kristus (3,1).

Kristus selv siger: »Om I bliver i mig, skal I bære frugt« — »som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, medmindre den bliver i vintræet, således heller ikke I, uden I bliver i mig« (Joh. 15). Sådant har også den troende sjæl erfaret: det var alene ved troen og nåden, hun blev åndelig sindet, glad i Gud, villig til det gode, forvandlet og skilt fra verdens og sit eget forrige væsen. Men da intet menneske kender flere brøst hos sig end en kristen, kommer Djævelen — eller en selvhellig leder — og overbeviser hende om, at det ikke går an så enfoldigt at tro; hun må gøre det og det, søge en ny vej. Og hun giver sig da af med at søge en ny vej, et nyt liv. Mærk! Det åndelige liv, som Gud selv havde virket, da hun kom til troen, da hun udfattig og forlegen kom til Kristus og fik nåde — det liv, hvori hun selv var intet, var fattig og misfornøjet med sig og kun havde Kristus, men i ham alt — det liv duer ikke; hun skal søge en vej, ad hvilken hun skal blive helligere, end hun på troens vej blev.

Og hvordan går dette? Jo — er hun noget alvorligere vakt og kender lovens åndelige kraft noget dybere end hendes rådgiver, da kan hun aldrig lykkes på hans vej, og det nye foretagende gør hende blot endnu ulykkeligere. Men det kan også blive et andet udfald: hun kan finde, hvad hun søger — efter hvad hun selv synes — og standse i selvbehag og selvtagen åndelighed. Dette hænder, når omvendelsen går mindre dybt, holder sig på overfladen, og sjælen fæster al opmærksomhed ved visse bestemte hellighedsøvelser, som nogenlunde kan udføres, så at hun for denne beskæftigelse glemmer hele den indre styggelighed. På denne måde er for eksempel eremit- og munkelivet blevet mangen vakt sjæls liflige sovekammer og grav. Denne udgang af selvhellighedsforetagendet er, om muligt, endnu ulykkeligere end den forrige.

20. Endnu en vej til frafald: når en kristen — måske efter et sværere syndefald — ikke straks vender sig til nådestolen, men holder sig på afstand fra Gud. Ligesom vore første forældre efter faldet fornam deres nøgenhed, syede sig skørter af figenblade og — da de hørte Herrens røst gående i haven, da det blev aftensvale — skjulte sig for Herrens ansigt blandt træerne (1 Mos. 3), sådan gør også vi.

På synden følger skyhed for Gud; man kan ikke straks, så nøgen og brødig man er, komme ind for ham, bede og tro; den arme sjæl drager sig bort, holder sig på afstand fra Herren. Dette er først noget, der ligger i alles følelse og hænder enhver kristen, men hjælpes altid, når det blot forbliver i følelsen og overvindes ved den store nåde og Ordet derom.

Stundom hænder det, at den arme sjæl også tænker: »Jeg er en frafalden, som må gøre en helt ny omvendelse« — og forestiller sig denne som en stor og besynderlig sag: en så følelig og dyb anger, som kan modsvare syndens storhed, en følelig forvisning om Guds nåde og en forbedring i levnedet, som for Gud skal vise, at angeren var sand. Og mærk: alt dette skal ske, førend hun skal tro, førend hun kan fremtræde til nådestolen!

Men det sker ikke sådan; det kommer ikke, det hun venter på — tværtimod erfarer hun det modsatte. Thi aldrig føler man syndeangrene så bitter, som når man holder sig på afstand fra Gud; og angeren er altid noget, en ret kristen aldrig kan finde hos sig dyb nok. Imens, mens sjælen holder sig på afstand fra Gud, bliver hjertet stadig koldere, angeren stadig mindre følelig, men i samme mål skyheden og fjernheden fra Gud stadig større. Ligeledes udebliver den ventede forbedring i levnedet; det onde bliver tværtimod stadig mægtigere og kraften til at stride derimod stadig mindre. Ved livskildens opgivelse og lovens indtrængen opstår en ny nød, der er værre end det skete fald: synden begynder på ny at leve op i begæringer — og således begynder den arme sjæl at gå skridt for skridt tilbage, længere og længere fra sin Frelser.

De formindskede livstegn formindsker tilliden, og den formindskede tillid formindsker livstegnene. Omsider uddør al omsorg og bekymring; forstanden formørkes, samvittigheden dysses, og snart er intet så vist og intet så vigtigt mere, at det formår at drive sjælen til nådestolen. Det får være, som det er, og gå, som det går — det kan ikke hjælpes. Nogen falsk trøst eller nogen afgud indtager hjertet, og det er slut! — O, en bedrøvelig bekræftelse af ordene: »Lidt surdej syrer hele dejen« (Gal. 5,9).

21. Man begynder blot at følge fornuftens, følelsens og Djævelens indskydelse en smule: »Skal du så uren, som du er, gå til nådens trone? Nej, synden først bør se sin ende« — man gør det i den inderligste velmening; det hedder blot alvor, forsigtighed, eller ikke at tro for hurtigt eller for meget — og sådan forsigtighed kunne man jo ikke anse for farlig! Men enden bliver, som vist er — det, apostelen siger i Gal. 5,4: »I har mistet Kristus, I, som ved loven vil retfærdiggøres, og I er faldne fra nåden.«

Og dette gælder om begge tilfælde: lykkes egenretfærdighedsforetagendet, er det ulykkeligt; og lykkes det ikke, men man alligevel fortsætter dermed, er det også ulykkeligt. I begge tilfælde har man dog mistet Kristus og er falden fra nåden. O, det betyder noget, når den store apostel selv måtte holde sin bedste retfærdighed for skarn — for at blive funden i Kristus og have hans retfærdighed (Fil. 3). Det viser tydeligt nok, at vor retfærdighed og Kristi retfærdighed ikke kan herske i samvittigheden på samme tid; og at »den, der holder sig til gerningerne, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men af pligt« (Rom. 4,4).

22. Men endnu tilbagestår at nævne en stor, bred og brat vej til frafald og død, til hvis rette beskrivelse ingen ord er stærke nok. Denne er: det åndelige hovmods.

Ad denne vej falder de, som ved ingen af de foregående kunne bringes til fald — de fortræffelige, store og stærke kristne, der hverken af syndelyster eller af verden eller af vantro eller af vildfarelse overvindes — kun ved hovmod kan disse gøre de allerdybeste, grusomste fald, som så mange bedrøvelige eksempler viser.

Og hvad siger Skriften? Den siger, at »Gud står de hovmodige imod« — at »den, der ophøjer sig, skal fornedres« — at »de første skal blive de sidste« (1 Pet. 5,5; Matt. 20,16). Når Kristus siger: de første skal blive de sidste, advarer og forskrækker han dermed ganske fortræffelige folk, ja, de største helgener, thi han foreholdter det disciplene selv (Matt. 19,27.30). Meningen er: om nogen i sandhed er en af de fremmeste — den mest retsindige, alvorlige, troende og oplyste kristne — men han også begynder selv at holde sig for en sådan, begynder selv at synes om sig — da skal han blot derved blive den sidste.

23. Luther siger: »Derfor er det også vel nødvendigt, at man i vor tid prædiker dette for dem, der allerede kender evangeliet, såsom for mig og mine lige, som kan lære og mestre hele verden og mener, at vi nu er de nærmeste. Thi hvorfra kommer det, at den ene foretager sig det, den anden noget andet med evangeliet? Uden tvivl deraf, at ingen tror, at dette sprog angår ham: de første er de sidste.« Eller — om de også kan mærke, at det angår dem (de ved med sig, at de i hemmelighed virkelig holder sig for de fornemste), så er de dog allerede så langt inde i sikkerheden og fortryllelsen, at de alligevel ikke kan frygte, alligevel fortsætter og holder sig for de fornemste. Derfor må det også gå dem efter Herrens dom, at de virkelig bliver de sidste.

24. Slutteligt bør endnu engang erindres, at til alle disse frafaldets veje fristes og føres også enhver kristen: åndelig ladhed, synd og verden, egenretfærdighed, trællesind eller hovmod — alt dette får en kristen føle mere, end ham kært er.

Her beror alt på, hvor man standser, hvordan det går med sindet, med ånden: nemlig om man forbliver i en synd, afguderi eller verdensligedannelse, fortsætter deri, ikke lader sig advare, ikke tænker at opgive det, men forsvarer det — eller om man tværtimod lider derunder og derved altid på ny oprejses ved nåden og i almindelighed vandrer efter Kristus; om man fortsætter på egenretfærdighedens vej og standser i trældom eller selvfornøjelse — eller om man i tide tager advarsel og vender tilbage til troens enfoldighed; om man fortsætter i åndeligt hovmod og fortsat synes bedst om sig selv — eller om man vågner op, gyser derfor og råber om hjælp.

Se, dette er skellet; thi det beror på, hvad der har overhånd, hvad der hersker (Gal. 5,18). Som apostelen atter siger: »Ved I ikke, at hvem I giver jer hen som tjenere til at lyde, hans tjenere er I, som I er lydige; hvad enten det er synden til døden, eller lydigheden til retfærdighed« (Rom. 6,16).

Og dette være for denne gang nok — som en anledning for den, som står, til at se til, at han ikke falder.

Kristi rige — et tilgivelsens rige

1. »Min synd er altid for mig. Ak, om jeg vidste, at jeg havde Guds nåde og tilgivelse for alt! Mine synder er så mange, så store, så utilbørlige og så ihærdige! Jeg kan mit hjerte ej for nogen åbenbare. Ak, den der havde Guds nåde og havde virkelig vished derpå! Men min synd er altid for mig!«

Denne suk og jammer lever i mange hjerter — flere end man skulle formode — ikke blot hos de blot vakte, som aldrig har begyndt at tro, men også ofte hos troende Guds børn; thi der blev ingen ende på synder og fejl.

2. Men hvad siger Gud selv om denne sag? Kan denne ængstende byrde ikke borttages? Vil Gud ikke tilgive synden? Hvad siger han selv — han, som har al dom i sin magt, som sidst skal dømme på den yderste dag, og som allerede nu fører dom over alle syndere?

3. Så siger Herren: »Så sandt som jeg lever — jeg har ingen lyst til den ugudeliges død, men at han omvender sig og lever.« — »Jeg er A og O, begyndelsen og enden; jeg skal give den, der tørster, af det levende vands kilde for intet.« — Så siger Herren: »Om end jeres synder var blodrøde, skal de dog blive snehvide; og om de end var som rosenfarvede, skal de dog blive som uld.« — Så siger Herren: »Du har gjort mig møje med dine synder og gjort mig besvær med dine misgerninger. Jeg, jeg udsletter din overtrædelse for min skyld og ihukomme dine synder ikke mere. Jeg udsletter dine misgerninger som en sky og dine synder som en tåge; vend dig til mig, thi jeg forløser dig« (Ez. 33,11; Åb. 21,6; Es. 1,18; 43,24–25; 44,22).

4. Her ser vi da, at den store, barmhjertige Gud vil tilgive synder — vil tilgive enhver hans synder, tilgive de største og sværeste synder. Vi ser, at det er et stort, alment gældende, ubetinget beslut i Guds råd, at den, der vil, skal få syndernes tilgivelse ved hans Søns navn; at enhver — enhver — der i sin syndenød vender sig til Kristus, ikke skal fortabes, men have evigt liv — og skal være så vis og tryg derpå, som det er sikkert, at Gud lever og ikke kan lyve. Så sandt som jeg lever, siger Herren.

At Gud vil give enhver syndernes tilgivelse, er så vist og pålideligt, at intet i hele verden er så vist; thi intet er så umuligt, som at Gud skulle lyve. Alt, hvad jeg er, hvad jeg gør, hvad jeg føler, synes eller ser, er derimod idel uvished og løgn — er mod denne sandhed blot som flyvende støv og dun mod et stort, højt bjerg. Thi disse ord, vi nu så, har den almægtige, himlens og jordens Herre, selv talt.

5. Men dette — at Gud har en alvorlig vilje til at tilgive alle synder — det har han ikke blot med ord forsikret, men man må sige, at han med værk og gerning kraftigt nok har bevist det. Da den evige retfærdighed ikke tillod et egentligt eftergivende af synderne, da ikke en tøddel af loven kunne gå til intet, og dommen var denne: »Uden blodsudgydelse sker ingen tilgivelse« (Hebr. 9,22), da gik den barmhjertige Gud af en ubegribelig kærlighed til sin ulykkelige, faldne menneskeslægt på jorden så langt, at han selv gav offeret for synderne.

»Så elskede Gud verden, at han udgav sin enbårne Søn.« — »Herren kastede alles vore synder på ham.« — »Se, Guds Lam, som borttager verdens synder!« Dette er både grunden for den guddommelige tilgivelse og tillige det stærkeste bevis på Guds alvorlige og brændende vilje til at tilgive synderne.

6. Når Herren siger til os: »I er solgt for intet, I skal også løskøbes uden penge« (Es. 52,3), samt at han vil give os alt for intet, så vil det blot sige, at ikke vi skal behøve at fortjene eller erhverve nåden. Men ellers sker det ikke for intet, at synderne tilgives os. O nej — det sker ikke for intet! Gud har taget en dyr løsesum; det har kostet den kære Frelser ganske meget: nemlig hans liv og blod. Som han selv siger: »Du har gjort mig møje med dine synder«; og atter: »Mit blod udgydes til syndernes tilgivelse.« Dér er grunden for den uendelige guddommelige tilgivelse.

7. Men for det andet: det er jo også det største bevis på, at Gud har en brændende attraa og lyst til at tilgive synderne — da han selv har givet et så uendeligt dyrt offer derfor. O, du forfærdelige vantro! Du forblindede hjertes mørke, som gør, at vi ikke ser sådanne ting!

Vi kan tro, at Gud så elskede verden, at han udgav sin egen Søn for den. Vi kan tro, at Guds Søn af den samme brændende kærlighed bliver et menneskebarn, fødes i en krybbe, vandrer på jorden i ringhed og foragt i over tredive år, omsider lider, sveder blod, hudflettes, korsfæstes og dør — blot for at erhverve os nåde — og alt dette for verden, for en grufuldt syndig og fjendtlig hob, for sine fjender. Men vi kan ikke tro, at når vi endelig har fået se vore synders svaghed og begynder at søge hans nåde, han da vil tilgive os vore synder? Da arbejder og kæmper vi i bønnen for at bevæge ham — bevæge ham til at tilgive — ham, som har bevist sig at brænde af kærlighed til os, da vi endnu var uforsonede syndere, da vi var fjender!

O, du forfærdelige vantro og forblindede hjertes mørke, som ikke tillader os at se Herrens herlighed! Vi burde dog let kunne udregne, at da Gud giver os sin egen Søn til »skyldoffer« (Es. 53) — hvilket jo ikke skete for gode og fromme børn, men for virkelige syndere, for verden — da må han visselig tilsigte at tilgive synder; da handler han visselig ikke med os efter vore synder, men da er det hans fulde alvor at ville tilgive dem! — Som Jesus selv siger: »Gud har ikke sendt sin Søn til verden for at dømme verden« (thi dømt var den i forvejen), »men for at verden skal frelses ved ham« (Joh. 3,17). Andet er, at den, der ikke vil have barmhjertigheden, må da få vreden; at den, der ikke vil tro Sønnen, ikke skal se livet. »Men den, der vil, han komme; og den, der tørster, han tage livets vand for intet« (Åb. 22,17).

8. Om nu nogen spørger: »Når dog ikke alle bliver salige, hvordan skal jeg da vide, at jeg har tilgivelse og nåde hos Gud?« — da svares: Du må begynde med at tro på Gud og hans ord, at høre, tro og omfatte den nåde, som alle har — også de vantro — og så får du derigennem en nåde, som ikke alle har.

»Hvad er det for en nåde, som alle har, også de vantro?« — Svar: En forsonet Gud, en erhvervet syndstilgivelse, som venter på dem, at de blot ville komme og tage imod den.

»Hvad er det da, som ikke alle har?« — Svar: Et mod Gud forsonet hjerte, en tro, som modtager syndstilgivelsen og lever i Gud.

»Hvor står sådant skrevet?« — I 2 Kor. 5,19–20 står: »Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder, og han har betroet os forsoningens ord. Så beder vi nu i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud!« I Rom. 5,10 står: »Vi blev forligte med Gud ved hans Søns død, dengang vi endnu var fjender.«

Her står det jo udtrykkeligt, at Gud i Kristus forsonede med sig selv ikke blot de troende, men verden, og at den forsoning indebar, at han ikke tilregnede dem deres synder. Og sådant skete i Kristus, ikke i vor omvendelse. Men at han nu formaner menneskene: Lad jer forsone med Gud! — det er alt, hvad der nu skal ske.

9. Se da her: Denne syndstilgivelse, denne forløsning, som nu er nævnt, den tilhører ethvert menneske — from og ufrom, troende og vantro. Du må være, hvad du kan, så er i det mindste dine synder borttagne, udslettede, tilgivet, i havets dyb kastet — det skete i Kristi dødstime. Bliver du fordømt, sker det ikke for dine synders skyld, men for din vantros, dit udebliven. Vil du derimod komme til Gud, blive hans egen og have hans nåde, så er intet til hinder; du er enhver stund velkommen. Som Herren selv siger: »Den, der kommer til mig, kaster jeg ikke ud.« Her er intet undtagelse; men »hvem som helst, der påkalder Herrens navn, skal frelses« (Joel 2,32).

Hvem som helst, den der vil, enhver — og om dine synder var blodrøde — således lyder den store, barmhjertige Herres egne ord. Her er da intet undtagelse; hvilket kommer deraf, at al synd er betalt, hele verden forsonet.

10. Men her er nu det tidspunkt i et menneskes liv — nemlig når det har begyndt at tro og leve i Gud — da det i særdeleshed behøver vel at lære, at Kristi rige er et tilgivelsens rige. Det er nu, den virkelige kamp begynder mellem fornuften og følelsen på den ene side og Ordet og troen på den anden.

Jeg kan let nok tro nåden for alle gamle synder; men at jeg også endnu skal blive så svag, synde og forgå mig — og alligevel vedblive at tro nåden — det bryder mig aldeles sønder. Thi da hedder det: »Jeg har modtaget Guds underlige lys, jeg har fået nåde for alle mine synder, og alligevel synder jeg atter; jeg har fået tilgivelse så ofte, og alligevel synder jeg endnu; jeg er jo ganske en syndens træl!«

Her bliver en kamp på liv og død; her lider mange skibbrud på troen; de kan ikke holde ud i en så ynkelig erfaring. Nogle tager det råd at anse synden for ringe, mener, at Kristus og Belial kan forliges, og giver sig letsindigt i syndens tjeneste og slumrer ind. Andre derimod fortvivler, bortkaster sin trøst til Gud og lader alt gå, som det vil. Hos begge var fejlen, at de ikke lagde vind på evangeliets rette kundskab. Her behøves da at være vel bevæbnet med retfærdighedens våben til højre og til venstre.

Ophører jeg at stride mod synden og søge befrielse fra den — begynder jeg at undskylde den og give mig hen til at følge den — da har jeg allerede forsaget troen; thi tro og god samvittighed kan ikke stå sammen med en eneste således hyldet synd. Gud kan aldrig forliges med synden; jeg må ligge i en evig krig med den, så længe jeg i en sand tro er forenet med ham.

Men på den anden side er det også alt fortabt, om jeg ophører at tro tilgivelsen; og at kunne vedvarende tro denne, bliver også en svær kunst. For det første ser jeg al min synd som en utroeskab. For det andet går det ikke altid blot af med en fristelse, som jeg stadig besejrede — nej, jeg bliver også slået ned, falder og forgår mig. Som Paulus siger til de troende i Galatien: »Kødet begærer mod Ånden — så at I ikke gør det, I vil« (Gal. 5,17). Og det er en altfor svær kunst, når man erfarer dette, at alligevel forblive i troen, alligevel vedvarende trøste sig ved Kristus, at man er i nåde og venskab hos Gud. Nu gælder det at forstå tilgivelsen i Kristi rige samt at få Guds nåde til at tro den.

11. Hvad bør jeg vide om denne tilgivelse? Svar: Det bør du vide og på Guds egne evige ord tro, at om end dine synder er nok så svære, ja »blodrøde«, er dog syndernes tilgivelse ved Kristus en aldeles særskilt sag, som af al synd ikke kan formindskes, rokkes eller ophæves det mindste. Dertil er synden for svag; den kan ikke overvinde den store, almægtige Frelsers retfærdighed og forsvar for os. Nej, den må forårsage ujævnheder her nede på jorden — det vil sige: i vor jordiske retfærdighed — men himlen når og rokker den ikke.

David siger: »Så høj som himlen er over jorden, lader han sin nåde være vældig over os« (Salme 103). Og her bliver spørgsmålet, hvem der er mere mægtig: vor synd eller Kristi retfærdighed. Men Paulus siger: »Ligesom synden har hersket ved døden (i Adam), således skal også nåden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus« (Rom. 5). Nåden er dog mægtig over synden.

Skulle jeg, der tror på Kristus, have nåde i den stund, da jeg selv er from, og miste nåden i den stund, da jeg synder og forgår mig — da var jo Kristi rige et gerningsrige, der var mægtigt over nåden, og ikke et nåderige, der er mægtigt over gerningerne. Hvortil var os Kristus da nyttig? Hvis jeg kun skulle have nåde den stund, jeg er from, men ikke længere — da var jo sandelig retfærdigheden af gerninger! Men da var Kristus forgæves død! (Gal. 2,21). For en sådan ustadig nåde har han ikke ladet sig føde som menneske og ofret sit blod.

»Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus« (Rom. 8,1). »Dette skriver jeg jer, mine børn, for at I ikke skal synde; men om nogen synder, da har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige« (1 Joh. 2,1).

12. Vi skal derfor vide, at når Gud i sit ord straffende og truende taler om vore synder og pligter, sker det for at vække og forskrække de sikre og letsindige sjæle, som aldrig vil omvende sig, og for derved at drive dem til Kristus (Rom. 3,19; Gal. 3,24), samt for at holde de troende vågne og i øvelse (Åb. 2–3) — men aldrig for at rokke selve nåden, thi da var loven mod Guds løfte! Bort det! (Gal. 3).

Enhver, der tror på Kristus, er for evigt fri fra al lovens forbandelse. Han lever nu i den fristad og på det sted, hvor ingen synd rammer ham eller tilregnes ham. Som der er skrevet: »Salig er den mand, hvem Gud ingen synd tilregner« (Salme 32; Rom. 4). Mærk: ingen synd tilregner!

Dette er Kristi rige — et evigt, stundligt og uafladeligt tilgivelsens rige, om hvilket Herren højtideligt siger: »Folket, som bor derinde, skal have syndernes tilgivelse« (Es. 33,24). Således: hvad jeg end hos mig føler eller ser, som er ondt — være sig koldsindighed og træghed, eller fejghed og menneskefrygt, eller utålmodighed og vrede, eller urene lyster, eller hvad det være må — det er altsammen synder, der vel fortjener at straffes, angres og afbedes; men nåden, tilgivelsen — den rokkes ikke det mindste. Den har jeg i Kristus aldeles uformindske, så længe jeg holder mig til ham ved troen.

Således bør jeg vel med alvor erkende og straffe synden hos mig og forbedre levnedet; men hvad samvittigheden angår, eller mit forhold til Gud, bør jeg leve i en sådan frihed, som om intet var synd, som om ingen lov fandtes, hverken ét eller ti bud, men som om jeg allerede var i himlen — thi aldeles således står min sag for Gud. Thi hvor Gud taler om syndernes tilgivelse, om at ingen synd tilregnes, dér er det ikke ordleg, men fuldt alvor — guddommeligt alvor og sandhed.

Dette er den frihed, til hvilken Kristus os frigjort har (Gal. 5,1). Ikke sådan at forstå, at ingen synd findes hos en kristen, eller at intet er synd, hvad han gør. Men som sagt: han er nu i det rige, hvor ingen synd tilregnes ham for Kristi skyld, på hvem han tror, og som har taget al synd på sig — det rige, hvori loven ikke har nogen fordømmende kraft. Urolige og bekymre os kan den vel; men fordømme os kan den ikke.

Lovet være Guds barmhjertighed! Amen.

Tillæg: Udvalgte tekster fra 1847-årgangen

I. Om loven og antinomerne — Luther-uddrag

Udvalgt og kommenteret af C.O. Rosenius · Side 69–74

[Rosenius indleder med en advarsel mod den såkaldte antinomiske vildfarelse — den lære, at loven slet ikke bør prædikes i den nye pagt. Han påpeger, at hele Skriften er fuld af gendrivelse heraf: Kristus selv og apostlene prædiker loven stærkt og ofte; alle de apostoliske breve indeholder formaninger, bestraffelser og advarsler — og det netop til »de troende« og »de hellige«, som apostlene selv kalder dem.]

Rosenius anfører derefter Luther. I hans »Sämtliche Werke«, 32. bind, side 71–72, siger Luther:

»Det er idel dårskab, hvad somme foregiver, at lovens prædiken skulle være farlig, fordi den dræber og fordømmer. Tværtimod — netop dertil har Gud givet os sin lov: at den skal bide, skære, hugge, slagte og ofre det gamle menneske; ja, den bør forskrække den hovmodige, blinde, sikre gamle Adam, samt vise ham synden og døden, hvori han ligger — for at han, således ydmyget, må fortvivle om sig selv og blive begærlig efter nåden.«

»Ja, selv vi, der nu er helligede ved nåden, lever dog i det syndige kød og må således, for den tilbageblevne synds skyld, lade loven straffe, forskrække, dræbe og ofre os, helt indtil vi sænkes i graven. Og således bør loven både i begyndelsen og i fremgangen, hele livet igennem, stedse forblive en dræbende, fordømmende, anklagende lov; som den hellige Paulus og vore bøger så rigeligt lærer.«

Luther fortsætter i sit brev mod antinomerne til E. Güttel:

»Mon nogen skulle tænke, at synden var noget, hvor ingen lov er? Den, der tager loven bort, må også borttage synden. Vil han lade synden stå, da må han så meget mere lade loven stå. Thi i Rom. 5 står: Hvor ingen lov er, der agtes ikke synden. Men er der ingen synd, da er Kristus intet. Thi hvorfor mon han, om der er ingen lov eller synd, hvorfor han måtte dø? Heraf ses — mærk! — at Djævelen ved dette sværmeri ikke mener at borttage loven, men Kristus, lovens fuldkomner. Thi han ved vel, at Kristus kan hurtigt og let borttages; men loven ikke således, fordi den er skrevet i hjertets grund.«

»Men Djævelen går ud på at gøre menneskene sikre og lære dem at lidt efter lidt agte hverken lov eller evangelium — for at de, når de en gang pludselig overraskes af døden og en ond samvittighed — de, der tilforn var vant til idel liflig sikkerhed — da uden alt råd og al hjælp skal synke ned til Helvede, for de havde intet andet lært i Kristus end en liflig sikkerhed; hvorfor en sådan forskrækkelse var for dem et vist tegn på, at Kristus, som jo skulle være idel sødme, havde forkastet og opgivet dem. Dette søger og vil Djævelen.«

II. Den store vildfarelse afdækket

Af den engelske præst John Berridge (1716–1793) · Brev dateret 3. juni 1758 · Side 74–78+

Nogle få og korte underretninger om den ærværdige John Berridge vil danne en tjenlig indledning til følgende uddrag af hans brev. J. Berridge var en udmærket nyttig og frugtbringende tjener inden for Kristi kirke i England, som med stor velsignelse og dybe, vidtstrakte virkninger arbejdede i evangeliets forkyndelse fra 1758 til 1793. Han var en evangelist, der bar de glade tidender om frelse og salighed til utallige landsbyer og steder rundt omkring sig. Mange sjæle blev vakt og omvendt ved hans arbejde. Gennem sine skrifter »taler han endnu, skønt han er død.«

Berridge skriver således:

»For at underrette jer om de underfulde ting, som Herren har gjort med min sjæl — og med mit folks sjæle — torde det være nødvendigt forinden at nævne lidt om mit foregående liv, fra min ungdom til nærværende tid.

Da jeg var ved fjorten års alder, behagede det Gud at vise mig, at jeg var en synder, og at jeg måtte fødes på ny, førend jeg kunne indgå i Guds rige. I følge deraf tog jeg min tilflugt til læsning, bøn, vågen og kødets spægelse og blev derved i stand til at gøre adskillige fremskridt i praktisk hellighed — det vil sige en gerningernes hellighed. På denne måde fortsatte jeg i nogle år, dog ikke altid med samme flid. Jeg anså mig for at være på den rette vej til himlen, skønt jeg endnu var på en helt anden vej. Jeg gjorde mig en liflig forestilling om, at jeg var en vandringsmand til det himmelske Zion, skønt jeg endnu aldrig havde vendt mit ansigt derhen.

Den lære, jeg prædikede, var, at vi skulle blive retfærdige ved tro og gode gerninger — til dels ved troen og til dels ved vore egne gerninger. Skønt jeg for mine menighedsfolks åndelige bedste mødtes med nogle ny tiltag og uafladeligt ydede på en praktisk gudsfrygt — hvortil jeg i seks år ganske alvorligt arbejdede — forblev dog mine tilhørere lige så uforandrede som tilforn, og ikke en eneste sjæl kom til Kristus. Visseligt blev der lidt mere af religionens form inden for menigheden, men intet af dens ånd og kraft.

Omsider flyttede jeg til Everton. Her begyndte jeg atter at drive på helliggørelsen så kraftigt, som jeg nogensindes kunne. Men da jeg i to år havde prædiket på denne måde uden nogen fremgang, begyndte jeg at tabe modet. Nu opstod der også i min sjæl nogle hemmelige mistanker om, at jeg selv ikke havde det ret. Disse mistanker blev stadig stærkere og omsider meget pinlige. Og da jeg var i stor uro og tvivl om mig selv, råbte jeg på det alvorligste til Herren; mit hjertes bestandige tale var dette: Herre, hvis jeg har det ret, behold mig deri; hvis jeg ikke har det ret, før mig til det rette og led mig til kundskab om den sandhed, som er i Jesus.

Efterat jeg i omtrent ti dage således havde råbt til Herren, behagede det ham at sende et svar på mine bønner. Da jeg en morgen i mit hus sad og grundede på en tekst i Bibelen, faldt mig i tanke følgende ord, og de forekom mig næsten som en røst fra himlen: »Hvil fra dine egne gerninger!«

Førend jeg tænkte på disse ord, var mit sind i et ganske usædvanligt ro; men straks derefter var min sjæl i en storm, og tårerne strømmede over mine kinder som en flod. Skællene faldt straks fra mine øjne. Jeg så nu tydeligt den klippe, mod hvilken jeg i nær tredive år bestandig var strandet. Spørger du, hvori denne klippe bestod? Den bestod i en vis hemmelig tillid til og hensynstagen til mine egne gerninger for saligheden.

Jeg håbede at blive salig til dels i mit navn og til dels i Kristi navn — skønt hans ord erklærer, at »der er intet andet navn, i hvilket vi kan blive salige, end alene i Jesu Kristi navn« (ApG 4,12). Jeg håbede at blive salig dels ved Kristi fortjeneste og dels ved mine egne gode gerninger — skønt hans ord siger: »Af nåde er I frelst, ved troen, og det ikke af jer selv; det er Guds gave« (Ef. 2,8–9). Jeg håbede at kunne til dels ved egne anstrengelser, fromhed og gode gerninger gøre mig for Gud kær og behagelig — skønt Skriften siger: »Vi er gjort behagelige i ham, den elskede« (Ef. 1,6). Jeg håbede at få fred med Gud til dels ved min egen lydighed mod hans lov — skønt hans ord bevidner, at vi kun »ved troen har fred med Gud« (Rom. 5,1).«

»Korteligen: jeg lagde Guds hellige retfærdighed i den ene vægtskål og så mange gode gerninger, som jeg kunne, i den anden; og da jeg altid fandt, at mine gode gerninger ikke fuldt opvejede den guddommelige helligheds krav, lagde jeg Kristus dertil som fyldestgørelse. Dette gør enhver, der for saligheden håber til dels på, hvad han selv kan gøre og blive, og for resten på Kristus. Men min dyre Herre Kristus vil være en hel Frelser eller slet ingen. Har I nogle gode øvelser, egenskaber eller tjenester mod Gud, med hvilke I vil gøre jer kære for ham, da har I sandelig ingen nytte af Kristus. I kan være nok så alvorlige, strenge mod jer selv, retsindige, gudelige og andægtige — I er alligevel, som jeg var, stedse under Guds dom og forbandelse — og ved det ikke — nemlig så længe I hylder nogen tillid til disse jeres egne dyder og tænker, at de skal gøre noget for jer og Kristus det øvrige.«

[Rosenius tilføjer i en fodnote:] »Her er hemmeligheden: Man ser sig vel være en synder og en stor synder, men ikke en aldeles fortabt og hjælpeløs synder — men en sådan, der dog kan alvorligt våge, bede, kæmpe og derigennem gøre noget til sagen — ikke alene, vel at mærke, Kristi fortjeneste foruden, nej, men sammen med denne! Synes man nu at kunne udføre dette i virkeligheden — våge, bede osv., som sig bør — da bliver man en af disse stærke lovens helte, der taler meget om vort gøren, vort alvor, vort vågen, vort beden, vort kæmpen osv. Synes man derimod ikke at kunne gøre det — da er man altid ulykkelig, utrøstet; thi den selvsamme hængen ved egne gerninger, der gør de første stolte, gør de sidste bestandig ulykkelige, for de føler, at disse vilkår endnu brister hos dem.«

»Men,« fortsætter Berridge, »jeg går nu til at meddele jer den påfølgning og frugt, jeg i denne sidste tid har haft i mit embede. Så snart Gud havde åbnet mine øjne og vist mig vejen til salighed, begyndte jeg straks at prædike den. Nu meddelte jeg mine tilhørere sandhedens ord på en ganske anderledes måde end før. Jeg forkyndte tydeligt, at de var vredens børn og under Guds forbandelse, skønt de ikke vidste det, samt at ingen uden Jesus Kristus kunne forløse dem derfra.«

»Og se følgerne: dette var en hård tale for mine tilhørere. De blev forundrede, undrende og urolige. Det gamle menneske, den kødelige natur oprørtes, hånede og rejste sig mod sandheden. Ikke desto mindre blev de flestes sind grebet af samvittigheds-overbevisninger, og nogles hjerter blev grundigt forknust over synden, så de kom til mig og udbrød med stærkt og ængsteligt råb: 'Hvad skal jeg gøre, for at blive salig?' Da udtalte jeg endnu tydeligere for dem evangeliets glade budskab og forkyndte dem, at var de under forbandelsen, var Kristus rede til at befri dem; var de arbejdende og besværede, ville Kristus give dem hvile; var deres hjerter over synden forknuste — og de nu ville se op til Kristus — da skulle han helbrede dem.«

»Lad mig nu fæste opmærksomheden ved dette: I min forrige menighed prædikede jeg, som nævnt, i seks år med megen nidkærhed og alvor og vandt ikke en eneste sjæl for Kristus. Det samme gjorde jeg i denne menighed i to år uden nogen eneste frugt. Men så snart jeg prædikede Jesus Kristus og troen i hans blod, fik de troendes forsamling bestandig nye medlemmer af genfødte og troende sjæle. Fra alle egne flokkedes folk for at høre evangeliets herlige lyd; nogle kom seks mil, andre otte og endnu andre ti mil, og det vedvarende.«

»Lad mig spørge: Hvad var årsagen, hvorfor mit arbejde ikke velsignedes, da jeg prædikede saligheden til dels ved troen og til dels ved gerningerne? Uden tvivl fordi denne lære ikke er af Gud; og han vil ikke krone nogen tjeners gerning, som ikke prædiker saligheden på den vej, han selv har udstukket: nemlig ved troen på Jesus Kristus alene.«

»O, højlovet være Guds barmhjertighed, som åbnede mine øjne og ledte mig til sandheden, som er i Jesus! Måtte Gud give sin velsignelse til, hvad jeg her har skrevet! Måtte han åbne jeres øjne, som han har åbnet mine — velsignet være hans navn! Måtte han lede jer ved sin Ånd til Kristi sandheds kundskab og gøre jer til redskaber til at bringe mange sjæle fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds elskelige Søns herlige rige! Amen.«

III. Spørgsmål og svar fra en kristens rejsebeskrivelse

Side 82+

Svar, hentet fra en kristens rejsebeskrivelse:

Da jeg rejste fra X. menighed, hvor mange levende kristne findes, og hvor jeg selv havde haft megen velsignelse og glæde, kom jeg til gæstgiveriet Y. Her traf jeg en kvinde, som var alene i stuen. Samtalen kom snart til at dreje sig om Kristus og den åndelige tilstand i hendes hjemegn. Da mærkede jeg, at denne kvinde var en af de mere alvorlige sjæle, og da jeg spurgte, om hun selv var en kristen, begyndte hun med megen lyst og iver at fortælle mig sin livshistorie, der sammenfattet er denne:

I sin ungdom var hun blevet vakt, havde taget sin tilflugt til læsning, bøn og vågen, afskilt sig fra verdens fornøjelser og begyndt at stride mod onde vaner. Hun takkede ofte sin Gud, at han havde draget hende fra verden. Hun havde også trøstende erfaringer: en gang på et gæstgiveri råbte en ukendt person fra en seng: »Frygt ikke, thi jeg er med dig; vig ikke af, thi jeg er din Gud — således siger Gud til dig, barn, som står dér ved døren!« — og hun troede, at Gud talte gennem ham. Hun var i alt en overordentlig god og from kvinde — ja, betalte endog begravelsen for en sindsforvirret kvinde, der en nat næsten havde taget livet af hende med en kniv.

Men da hun vendte hjem fra Stockholm, var hendes broder blevet en kristen. »Da sagde han mig, at al min gudsfrygt var falsk, at jeg aldrig var kommet til troen, men havde taget trøst i min fromhed og således var en egenretfærdig farisæer; at uden troen er det umuligt at behage Gud osv. Dette bekræftede han med så mange bibelord, at jeg blev fuldt overbevist om, at det endnu fattedes mig troen, og at troen var højst nødvendig. Nu begyndte jeg med al alvor at lægge mig efter troen på Kristus, læste meget derom og forsøgte også at tro, så godt jeg kunne. Jeg købte mig Luthers postil og mange evangeliske bøger. Og jeg kan ikke klage over, at jeg ikke også har troen. Nej, Gud være lov, nok tror jeg.«

Da spurgte jeg om virkningerne af hendes tro: »Blev det noget anderledes med jer, da I, som I siger, begyndte at tro på Kristus?« — Nu så hun på mig med et udtryk af forundring; og skønt jeg tydeliggjorde spørgsmålet og gentog det, kunne hun derom intet besked give. Hun havde været from og god før og from og god siden. Men en fremstikkende forfængelighed, en tilbøjelighed til at fremhæve sine gode sider, en skjult, men uforvarende fremstikkende afvigelse mod de troende på egnen med mere syntes at vidne om det samme, som hendes historie klarere lagde for dagen: at nogen ny fødsel af den Helligånd endnu ikke var sket hos hende.

Omsider spurgte hun, om jeg forstod hende og kunne sige, hvordan hun havde det. »Ja, ganske vel,« svarede jeg. Og efter at jeg på det hjerteligste havde bedt hende for en stund at lægge sine indbildninger og egne støtter ned og give agt på den guddommelige sandheds ord — for det gjaldt jo den udødelige sjæls evige vel eller ve — sagde jeg endelig:

»Jeg forbigår alle jeres tidligere erfaringer, indtil I vendte hjem fra Stockholm, for I har selv indset sandheden af jeres broders fremstilling: at I ikke levede i troen på Kristus. Men da begyndte I at fare efter troen; da skulle sagen hjælpes med troen. Hvilket bedrag! Hvortil behøvedes nu troen? I var jo ikke i nogen nød! Kristus behøver ikke, at I tror på ham. Da I selv ikke har nogen nød, noget behov for Kristus — ikke behøver I da at tro på ham.

I tænkte, at I til al jeres forrige fromhed også ville lægge troen — som den sidste fuldkommengørelse af værket. I ville blot sætte en ny klut (af tro) på det gamle klæde (jeres egen retfærdighed). Således har I aldrig vidst, hvad troen på Kristus vil sige, og hvortil den skal være!

Den rette tro er dette: At en sjæl, som er i nød under sine synder og lovens dom og ingen trøst eller ro kan finde i alt, hvad hun gør, omsider — for denne nøds skyld alene — tager sin tilflugt til Kristus og hans fortjeneste og får deri sin trøst, sin eneste trøst. Kristus er kommet for at frelse det, som er fortabt — ikke de retfærdige, men nødstedte syndere. I har udtrykkeligt sagt, at i en sådan nød har I aldrig været, siden jeres første vækkelse, da I blev trøstet ved loven. Siden da har I altid vidst, at Gud er jer nådig. Hvad er da jeres tro?

Dér ser I årsagen til, at jeres tro aldrig har kunnet medføre de rette virkninger. Det indsovede og fortryllede samvittighed må først opvækkes og kende syndens og lovens forbandelse, førend I kan få en sand og levende tro. At da — i den nød — få tro nåde i Lammets blod, tro en evig retfærdighed i ham, barneret, liv og salighed — det skal gøre jeres hjerte glad og saligt, levende, kærlighedsfuldt, bøjeligt, ydmygt, villigt — kort sagt: genfødt. Da skal I også smelte sammen med nådesøskendene. Og uden en sådan ny fødsel må I dø i jeres synder.«

Dette blev vel beskedent modtaget og fulgtes af en mere sluttet tavshed, nogle taksigelser og tårer — men om det blev taget til salighed, ved jeg ikke. Vi skiltes; jeg rejste; og Herren ved, om vi mere træffes.

De betragtninger, jeg siden under min tavse færd gjorde mig herover, var først og især de nys fremstillede, om den rette tros væsen. Og dernæst denne: hvor sandt siger ikke Bunyan i sin »Kristens rejse«, at loven også kan afløfte syndebyrden og stille det vakte samvittighed — derved, at den bekymrede sjæl i lovens gerninger, i fromhed, andagt, afsondring fra verden, religiøs virksomhed osv. får sin trøst.

Endelig betragtede jeg, i hvilken forfærdelig fortryllelse og forhærdelse den sjæl råder, som agter og værdsætter egne sælsomme tegn, drømme, åbenbaringer eller erfaringer af Guds nådige førelser — og af sådant slutter til Guds nåde. Det syntes at være gennem sådant, at hendes hjerte var næsten aldeles uberedvilligt til at modtage helsom lærdom. Alt Guds ord var godt, blot det ikke angreb hende. Hendes visse og faste tro var, at hun var et særskilt yndlingsbarn ved Guds skød, og derpå havde hun sine egne særlige tegn. Når Guds eget ord ville vise hende andet, var det ikke godt, gjaldt det ikke. — I en sådan fortryllelse lader Gud af stor og forfærdelig retfærdighed de sjæle falde, som ikke vil agte på hans eget ord.

IV. Enkelte kristnes virksomhed for medmenneskers omvendelse

Bearbejdet efter dr. Andrew Reed · Side 85–96+

[Rosenius indleder:] Dette er et emne, på hvilket vi ønskede at kunne vække den største opmærksomhed — et emne, som vi vil anbefale alle levende kristnes alleralvorligste overvejelse. Afhandlingen er af en Kristi tjener i England, dr. Andrew Reed, som — skønt præst af embede — med stor nidkærhed, med Åndens kraft og klarhed arbejder på at opvække alle levende kristne til virksomhed for deres medmenneskers omvendelse. Og han sigter ikke blot på deltagelse i missionsvirksomheden, men på personligt, umiddelbart arbejde for medmenneskers omvendelse.

Vi ønskede at opvække alle troende til nidkærhed i denne sag. Hvad er vel vigtigt på jorden, om ikke dette: at dyrekøbte, udødelige sjæle frelses fra det evige fordærv og kommer til Guds himmelske rige? Og hvem skal arbejde derpå, om ikke de omvendte og levende kristne? Thi af de uomvendte, selv døde, kan man ikke med rimelighed vente, at de skal tjene til andres omvendelse. Kristus siger selv: »Den, der ikke er med mig, er imod mig.«

»Kærligheden er hele lovens fuldkommelse«; thi »al loven opfyldes i ét ord, nemlig: elsk din næste som dig selv« (Rom. 13,8–10; Gal. 5,14). Men hvem kan vel bevise sin næste en større kærlighedsgerning end den, der bliver et middel til hans omvendelse og salighed? Og da vi daglig nyder så utallige og store velsignelser af benådningens tilstand og alle evangeliets rige skatte — skulle vi ikke ønske at meddele deraf til andre og sige: »Kom, smag og se, hvor liflig Herren er!«

For det andet er hindringerne for dette arbejde mange og store. Foruden vor egen træghed, forsømmelighed og menneskefrygt, findes der også falske meninger, der giver støtte til forsømmeligheden. Disse udgår især fra pavelig-egenmægtige lærere — også inden for vor svenske kirke — som vil være herrer over menigheden og over Guds ord, og som — skønt de kaldes lutherske — alligevel forkaster og fordømmer den samme åndelige virksomhed, som Luther på det stærkeste drev og forsvarede.

[Rosenius tilføjer som indledning til selve Reed-teksten:] Hovedreglen for at blive en velsignelse for andre er at selv stå i en levende og stadig voksende erfaring af det liv, man vil vække hos andre — selv stå i syndens kundskab, om man vil virke syndserkendelse hos andre; selv tro og leve i Kristus, om man vil vække tro og liv hos andre; selv stå i øvelse af kødets dødelse og al helliggørelse, om man skal kunne tale ret derom til andre. Blot liv meddeler liv; blot Ånden føder Ånd; »det, der er født af kød, er kød«; men hvor Ånden bor, bliver den ikke uden kraft og virkning. Dette er hemmeligheden bag en velsignelsesrig virksomhed. — Derimod: hvilken skade ser man ikke ofte af deres tale, som ikke selv har det liv og de erfaringer, de vil tale om!

Dr. Reed skriver:

»Den, der hører det, han sige: Kom!« (Åb. 22,17)

Alt liv er meddelsomt. Sådan er det hos Skaberen. Hans gerninger er bevis derpå. Sådan er det også hos alt, hvad der er skabt; og jo fortræffeligere et liv er af art, desto større er dets evne til at meddele sig.

Religion — sand gudsfrygt — er et liv, det fortræffeligste slag af liv. Den er også i højeste grad meddelsomme. At ikke ønske at meddele den til andre er et tydeligt bevis på, at man ikke har den selv; og i den grad, vi selv er velsignet dermed, i den samme grad skal vi bestræbe os for at meddele den.

Emnet er vidtløftigt såvel som vigtigt og må betragtes fra forskellige sider. Det var derfor nyttigt at sammenfattede vore tanker i en enkel sætning: Det er enhver kristens pligt at søge at omvende sine medmennesker til Kristus. Man burde da først fremstille pligten, fordi den har været forsømt; for det andet give nogle forskrifter for dens udøvelse, fordi mange har anset sagen for svær at udføre; og for det tredje nævne de drivfjedre, som bør holde os oppe, så vi ikke bukker under for modstanden.

1. Det er enhver kristens pligt at søge at virke på sine medmennesker til deres omvendelse og salighed

Først: giv agt på Den Hellige Skrifts tydelige vidnesbyrd. Hvad kan meningen være, når Skriften siger, at du ikke skal tåle synd hos din næste, men straffe den, eller selv være skyldig i hans synd (3 Mos. 5,1; 19,17)? Videre: »Du skal elske din næste som dig selv« — »Den, der omvender en synder fra hans vejes vildfarelse, frelser en sjæl fra døden« — »Formaner hverandre indbyrdes og opbyg den ene den anden« — »I har fået for intet, giv også for intet« — »Den, der hører det, han sige: Kom!« med flere. Kan vi elske vor næste som os selv, om vi ikke stræber efter at meddele ham det, som er vor egen største lykke og salighed? Kan vi holde os for redelige og tro, om vi beholder evangeliet for os selv?

2. Betænk din kaldelse

Hovedsageligt er din kaldelse: at elske Gud — være hans egen og leve for ham. Kan det uden modsigelse siges at være din kaldelse, om du ikke er nidkær om hans sag og ivrig efter at fremme hans ære? Kan det være dig en ringe omstændighed, som sjældent optager dine tanker, at du lever i en verden, hvor han fornægtes, vanæres og bespottes; hvor menneskene er i almindeligt oprør imod ham? Om du elsker ham over alle ting, må dette dog forbitre dit brød og forstyrre din sjæl både dag og nat? David siger: »Jeg brænder indeni for de ugudeliges skyld, som forlader din lov.«

3. Påmind dig dine slægtskabsforhold

Et menneske — hvad er et menneske i forhold til dig? Er det ikke din broder eller søster? Har I ikke den samme Fader — den samme natur — den samme udødelighed? Er du ikke skyldig ham noget? Du må først fornægte slægtskabet, førend du fornægter din forpligtelse. Han var den første manddraber, som udbrød: »Skal jeg tage vare på min broder?« — og enhver, som gentager dette, er ikke mindre end en manddraber i vor fælles Faders øjne. Og til ham, som sagde det, og til ham, som endnu gør det, svarer himmel og jord: »Jo, syndige menneske! Du skal tage vare på din broder — hans blod råber ellers på dig af jorden.«

4. Lyt til det almene menneskesinds røst

Om et menneske var i fare for at gå til grunde, ved ild eller vand, og du var i stand til at hjælpe, men ikke gjorde det — ville ikke menneskehedens almene røst hæve sig for at true og fordømme dig? Ja, ville ikke dit eget hjerte fordømme dig? Og du, som bekender dig som kristen og er følsom for menneskers timelige vel — bør du ikke i det mindste have lige så megen omsorg for de goder, som du selv holder uendeligt højere?

5. Målet er omvendelse, intet mindre

Lad os alle give agt på, at den pligt, vi nu betragter, har til formål at omvende mennesker til Kristus. Vi skal ikke søge noget mindre end deres omvendelse. Hermed går det ofte forkert, og megen velment nidkærhed bruges frugtesløst, som under bedre ledelse kunne have haft de saligste følger.

Mange, der stræber for andres bedste — især blandt ungdommen — nøjes med alt for lidt. De vil formå dem til at læse, bede, aflægge onde vaner, bruge de almindelige nådemidler osv. og er dermed mere eller mindre tilfredse. Heri ligger en hel mængde vildfarelser, som ender med mange sjæles ulykkelige forvillelse. For at undgå denne vej, opstil for dig tre faste punkter:

For det første: Det er aldrig vel med en synder, førend han er virkelig omvendt. Jeg har hørt mangen fader, virkelig ivrig for et elsket barns vel, bemærke: »Jeg kan vel ikke sige, at min søn er omvendt, men jeg vil tro, at han er i en forventningsfuld tilstand.« Dette er en falsk og farlig sondring. En uomvendt tilstand kan ikke være forventningsfuld. Den, der er uomvendt, lever i det kødelige sind, som er et fjendskab mod Gud, er stedt i sine synder og er et »vredens barn« — og i denne uforsonede tilstand forbliver han, hvor smuk en overflade han end antager, så længe han ikke er virkelig omvendt.

For det andet: Betænk nøje, at omvendelsen ikke består i en gradvis fremadskridende forbedring, men er — som selve ordet lyder — en omvendelse: at mennesket betræder en helt ny vej, får en helt modsat retning, fødes på ny, bliver et nyt skabning, får en ny regent. Den fortabte søn havde vist længe haft hårde kampe i sit indre; men der kom et tidspunkt, da han stod op og gik tilbage til sin Fader. Det er et vigtigt tidspunkt, da den »stærke, som havde bevæbnet sit hus, må vige for den stærkere«; da det gamle, onde herredømme over hjerte og sind »går ud af mennesket«, og det får en ny ånd indefra; da det »åbner døren«, og Kristus indgår at holde nadver med det (Åb. 3,20).

Kristendommens Schibboleth

1. I Dommerbogen, kapitel 12, fortælles det, at da Israels dommer og hærfører Jefta vendte hjem fra sin sejr over Ammons børn, rejste efraimitterne sig mod ham med hån og trusler, fordi ikke de havde fået del i den ære at udkæmpe det sejrrige slag. Herved opstod nu en ny strid med disse. Da indtog Jefta med sine gileaditter »færgestedet« ved Jordan for ved dette pas at afsløre efraimitterne, når de ville rejse tilbage til deres hjemland, som lå på den anden side af floden. Enhver, der ville fare over, blev spurgt, om han var en efraimit, og når en sådan nægtede det, krævede man, at han skulle udtale ordet Schibboleth — et ord, som de læspende efraimitter aldrig kunne udtale rigtigt, og hvorved de blev genkendt. Når de ville udtale dette ord, brød de på deres eget tungemål, og i stedet for Schibboleth blev det for dem Sibboleth. Og alle disse, som ikke kunne sige Schibboleth, blev dræbt ved færgestedet — så at denne brydning i udtalen af dette ene ord kostede toogfyrretusinde efraimitter livet.

Mærk: Schibboleth var altså genkendelsestegnet, livs- og dødstegnet ved dette færgested — thi dette ord frelste alles deres liv, som kunne udtale det, men bragte døden over dem, der ikke kunne.

2. Dette var historien om Schibboleth. Nu er spørgsmålet, om ikke også det åndelige Israel har sit Schibboleth — hvorved den eneste sande og levende kristendom er udmærket, genkendelig og fra al falsk åndelighed adskilt — noget Schibboleth, som Israels hellige og dommer selv har ladet optegne i Skriften for at give en dom i de mange meninger på jorden om, hvad der skal være den rette åndelighed?

Lovet være Herrens navn: det findes virkelig et sådant Schibboleth, tydeligt udsat i Skriften. Dette er et ubegribeligt vigtigt spørgsmål, da vi ved og betænker, hvor utalligt mange meningerne er om, hvad der er den rette åndelighed, og da vi derhos ved, at vejen og sandheden, som til liv og salighed leder, dog kun må være én.

Vel torde mangen anse sig for at kunne ganske let og flygtigt løbe hen over dette spørgsmål, idet han er nok vis og sikker på sig selv til ikke at behøve videre undersøgelse — i hvert fald så længe sagens alvor endnu ikke rigtig har slået ham i øjnene. Men der skal komme en stund, da han gerne ville give hele verden blot for at få klart og bestemt at se, hvad Gud selv har udmærket som den rette, til salighed ledende åndelighed.

Sker dette ikke før, du menneskebarn, da sker det dig dog i den vigtige, afgørende stund — »da du skal dø og fare hen, den dyre sidste færd« — da du står ved dødens færgested og gerne ville over den mørke, hemmelighedsfulde flod komme til dit rette hjemland. Da plejer dog disse alvorlige spørgsmål at trænge sig ind på mennesket: Er du en ret kristen? Nu er din nådetid slut, nu begynder din evighed, nu skal du frem for Gud. Er du vis på, at du nu står i den rette Guds nåde (1 Pet. 5,12), at ikke verdens dommer stiller dig på venstre side, blandt dem, der skal dø, og til hvem han siger: »Jeg kender jer ikke, I er ikke af mit folk — gå bort fra mig!« — Se, når disse spørgsmål med dødens alvor stilles os, da vakler vi i røsten, om vi ikke er beredte derpå, ja, om vi ikke er rette israelitter.

3. Meningerne om vejen til salighed er jo så mange. Og enhver vil tro sig at kende den rette. Som Skriften siger: »Enhver synes, hans veje er rene; men Herren alene gør hjertet vist.«

Vi ser jo, at ingen er tryggere på sig end den døde, blinde verden, som allermindst søger efter sandheden. Med let mod, med tryg og afgørende tone siger den ene: »Gør blot alle ret og så mange du kan godt, og vær vis på, at Gud ikke vil fordre mere; Gud er mild og retfærdig.« Den anden siger: »Jeg har intet på mit samvittighed; jeg går til skrifte og lever ordentligt og tror, at Kristus har lidt og er død; om noget brister — thi ingen er fuldkommen — da skal Gud tilgive det.« Den tredje siger: »Gud har set mine bønner og tårer i ensomme øjeblikke; det er min trøst.« En fjerde: »At Gud er mig nådig, det siger mig mit hjerte, det siger mig hans nådige styrelse med mig; ja, han har selv på privat vej sagt mig det; jeg behøver derom ikke mere at forske« og så videre.

Men en femte — en alvorligere sjæl — siger: »Mere fordres her: en grundig vækkelse, en sand omvendelse, tro og helliggørelse; det er vejen.« Men Kristus siger selv om de alvorligere: »Mange skal søge at indgå gennem den trange port og skal dog ikke kunne« (Luk. 13,24). Og Paulus: »Jeg bærer dem vidnesbyrd, at de har nidkærhed for Gud, dog ikke med forstand« (Rom. 10,2).

Da har den ene sit alt i alle, sin salme og sin vise i den nys nævnte nådens orden, så at Kristus og al hans fortjeneste er derimod et intet. En anden taler blot om tro; en tredje blot om gerninger; en fjerde sætter i sønderknuselsen og fordømmelsens følelse al salighed; en femte taler blot om afdøen, forsagelse, lutring, bøn, verdens og den egne viljes afdøen; en sjette siger: »Størst blandt dem er kærligheden; bøn, ydmyghed og kærlighed i Jesu fodspor — det er vejen.« En syvende siger: »Åndens og kraftens bevisning — det er min sag. Herre, har jeg ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet djævle og i dit navn gjort mange kraftige gerninger?«

4. Sådanne og endnu flere er de forskellige meninger og formentlige salighedsveje, der midt i kristenheden løber på kryds og tværs om hinanden. Vist indeholder de mange kostelige ting, dyder og øvelser, som ingen sand kristen bør foragte, men med alvor efterstræbe — ja, det er sådanne ting, som kun hos sande kristne findes i virkeligheden. Men det udmærkende hos en sand kristen — Schibbolethet — som også beviser, at disse dyder hos et menneske er ægte, er Åndens værk — dette Schibboleth ligger ikke i disse bekendelser. Al denne åndelighed kan være lige så langt fra den sande, som Sibboleth afveg fra Schibboleth. Man kan med alt dette gode endnu få det svar på Herrens store dag: »Jeg kender jer ikke — gå bort fra mig!«

Se blot Matt. 7,22–23, hvor Herren selv siger: »På den dag skal mange sige til mig: Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet djævle og i dit navn gjort mange kraftige gerninger? Da skal jeg bekende for dem: Jeg kendte jer aldrig; gå bort fra mig, I, som øver uret!«

5. Ved de nys opregnede udtryk for forskellige salighedssøgere bør det dog forstås, at det ikke er spørgsmål om udtryk, om ord, men om sjælstilstand, om hjertets retning, tilhold og fornemste sag. Og Kristus siger: »Hvad hjertet er fuldt af, derom taler munden.« — Men om nogen udtrykker sig ufuldstændigt eller forkert, det gør intet ved selve sagen.

Her er kun at mærke, at der virkelig findes så megen falsk åndelighed og så mange frugtesløse bestræbelser — selv blandt dem, der virkeligt stræber efter saligheden — at det er en aldeles forfærdelig ligegyldighed over for sjælen ikke med omhu at undersøge, hvilken den rette vej er. Det er jo et forbløffende ord, som vi af Herrens Kristi egen mund hører: »Mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og skal dog ikke kunne!« Hvortil Luther siger: »Hvorfor skal de ikke kunne? Uden tvivl fordi de ikke ved, hvad den trange port er.«

Og når Kristus atter siger, at i det »bryllup«, som er »Himmerige« på jorden, skal der findes folk, som kastes i det yderste mørke, og at af de ti jomfruer, der går brudgommen i møde med lamper, fem for evigt udelukkes — da burde vi jo for sjælens evige saligheds skyld ikke bestandig være så sikre, at vi anser en prøvelse af vor åndelighed for unødvendig. Hjertet er jo et argt og underfundigt ting? Har det ikke altid været sådan? Djævelen har jo også til alle tider været en listig slange, der forfører, om muligt, selv »de udvalgte«, som Skriften siger. Dertil er jo også sagen så vigtig — da det gælder evig salighed eller evig fordømmelse — at den ingenlunde bør tages så letsindigt.

6. Men nu til sagen. Spørgsmålet er dette: Har Den Hellige Skrift givet noget udmærkende Schibboleth for Kristi rige, hvorved den eneste rette Guds nåde, den eneste sande åndelighed, adskiller sig fra alle falske veje? Ja — var det muligt, at Gud, som forudså alle kommende forskellige meninger om den rette opfattelse af kristendom, dens hovedsag og hemmelighed, ikke skulle have givet et sådant Schibboleth?

Gud være lovet: det findes virkelig — findes tydeligt og påtageligt udsat. De, som allerede er kommet til sandheden og har øjne at se, de finder det overalt i Skriften; thi de ser, at det er én eneste sag, hvorpå alt beror. De ser, at det er al sand kristendoms udmærkende træk, hemmelighed og hovedsag, at Kristus, Kristus er blevet hjertets alt i alle — at man med sandhed kan sige med Paulus: »Alt det, mig til vinding var, har jeg regnet for tab og skarn mod den oversvingeige kundskab om min Herre Kristus — jeg blev død; men Kristus lever i mig; thi det, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i Guds Søns tro — jeg vil intet vide uden Jesus Kristus og ham korsfæstet.«

De ser det bestemt afgjort således: »Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Sønnen, har ikke livet; thi livet er i Guds Søn« (1 Joh. 5,11–12). Sådant ser de troende allevegne i Skriften. Det, der her skal siges, er derfor for dem intet nyt. Men det skal dog være for mange en hjertens glæde at skue — ikke blot hvad der er kristendommens hemmelighed og udmærkende træk, men også at Herrens Ånd har talt derom som om et Schibboleth, har som et sådant fremstillet det — til alvorlig selvprøvelse og rettelse for alle dem, der ellers ikke vil se det.

7. Er det ikke sandt og klart, at hvis der findes noget, hvorom Skriften siger, at ingen — undtagen et vist folk — kan lære det, da er dette et Schibboleth og genkendelsestegn på det folk? Thi alt, hvad der er fælles for visse, er altid kendetegn på disse.

Nu læser vi i Åbenbaringen, kapitel 14, om den nye sang, som blev sunget af den tegnede skare på Zions bjerg for Lammet, der stod i midten, og læser udtrykkeligt disse ord: »Og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretusinde, som var købt fra jorden« (v. 3).

Her ser enhver, at Herrens Ånd netop har villet sætte denne sang til kendetegn på Zions folk! Thi lad os betænke: Hvorfor var Schibboleth et kendetegn, hvorved gileaditterne og efraimitterne adskiltes? Sandelig blot fordi ingen efraimit kunne lære det ord. Hvorfor er da den nye sang de salige tegnedes Schibboleth? Fordi ingen kunne lære den sang undtagen de.

Men hvori bestod nu denne sang, og hvad var det, som ingen kunne lære undtagen de tegnede? Johannes siger: »De synger for Lammet: Du er dræbt og har genløst os til Gud med dit blod« (5,9). De sang om Lammets fortjeneste og vor genløsning i dets blod!

»Ja,« torde nogen sige, »hvem kan ikke derom synge? Og hvem ved ikke, at dette er det største og mest prisværdige i himlen og på jorden?« — Men betænk, hvad Den Hellige Skrift mener, når den siger det, og hvad den mener, når den siger, at de synger dette — at det udgjorde en sang — og at de synger kun dette — samt at ingen kunne lære den sang undtagen de tegnede. Det er altså ikke spørgsmål om blot at vide, erkende, bekende eller blot med munden synge det. Skriften lærer ikke hykleri; og den, der ikke forsætligt vil bedrage sig selv, må give agt på Skriftens egen mening.

8. For det første plejer i Skriften det at synge betegne, at noget på en mægtig måde har indtaget hjertet — og sædvanligvis på en liflig måde — så at det, hvorom der synges, er hjertets glæde, lyst og liv, hjertets højeste fornøjelse og skat. Sådant ser vi på mange steder i Skriften. I Davids salmer og hos profeterne ser vi overalt, at glæde, fryd og taknemmelighed betegnes med sang; og glædens bortgåen derimod med sangens ophør. Salme 106,12 siger: »Da troede de på hans ord og sang hans lov.« Esajas 30,29: »Da skal I synge som på en helligdagsnat og frydes af hjertet.« Men derimod Salme 137: »Ved Babylons floder sad vi og græd,« og »da ophængte vi vore harper på piletræerne,« forklarende: »Hvordan skulle vi synge Herrens vise i et fremmed land?« Apostelen Jakob siger derfor: »Er nogen bedrøvet, han bede; er nogen ved godt mod, han synge salmer.«

Kort sagt: sang betegner i Skriften et lykkeligt og glad hjerte, og at noget har indtaget hjertet på en levende måde. Man finder aldrig sange om ligegyldige ting; i sangen indlægger man det bedste, man ved. Heraf er det nu klart nok, at den nye sang om Lammet, der var dræbt, ikke betegner et blot mundens bekendende eller syngende om Kristi fortjeneste. Nej — den sang betegner hjerter, der har sin trøst og glæde, sit liv og sin lyst i Lammet — og en glæde, der ikke kan skjules, men som bryder ud i Lammets berømmelse. Som David atter siger: »Mit hjerte digter en skøn vise; jeg vil synge om en Konge« (Kristus); og atter: »Han har draget mig op af den grufulde grav og af dyndet og givet mig en ny vise i munden« (Salme 45,2; 40,4). Dette hjertets digten — det er det første, vi skal mærke om den nye sang.

9. For det andet skal vi betænke, hvad det indebærer, at de i denne udmærkende sang sang kun om Lammets fortjeneste og ikke om allehaande Guds velgerninger. Vist er det, at den salige, tegnede skare på Zions bjerg fremfor nogen kender og erkender alle Guds store gerninger — såvel skabelsens og forsyntets som i særdeleshed Åndens dyrebare gaver og prisværdige værk i menneskers hjerter. Hvad kan det da betyde, at de i denne Schibboleth-sang kun synger til Lammets ære og dets forsoningsværk: »Du er dræbt og har genløst os til Gud med dit blod«?

Ja, hvad betyder dette andet end netop det samme, som Paulus mente, da han sagde sig ikke at ville vide andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet? — Nemlig at dette alene er hjertets trøst, glæde, skat og berømmelse — Lammets forsoningsoffer den eneste genstand for hjertets tro, for dets hunger og tørst, dets håb og tilfredsstillelse.

Og er det ikke netop dette, hele Skriften driver som det udmærkende i den rette tro og åndelighed: at vi ikke i noget, som hos os findes, skal have vor trøst — ikke engang i selve Åndens værk, ikke engang i vor tro, end mindre i nogle troens frugter, såsom kærlighed, gudsfrygt — men alene i Kristi legems offer? Som han selv taler om troen i Joh. 6 og siger: »Mit kød er den rette mad, og mit blod er den rette drik.«

Se — dette er altså kendetegnet på de rette kristne: at Lammet, som er dræbt, er deres eneste trøst; at i deres hjerte intet står på lige fod med dette; at al deres gøren og al deres erfaring af Åndens værk — i sig selv så godt og herligt — dog aldrig kan tilfredsstille dem — men alene Lammet, som er dræbt og har genløst os til Gud med sit blod.

10. Endelig følger de mærkelige ord: »Og ingen kunne lære den sang« osv. Heraf burde dog enhver mærke, at der ligger et skarpt alvor i sagen — mærke, at det ikke skal gælde at bekende og påstå: »Jeg tror, jeg har i Kristus min eneste trøst,« men at det må være hjertets sag. Man burde her mærke, at ikke hvem som helst og når han vil skal kunne hjælpe sig med at i nødens stund skynde sig at tro og bekende Kristus og så dø saligt. Nej — det kommer an på, om du også har et sådant hjerte.

Her står: Ingen kunne lære den sang. Deraf kan du mærke, at her ikke tales om en sådan tro, bekendelse og lovsang, som hvem som helst kan frembringe — men en tro, som kun et vist folk har, af Herrens egen nåde og Ånd virket. Både sagen og talemåden er her netop den samme som når Herren selv siger om det nye forbunds børn i Jer. 31,33–34: at »den ene broder ikke skal kunne lære den anden det, men Herren skal selv skrive sin lov i deres hjerte«; eller som Jesus oversætter det: »De skal alle være lærte af Gud« (Joh. 6,45).

Se — at tro historien om Kristus og hans forsoning, at gøre en smuk bekendelse, ja, »profetere i hans navn« — det er noget, som mange uden for den tegnede skare kan, som den ene broder kan lære den anden — og dette udgør derfor intet tegn på de salige. Men at virkeligt og af hjertet have sin trøst og fred i Kristus, virkeligt glædes i ham — det kan ikke hvem som helst, det kan man ikke tage sig — nej, det fordrer et særskilt hjerte, et nyt hjerte, som kun Gud med sit ord og sin Ånd kan skabe i mig.

Hjertet kan man ikke tvinge; det går sin vej, om man vil eller ej. Som Luther siger: »At ville formå et menneske til glæde i Herren, som endnu ikke har fået den rette tro, fået sin trøst, fred og skat i Kristus — det er lige så fåfængt et arbejde som at ville formå sne og is til at brænde.« Nej — hjertet går sin vej og gør, som det er. Her hjælper intet andet end en ny fødsel, et nyt kreatur. Men er der sket et nyt hjerte, en skat, en ny opfyldelse — da bliver der også et nyt tale, en ny vise i munden, på den måde som Kristus siger: »Hvad hjertet er fuldt af, derom taler munden.«

Nu taler man ikke blot sådan, som man bør og skal tale for at være en renlærig kristen — men man taler af egen fri lyst, som enhver taler om det, der ligger ham mest på hjerte. Nu sker det, hvad David siger: »Jeg tror, derfor taler jeg; Herren har draget mig op af dyndet og givet mig en ny vise i munden.« Da får man høre disse frie, selvdrevne, naturlige, glade og barnlige bekendelser om Kristus, om nåden og retfærdigheden i ham, om troen, om syndernes tilgivelse, om den rette vej til livet — som alt kommer af sig selv fra hjertets liv, skat og opfyldelse, så at man ikke blot kan, men man vil tale så.

Mange kan ikke begribe, hvorfor sjæle, der alle synes at være åndeligt sindede, søger samme mål og er af samme bekendelse om Kristus, alligevel er så forskellige. Ja — mange skal aldrig kunne begribe det, nemlig de, der aldrig er kommet til dette nye åndelige sind. Men det er Schibbolethet, der gør forskellen; og det kan ikke efraimitterne forstå sig på — de synes, at Sibboleth og Schibboleth kan netop være det samme. Men apostelen Paulus siger: »De er ikke alle israelitter, som er af Israel.« Dette gælder også her; og dette er hemmeligheden.

11. I en by levede to brødre, der af naturen var hinanden så lige, som to mennesker kan være. De havde også samme opdragelse, undervistes af samme lærer og læste samme bøger. Omsider blev de også i det samme år vakt og begyndte med hinanden at søge deres sjæls frelse. De trak sig tilbage fra verden, dens levemåde og forfængelige fornøjelser, sluttede sig til andre vakte sjæle på stedet og øvede Guds ord med megen flid og alvor, søgende i alt at blive rette kristne.

Med de nye, ædlere glæder, som omgangen med Ordet og Guds folk skænkede dem, havde de dog i sit indre ofte en gnavende uro i bevidstheden om visse synder, som ikke så helt ville forlade dem. Men derved trøstede de sig altid indbyrdes med, at ingen kristen var fuldkommen, enhver havde sine fejl, og Gud kendte deres redelige forsæt og ville derfor for Kristi skyld være dem nådig. Talte nogen med dem om Kristi forsoning og retfærdiggørelsen ved troen, var deres svar, at netop sådan troede også de, og de kunne tilføje en smuk bemærkning derom. Herforuden deltog de med megen lyst i adskillig religiøs virksomhed, såsom missions- og afholdsanliggender. Således forløb deres liv i 6 år.

Men nu hændte det sig, at da den ældre broder var bortrejst i nogle dage, sad den yngre en aften og læste i Bibelen, 2 Kor. 5. Og se — hans salighedsstund var inde. Over vers 14 standsede han først i undren over, hvad det mon betød: »Hvis én er død for alle, da er de alle døde.« Men i vers 19 og 21 fik han lys derover — et lys, som opfyldte hans hele sjæl med en trøst og glæde, som han aldrig havde haft. Hans hemmelige uro og tunge samvittighed blev her forbytte i fred og salighed. Han så alt, alt rigeligt lægt, da Kristus — gjort til synd for os — døde så aldeles for alle, at for Guds øjne alle døde i ham. Han begyndte i det fortroligste samtale med sin Frelser at prise og takke ham; kunne heller ikke fortie sin salige opdagelse for de omgivende.

Da nu den ældre broder kom hjem, så denne straks sin broders ansigt og øjne så usædvanligt glade og milde og fik også ved hilsenen et ord, der fik ham til at undre sig. Snart spurgte han, hvad der var hændt, hvorfor han var så glad.

»Ak,« svarede den yngre, »nu først har jeg set Guds herlighed i Kristus. Én er død for alle, og alle har dødet i én. Den, der af ingen synd vidste, har Gud selv gjort til synd for os! Vi har alle dødet i Kristus og i ham allerede udstået alt, hvad loven nogensindes kan pålægge os. Ved hans sår er jeg nu helbredt fra mine gamle indre sår, som du ved af« og så videre.

Efter et øjebliks tavs forundring svarede den ældre: »Har du aldrig før vidst dette, du?« — Den yngre sagde: »Har du vidst dette og aldrig været glad over en sådan sag?! Vi har vist vidst det på sin vis; men hvorfor har dette aldrig glædet os?« — Derpå fik han intet svar; men han forklarede derfor selv, at på tro og tro var der stor forskel!

Fra denne tid var der altid en ulighed mellem disse ellers i alt så lige brødre. Den yngre kunne aldrig nok ophøje Kristi værk på Golgata og tale om den rette tro. Han havde virkelig fået en ny vise i munden og holdt alt for tab og skarn mod den overvættes kundskab om sin Herre Kristus. Men herved blev han ikke koldsindid for gudfrygtighedens øvelser — bøn, ydmyghed, kærlighed, selvforsagelse — men tværtimod mere varm og nidkær; men alt på den grund, som apostelen nævner: »Kristi kærlighed tvinger os så, fordi vi holder dette for vist: at er én død for alle, da er de alle døde.« Den ældre derimod blev fra denne tid mere koldklog, afvisende, lovisk, stiv og død. — Måtte dette være nok til forklaring af den ægte kristendoms hemmelighed.

12. Dette bør nu enhver først og fremmest bruge til sin egen åndeligheds prøvelse. Og den, der er kommet til lyset, han takke Gud! Vist må han da også forstå meget om andres slags åndelighed; måtte han blot deri være i sin kærlighed vis og forsigtig, men i sin forsigtighed af kærlighed nidkær. Mange, der endnu ikke er kommet til sandheden og livet, er dog de selvsamme, som engang skal komme dertil — helst om alle troende ville med kærlighed og visdom søge at oplyse dem.

I mellemtiden forbliver Kristus, Kristus altid Schibbolethet — »tegnet, over hvilket mange hjerters tanker skal åbenbares« — »en livets lugt til liv, og en dødens lugt til død« — ja, Skriften siger udtrykkeligt: en »prøvesten«, »en kostelig hjørnesten — for dem, der tror; men for dem, der ikke tror, en anstødssten og forargelsesklippe, så at mange skal støde sig derpå, falde og sønderknuses, besnæres og fanges« (Es. 8,14–15).

13. Summa: At nogle ivrer og yrker på sønderknuselse og alvor som deres vigtigste; andre på kærlighed og ydmyghed; andre på selvforsagelse, afdøen osv. — det er alt godt, alt kostelige ting, men endnu ikke livet (1 Joh. 5,12) — endnu blot forberedende ting.

Fra den salige, tegnede skare kan endnu én træde frem og sige: »Også jeg har arbejdet på alt dette gode; men da jeg som mest arbejdede, mærkede jeg, at Guds øjne var som ildslue, at for ham ikke engang himlene var rene, at Guds dom gik meget højere end menneskers — »og jeg blev død« (Rom. 7) — men Kristus blev mit liv, og han er nu min salme og min salighed — for hvis skyld jeg har alt for tab regnet og holder det for skarn.

Herren har givet mig en ny vise i munden: Du er dræbt og har genløst os til Gud med dit blod! Du er værdig at have ære og pris og lov fra evighed til evighed. Amen.«

Om loven, omvendelsen og den retfærdighed, der gælder for Gud

1. Det er så bedrøveligt, at det ikke med bitre tårer nok kan beklages, at vakte sjæle, som søger at indgå gennem den trange port, ikke skal kunne indgå (Luk. 13,24) — blot fordi de af deres eget hjerte eller af falske, umodne ledere og skrifter føres på en uret vej.

2. Den sande omvendelse, lovens rette og gennemgribende værk i synderens hjerte, er så nødvendig, at foruden den er al åndelig stræben forgæves; al tro, al gudsfrygt — ja, Kristus og hans fortjeneste — er for den sjæl frugtesløs. Den, der blot kender sine gerningssynder — synder i tanker, ord og gerninger — blot ser på dem, arbejder og strider med dem, og ikke ved lovens kraft på hjertet synker ned i naturens urene dynd og dér kommer i nød — det menneske gør en stympet hykleromvendelse, vender sig vist om, men blot fra et friere verdensvæsen til sin egen retfærdighed.

Om dem, der blot vil hylde visse skødesynder, taler vi ikke nu, men om dem, der virkelig søger at indgå gennem den trange port, men ikke kan. Fejlen hos alle disse er, at de aldrig lærer at sige sig — eller det bliver dem heller ikke rettelig sagt — hvad den rette omvendelse er, hvad lovens rette værk er, dens egentlige mål og mening. O, at de ville give agt på Herrens eget ord! Hør da! Skriften siger udtrykkeligt:

Rom. 3,19: »Alt det, loven siger, det siger den til dem, som er under loven — for at hver mund skal tilstoppes, og al verden skal stå skyldig for Gud.«

Rom. 5,20: »Men loven kom også dertil, for at synden skulle blive overflødig; men hvor synden blev overflødig, dér blev nåden endnu meget mere overflødig.«

Rom. 7,7–10: »Hvad vil vi da sige? Er loven synd? Det være langt fra! Men synden kendte jeg ikke uden af loven; thi jeg havde ikke vidst af begærligheden, havde ikke loven sagt: Du skal ikke begære. Da tog synden anledning af budet og opvakte i mig al begærlighed; thi uden loven var synden død. Og jeg levede fordum uden lov; men da budet kom, fik synden liv igen — og jeg blev død.«

3. Mærk dog her på ordene. Her stod (Rom. 3,19), at lovens egentlige mål og rette virkning er, »at hver mund skal tilstoppes, og al verden stå skyldig for Gud« — ikke from, ikke ren og hellig — men skyldig. Og grunden, hvorfor loven ikke vil andet, står i næste vers (v. 20): »Fordi intet kød kan af lovens gerninger retfærdiggøres for ham; thi af loven kender man synden.«

Her stod (kap. 5), at loven var derfor kommet til, at synden skulle blive overflødig — ikke overvindes, men blive overflødig — men hvor synden blev overflødig, dér blev nåden endnu mere overflødig. Her stod (kap. 7), at denne overflod ikke blot er en syndefølelsens og angrens overflod, men at — som ordene lød — synden, virkelig selve synden, ved budet flyder over. Thi der stod, at »synden tog anledning af budet og opvakte i mig al begærlighed« — at »synden ved det, der er godt, har virket døden i mig — for at synden skulle blive overvættes syndig ved budet.«

4. Sådan taler Skriften om lovens rette virkning ved et menneskes omvendelse. Sådan bekræftes Luthers ord, da han siger: »Hvad gør da loven? Den gør dette: den er tilfældigvis (det vil sige: som følge af vor naturs ondskab) en årsag til synden. Ja, den er syndernes kraft, siger Paulus; den bringer vrede til veje; den gør ikke from — nemlig i hjertet — som papisterne sladrer og de verdsligt kloge foregiver. Udvortes hindrer den vel hånden; men deraf bliver intet andet end hykleri for Gud; men i hjertet forårsager den en sådan jammer, at den ikke alene intet gør mennesket fromt, men også gør det meget argere end tilforn.«

5. Og denne sin naturlige virkning må loven nødvendigvis udøve i dit hjerte, om omvendelsen skal blive sand! Det er ikke frommere og helligere, du skal blive ved krav og bud — nej, det skal du blive ved en anden, som døber med Ånd og ild — men ved loven skal du blive skyldig, syndig, »overvættes syndig«. Det hjælper ikke andet, hvis du nogensindes skal lære rettelig at antage Kristus til et nyt livs antændelse i dit hjerte. »Var en lov givet, som kunne levendegøre, da var retfærdigheden sandelig af loven« (Gal. 3,21) — og da var Kristus forgæves død (2,21).

Loven udfører også visselig sit rette værk, om den blot kommer ind i hjertet. Går den blot løst på overfladen, kan du blive meget from — nemlig i gerninger og indbildninger — og blive en farisæer. Sådan var også Paulus, førend »budet kom«, førend lovens åndelige kraft trængte ind på hans hjerte. Sådanne er også mange religiøse i vore dage, der driver loven på den måde og i den mening, at man også virkelig derved skulle kunne blive frommere og bedre, blot man alvorligere griber sig an, og de yrker, at man ikke skal mistvivle derom, men vedblive at kæmpe, bede og håbe. Den rette omvendelse går dybere: den oprører hjertets ondskab og gør mig ikke bedre og bedre, men syndig — »overvættes syndig ved budet« — så at jeg kommer til skamme med alt, hvad jeg foretager mig, og virkelig synes ilde om mig selv og min omvendelse.

6. Herom siger Luther i sin udlægning af Davids 5. salme: »Det er rent ud afgjort, at den, der vil blive retfærdig og from, først må blive en synder og uretfærdig; den, der vil blive karsk, from, retsindig og gudfrygtig, ja, en ret troende kristen, han må først blive syg, dårlig, en nar, forvendt, djævelsk, en kætter, vantro og en tyrk — det vil sige: han må så føle, at han af naturen har et lige så argt, utro, med synd og Djævelens sæd opfyldt hjerte som en tyrk eller kætter. Og som Paulus siger i 1 Kor. 3,18: 'Hvis nogen lader sig tykke at være vis iblandt jer, han blive gal i denne verden, for at han må blive vis.' Således står nu, siger jeg, denne mening fast og urokkelig; thi dette er den uforanderlige Guds vilje i himlen, at han vil af dårskab gøre vise, af ondskab fromme, af synd retfærdige, af et forvendt væsen et retskaffent, af vanvid kloge mennesker, af kætteri troende og af et djævelsk skabning gudfrygtigt. Hvilket bør forstås sådan, som tilforn er bemærket: nemlig når et menneske føler den onde sæd eller Satans væsen og værk i sig og råber til ham, som er kommet for at ødelægge Djævelens gerninger, og det er Guds Søn (1 Joh. 3,8).«

»Du kan ikke blive den i Gud eller Kristus, som du gerne ville være, medmindre du først bliver den i dig selv og for alle mennesker, som han vil, at du skal være. Men det vil han, at du skal være i dig selv og for alle mennesker, hvad du virkelig er: nemlig en synder — en synder, ond, dårlig, forvendt, djævelsk, vantro og deslige. Det er dit navn, titel og værdighed, at du hedder og er et vredens barn af naturen (Ef. 2,3). Dette er den rette ydmyghed. Har du erfaret dette, da er du i Guds øjne den, du gerne ville være: nemlig hellig, from, oprigtig, retsindig, troende og deslige mere.« Så langt Luther.

7. Men hvordan tilgår dette, som Luther sidst nævner: at den, der for sig selv er blevet ugudelig, syndig, forvendt, djævelsk — nu er i Guds øjne den, han gerne ville være: nemlig hellig, from, retsindig, gudelig og elskelig? Nu er vi inde i det allerhelligste!

Jo — det tilgår, som Paulus siger: »Således har loven været vor tugtemester til Kristus, for at vi skal blive retfærdige af troen« (Gal. 3,24). Nu kryber synderen til Kristi fødder og søger ly under hans retfærdighed. Nu foragter han ikke mere Kristus, men holder ham alt for dyrebar for sig. Nu takker han for de smuler, der kastes for hunde, og er tilfreds med at hedde en hund, blot han kan få nåde og tilgivelse. Og han kunne vel nu forgå af salig forundring, om han — så uværdig, så højst uværdig — skulle få hele Kristi fortjeneste sig tilregnet.

Og se — dette var netop, hvad Gud tilsigtede med loven. Han vil nu intet mere bedrøve synderen; målet er nået: nu skænker han ham altsammen for intet — hele Kristus med al hans fortjeneste. Nu er den fattige synder på stunden et rigt og saligt helgon; dette er nådens ordning! Nu har han hele lovens opfyldelse at berømme sig af — thi hør nu videre, hvad Skriften siger:

Rom. 8,3: »Det, som loven ikke kunne tilvejebringe, idet den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndig køds lignelse.«

Gal. 4,4–5: »Da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af kvinde, gjort under loven — for at han skulle forløse dem, der var under loven, så vi skulle få barnekår.«

Hebr. 10,5–10: »Derfor, da han kommer til verden, siger han: Offer og gaver har du ikke villet, men et legeme har du beredt mig. Se, jeg kommer; i bogen er skrevet om mig, at jeg skal gøre din vilje, o Gud — i hvilken vilje vi er helligede én gang, ved Jesu Kristi legemes offer.«

8. Her synes den udskammede, usle synder atter at løfte sit hoved! Han er kommet til skamme med sin lovlydighed. Men her synes han alligevel at have en lovlydighed at berømme sig af. Hvad tykkes dig, da Paulus her siger, at netop det, som loven krævede af os, men ikke kunne tilvejebringe hos os — idet den var svækket af kødet — dét, det selvsamme, gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lignelse? Da Sønnen var gjort under loven for i egen person at fuldkomme den for os og dermed »forløse os, som var under loven!«

Og da han kommer til verden, erklærer han udtrykkeligt, at det var ham, der skulle opfylde Guds vilje: »Jeg, jeg, jeg skal gøre din vilje, o Gud! — i hvilken viljes opfyldelse vi er helligede, én gang, ved Jesu Kristi legemes offer.«

O, forundringens kærlighedsråd af himlens Gud! Skulle vi ikke engang begynde — som Luther siger — at »spytte og væmmes« ved vor egen arme retfærdighed og med Paulus holde den for »skarn«, når den barmhjertige Gud har behaget på denne måde at skænke os hele lovens opfyldelse for intet — alene ved sin Søn, som påtog sig at gøre, hvad vi var skyldige at gøre, men ikke kunne, og som led for os, hvor vi burde have lidt!

9. Summa: Retfærdig må man vist være; lovens opfyldelse må man vist have — men vi er ikke de personer, der kan udrette det. Kristus har gjort det. Han har fuldkomment holdt loven — men ikke for sig selv; det behøvede han ikke, han var lovens Herre — men sandelig for os. Som han selv så nådefuldt siger: »Jeg helliger mig selv for dem — for dem, for dem — at de skal også være helligede i sandheden« (Joh. 17,19).

Kristus helligede sig for os ved lidelse og lydighed. Kristus holdt loven fuldkomment: han elskede Gud over alle ting; han havde et helligt hjerte, hellige tanker, hellige ord og gerninger. Han elskede også sin næste som sig selv — elskede så, at han døde for sine uvenner og led, det vi burde have lidt. Da han blev forbandet, forbandede han ikke igen; og da han led, truede han intet. Dér er min lovopfyldelse; dér er min fuldkomne fromhed og retfærdighed.

Da Paulus siger: »Er én død for alle, da er de alle døde« — så er det også: har én opfyldt loven for alle, da har de alle opfyldt loven. Apostelen siger jo udtrykkeligt, at Kristus er gjort under loven, »for at han skulle forløse dem, som var under loven.« Én har opfyldt loven for alle. Vil jeg da være en kristen, rettelig tro og ære Sønnen, da må jeg jo bestemt sige: Jeg har fuldkomment opfyldt loven; jeg er aldeles skyldfri — vist ikke i mig selv, ikke i egen person, men ved min borgen, mellemmand, stedfortræder: Kristus.

Hvad skal vi da gøre med alt dette? Vist er det alt for meget, at Gud selv skal skænke os hele lovens opfyldelse. Men Gud har jo i alle ting været os alt for stor, underlig og ubegribelig. Hvad andet skulle vi gøre end som børn tage imod og takke — og med hjertets glæde og genkærlighed bruge den herlige frihed og inderligt gerne og villigt, som børn, elske og tjene vor nådige Fader — gøre det gode, som vi får nåde til; men først og sidst vide, at vor retfærdighed for Gud består i en andens gerninger — hvilken retfærdighed derfor er uformindskede, selv når vi selv er som mest elendige — og som gør, at vore synder ikke tilregnes os.

10. Men når vi da er kommet til denne salige tro og frihed, da gælder det at »blive stående i den frihed, med hvilken Kristus os frigjort har, og ikke lade sig fange under trældomsåget« (Gal. 5,1). I samme stund og i samme grad, som man snæres i trællesind og lovtanker, har loven straks sin gamle virkning på os: at opvække synden til dobbelt kraft og gøre os på ny ulykkelige.

Hvad skal vi da gøre, når loven straffer os for synd? Vi skal straks give den ret deri, at i vort kød bor intet godt — men også på stedet vise den til Kristus som vor eneste retfærdighed og sige: Dér er den mand, der i mit sted har fuldgjort alt, hvad jeg burde. Gå til ham; han er min løftesmand; han er gjort under loven og har visselig ikke syndet.

Men hedder det atter: »Du burde dog også selv være from og gøre det gode« — da svar: Det er sandt, og når spørgsmålet er om mit levned, og jeg er blandt mennesker, der behøver det, påmind mig da; da vil jeg gerne høre dig. Men når nu spørgsmålet er om min retfærdighed for Gud, da gælder ikke mine gerninger, men en andens; da gælder hverken min fromhed eller min synd noget; thi det er bestemt forbi med mig, om jeg skulle dømmes derefter. Nej — da har jeg en andens fromhed, hellighed, renhed, en andens kærlighed og gode gerninger: Guds Søns, som var gjort under loven.

I denne sag vil jeg gerne være en stor synder i mig selv og intet andet hedde, for at Kristus må være alene min retfærdighed. Her siger jeg med Paulus: »Ikke havende min retfærdighed, den af loven kommer, men den, som af Jesu Kristi tro kommer« (Fil. 3,9).

Om mit kød rasede tusind gange vildere, min synd var tusind gange større, og mit hjerte fordømte mig tusind gange hårdere — da er dog Gud større end mit hjerte, og Kristi blod og Kristi lovlydighed tusind gange mægtigere end min synd. Det er Kristi gerninger, Kristi fromme hjerte, Kristi fuldkommenhed, som er min trøst, min retfærdighed og min berømmelse evindeligt. Amen.

Om den sande kundskab om Kristus

1. Det er et stort, dybt betydningsfuldt ord, der udsiger kristendommens hele hemmelighed, når Kristus i sin ypperstepræstelige bøn til sin Fader siger: »Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh. 17,3). Ja — dette er evigt liv! I Es. 53,11 siger også den himmelske Fader om den enbårne Søn: »Ved sin kundskab skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; thi han bærer deres synder.«

Skriften knytter overalt evigt liv og salighed til den sande kundskab om Kristus — det samme som en levende tro på Kristus — men nemlig ikke den kundskab, som hvem som helst kan skaffe sig ved at tage historien for sig — men den kundskab, hvorom der er skrevet: »De skal alle være lærte af Gud« (Joh. 6,45); den kundskab, som kun den sjæl får, »hvem Sønnen vil åbenbare det« (Matt. 11,27) — nemlig den fattige sjæl, som Herren med gode ting opfylder — den kundskab om Kristus, der gør et himmerige i hjertet, et evigt liv. Thi den, der ret kender Kristus, han har et himmerige: har fået retfærdighed, fred og fryd i den Helligånd; tror på ham, elsker ham, følger ham.

2. Skønt alle bekender: »Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre« osv. og har den samme Kristi historie og Kristi lære i Bibelen, er det uendeligt forskelligt, hvordan mennesker kender Kristus — hvad de ser i ham, hvad de har i ham.

Nogle har intet af ham mere end hans navn og hans historie. Andre har også den regelrette lære om ham, men dog blot en lære, intet egentligt gavn; Kristus er blot en læresætning og ved visse højtidelige lejligheder et smukt, højt billede for indbildningskraften. Andre har i ham mere: nemlig en virkelig, levende og nærværende tugtemester, en ny Moses med endnu højere og sværere krav end den forrige.

Men Gud være lovet: endnu andre findes, som har i ham al sin glæde for tid og evighed, sin trøst, sit liv og sin salighed, sin syndeborttagere og Frelser, sin retfærdighed og styrke, sin Konge og sin Gud — sit alt i alle.

3. Ingen kender Kristus fuldkomment; nej, de mest oplyste kristne har blot en lille begyndelse til hans kundskab; endnu uendeligt meget mere herlighed, nåde og salighed har vi at finde i Kristus. Selve Paulus bekender, at han ikke fuldkomment har fattet ham, men »jager dog efter« (Fil. 3). Her er kun tale om en sand, af Guds Ånd virket, levende kundskab.

Men til bevis på den sande kundskab om Kristus gælder det ikke, at man selv påstår at kende ham. Om nogen siger sig at kende ham, men hele hans væsen vidner om det modsatte, da bedrager han sig selv. Den sande kundskab om Kristus beviser sig derved, at Kristus er blevet for os, hvad Skriften siger, han skulle være for os, og at han virker i os, hvad Skriften siger, han skulle virke.

Herom har apostelen i 1 Kor. 1,30 et stort, klart og betydningsfuldt ord om Kristus, der viser, hvad han må være for os og i os, om vi ret kender ham. Det lyder således: »Af ham er det, at I er i Kristus Jesus, som er os af Gud gjort til visdom og til retfærdighed og til helliggørelse og til forløsning.«

4. O, et stort, klart og betydningsfuldt ord! Enhver må jo indrømme, at hvad her står om Kristus, må blive sandt på os, om vi ret kender ham, antager ham, er i ham — kort sagt: om vi er rette kristne. Måtte vi da engang oprigtigt betragte, hvad det indebærer!

At Kristus er blevet vor visdom, som han os af Gud dertil er gjort, vil da sige — ikke blot at vi af hans profetiske embede, af hans lære har hentet vor tro og vor lære, så at vi om alle stykker — om loven og dens åndelige kraft, om den rette omvendelse, om troen, om retfærdiggørelsen, om himlen og helvede osv. — tror, taler og bekender efter Kristi guddommelige lære derom. Men det vil også sige, at Kristus selv og hans store værk til vor forsoning og salighed er al vor visdom, vort hjertes dyrebareste kundskab, vort yndlingsemne — det, vi helst tænker på, taler og hører om.

Af sammenhængen ses dette at have været apostelens egentlige mening; thi både før og efter dette store ord er det hans ærinde at ophøje Kristi forsoningskundskab som sin eneste visdom og prædiken. Kort forinden siger han (v. 24): »Vi prædiker den korsfæstede Kristus, Guds kraft og Guds visdom«; og straks efter: »Thi jeg holdt mig ikke for at vide noget iblandt jer uden Jesus Kristus og ham korsfæstet« (2,2). Paulus var strengt lærd i fædrenes skikke med videre; men, siger han: »Jeg regner det altsammen for tab mod den overvættes kundskab om min Herre Jesus Kristus« (Fil. 3).

Netop således er endnu i denne dag de rette kristne sindede: Kristus er al deres visdom. De, der ellers intet godt ville vidne om dem, vidner dog dette: at de ingenting andet vil tale om end Kristus — bestandig om Kristus — først og sidst om Kristus — så at det for andre bliver alt for ensformigt, enfoldigt og ensidigt. Ja, kære ven — hvad skal man gøre! Det er ikke så let at værdsætte nogen anden visdom, når man har fået smag på Kristus, fået syn for, hvad der er i ham.

Se: når et menneske får nåde til virkeligt at tro og leve af de herlige ting, som i Kristus er os åbenbaret — at Guds egen Søn er kommet fra himlen og blevet vor broder og slægtning; at han er »gjort under loven, for at han skulle forløse dem, som var under loven«; at han er vor anden Adam, som har lægt, hvad den første skadede; at »han, som ikke vidste af synd, er gjort til synd for os, at vi skulle være Guds retfærdighed i ham«; at han alene er død for alle, så at for Guds øjne og dom alle er døde i ham — se, når dette ikke blot er læst, bifaldt, bekendt og talt efter forstandens og ordets regel, men er blevet hjertets egen erfaring, levende og sandt — så at man, da man var i den største nød for sine synder, da Guds hellige krav og domme trykkede, blev benådet og retfærdiggjort blot ved Kristus og ved troen fik vidnesbyrd om, at man behagede Gud, og at Kristus i sin egen person, med sine egne gerninger, er ens retfærdighed — en fuldkommen og evig retfærdighed, hvorved man alle stunder er Guds kære og yndige barn, da ingen synder fordømmer og ingen gode gerninger retfærdiggør os.

Videre: når vi har erfaret, at Kristus også blev os til helliggørelse og forløsning — at da vi hundrede gange havde arbejdet os trætte og ængstlige med helliggørelse, bedt, våget, stridt, men alt forgæves, og hjertet blev stadig værre og gruelig elskede synden — vi erfarede, at så snart vi kom til den salige, fredgivende tro på Kristi fortjeneste og kærlighed, smeltede hjertet, blev varmt, gudfrygtigt, til alt godt villigt, idet den Helligånd tog bolig i os — og at vi nu bestandig, i samme grad vi tror, også er mere åndelig sindede og synden og verden overmægtige.

At vi nu har fået i Kristus en huld hyrde, en mægtig og trofast hyrde, ven og broder, som ved sit ord og sin Ånd i alle ting skøtter os, leder og styrker os, vækker og advarer os, hjælper og trøster os — o, når dette ikke mere er blot ord i smukke bøger og på andægtige læber, men en stor, levende virkelighed — da bliver man således sindet, at man med Paulus bekender: »Jeg regner nu altsammen for tab mod den overvættes kundskab om min Herre Jesus Kristus.«

5. Men disse lykkelige sjæle, der således kender Kristus, er de selvsamme, der dog føler en bestandig brist i dette stykke og bekender: »Jeg har knap en gnist af Kristi kundskab. Han er vist blevet min eneste trøst og glæde på jorden, min eneste retfærdighed, min eneste helliggørelse og derfor min eneste visdom. Men jeg må beklage, at jeg aldrig ret kan holde ham for, hvad han er, men idelig mister hans rette billede — hvorfor jeg også jager efter, at jeg mere og mere må fatte ham, som jeg af ham er fattet.«

Se — længere kommer det ikke med Kristi kundskab på jorden, end at vi altid des mere hungrer efter ham. Vi har vel fået duften, den søde duft af Zions »gyldne rose« — men blot som en duft, vi altid mere efterjager — som vi så af Paulus' vidnesbyrd om sig selv (Fil. 3,12–13).

Men tænk nu: da selve Paulus, den store forkynder af Kristi hemmelighed, bekender om sig, at han endnu ikke havde nok af Kristi kundskab — og de kristne, der daglig studerer derpå, altid beklager brist i dette stykke — hvordan er det da med dem, som aldrig således studerer og dog er så tilfredse med deres kendskab til Kristus, så mætte på ordet om korset og har andre, om end religiøse, emner vigtigere? De vil vist anses for kristne — men hvordan hænger dette sammen?

6. Men de, som ikke har i Kristus deres visdom, de har heller ikke deres retfærdighed, helliggørelse og forløsning i ham. Thi når Kristus er blevet os alt dette, da ved vi intet bedre end ham. De kan vel have klar forstand om retfærdiggørelsen og bekende: »Hvad er vor retfærdighed — hvem ville vel i den have sin trøst!« Men da Kristus ikke er dem et dagligt behov, beviser dette, at de ikke kender synden — og således ikke i sandhed har i Kristus al sin trøst og retfærdighed.

Det er to forskellige ting: at man smukt forsager sin retfærdigheds pris — eller derimod at man rent ud savner denne retfærdighed og i dens sted har trykkende gæld. Lovens rette værk er ikke blot at berøve mennesket berømmelse og fordring, men at det for Gud skal blive »skyldig« (Rom. 3,19) — ikke blot at fortjenester overflyder, men at tværtimod »synden overflyder« (5,20). Da først kan man i sandhed have al sin retfærdighed i Kristus; men da er han også dyrebar og nødvendig for det menneske.

Hvad helliggørelsen angår, er det et stykke, hvorpå mange hjerters tanker åbenbares. Thi det er så langt fra, at Kristus bliver dem til helliggørelse, at de ikke engang kan forstå eller tro, hvad Skriften siger: at Herren »rensede deres hjerter ved troen« (ApG 15,9). De mener snarere, at megen høren og prædiken om troen, om nåden, om Kristus tværtimod skal virke skadeligt for helliggørelsen. Dermed bekender de jo, at de ikke selv har erfaret, hvad det er, at Kristus er os gjort til helliggørelse. I stedet anser de helliggørelsen for at skulle virkes ved vågen, bøn, strid — uden at have megen opmærksomhed på, om de forinden er benådede og salige i Kristus ved troen — hvilket, ifølge Skriften og de troendes erfaring, må gå forud som den eneste rette grund, livet og kraften i helliggørelsen, førend årvågenhed, bøn og strid kan blive sande og velgørende.

7. Det punkt i Kristi kundskab, hvorpå egentlig alt beror, som udgør selve livet i kristendommen og i de kristnes hjerte, er spørgsmålet om forsoningen — eller hvad Kristus egentlig udrettede i sin død.

Men her bør det nøje mærkes, at ikke alle hjerter er skikkede til rettelig at lære dette. De »raske« kan vel forstå at anerkende lægens og lægemidlets kraft; men de »syge«, der erfarer den, kender den på en anden måde. Her kræves fattige, af synden arbejdende og besværede hjerter.

Desuden har Herren forbeholdt sig selv at meddele den egentlig frelsende Kristuskundskab, som han selv sagde: »Alle ting er mig overgivet af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender heller Faderen uden Sønnen og den, hvem Sønnen vil åbenbare det« (Matt. 11,27). Og for hvem han vil åbenbare det, siger han i vers 25: nemlig de i egne øjne enfoldige; og for hvem han vil skjule det: de i egne øjne vise og forstandige, kloge og lærde, som altid ved nok.

»Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.« — »De rige lader han tomme bort, og de hungrige opfylder han med gode ting.« Lovet være Herrens navn.

8. Nu — hvad var det egentlig, som Kristus med sin bitre lidelse til krop og sjæl, sin blodige død på korsets træ, udrettede? I katekismen har vi lært at bekende: »Jeg tror, at Jesus Kristus — mig fortabte og fordømte menneske har forløst, erhvervet og vundet fra alle synder, fra dødens og Djævelens vold — ikke med guld eller sølv, men med sit uskyldige lidende og sin død.«

Her bekender vi med Luthers ord, at Kristus med sit hellige og dyrebare blod allerede har forløst, allerede har erhvervet og vundet os fra alle synder — at således hele verdens alle synder i Kristi død blev med hans blod forsonet, betalt, udslettet; hele verden fra lovens forbandelse, dødens og Djævelens vold forløst, og Gud mod hele Adams slægt forsonet.

Ja — sandelig er det også således. Men enhver, der ret betænker, hvad vi her siger, må tilstå, at han føler en betagen forundring derved. De troende kan kun med stor møje og daglig betragtning af Herrens egne ord fastholde en sådan tro. De arme fornuftshelgener ryster derved, anser det højst farligt at tro således — men bliver forvirrede og ved ikke, hvordan de skal forklare meningen af Kristi forsoning, eller hvad han udrettede med sin død.

»Visseligt er han død for verdens synder,« mener de, thi det står jo tydeligt i Bibelen, at »han har givet sit liv til skyldoffer« (Es. 53), at han var »Guds Lam, som borttager verdens synder« (Joh. 1,29). »Men — men — men man må ikke tage det således, at alle menneskers synder er slettet ud, at alle allerede er forløst fra lovens forbandelse — det kunne føre til sikkerhed,« osv.

Men kære — hvad skal man gøre, når Gud selv så tydeligt taler således, og Kristus selv sagde: »Mit blod udgydes til syndernes tilgivelse!« Og at mange drager vor Guds nåde til tøjlesløshed, misbruger evangelium, nadveren og alle Guds velgerninger til sikkerhed — det er sandt. Men skal vi derfor fornægte eller bortkaste disse kostelige ting? Bibelen har andre midler mod sikkerheden end at skjule og fornægte evangeliets sandhed.

9. Her følger blot spørgsmålet: hvad er sandhed? Hvad siger Skriften om den store og vigtige sag: Kristi død?

Es. 53: »Herren kastede alle vore synder på ham. Han er såret for vore overtrædelsers skyld og knust for vore synders skyld. Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi helbredte. — Da han har givet sit liv til skyldoffer, skal han se afkom. — Ved sin kundskab skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; thi han bærer deres synder.«

Dan. 9,24: »Halvfjerds uger er bestemt over dit folk og over din hellige stad — da skal overtrædelsen blive borttaget og synden betækket og misgerningen forsonet og den evige retfærdighed fremført.« Mærk: da, på den bestemte tid, da skulle overtrædelsen borttages, synden betækkes og misgerningen forsones!

Zak. 3,8–9: »Se, jeg vil lade komme min tjener, Telningen — den sten vil jeg udhugge, siger Herren Zebaoth, og jeg vil borttage dette lands synder på én dag.« Mærk: »borttage«; mærk: »på én dag«!

Joh. 1,29: »Se, Guds Lam, som borttager verdens synd!« Mærk: »borttager«; og mærk: »verdens«.

Matt. 26,28: »Dette er mit blod, det nye testamentes, som udgydes for mange til syndernes tilgivelse.«

1 Joh. 2,2: »Og han er forsoningen for vore synder — ikke alene for vore, men også for hele verdens.«

Rom. 5: »Deri bepriser Gud sin kærlighed til os, at Kristus er død for os, da vi endnu var syndere. — Thi når vi blev forligte med Gud ved hans Søns død, den stund vi endnu var fjender — så meget mere skal vi nu, da vi er forligte, blive frelst ved hans liv.«

2 Kor. 5: »Er én død for alle, da er de alle døde. — Thi den, der ikke vidste af synd, ham har Gud for os gjort til synd, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham. — Thi Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder og har betroet os forsoningens ord.«

Gal. 3,13: »Kristus har forløst os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os; thi der er skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på træ.« Mærk: »har forløst os«; men hvornår? Da han blev en forbandelse for os.

Kol. 2,14: »Og udslettet det gældsbrev, som stod os imod, hvilket af budene kom og var os imod; og det har han taget bort og naglet ved korset.« Mærk: »udslettet gældsbrevet«; mærk: »naglet det ved korset«.

Ef. 2,16: »Og at han skulle forsone dem begge med Gud i ét legeme ved korset og har dræbt fjendskabet ved sig selv.« Mærk: »ved korset«, »ved sig selv«; og mærk: »dræbt« — »dræbt fjendskabet«. Om dette ord skriver kirkefaderen Chrysostomos: »Intet kan siges mere eftertrykkelig eller mere betydningsfuldt; han siger ikke ophæve eller borttage, men det, der er endnu mere eftertrykkeligt: dræbe eller aflive — så det aldrig mere kan få liv igen.«

10. Se — således lyder nu Den Hellige Skrifts egne ord i både Det Gamle og Det Nye Testamente — ord af både Faderen og Sønnen, af både profeter og apostle — de ord, der skal evindelig faste bestå, om end himmel og jord forgår.

Disse ord forklarer, at »forsoningen«, den »forløsning, som er sket i Kristus Jesus«, virkelig var en forsoning — et syndegælds betaling og udslettelse — et dødende af den skyld og dom, der stod i budene; at vi virkelig »blev forligte med Gud ved hans Søns død, den stund vi endnu var fjender«, uomvendte, fra Gud bortkomne. Thi »Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder« — thi synden var kastet på Guds Lam.

Spørger nu nogen: hvad fordres da mere? Da er jo alle salige? — Så følger i samme skriftsted (2 Kor. 5,19–20): »Og han har betroet os forsoningens ord. Så beder vi nu i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud!«

Dette er alt, hvad der fordres. Gud er forsonet med verden; synden er borttaget af Guds Lam og kan derfor ikke mere fordømme os. Nu tilbagestår kun, at også vi kommer og lader os forsone med Gud, modtager den store nåde, som Kristus så dyrt har erhvervet os — fatter fortrolighed til den forsonede Fader og bliver barnligt sindede mod ham. Dette kaldes omvendelse, bod og tro.

Men om dette sker eller ej, er forsoningen dog sket, Guds retfærdighed dog tilfredsstillet, synden betalt og udslettet, Gud forsonet. Modtager vi gaven, har vi den; forkaster vi den, har vi den ikke — men givet er den. Den står og venter på enhver. Brylluppet er beredt, Faderens favn udstrakt og den ypperste klædning færdig, ventende på sønnen. Men når de indbudte ikke vil komme, får de intet af det hele. Således bliver da sjæle fordømt — ikke for deres synders skyld, men som Kristus selv udtrykkelig forklarede: derfor, »at de ikke troede på Guds Søns navn« (Joh. 3,18); derfor, at de »ikke ville komme til ham, så de måtte have fået liv.«

11. O, hvilken beklagelsesværdig nød og skade, at ikke alle skal vide, hvad de har i Kristus, hvad der er sket i hans død!

Sandt er det, at de fleste er sikre, sovende, letsindige nådens foragtere, der var værde aldrig at få høre sådanne store ting, og »hvis fordømmelse er al ret« — de skal en dag »se, i hvem de har stukket.«

Men I, som kender jeres synd og dom af loven, gerne vil vende tilbage til Gud, men ikke kan, ikke vover det for alt det, der mangler jer — hør, hør! At loven og samvittigheden fordømmer jer, det er ikke underligt, thi synd mangler ikke. I kan ikke, hvad I bør; ikke engang angre nok, ikke bede, ikke elske, ikke våge og stride — men alt, hvad loven fordrer, mangler jer, og hvad loven forbyder, overflyder. Men hør! Alt dette jammerlige, uforsvarlide, fordømmelige elende har Kristus taget på sig! Kristus, som ikke vidste af synd, er af Gud gjort til synd »for os« — »for os« — »for os« — gjort til synd! — »for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham« — »i ham«!

»Kristus har forløst os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os« — »for os«! Hvad skulle han mere gøre? Er dette ikke nok? Hvem fordømmer dig nu, o menneske! Ikke fordømmer Gud dig, thi han er fuldkomment tilfreds med, hvad Kristus har gjort, og beder dig komme straks. Ikke fordømmer Frelseren dig, thi han har givet sit blod og liv for at gøre dig salig og siger: »Kommer til mig, I alle, som arbejder og er besværede; jeg vil give jer hvile.« Ikke fordømmer Ånden dig, thi han forklarer blot Kristus for sjælene, kalder og byder til brylluppet.

Hvem fordømmer dig da? Det er vantroen, som fordømmer dig — Djævelen og det onde hjerte, der indgiver dig vantro og fordømmer dig, sigende, at det ikke er nok med, hvad Jesus har gjort. Forskræk dig for vantroen! Du er skyldig at tro, at straks tro; du er befalet at tro; du trues med døden, om du ikke tror. Bed da Gud om troen og slip ham ikke, førend han i dit hjerte har indprentet: det er nok, evigt nok, hvad Jesus har gjort og lidt. Og den, der i sin elendighed har fået sit alt og sit nok i Kristus, den er frelst, den er salig, den har troen, den er en kristen — den kender Kristus og har evigt liv.

12. »Ja,« siger mange, »jeg ved alt dette om Kristus, holder det også for sandt; men jeg får ingen kraft deraf på hjertet — det virker ikke det liv, den trøst, fred, glæde og kraft, som det skulle.« Således klager mange. Og det er sandt: »Troen er ikke enhvers« (2 Thess. 3,2). Mange har denne viden om Kristus, denne historiske tro, men har aldrig smagt den livfuldhed og kraft, som den sande, levende, tilegnende tro fører med sig.

Andre udtrykker med denne klage blot en tørst efter følelser og liflige fornemmelser af nåden, af Frelserens kærlighed og nærværelse. De har en virkelig tro — har nemlig i Kristus deres eneste trøst og skat, sit alt i alle; har også ved troen fået et nyt sind og ved tydeligt at skelne mellem den tid, de stod under loven, og denne under nåden. Men de husker også, hvilke liflige følelser de i begyndelsen havde, og tørster nu efter disse igen.

Disse burde engang besinde, at hele Skriften taler blot om tro — tro på Jesus Kristus — og aldrig om følelser; om at tro på selve Ordet, som det lyder, og holde sig derved, hvad enten følelsen er liflig eller bitter. De burde besinde, at de dog bør gøre den gode Frelser til villie og lade sig nøje, om det behager ham at skjule sig og prøve deres tro — som han gjorde med den kanaanæiske kvinde — og huske, hvor kært det var for ham, at hun alligevel troede, så at han just havde en hjertelig lyst dertil og udbrød: »O, kvinde! Din tro er stor; det ske dig, som du vil!« — og da fik hun også smage og se, hvor liflig han var. Lad os gøre Frelseren denne glæde! Han har ingen større glæde af os, end når vi tror på ham.

13. Men at virkeligt tro — det vil sige: i al bekymring over sig selv, i al usselhed, synd og anfægtelse, dog virkeligt have i Kristus sin trøst, sit holdepunkt, sin retfærdighed og fred — det er aldeles nødvendigt. Og for at vi må få denne kraft af Ordet — for at Gud, som har troens gave i sin hånd, må kunne give os en virkelig og levende tro — dertil er det i særdeleshed nødigt, at vi stille og enfoldigt giver agt på et vist stykke af Guds ord, et vist kernesprog om Kristus, og sagte, dybt og alvorligt betragter det; »thi troen er af forkyndelse.«

Mange forspilder Guds nåde blot derved, at de bestandig vender tankerne hid og did — om end på åndelige ting — og ikke kan holde øjnene på den korsfæstede en eneste stund stille. De vil ikke tro, hvad Skriften allevegne vidner: at alt, alt skulle læges ved troen, at Kristus er os gjort både til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning.