§1Denne bog skal man læse og betragte — ikke sådan, som vi måske har gjort hidtil, som om Sankt Lukas alene heri havde nedskrevet apostlenes egne personlige gerninger eller historie, som eksempel på gode gerninger eller godt liv. Således som også Sankt Augustin og mange andre har betragtet det som det bedste eksempel her, at apostlene havde alle ting fælles med de kristne osv. — hvilket dog ikke varede længe og snart måtte ophøre. Men derimod skal man være opmærksom på, at Sankt Lukas med denne bog lærer hele kristenheden, indtil verdens ende, den egentlige hovedlære i den kristne forkyndelse: nemlig hvordan vi alle må blive retfærdiggjorte — alene ved troen på Jesus Kristus, uden enhver tilføjelse af loven eller hjælp af vore gerninger.

§2Dette stykke er hans fornemste mening og grund til at skrive denne bog. Derfor driver han også så vældigt — ikke alene apostlenes prædiken om troen på Kristus, hvorved både hedninger og jøder har måttet blive retfærdiggjorte, uden al fortjeneste og gerning — men også eksempler og historie om sådan lære: hvordan hedningene, så vel som jøderne, alene ved evangeliet — uden lov — er blevet retfærdiggjorte. Og hvordan Sankt Peter, som han vidner i kapitel 10 og 15, fortæller, at Gud i sådan sag ikke har gjort nogen forskel mellem jøder og hedninger; men ligesom han gav hedningene — som levede uden lov — Helligånden gennem evangeliet, sådan har han også givet jøderne den samme — gennem evangeliet og ikke ved loven, eller for deres gerningers og fortjenestes skyld. Han sætter altså i denne bog ved siden af hinanden både læren om troen og eksemplerne på troen.

§3Derfor kunne denne bog vel kaldes en glose over Sankt Paulus' breve. For det, som Sankt Paulus lærer og driver med ord og udsagn af Skriften, det viser Sankt Lukas her — og beviser med eksempler og historie, at det er gået sådan til, og at det må gå sådan til, som Sankt Paulus lærer: nemlig at ingen lov, ingen gerning gør mennesker retfærdige, men alene troen på Kristus. Og du finder her i denne bog et smukt spejl, hvori du kan se, at det er sandt: Sola fides iustificat — alene troen retfærdiggør. For her er alle eksempler og historier om dette stykke — sikre og trøstefulde vidner, som ikke vil lyve eller svigte dig.

§4Se nemlig på, hvordan Sankt Paulus selv blev omvendt. Ligeledes hvordan hedningen Cornelius bliver omvendt ved Sankt Peters ord — som englen forud havde sagt ham: Peter ville prædike for ham, og derved skulle han blive salig. Ligeså landshøvdingen Sergius og alle byer, hvor Sankt Paulus og Barnabas prædikede. Se på det første apostelkoncil i Jerusalem i kapitel 15. Se på al prædiken af Sankt Peter, Sankt Paulus, Stefanus og Filip — så vil du finde, at det alt sammen går derhen: at vi alene ved troen på Kristus, uden lov og gerninger, må komme til nåden og blive retfærdiggjorte. Og man kan med denne bog på denne vis mesterligt og vældigt stoppe munden på modstanderne, som henviser os til loven og vore gerninger — og åbenbare deres tåbelige uforstand for hele verden.

§5Derfor siger Lukas også, at sådanne eksempler på troen ofte forstyrrede selv de fromme jøder, som var blevet troende — og at de andre vantro jøder blev rasende og tåbelige derover. Hvilket dog ikke var noget under, eftersom de var opdraget i loven og fra Abrahams tid var vant til den, og det måtte være dem fortrædeligt, at hedningene — som var uden lov og uden Gud — skulle være dem ligestillede i Guds nåde.

§6Men at vore folk — vi, som alle er hedninger — bespotter og forfølger en sådan artikel, det er ti gange værre. Når vi dog her ser, og ikke kan benægte, at Guds nåde og Kristi erkendelse er kommet til vore forfædre uden lov og fortjeneste — ja midt i gruelig afgudsdyrkelse og laster. Men de vil også få lige så meget ud af deres bespottelse og forfølgelse, som jøderne har fået ud af deres rasen og tøjlesløshed. For han, som tidligere truede jøderne med dette og gennem Moses lod synge: »Jeg vil ophidse jer ved det, som ikke er mit folk; og ved et uvidende folk vil jeg gøre jer rasende.« Og Hos 2: »Jeg vil kalde mit folk det, som ikke er mit folk« — det vil sige: dem, der lever uden lov og gerninger — »og har holdt det imod dem.« Den selvsamme Gud truer også vore bespottere med det samme; og som han allerede er begyndt godt, vil han visselig holde det imod dem. Men det tror de ikke — før de erfarer det, som jøderne. Amen.

§1Dette brev er Det Nye Testamentes egentlige hovedstykke og indeholder det allerreneste evangelium, værdigt og værd, at en kristen ikke blot lærer dette brev ord for ord udenad, men daglig omgås det som med dagligt brød for sjælen.

§2Det kan i hvert fald aldrig læses eller betragtes for meget eller for grundigt. Og jo mere det behandles, desto mere kostbart bliver det, og desto bedre smager det. Derfor vil jeg også gøre min tjeneste hertil og gennem dette forord berede en indgang, så vidt Gud hjælper mig, for at det desto bedre kan forstås af enhver. For det er hidtil blevet slemt formørket gennem glosser og mangehånde snak, hvor det dog i sig selv fremstår som et klart lys, fuldt tilstrækkeligt til at oplyse hele Den Hellige Skrift.

Om brevets nøgleord

§3Først må vi beskæftige os med sproget og vide, hvad Paulus mener med følgende ord: med lov, synd, nåde, tro, retfærdighed, kød, ånd og lignende. Ellers er det ikke til nytte at læse i brevet.

Lov

§4Det lille ord lov må du her ikke forstå på menneskelig vis, som om det er en lære om, hvilke gerninger der skal gøres eller undlades — sådan som det forholder sig med menneskelige love, hvor man opfylder loven med gerninger, uden at hjertet behøver at være med. Men Gud dømmer efter hjertets grund. Derfor kræver hans lov også denne hjertets grund og lader sig ikke spise af med gerninger, men afviser de gerninger, som ikke kommer af hjertets grund, som hykleri og løgn. Derfor kaldes alle mennesker efter Salme 116 løgnere — for så vidt ingen af hjertets grund hverken holder eller kan holde Guds lov, da enhver finder hos sig selv ulyst til det gode og lyst til det onde. Hvor der ingen fri lyst til det gode er, dér er hjertets grund ikke ved Guds lov; dér hersker da også uden tvivl synd, og man fortjener Guds vrede, selv om der udadtil synes at være mange gode gerninger og et ærbart liv.

§5Derfor slutter Paulus i kap. 2, at jøderne alle er syndere, og siger, at alene de, der gør efter loven, er retfærdiggjorte for Gud. Han vil dermed sige, at ingen opfylder loven ved gerninger alene, men siger snarere til en jøde: Du lærer, at man ikke skal bryde ægteskab, men du bryder ægteskab. Ligeledes siger du: Det, hvori du dømmer en anden, deri fordømmer du dig selv, fordi du netop selv gør det samme, som du dømmer. Som om Paulus ville sige: Du lever udadtil fint og ordentligt efter lovens gerninger og dømmer dem, der ikke lever sådan, og forstår at belære enhver. Splinten ser du i den andens øje, men bjælken i dit eget øje overser du.

§6For selv om du udadtil overholder loven med gerninger af frygt for straf eller af kærlighed til løn, så gør du dog alt dette uden fri lyst og kærlighed til loven, men med ulyst og tvang, ville hellere handle anderledes, hvis loven ikke fandtes. Heraf følger så, at du i hjertets grund er loven fjendsk. Hvad nytter det da, at du lærer andre ikke at stjæle, når du i hjertet selv er en tyv og også udadtil gerne ville være det, om du turde? Selv om den udvendige gerning hos sådanne hyklere ikke udebliver i længden — så belærer du andre, men ikke dig selv, ved heller ikke selv, hvad du lærer, har i øvrigt aldrig forstået loven ret. Endvidere forøger loven endog synden, som Paulus siger i kap. 5, og det fordi mennesket netop bliver loven så meget mere fjendsk, jo mere den kræver, hvad det ikke kan udføre.

§7Derfor siger han i kap. 7: »Loven er åndelig.« Hvad betyder det? Hvis loven var legemlig, ville den være tilfredsstillet ved gerninger. Men da den er åndelig, gør ingen den fyldest, medmindre alt, hvad du gør, kommer af hjertets grund. Men et sådant hjerte giver ingen anden end Guds Ånd, som beder mennesket sådan på loven, at han af hjerte vinder lyst til at holde den og da gør alt hverken af frygt eller tvang, men af et frit hjerte. Altså er loven åndelig, som vil elskes og opfyldes med et sådant åndeligt hjerte — og kræver en sådan ånd. Hvor den ikke er i hjertet, dér bliver det ved synd, ulyst, fjendskab mod loven, der dog i sig selv er god, retfærdig og hellig.

§8Vænn dig nu til den tale, at det er en helt anden sag at gøre lovens gerninger end virkelig at opfylde loven. Lovens gerninger angår alt, hvad mennesket gør i overensstemmelse med loven og af sin frie vilje og egne kræfter også kan gøre. Men fordi der under og ved siden af sådanne gerninger i hjertet hersker ulyst og blot tvang til loven, er disse gerninger alle tabte og uden nytte. Det mener Paulus i kap. 3, hvor han siger: »Ved lovens gerninger bliver intet menneske retfærdiggjort for Gud.« Heraf ser du nu, at skolastikere og sofister er forførere, når de lærer, at man skal forberede sig på nåden ved gerninger. Hvordan kan nogen forberede sig på det gode med gerninger, når han ikke gør nogen god gerning uden ulyst og uvilje i hjertet? Hvordan skulle den gerning behage Gud, som kommer af et ulysteligt og modvilligt hjerte?

§9At opfylde loven betyder i virkeligheden: at gøre sin gerning med lyst og kærlighed og frit, uden lovens tvang; videre: at leve gudfrygtigt og retskaffent, som om der hverken fandtes lov eller straf. En sådan lyst til frit udfoldet kærlighed giver Helligånden i hjertet, som Paulus siger i kap. 5. Men Ånden gives kun i, med og gennem troen på Jesus Kristus, som Paulus siger i sit forord. Således kommer troen kun gennem Guds ord eller evangeliet, som forkynder Kristus — nemlig at han er Guds Søn og menneske, død og opstanden for vor skyld, som det hedder i kap. 3, 4 og 10.

§10Derfor er det, at troen alene retfærdiggør og opfylder loven; for den bringer Ånden i kraft af Kristi fortjeneste. Men Ånden skaber et villigt og frit hjerte, sådan som loven kræver det. Således udspringer da de gode gerninger af troen selv. Det mener Paulus i kap. 3, efter at han har forkastet lovens gerninger — hvilket lyder, som om han ville helt og holdent ophæve loven med troen. Nej, i virkeligheden hedder det: vi opretter loven aller­først ved troen — det vil sige: vi opfylder den ved troen.

Synd

§11Synd betyder i Skriften ikke blot legemets udvendige gerning, men alt det, som rører og bevæger sig sammen med den udvendige handling — nemlig hjertets grund med alle dets kræfter. Sådan at det lille ord »gøre« skal betyde: at mennesket helt forfalder til synden. For der sker ingen udvendig gerning af synd, hvori mennesket ikke er fuldt med, både i krop og sjæl. Og frem for alt ser Skriften ind i hjertet og på roden og hovedkilden til al synd, som er vantroen på hjertets grund. Således at det gælder: Som troen alene retfærdiggør og frembringer ånd og lyst til gode udvendige gerninger, sådan synder vantroen altid, ophidser kødet og giver det lyst til onde udvendige gerninger, som det skete med Adam og Eva i paradiset efter 1. Mos. kap. 3.

§12Derfor betegner Kristus allerede vantroen i sig selv som synd, når han efter Johannes kap. 16 siger: »Ånden skal overbevise verden om synd, fordi de ikke tror på mig.« Derfor må troen eller vantroen være til stede i hjertet som rod, saft og hovedkraft til al synd, før gode eller onde gerninger overhovedet kan vise sig som gode eller onde frugter. Derfor kaldes den i Skriften også slangens hoved og den gamle drages hoved, som kvindens sæd — nemlig Kristus — må knuse, som det blev lovet Adam.

Nåde og gave

§13Nåde og gave adskilles ved, at nåde egentlig betyder Guds yndest eller gunst, som han nærer mod os i sig selv, og hvoraf han også er tilbøjelig til at udgyde Kristus og Ånden med dens gaver i os — som det fremgår tydeligt af kap. 5, hvor Paulus siger: »Nåde og gave er rigeligt blevet mange til del ved det ene menneskes Jesu Kristi nåde.« Når nu vel gaverne og Ånden tiltager dagligt i os, men vi alligevel ikke er fuldkomne, så der endnu bliver ond lyst og synd tilbage i os, som strider mod Ånden — som han siger i kap. 7 og i Galaterbrevet kap. 5, og som striden mellem kvindens sæd og slangen er lovet i 1. Mos. kap. 3 — så bevirker nåden dog så meget, at vi for Gud står som fuldstændig retfærdiggjorte. For hans nåde deler sig ikke og gives ikke stykkevis, som tilfældet er med gaverne, men han tager os helt og fuldt op i sin yndest — for forsvarerens og mellemmandens, Kristi skyld — og det alt sammen, fordi gaverne er begyndt at virke i os.

§14Således forstår du da det syvende kapitel, hvor Paulus endnu skælder sig selv en synder, og dog i det ottende kapitel siger, at intet er fordømmeligt hos dem, der er i Kristus — på grund af de ufuldkomne gaver og Ånden. For det ihjelgjorte køds skyld er vi endnu syndere; men fordi vi tror på Kristus og har gjort en begyndelse i Ånden, er Gud så vel sindet og nådig imod os, at han hverken ænser eller dømmer denne synd, men vil handle med os efter troen på Kristus, indtil synden er ihjelgjort.

Tro

§15Tro er ikke ensbetydende med menneskelig indbildning eller en drøm, hvilket mange holder for tro. Og når de ser, at livet med denne tro ikke bliver bedre, og at der heller ikke udspringer gode gerninger af den, mens de dog hører så meget om troen og selv taler om den, så falder de i den vildfarelse og siger, at troen ikke er nok — man må gøre gerninger, hvis man vil retfærdiggøres og blive salig. Det skyldes, at de, når de hører evangeliet, handler forhastet og af egne kræfter danner den tanke i hjertet, der siger: »jeg tror«. Det holder de da for en ret tro. Men ligesom det er et menneskeligt indfald og en tanke, der aldrig trænger ind til hjertets grund, så bevirker den heller intet, og der følger heller ingen forbedring af den.

§16Men den sande tro er en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud — efter Johannesevangeliet kap. 1 — ihjelslår den gamle Adam, gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, mening og alle kræfter, og bringer Helligånden med sig. Åh, det er en levende, virkende, virksom, mægtig ting med troen, så det er umuligt, at den ikke uden ophør skulle gøre godt. Den spørger heller ikke om, hvorvidt der skal gøres gode gerninger, men før man spørger, har den allerede gjort dem og er altid videre i færd med det. Men den, der ikke gør sådanne gerninger, er et troløst menneske, famler og ser sig om efter tro og gode gerninger uden at vide, hvad tro eller gode gerninger er — taler og snakker derimod desto mere om tro og gode gerninger.

§17Troen er en levende, urokkelig tillid til Guds nåde — så vis, at man tusind gange ville dø for den. Sådan tillid til og erkendelse af Guds nåde gør glad, udholdende og velbehagelig for Gud og alle skabninger, hvilket alt sammen Helligånden virker i troen. Derfor er den troende uden tvang villig og parat til at gøre enhver godt, tjene enhver, lide alt, Gud til ære og pris, som har vist ham sådan nåde — så det er umuligt at skille gerningerne fra troen, lige så umuligt som at skille brand og lys fra ilden. Derfor vogt dig for dine egne falske tanker og for unyttige sludrehoveder, som vil være kloge og dømme om tro og gode gerninger — og som dermed er de største narre. Bed Gud om, at han vil vække troen i dig, ellers forbliver du nok evigt uden tro, hvad du end tænker eller gør.

Retfærdighed

§18Retfærdighed er nu en sådan tro og kaldes »Guds retfærdighed« eller »retfærdighed, der består for Gud« — og det fordi den er Guds gave og gør mennesket beredt til at give enhver det, han skylder ham. For ved troen bliver mennesket befriet fra synden og vinder lyst til Guds bud, hvormed han giver Gud æren og betaler ham tilbage, hvad han skylder ham. Menneskene tjener han villigt, hvad han kan, og betaler dermed også enhver. Sådan retfærdighed kan naturen, den frie vilje og vore kræfter alene ikke tilvejebringe. For ligesom ingen kan give sig selv troen, kan han heller ikke borttage vantroen. Hvordan skulle han da kunne borttage en eneste lille synd? Derfor er det efter kap. 14 alt sammen falsk, hykleri og synd, hvad der sker uden tro eller i vantro — om det så udstråler nok så megen falsk glans.

Kød og ånd

§19Kød og ånd må du her ikke forstå sådan, at kød kun betyder det, der vedrører ukyskhed, og ånd det, der angår det indre i hjertet. Tværtimod kalder Paulus, lige som Kristus efter Johannesevangeliet kap. 3, alt det kød, som er født af kød — altså hele mennesket med krop og sjæl, med fornuft og alle sanser — fordi alt i mennesket netop tragter efter kødet. Sådan skal du også kalde den kødelig, som uden at have nåde digter, lærer og snakker meget om høje åndelige sager. Det kan du lære af »kødets gerninger«, for så vidt Paulus også kalder kætteri og had »kødets gerninger« og siger i kap. 8, at loven svækkes ved kødet — hvilket ikke kun gælder ukysken, men alle synder, allermest dog vantroen, som er det allerÅndeligste laster.

§20På den anden side kalder Paulus også den åndelig, som omgås med de aller­ydre gerninger — som da Kristus vaskede disciplenes fødder, og som da Peter sejlede ud på søen og fiskede. Således at kød står for et menneske, som indvendigt og udvendigt lever og virker det, der tjener kødets nytte og timelige liv. Men ånd står for den, der indvendigt og udvendigt lever og virker det, der tjener Ånden og det kommende liv.

§21Uden den rette forståelse af disse ord vil du hverken forstå dette brev af Paulus eller nogen anden bog af Den Hellige Skrift nogensinde. Derfor vogt dig for alle lærere, som anvender disse ord anderledes — om så de er, hvem de vil: Hieronymus, Augustin, Ambrosius, Origenes og deres lige eller endnu højere skikkelser. Nu vil vi gå over til brevet selv.

Brevet selv — kapitel for kapitel

Kap. 1

§22Sådan som det sømmer sig en evangelisk prædikant først og fremmest gennem forklaringen af lov og synd at straffe alt og betegne som synd det, der ikke leves af Ånden og troen på Kristus — hvormed mennesker føres til erkendelse af sig selv og deres jammer, så de bliver ydmyge og søger hjælp — sådan gør også Paulus. Han begynder i første kapitel med at straffe de grove synder og vantroen, som offentligt ligger for dagen. Sådan som det var hedningenes synder — og endnu er det blandt dem, der lever uden Guds nåde. Og han siger, at gennem evangeliet bliver Guds vrede åbenbaret fra himlen over alle mennesker for deres gudløse væsens og udyds skyld. For selv om de udmærket ved og dagligt erkender, at Gud er til, så er naturen dog i sig selv, uden nåden, så ond, at den hverken takker ham eller ærer ham, men forblænder sig selv og uden ophør bliver værre og værre, indtil den efter afgudsdyrkelse også uforskammet udøver de skammelige synder med alle laster og endda lader andre slippe ustraffet med dem.

Kap. 2

§23I andet kapitel udvider han denne straf til også at omfatte dem, der udadtil synes fromme, men i hemmelighed synder — som jøderne gør, der alle er hyklere, som lever godt uden lyst og kærlighed, men i hjertet er Guds lov fjendsk og dog gerne fordømmer andre folk. Som det er alle hyklernes art, at de efter Matthæusevangeliet kap. 23 anser sig selv for rene og dog stikker fulde af gerrighed, had, hovmod og urenhed af enhver art. Det er netop disse, som foragter Guds godhed og ved deres forhærdelse drager hans vrede over sig. Således lader Paulus, som en ret forklarer af loven, ingen af dem blive uden synd, men forkynder Guds vrede over alle dem, som mener at leve ret af naturen eller af deres frie vilje. Han lader dem på ingen måde være bedre end de offentlige syndere — ja, han siger, at de er forhærdede og ubodfærdige.

Kap. 3

§24I tredje kapitel kaster han dem alle sammen på én hob og siger, at den ene er som den anden: alle lige meget syndere for Gud. Ikke at jøderne ikke har haft Guds ord. Men selv om mange ikke har troet på det, er det dog ikke ude med troen og sandheden af den grund. Sidstnævnte stadfæster han med citatet fra Salme 51, at Gud forbliver retfærdig i sine ord. Derefter vender han tilbage til sagen og beviser igen ved Skriften, at jøderne alle er syndere og at ingen retfærdiggøres ved lovens gerninger — men at loven kun blev givet for, at synden skulle erkendes. Derefter begynder han at lære den rette vej, hvorpå man kan blive from og salig, og siger: Alle er syndere og uden ros for Gud, men må uden deres fortjeneste retfærdiggøres ved troen på Kristus, som har erhvervet os dette ved sit blod og er givet os som sonemiddel af Gud — han, som tilgiver os al tidligere synd. Hermed beviser han, at hans retfærdighed, som han skænker i troen, hjælper os alene — en retfærdighed, som dengang blev åbenbaret ved evangeliet og forud bevidnet ved loven og profeterne. Sådan oprettes loven netop ved troen, selv om lovens gerninger med al deres ros dermed nedlægges.

Kap. 4

§25Efter at synderne er åbenbarede i de første tre kapitler, og troens vej til retfærdighed er lært, begynder han i det fjerde at imødegå nogle indvendinger og indsigelser. Først beskæftiger han sig med den indvending, som sædvanligvis alle gør, der hører om troen, at den retfærdiggør uden gerninger, idet de siger: Skal man da nu ikke gøre nogen gode gerninger? Derfor holder han sig selv Abraham for og siger: Hvad har da Abraham udrettet med sine gerninger? Var alt forgæves? Var hans gerninger uden nytte? Og slutter da, at Abraham er retfærdiggjort uden alle gerninger, alene ved troen — ja, at han efter 1. Mos. kap. 15 endog før sin omskærelses gerning af Skriften prises som retfærdiggjort alene for sin tros skyld. Men hvis omskærelsens gerning, som Gud dog selv bød og som var en god gerning af lydighed, intet har tilføjet hans retfærdighed — så vil heller ingen anden god gerning udrette noget for at opnå retfærdighed. Men ligesom Abrahams omskærelse var et udvendigt tegn, hvormed han beviste sin retfærdighed i troen, sådan er alle gode gerninger kun udvendige tegn, som følger af troen og som de gode frugter beviser, at mennesket er indvendigt retfærdiggjort for Gud.

§26Hermed bekræfter Paulus nu sin tidligere lære om troen med et stærkt eksempel fra Skriften og fører som vidne dertil David, der i Salme 32 ligeledes siger, at mennesket bliver tilfreds uden gerninger, når han er retfærdiggjort. Derefter udvider han eksemplet til alle andre lovens gerninger og slutter, at jøderne ikke kan være Abrahams arvinger blot for blodets skyld, langt mindre for lovens gerningers skyld — men at de må arve Abrahams tro, hvis de skal være rette arvinger. Især da Abraham, før loven og Moses og omskærelsen, blev retfærdiggjort ved troen og kaldt fader til alle troende. Videre virker loven langt mere vrede end nåde, fordi ingen overholder den med kærlighed og lyst — så der ad lovens gerninger kommer langt mere unåde end nåde i stand. Derfor kan kun troen opnå den nåde, som blev lovet Abraham. For sådanne eksempler er også skrevet for vor skyld, for at også vi skal tro.

Kap. 5

§27I femte kapitel kommer han til troens frugter og gerninger: fred, glæde, kærlighed mod Gud og enhver — dertil sikkerhed, tillid, mod, håb i trængsel og lidelse. For alt dette følger, når troen er ret — i kraft af det overmådelige gode, som Gud har vist os i Kristus, idet han lod ham dø for os, før vi kunne bede ham derom, ja mens vi endnu var hans fjender. Således fastholder vi altså, at troen retfærdiggør uden alle gerninger; hvoraf det ingenlunde følger, at man derfor ikke skal gøre nogen god gerning, men at de retskafne gerninger ikke udebliver — som gerningshellige intet ved af, og som digter sig egne gerninger, hvori der hverken er fred, glæde, sikkerhed, kærlighed, håb, tillid eller den rette art og måde for en kristelig gerning og tro.

§28Derefter foretager han ligesom en lille afstikker og fortæller, hvor synd og retfærdighed, død og liv kommer fra, og holder de to fint over for hinanden: Adam og Kristus. Han vil dermed sige: Derfor måtte Kristus komme som en anden Adam, der nedarvede sin retfærdighed på os ved en ny åndelig fødsel i troen — netop sådan som hin Adam nedarvede synden på os ved den gamle kødelige fødsel. Hermed bliver det imidlertid klart og bekræftet, at ingen kan arbejde sig selv op af sine synder til retfærdighed ved gerninger — lige så lidt som han kan værge sig mod, at han blev født legemligt. Dette bevises også ved, at den guddommelige lov, som dog med rette skulle hjælpe — om noget overhovedet kunne hjælpe til retfærdighed — ikke blot er kommet uden at bringe hjælp, men endda har forøget synden. For den onde natur bliver den desto mere fjendsk og vil desto hellere udøve sin lyst, jo mere loven forbyder den. Sådan at altså loven gør Kristus endnu mere nødvendig og desto mere kræver nåden, som alene hjælper naturen.

Kap. 6

§29I sjette kapitel tager han troens særlige værk for sig: Åndens kamp med kødet for at ihjelslå de øvrige synder og lyster, der bliver tilbage efter retfærdiggørelsen. Og han lærer os, at vi gennem troen ikke er befriet fra synderne på den måde, at vi skulle være ledige, dovne og trygge, som om der overhovedet ikke længere fandtes synd. Synden er tværtimod fortsat til stede, men den regnes ikke længere til fordømmelse for troens skyld, der kæmper med den. Derfor har vi hele vort liv igennem nok at gøre med os selv — at tæmme vort legeme, ihjelslå dets lyster og tvinge dets lemmer, så de er Ånden lydige og ikke lysterne. Således at vi bliver lige med Kristi død og opstandelse og fuldender, hvad der blev begyndt i vor dåb — som også betyder syndernes død og et nyt liv i nåden — indtil vi helt rene for synder også legemligt skal opstå med Kristus og leve evigt.

§30Og det kan vi opnå, siger han, fordi vi lever i nåden og ikke under loven. Den udlægger han selv således, at »uden lov« ikke betyder, at man ingen lov har og kan gøre, hvad man vil — men at »under loven« betyder, at vi uden nåden omgås med lovens gerninger. Da hersker da synden under alle omstændigheder på grund af loven, fordi ingen af natur er loven gunstigt stemt. Det fører imidlertid til megen synd. Nåden derimod gør loven kær for os; med den er der da ikke længere nogen synd til stede, og loven står ikke længere imod os, men er ét med os.

§31Men det er den rette frihed fra synden og fra loven, som Paulus skriver om til enden af dette kapitel — at det er den frihed, som muliggør kun at gøre godt med lyst og at leve ret uden lovens tvang. Derfor er denne frihed en åndelig frihed, som ikke ophæver loven, men viser, hvad loven kræver — nemlig lyst og kærlighed — hvorved loven så at sige bringes til ro og ikke længere har noget at drive med eller at kræve. Det er dermed, som hvis du var skyldig i gæld til en kreditor og ikke kunne betale. Deraf kunne du komme fri på to måder: dels ved, at han intet tog af dig og rev gældsbrevet i stykker — dels ved, at en brav mand betalte for dig og stillede dig det til rådighed, hvormed du kunne indfri gældsbrevet. På denne måde har Kristus gjort os fri fra loven. Derfor er det ikke en vild kødelig frihed, der ikke behøver at gøre noget, men en frihed, der gør meget og af enhver art — og som kun er fri fra lovens krav og dermed fra den dermed følgende gæld.

Kap. 7

§32I syvende kapitel bekræfter Paulus dette med en lignelse fra ægteskabet: Når for eksempel en mand dør, så er kvinden også igen ledig, og således den ene fri for den anden — men ikke sådan, at kvinden ikke kunne eller skulle tage en anden mand, men derimod sådan, at hun nu virkelig er fri til at tage en anden, hvad hun ikke kunne gøre før, før hun var fri fra hin første mand. Således er også vor samvittighed bundet til loven under det syndige gamle menneske. Når dette gamle menneske bliver ihjelslået af Ånden, så er samvittigheden fri og den ene løs fra den anden — ikke sådan, at samvittigheden intet skal gøre, men sådan, at den nu netop ret kan hænge ved Kristus, den anden mand, og bære levende frugter.

§33Derefter udvider han arten af synder og love — hvordan synden netop først ret rører sig og udøver sin magt ved loven. For det gamle menneske bliver loven kun desto mere fjendsk, fordi det ikke kan betale, hvad loven kræver. For synd er dets natur — mennesket kan i sig selv ikke andet. Derfor er loven dets død og dets fulde tortur. Ikke at loven er ond, men at den onde natur ikke kan tåle det gode, som loven kræver af den — som en syg ikke kan tåle, at man kræver løben og springen og andre gerninger af en sund af ham.

§34Derfor slutter Paulus, at dér, hvor loven bliver ret erkendt og bedst forstået, gør den intet andet end at minde os om vore synder, ihjelslår os dermed og gør os skyldige til evig vrede — som man alt sammen lærer bedst og erfarer i samvittigheden, når denne bliver ramt af loven. Således at man må have noget andet og mere end loven, hvis mennesket skal blive fromt og saligt. Men de, der ikke erkender loven ret, er blinde, går deres vej med formastelighed og tror at gøre den fyldest med gerninger — for de ved ikke, hvad loven virkelig kræver, nemlig et frit, villigt, tilbøjeligt hjerte. Derfor ser de Moses ikke ret ind i øjnene; et klæde er lagt over det for dem, og han er tildækket for dem.

§35Derefter viser Paulus, hvordan ånd og kød strides med hinanden i et menneske, og fører sig selv som eksempel — for at vi skal lære ret at erkende det værk at ihjelslå synden i os selv. Han betegner dog begge som lov: både Ånden og kødet — og det fordi: ligesom det er den guddommelige lovs art, at den driver og kræver, sådan driver, kræver og raser også kødet imod Ånden og består på sit forlangende. Omvendt driver og kræver Ånden imod kødet og vil for sin del sætte sit forlangende igennem. Denne strid består i os, så længe vi lever, i den ene mere, i den anden mindre, alt efter om Ånden eller kødet er stærkere. Og dog er hele mennesket begge dele, ånd og kød — strides altså med sig selv, indtil han er blevet helt åndelig.

Kap. 8

§36I ottende kapitel trøster han stridsmændene, at de ikke skal fordømme deres kød, og viser videre, hvad kødets art er, og hvad Åndens — og hvordan Ånden kommer fra Kristus, som har givet os sin Helligånd. Som gør os åndelige og dæmper kødet og forsikrer os om, at vi under alle omstændigheder er Guds børn, hvor hårdt end synden raser i os, så længe vi følger Ånden og modstår synden for at ihjelslå den. Men fordi intet er så godt til at bedøve kødet som kors og lidelse, trøster han os i lidelsen ved Åndens, kærlighedens og alle skabningers bistand. Således at både Ånden i os sukker og skabningen længes med os efter, at vi skal blive kødet og synden kvit. Sådan ser vi, at disse tre kapitler sigter mod ét og samme troens værk — nemlig at ihjelslå den gamle Adam og bezwinge kødet.

Kap. 9, 10 og 11

§37I niende, tiende og elvte kapitel handler Paulus om Guds evige forsyn, hvoraf det udgår, hvem der vil tro eller ikke tro, hvem der vil komme fri af synderne eller ikke. Hvormed alt er taget ud af vore hænder og alene givet i Guds hånd, for at vi skal blive fromme. Og det er også højst nødvendigt. For vi er så svage og usikre, at hvis det blot afhang af os, ville intet eneste menneske blive saligt; djævelen ville derimod med sikkerhed overvinde alle. Men da Gud nøje ved, at det, han forudbestemmer, ikke slår fejl, eller at nogen kan modstå ham, har vi håb mod syndens magt.

§38Men her må der sættes en grænse for de frække og højfarende ånder, der koncentrerer deres forstand netop på dette punkt og begynder med på forhånd at udforske Guds forudbestemmelses afgrund og forgæves anstrenge sig for at finde ud af, om de er forudbestemte. De styrter sig dermed selv i ulykke, for så vidt de enten fortvivler eller sætter alt på spil. Men du — følg dette brev efter dets orden: beskæftig dig først med Kristus og evangeliet, så du erkender din synd og hans nåde; derefter kæmp med synden, som det er lært i kap. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8. Når du er nået til kap. 8 — nemlig til korset og lidelsen — så vil det netop lære dig at forstå forudbestemmelsen i kap. 9, 10 og 11 ret; nemlig hvor trøstende den er. For uden lidelse, kors og dødsangst kan man ikke behandle forudbestemmelsen uden skade og hemmeligt nag mod Gud. Derfor må den gamle Adam først være ret død, før han kan komme overens med dette punkt og drikke den stærke vin. Derfor pas på, at du ikke drikker vin, mens du endnu er et diende barn. Enhver lære har sit mål, sin tid og sin alder.

Kap. 12

§39I tolvte kapitel lærer han den rette gudstjeneste og gør alle kristne til præster, som skal ofre — ikke penge eller kvæg, som det er foreskrevet i loven, men deres egne legemer ved dødelse af lysterne. Derefter beskriver han kristnes udvortes vandel i det åndelige regimente: hvordan de skal lære, prædike, regere, tjene, give, lide, elske, leve og handle mod ven, fjende og enhver. Det er de gerninger, som en kristen gør — for, som sagt, troen ikke holder fri.

Kap. 13

§40I trettende kapitel lærer han at ære det verdslige regimente og være det lydigt — det, som ikke uden grund er indstiftet. For selv om det ikke gør mennesker fromme for Gud, så udretter det dog så meget, at de fromme udvortes har fred og beskyttelse, og at de onde ikke uden frygt eller i ro og uforstyrret kan gøre ondt. Derfor skal det æres af de fromme, selv om de ikke virkelig har det nødigt. Til slut sammenfatter han alt i kærligheden og slutter det i Kristi forbillede: som han har gjort imod os, sådan skal også vi gøre og følge ham efter.

Kap. 14

§41I fjortende kapitel lærer han at føre de svage samvittigheder i troen varsomt og skåne dem — så man ikke bruger de kristnes frihed til skade, men til fremme for de svage. For hvor man ikke gør det, dér følger splittelse og foragt for evangeliet, hvorom det dog drejer sig. Således at det er bedre at give de svagttroende lidt efter, indtil de bliver stærkere i troen, end at evangeliets lære helt og holdent går under. En sådan gerning er en særlig kærlighedsgerning, der nok også er nødvendig nu, hvor man med kødspisning om fredagen og anden frihed på frækt og brusket vis uden al nødvendighed forstyrrer de svage samvittigheder, før de virkelig erkender sandheden.

Kap. 15

§42I femtende kapitel sætter han os Kristus til forbillede — at vi også skal udholde de andre svage, der ellers er skrøbelige som følge af offentlige synder eller usmag­fulde skikke. Dem skal man ikke kaste ud, men udholde, indtil også de bliver bedre. For ligeledes er Kristus faret med os og gør det stadig dagligt, for så vidt han bærer megen udyd og onde skikke ved siden af al ufuldkommenhed hos os og uden ophør kommer os til hjælp. Til slut beder han for romerne, roser dem, befaler dem til Gud og henviser til sit embede og prædikenen — og beder dem meget indtrængende om støtte til de fattige i Jerusalem. Derved er det kun kærlighed, han taler om og omgås med.

Sammenfatning

§43Således finder vi i dette brev på det allerrigeligste, hvad en kristen skal vide — nemlig hvad lov, evangelium, synd, straf, nåde, tro, retfærdighed, Kristus, Gud, gode gerninger, kærlighed, håb og kors betyder, og hvordan vi skal forholde os til enhver — om from eller synder, stærk eller svag, ven eller fjende — og imod os selv. Hvorved alt er fortrinligt begrundet med skriftsteder, bevist med eksempler af ham selv og profeterne, så intet mere står tilbage at ønske. Derfor synes det også, at Paulus i dette brev har villet samle hele den kristne og evangeliske lære i korthed og berede en indgang til hele Det Gamle Testamente. For den, der retmæssigt bevarer dette brev i hjertet, har uden tvivl Det Gamle Testamentes lys og kraft hos sig. Derfor skulle enhver kristen gøre sig fortrolig med dette brev og holde det i stadig øvelse. Dertil give Gud sin nåde. Amen.

§44Det sidste kapitel er et hilsenkapitel. Men her­under blander han en meget ædel advarsel mod menneskelærdomme, der indsniger sig ved siden af den evangeliske lære og volder forargelse — som havde han klart forudset, at fra Rom og gennem romerne ville komme de forførende, forargelige pavelige forordninger og hele kryben og krybene af menneskelige love og bud, som nu drukner hele verden, og som har udslettet dette brev og hele Den Hellige Skrift sammen med Ånden og troen — så intet er tilbage uden bugens afgud, hvis tjenere Paulus her udskælder. Gud forløse os fra dem. Amen.

§1I dette brev formaner Sankt Paulus korintherne om, at de skal være endrægtige i tro og lære — og passe på, at de lærer hovedstykket grundigt, nemlig at Kristus er vor frelse — det punkt, hvor al fornuft og visdom støder an.

§2For ligesom der nu i vor tid, hvor evangeliet er kommet for dagen, findes mange »tossehellige« (som man kalder rottefolk, sværmere og kættere), der alle for tidligt er blevet kloge og lærde og ikke længere kan holde sig lige eller endrægtige med nogen på grund af deres store kunst og visdom — den ene vil hen et sted, den anden et andet; som om det var en stor skam, hvis ikke enhver tog noget særligt for sig og opstillede sin egen visdom. Hvilke dog ingen kan gøre til narre igen — eftersom de i grunden slet intet ved eller forstår om hovedsagen, om de end taler meget om det med munden.

§3Således gik det også Sankt Paulus: da han havde lært sine korinthere den kristne tro og friheden fra loven, fandt der sig også tossehellige og umodne kløgte, som splittede den endrægtige lære og skabte spaltning blandt de troende. Den ene ville være »Paulus'«, den anden »Apollos'«, en tredje »Peters«, en fjerde »Kristi«. Den ene ville have omskærelsen, den anden ikke. Den ene ville ægteskab, den anden ikke. Den ene ville spise afgudsofferkød, den anden ikke. Nogle ville være legemligt frie. Nogle kvinder ville gå med løst hår, og lignende. Indtil de nåede dertil, at en misbrugte friheden og tog sin stedmor til ægte. Og nogle holdt intet om de dødes opstandelse. Nogle holdt ikke meget om sakramentet. Og det gik øde og helt uordentligt til, at enhver ville være mester og lære — og med evangeliet, sakramentet og troen gøre, hvad der forekom ham godt. Og imens lod de hovedstykket fint fare og ligge — at Kristus er vor frelse, retfærdighed og forløsning — som havde de længst slidt det op på skoene. Som dette stykke da heller ikke kan blive på banen, hvor man begynder at kløge og være vis.

§4Aldeles som det også nu går os, efter at vi af Guds nåde har åbnet evangeliet for tyskerne. Da vil også enhver være den bedste mester og alene have Helligånden. Lige som om evangeliet var prædiket for, at vi skulle vise vor kløgt og fornuft i det og søge ros. Således at disse korinthere godt kan være et eksempel eller et billede for vore folk i denne tid, som også vel kunne behøve sådan et brev. Men sådan må det være, og således må det gå med evangeliet, at tossehellige og umodne kløgte, rotter og forargelse rejser sig — for at de bestandige, som Sankt Paulus også siger her, kan blive åbenbare.

§5Derfor straffer og fordømmer Sankt Paulus en sådan skadelig visdom ganske alvorligt. Og gør sådanne næsvise helgener atter til narre. Han siger lige ud, at de intet ved om Kristus eller om Ånden og Guds gaver, som er givet os i Kristus — og at de først skal begynde at lære. Det må være åndelige folk, der skal forstå det. At ville være vis og fremvise kløgt i evangeliet er netop den rette forargelse og hindring for at erkende Kristus og Gud — for at oprette rotter og splid. Dertil kan klog fornuft og visdom vel tjene — så det bliver til lutter tossehellige og vilde kristne. Men vor Herre Kristus vil de aldrig kunne erkende — før de atter bliver narre og lader sig ydmygt belære og føre ved Guds enfoldige ord. Dette driver han gennem de første fire kapitler.

Kap. 5

§6I femte straffer han den store utugt hos den, der havde taget sin stedmor; og han vil lyse ham i ban og overgive ham til djævelen. Hermed viser han en ret måde at bruge bandet: at det skal fælddes med menighedens troendes samtykke, over offentlige laster — som Kristus også lærer i Matt 18.

Kap. 6

§7I sjette straffer han trætten og striden for domstole — særligt for hedninger og vantro. Og lærer, at de indbyrdes selv skal forlige sagerne — eller lide uret.

Kap. 7

§8I syvende giver han undervisning om kyskheden og ægtestanden. Han priser kyskheden og jomfrueligheden — at de er nyttige for desto bedre at kunne tjene evangeliet. Sådan som Kristus også lærer i Matt 19 om de kyske, som for evangeliets eller himmerigets skyld er kyske. Men Paulus vil have dem fastholdt utvungent og frit og uden fare for større synd. Ellers er det bedre at gifte sig end at være i en kyskhed, der står i stadig brand.

Kap. 8-11

§9Fra ottende til tolvte behandler han mangehånde måder, hvorpå man skal føre og opretholde de svage samvittigheder i ydre sager — såsom at spise, drikke, klæde sig, have sakramenter. Og overalt værner han om, at de stærke ikke skal foragte de svage — eftersom han selv, selv om han er apostel, dog meget har afholdt sig fra, hvor han havde retten. Dertil må de stærke godt frygte, eftersom så mange forud i Israel er gået under — som dog alle blev ført ud af Egypten ved undergerninger. Og ind imellem indfletter han nogle udflugter med sund lære.

Kap. 12-13

§10Fra tolvte til trettende behandler han, hvor mangehånde Guds gaver er, blandt hvilke dog kærligheden er den bedste — at de ikke skal ophøje sig, men endrægtigt tjene hverandre, eftersom det er én Gud, én Herre, én Ånd og altsammen ét, hvor mangehånde det end er.

Kap. 14

§11I fjortende lærer han prædikanter, profeter og sangere, at de skal bruge deres gaver ordentligt og kun til opbyggelse — ikke til egen ære fremlægge deres prædikens kunst og forstand.

Kap. 15

§12I femtende straffer han dem, der havde lært og troet urigtigt om kødets opstandelse.

Kap. 16

§13I sidste formaner han dem til broderlig hjælp i timelig næring til de trængende.

§1I det første brev har Sankt Paulus hårdt straffet korintherne i mange stykker og hældt skarp vin i sårene og forskrækket dem. Men nu skal en apostel være en trøstefuld prædikant, der opretter de forskrækkede og bedrøvede samvittigheder — mere end at skræmme dem. Derfor roser han dem nu igen i dette brev og hælder også olie i sårene, gør sig forunderligt venlig over for dem — og byder dem atter at modtage synderen med kærlighed.

§2I kap. 1 og 2 viser han sin kærlighed mod dem: hvordan han har talt, gjort og lidt alt til deres nytte og frelse — så de jo skal forvente alt det bedste af ham.

§3Derefter priser han det evangeliske embede, som er det højeste og mest trøstefulde værk — til nytte og frelse for samvittighederne. Og viser, hvordan dette er ædlere end lovens embede, og hvordan det forfølges og dog tiltager blandt de troende — og hvordan det skaber et håb gennem korset om den evige herlighed. Men med alt dette rører han ved de falske apostle, som drev loven mod evangeliet og lærte lutter ydre hellighed (det vil sige hykleri) og lod den indvendige skændsel af vantroen blive stående. Det gør han i kap. 3, 4 og 5.

§4I kap. 6 og 7 formaner han dem til at følge denne prædiken med gerninger og lidelse. Og slutter med at rose dem, for at han kan ophidse dem til at fortsætte.

§5I kap. 8 og 9 formaner han dem, at de også med timelig næring, gave og hjælp skal komme de hellige i Jerusalem til hjælp i den dyre tid — de, som fra begyndelsen havde overgivet alle deres goder, ApG 4.

§6I kap. 10, 11 og 12 har han at gøre med de falske apostle.

§7I kap. 13 truer han dem, som havde syndet og ikke forbedrede sig.

§1Galaterne var ved Sankt Paulus blevet bragt til den rette kristne tro og ind i evangeliet fra loven. Men efter hans afsked kom de falske apostle, som var disciple af de rette apostle, og vendte galaterne om igen — så de troede, at de skulle blive salige ved lovens gerninger og syndede, hvis de ikke holdt lovens gerninger. Således som også nogle højtsiddende folk i Jerusalem foregav i ApG 15.

§2Imod disse hævder Sankt Paulus sit embede højt og vil ikke regnes for ringere end nogen anden apostel. Og roser alene fra Gud sin lære og sit embede — for at dæmpe de falske apostles ros, som hjalp sig med de rette apostles værk og navn. Og han siger, at det ikke er ret, om så en engel skulle prædike anderledes — eller han selv. Endsige da om apostlenes disciple eller de selv skulle lære anderledes.

§3Dette gør han i kap. 1 og 2. Og han slutter, at enhver må blive retfærdiggjort uden fortjeneste, uden gerninger, uden lov — men alene ved Kristus.

§4I kap. 3 og 4 beviser han alt dette med skriftsteder, eksempler og lignelser. Og viser, at loven bringer langt mere synd og forbandelse end retfærdighed — som alene af nåde er lovet af Gud, opfyldt gennem Kristus uden lov, og givet os.

§5I kap. 5 og 6 lærer han de kærlighedsgerninger, der skal følge troen.

§1I dette brev lærer Sankt Paulus først, hvad evangeliet er — hvordan det alene er forudset af Gud i evighed og fortjent og udgået gennem Kristus; så at alle, der tror på det, bliver retfærdige, fromme, levende, salige og fri fra lov, synd og død. Dette gør han gennem de tre første kapitler.

§2Dernæst lærer han at undgå sidelærer og menneskebud — for at vi kan forblive ved ét hoved, blive sikre, retskafne og fuldkomne i Kristus alene; i hvem vi har alt, så vi uden ham intet behøver. Dette gør han i kap. 4.

§3Videre lærer han at øve troen og bevise den med gode gerninger og undgå synd. Og at stride mod djævelen med åndelige våben — så vi gennem korset kan bestå i håbet.

§1I dette brev priser og formaner Sankt Paulus filipperne om, at de skal forblive og fortsætte i den rette tro og vokse i kærligheden. Men eftersom de falske apostle og gerningslærere altid gør troen skade, advarer han dem mod disse. Og påviser for dem mange slags prædikanter — nogle gode, nogle onde — også sig selv og sine disciple Timotheus og Epaphroditus. Dette gør han i kap. 1 og 2.

§2I kap. 3 forkaster han den tro-løse og menneskelige retfærdighed, som læres og holdes af de falske apostle. Han stiller sig selv som eksempel — han, som har levet herligt i sådan retfærdighed — og dog nu ikke holder noget af den, for Kristi retfærdigheds skyld. For hin gør kun bugen til Gud og til fjender af Kristi kors.

§3I kap. 4 formaner han dem til fred og god udvortes vandel mod hverandre. Og takker dem for den gave, de har sendt ham.

§1Ligesom Galaterbrevet svarer til og er beslægtet med brevet til romerne — og kort sammenfatter det samme, som brevet til romerne udvikler videre og rigeligere — således svarer dette brev til kolossenserne til brevet til efeserne og sammenfatter også samme indhold i kort begreb.

§2Først priser og ønsker apostlen kolossenserne, at de forbliver i troen og tiltager. Og han udmaler, hvad evangeliet og troen er: nemlig en visdom, som erkender Kristus som Herre og Gud, korsfæstet for os — som er forborgen fra verdens skabelse og nu er bragt for dagen ved hans embede. Det er kap. 1.

§3I kap. 2 advarer han dem mod menneskelærdomme, som altid er imod troen, og maler dem ud så slående, som de ingen steder er udmalede i Skriften — og dadler dem mesterligt.

§4I kap. 3 formaner han dem, at de skal være frugtbare i den rene tro, med allehånde gode gerninger mod hverandre. Og han beskriver de forskellige stænders egne gerninger.

§5I kap. 4 anbefaler han sig til deres bøn — og hilser og styrker dem.

§1Dette brev skriver Sankt Paulus af særlig kærlighed og apostolisk omsorg. For han priser dem gennem de to første kapitler, hvordan de har modtaget evangeliet af ham med sådan alvor, at de gennem lidelse og forfølgelse er forblevet i det. Og de er blevet et smukt eksempel på troen for alle menigheder overalt — og som Kristus og hans apostle har de fra jøderne, deres egne pårørende, lidt forfølgelse, ligesom han selv også havde lidt hos dem, til eksempel for dem, og ført et helligt liv hos dem. Derfor takker han Gud for, at hans evangelium havde virket en sådan frugt hos dem.

§2I kap. 3 viser han sin flid og omsorg for, at hans arbejde og deres lovværdige begyndelse ikke skulle blive forstyrret af djævelen og hans apostle med menneskelærdomme. Derfor havde han forinden sendt Timotheus til dem for at få det at vide. Og han takker Gud for, at det stadig stod ret til hos dem — og ønsker dem at vokse.

§3I kap. 4 formaner han dem, at de skal vogte sig for synder og gøre godt mod hverandre. Dertil svarer han på et spørgsmål, de havde sendt ham gennem Timotheus om de dødes opstandelse — om de alle samtidig eller efter hinanden ville opstå.

§4I kap. 5 skriver han om den yderste dag — hvordan den skal komme behændigt og hurtigt. Og giver dem nogle gode ordninger for at styre andre. Og hvordan de skal forholde sig over for andres liv og lære.

§1I det første brev havde Sankt Paulus løst et spørgsmål for thessalonikerne om den yderste dag — hvordan denne kommer hastigt som en tyv om natten. Og som det jo plejer at ske, at ét spørgsmål altid føder et andet ud af falsk forståelse, forstod thessalonikerne, at den yderste dag allerede var nær. Derpå skriver han dette brev og forklarer sig selv.

§2I kap. 1 trøster han dem med den evige belønning for deres tro og tålmodighed i alskens lidelse — og med straffen over deres forfølgere i evig pine.

§3I kap. 2 lærer han, hvordan før den yderste dag det romerske rige først må undergå, og antikrist må hæve sig over Gud i kristenheden og med falske lærdomme og tegn forføre den vantro verden — indtil Kristus kommer og ødelægger ham ved sin herlige tilkomst, og med en åndelig prædiken først dræber ham.

§4I kap. 3 giver han nogle formaninger; særlig at de skal straffe de lediggængere, der ikke ernærer sig med egen hånd — og hvis de ikke forbedrer sig, skal de undgå dem. Hvilket lyder ret hårdt mod den nuværende åndelige stand.

§1Dette brev skriver Sankt Paulus til forbillede for alle biskopper — om hvad de skal lære, og hvordan de skal styre kristenheden i alskens stænder — så det ikke skal være nødvendigt at styre kristne ud af egen menneskelig formodning.

§2I kap. 1 byder han, at en biskop skal holde fast i den rette tro og kærlighed og modstå de falske lovprædikanter, som ved siden af Kristus og evangeliet også ville drive lovens gerninger. Og han sammenfatter i en kort sum hele den kristne lære: hvad loven tjener til, og hvad evangeliet er. Han stiller sig selv som trøstefuldt eksempel for alle syndere og bedrøvede samvittigheder.

§3I kap. 2 byder han, at man skal bede for alle stænder. Og han befaler, at kvinder ikke skal prædike — heller ikke bære kostbar pynt, men være mændene lydige.

§4I kap. 3 beskriver han, hvilke personer biskopper eller præster og deres hustruer skal være; ligeså kirkens tjenere og deres hustruer. Og priser det, hvis nogen begærer at være en biskop på sådan vis.

§5I kap. 4 forkynder han den falske biskop og åndelige stand, som er imod det forud sagte — hvor sådanne personer ikke skal være, men hvor man derimod skal forbyde ægteskab og spise, og helt drive modspillet til det billede, han har vist, med menneskelærdomme.

§6I kap. 5 byder han, hvordan enker og unge kvinder skal indstilles, og hvilke enker man skal ernære af menighedens kasse. Også hvordan man skal holde fromme og fortrinlige biskopper eller præster i ære — eller straffe dem.

§7I kap. 6 formaner han biskopperne om, at de skal holde fast ved det rene evangelium og drive samme i prædiken og liv. Og slå af på unyttige nysgerrige spørgsmål, som kun rejses for at søge verdslig ros og rigdom.

§1Dette brev er et afskedsbrev, hvori Sankt Paulus formaner Timotheus til at fortsætte, som han har begyndt, at drive evangeliet. Hvilket også er meget nødvendigt — eftersom mange er, der falder fra, og dertil rejser falske ånder og lærere sig overalt; hvorfor det tilkommer en biskop altid at våge og arbejde med evangeliet.

§2Men særligt i kap. 3 og 4 forkynder han den farlige tid ved verdens ende, hvor det falske åndelige liv skal forføre hele verden med ydre skin — under hvilket allehånde ondskab og udyd har sit væsen. Som vi desværre nu ser denne Sankt Paulus' profeti alt for rigeligt opfyldt hos vore gejstlige.

§1Dette er et kort brev, men en perle af kristen lære, hvori alt det er mesterligt sammenfattet, som en kristen behøver at vide og leve efter.

§2For det første lærer han, hvad en biskop eller præst skal være for en mand — nemlig from og lærd, så han kan prædike evangeliet og udrydde de falske lærere af gerninger og menneskelove. Disse strider altid mod troen og forfører samvittighederne fra den kristne frihed — ind i fangenskabet af deres menneskegerninger; som om disse skulle gøre fromme for Gud, mens de dog er til ingen nytte.

§3I kap. 2 lærer han alle stænder — gamle, unge, kvinder, mænd, herrer og tjenere — hvordan de skal forholde sig, som dem Kristus ved sin død har erhvervet som ejendom.

§4I kap. 3 lærer han at ære de verdslige øvrigheder og adlyde dem. Og fremholder atter den nåde, som Kristus har erhvervet os, så ingen skal tænke, at det er nok at være lydig mod øvrigheden — eftersom al vor retfærdighed er intet over for Gud. Og han byder at undgå de halsstarrige og kættere.

§1Dette brev viser et mesterligt-kærligt eksempel på kristen kærlighed. For her ser vi, hvordan Sankt Paulus tager sig af den arme Onesimus og træder ind for ham over for hans herre — med alt, hvad han formår — og stiller sig ikke anderledes, end som var han selv Onesimus, der havde forsyndet sig.

§2Dog gør han det ikke med magt eller tvang — som han dog havde ret til — men frasiger sig sin ret, og tvinger derved Filemon til også at frasige sig sin ret. Lige som Kristus har gjort over for os hos Gud Faderen, sådan gør også Sankt Paulus for Onesimus over for Filemon. For Kristus har også frasagt sig sin ret og med kærlighed og ydmyghed overvundet Faderen, så han har måttet lægge sin vrede og sin ret bort og tage os til nåde — for Kristi skyld, som så alvorligt træder ind for os og tager sig så hjerteligt af os. For vi er alle hans Onesimusser — så vidt vi tror.

§1Hidtil har vi haft Det Nye Testamentes egentlige sikre hovedbøger. Men disse fire følgende har i gamle tider haft et andet anseende. Og for det første: at dette brev til hebræerne ikke er fra Sankt Paulus eller nogen apostel, bevises ved det, der står i kap. 2: »Denne lære er kommet til os og forblevet hos os ved dem, som selv har hørt det af Herren.« Hermed bliver det klart, at han taler om apostlene som en discipel, til hvem sådan lære er kommet fra apostlene — måske længe efter. For Sankt Paulus vidner kraftigt i Gal 1, at han ikke har sit evangelium fra noget menneske eller gennem mennesker, men fra Gud selv.

§2Desuden har brevet en hård knude: at det i kap. 6 og 10 ligefrem afviser og fornægter bod efter dåben for syndere. Og i kap. 12 siger det, at Esau søgte bod, men dog ikke fandt den. Hvilket — som det lyder — synes at være i strid med hele evangeliet og Paulus' breve. Og selv om man godt kan lave en glose over det, lyder ordene dog så klart, at jeg ikke ved, om det er nok. Det forekommer mig, at det er et brev sammensat af mange stykker og ikke behandler én og samme sag ordnet.

§3Hvordan det end er, så er det dog et fortrinligt, fint brev, som mesterligt og grundigt taler om Kristi præstedømme ud fra Skriften — og dertil udlægger Det Gamle Testamente fint og rigeligt. Så det er åbenbart, at det er fra en fremragende lærd mand, som har været en discipel af apostlene, lært meget af dem, er meget erfaren i troen og øvet i Skriften. Og om end han ikke lægger troens grundvold, som han selv vidner i kap. 6 — hvilket er apostlenes embede — så bygger han dog fint videre på den: guld, sølv, ædelstene, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 3. Derfor skal det ikke hindre os, om der måske er blandet noget træ, strå eller hø ind imellem, men vi skal modtage en sådan fin lære med al ære. Bortset fra at man ikke i alle henseender kan ligestille det med de apostoliske breve.

§4Men hvem der har skrevet det, er ubekendt — og vil vel også forblive ubekendt en tid endnu. Det ligger der heller ikke noget i. Og det skal være tilstrækkeligt at have læren, som han så standhaftigt grunder ud fra og i Skriften — og som viser en ret fin metode og målestok for at læse og omgås Skriften.

§1Dette Jakobs brev, selv om det er forkastet af de gamle, roser jeg og holder det dog for godt — fordi det ingen menneskelære fremsætter og hårdt driver Guds lov. Men for at jeg dog kan sige min mening derom, uden at det skal være til skade for nogen, anser jeg det ikke for nogen apostels skrift; og det af følgende grund:

§2For det første: at det stik imod Sankt Paulus og hele den øvrige Skrift tillægger gerningerne retfærdighed og siger, at Abraham blev retfærdiggjort af sine gerninger, da han ofrede sin søn — mens dog Sankt Paulus i Rom 4 derimod lærer, at Abraham blev retfærdiggjort uden gerninger, alene ved sin tro; og beviser dette med 1 Mos 15, før han ofrede sin søn. Selv om man godt kunne forsvare brevet og finde en glose til en sådan gernings-retfærdighed, kan man dog ikke i brevet selv få det ud, at det jo trækker spørgsmålet om Moses' ord 1 Mos 15 (som dog alene taler om Abrahams tro og ikke om hans gerninger, som Paulus fremfører det Rom 4) — ned på gerningerne. Denne mangel slutter, at det ikke kan være nogen apostels.

§3For det andet: at det vil belære kristne folk og dog ikke én gang i denne lange belæring nævner Kristi lidelse, opstandelse eller ånd. Han nævner Kristus flere gange, men lærer intet om ham, men taler om en almindelig tro på Gud. For det er en sand apostels embede at prædike om Kristi lidelse og opstandelse og embede og at lægge troens grundvold dermed — som han selv siger i Joh 15: »I skal vidne om mig.« Og deri stemmer alle retskafne hellige bøger overens, at de alle sammen prædiker og driver Kristus. Også er dette den rette prøvesten til at bedømme alle bøger, at man ser, om de driver Kristus eller ej; eftersom hele Skriften viser Kristus (Rom 3) og Paulus intet andet vil vide end Kristus (1 Kor 2). Hvad der ikke lærer Kristus, det er endnu ikke apostolisk, om end Peter eller Paulus selv skulle lære det. Omvendt: hvad der prædiker Kristus, det er apostolisk, om end Judas, Annas, Pilatus og Herodes skulle gøre det.

§4Men denne Jakob gør ikke andet end at drive til loven og dens gerninger, og kaster det så uordnet det ene ind i det andet, at jeg synes, det må have været en eller anden from mand, som har samlet nogle udsagn fra apostlenes disciple og således kastet på papiret. Eller måske er det optegnet ud fra hans prædiken af en anden. Han kalder loven en frihedens lov — mens dog Sankt Paulus kalder den trældommens, vredens, dødens og syndens lov.

§5Desuden anfører han Sankt Peters udsagn (»Kærlighed skjuler syndernes mangfoldighed«), ligeledes (»Ydmyger jer under Guds hånd«), og Sankt Paulus' udsagn i Gal 5 (»Ånden begærer imod hadet«). Men da Sankt Jakob blev dræbt af Herodes i Jerusalem tidligt — før Sankt Peter — synes det vel, at han må have været længe efter Sankt Peter og Paulus.

§6I sum: Han har villet imødegå dem, som forlod sig på troen uden gerninger, og er sagen blevet for svag; vil med loven udrette det, som apostlene udretter ved at tilskynde til kærlighed. Derfor kan jeg ikke sætte ham blandt de egentlige hovedbøger. Men dermed vil jeg ikke afholde nogen fra at sætte ham og holde ham højt, alt efter hvad han har lyst til — for der er mange gode udsagn i ham.

Om Judas' brev

§7Men Judas' brev kan ingen nægte er et uddrag eller en afskrift af Sankt Peters andet brev, fordi alle ordene er omtrent ens. Også taler han om apostlene som en discipel længe efter dem. Og han fører også udsagn og historier frem, som ingen steder står i Skriften — hvilket også fik de gamle fædre til at kaste dette brev ud af hovedskriften. Dertil kommer, at apostlen Judas ikke er kommet til græske områder, men til Persien, som man siger — så han altså ikke har skrevet på græsk. Derfor: selv om jeg priser brevet, er det dog et unyttigt brev at regne blandt hovedbøgerne, som skal lægge troens grundvold.

§1Dette brev har Sankt Peter skrevet til de omvendte hedninger og formaner dem til at være bestandige i troen og vokse — gennem alskens lidelse og gode gerninger.

§2I kap. 1 styrker han deres tro ved guddommelig forjættelse og den tilkommende saligheds kraft. Og han viser, hvordan denne ikke er fortjent af os, men er forud forkyndt gennem profeterne. Derfor skal de nu i det nye væsen leve helligt og glemme det gamle — som er nyfødte ved Guds levende, evige ord.

§3I kap. 2 lærer han at erkende hovedet og hjørnestenen Kristus — og at de som retskafne præster skal ofre sig selv til Gud, som Kristus har ofret sig. Og han begynder at undervise alskens stænder. Først lærer han i fællesskab: at være den verdslige øvrighed underdanig. Derefter særligt: at tjenere skal være deres egne herrer underdanige og lide uret af dem, for Kristi skyld — han, som også har lidt uret for vores skyld.

§4I kap. 3 lærer han kvinderne at være lydige, også over for vantro mænd, og at smykke sig helligt. Ligeså mændene at tåle og bære over med deres kvinder. Og derefter i fællesskab at være ydmyge, tålmodige og venlige mod hinanden — som Kristus har været for vore synder.

§5I kap. 4 lærer han at tæmme kødet med ædruelighed, vågen, mådehold og bøn — og at trøste og styrke det med Kristi lidelse. Og han underviser om den åndelige styrelse: at man alene skal drive Guds ord og værk, og at enhver skal være den anden tjenstvillig med sin gave. Og ikke undre sig, men være glade, om vi må lide for Kristi navns skyld.

§6I kap. 5 formaner han biskopperne og præsterne om, hvordan de skal leve og vogte folket. Og advarer os mod djævelen — som uden ophør forfølger os overalt.

§1Dette brev er skrevet imod dem, der mener, at den kristne tro kan være uden gerninger. Derfor formaner han dem til at prøve sig selv gennem gode gerninger og blive vis på troen — ligesom man kender træerne på frugterne.

§2Og derefter begynder han at prise evangeliet imod menneskelærdomme — at man alene skal høre dette, og ingen menneskelære. For som han siger: »Endnu er ingen profeti sket ved menneskers vilje.«

§3Derfor advarer han i kap. 2 mod fremtidige falske lærere, som omgås gerninger og dermed fornægter Kristus. Og han truer dem hårdt med tre frygtelige eksempler. Og han maler dem så slående ud — med deres gerrighed, hovmod, frækhed, hor, hykleri — at man må kunne gribe det: at han mener den nuværende åndelige stand, som med sin gerrighed har opslugt hele verden, og som frækt fører et frit, kødeligt, verdsligt liv.

§4I kap. 3 viser han, at den yderste dag snart skal komme — og om det end for mennesker forekommer at være tusind år, er det dog for Gud som en dag. Og han beskriver, hvordan det skal gå til på den yderste dag — at alt skal fortæres med ild. Men han profeterer også, at folk på samme tid skal være ganske spotske og intet holde af troen — som epikuræerne.

§5I sum: Kap. 1 viser, hvordan kristenheden skulle stå på det rene evangeliums tid. Kap. 2 viser, hvordan den ville stå på pavens og menneskelærdommens tid. Kap. 3, hvordan folk siden vil foragte både evangelium og al lære og intet tro. Og det går nu i fuld vurdering — indtil Kristus kommer.

§1Dette første Sankt Johannes' brev er et retskaffent apostolisk brev og burde med rette følge straks efter hans evangelium. For ligesom han i evangeliet driver troen, sådan møder han i brevet dem, der roser sig af troen uden gerninger. Og han lærer på mangfoldig vis: hvordan gerningerne ikke udebliver, hvor troen er. Men hvis de udebliver, så er troen ikke retskaffen, men løgn og mørke. Han gør det dog ikke ved at drive til loven, som Jakobs brev gør — men ved at ophidse os til, at vi også skal elske, som Gud har elsket os.

§2Men han skriver også deri hårdt imod kerinthianerne og imod antikrists ånd, som dengang allerede begyndte at fornægte, at Kristus var kommet i kødet. Hvilket nu allerførst går rigtigt i fuld vurdering. For om man end nu ikke offentligt med munden fornægter, at Kristus er kommet i kødet, så fornægter de det dog med hjertet, med læren og med livet. For den, der ved sine gerninger og sit værk vil blive from og salig, han gør netop lige så meget, som den der fornægter Kristus — eftersom Kristus er kommet i kødet netop for at gøre os fromme og salige uden vore gerninger, alene ved sit blod.

§3Således strider brevet mod begge parter: mod dem, der ganske uden gerninger vil være i troen — og mod dem, der ved gerninger vil blive fromme. Og det holder os på den rette mellemvej: at vi ved troen bliver fromme og syndfri, og at vi derefter, når vi er blevet fromme, udøver gode gerninger og kærlighed for Guds skyld — frit, uden al søgen efter andet.

§4De to andre breve er ikke lærebreve, men eksempler på kærligheden og troen — og har også en ret apostolisk ånd.

§1Mangehånde profeti finder man i kristenheden. Nogen profeterer således, at den udlægger profeternes skrift, hvorom Paulus taler i 1 Kor 12 og 14 og andre steder. Denne er den mest nødvendige, og man må have den daglig — den, som lærer Guds ord, lægger kristenhedens grundvold og forsvarer troen, og som i sum styrer, opretholder, besætter og udfører prædikenembedet. Nogen profeterer om kommende ting, som ikke forud står i Skriften. Og denne er treleddet.

§2Den første gør det med udtrykkelige ord, uden billeder og figurer — som Moses, David og lignende profeter mere profeterer om Kristus, og som Kristus og apostlene gør om Antikrist og falske lærere osv.

§3Den anden gør det med billeder, men sætter ved siden også udlægningen med udtrykkelige ord — som Josef udlægger drømme, og Daniel udlægger drømme og billeder.

§4Den tredje, som gør det uden ord eller udlægning — med blot billeder og figurer — sådan som denne Åbenbaringens bog og mange helliges drømme, syner og billeder, som de har af Helligånden. Som Peter i ApG 2 (v. 17) prædiker ud fra Joel: »Eders sønner og døtre skal profetere, og eders unge skal se syner, og eders gamle skal drømme drømme.«

§5Og så længe sådan profeti forbliver utydet og ikke får nogen vis udlægning, er det en skjult, stum profeti og endnu ikke kommet til den nytte og frugt, som den skal give kristenheden — således som det også er gået denne bog hidtil. Mange har vel forsøgt sig med den, men indtil i dag ikke fået noget vist ud af det; nogle har endda brygget en del kejtet stof sammen ud af eget hoved. På grund af en sådan uvis udlægning og skjult forståelse har vi også hidtil ladet den ligge, særlig fordi det også blandt nogle gamle fædre er agtet, at den ikke er fra apostlen Johannes — som det står i Eusebs Historia Ecclesiastica, bog 3, kap. 25 — i hvilken tvivl vi også for vor del lader den blive. Dog skal ingen være afholdt fra at holde den for apostlen Johannes' eller hvad han vil.

§6Men eftersom vi dog gerne ville have tydningen eller udlægningen vis, vil vi give andre og højere ånder anledning til at tænke efter og fremlægge vore egne tanker — nemlig således: Eftersom det skal være en åbenbaring af kommende historie, og særligt af kristenhedens kommende trængsler og ulykker, mener vi, at det skulle være det nærmeste og sikreste greb til at finde udlægningen, hvis man tog de hidtil indtrufne historier og ulykker i kristenheden ud af historieskrifterne og holdt dem op mod disse billeder, og således sammenlignede dem med ordene. Hvis det da viste sig at rime fint sammen og passe — så kunne man støtte sig dertil, som til en vis eller i det mindste en uafviselig udlægning.

Kapitelvis fortolkning

Kap. 1-3

§7Således mener vi, som teksten jo selv siger, at de første tre kapitler — som taler om de syv menigheder og deres engle i Asien — ikke vil andet end enfoldigt vise, hvordan disse stod på den tid, eller hvordan de skulle forbedre sig. Derudover lærer vi af det, at vi senere under ordet »engel« i andre billeder eller syner skal forstå biskopper og lærere i kristenheden — nogle gode, som de hellige fædre og biskopper, andre onde, som kættere og falske biskopper, hvoraf der dog står flere af de sidste i denne bog end af de første.

Kap. 4-5

§8I fjerde og femte kapitel afbildes hele kristenheden, som skal lide sådanne kommende trængsler og plager. Der står 24 ældste foran Gud (det er alle biskopper og lærere endrægtigt forsamlede), kronede med troen, som lover Kristus, Guds lam, med harper — det er, prædiker — og tjener med røgelseskar — det er, øver sig i bøn. Alt dette til kristnes trøst, for at de skal vide: kristenheden skal alligevel forblive i kommende plager.

Kap. 6

§9I sjette tager de kommende trængsler deres begyndelse. Og først de legemlige trængsler — sådan som er forfølgelse fra den verdslige øvrighed (det er den kronede rytter med buen på den hvide hest); ligeså krig og blod (det er rytteren med sværdet på den røde hest); ligeså dyrtid og hunger (det er rytteren med vægten på den sorte hest); ligeså pest og bylder (det er rytteren i dødens skikkelse på den blege hest). For disse fire plager følger sikkert altid over de utaknemmelige og dem, der foragter Guds ord, sammen med flere andre — ødelæggelse og forandring af øvrigheder — indtil den yderste dag, som det vises ved slutningen af det sjette kapitel; og martyrernes sjæle driver også på det med deres råb.

Kap. 7-8

§10I syvende og ottende kapitel begynder åbenbaringen om åndelige trængsler; det er mangehånde kætterier. Og atter forud sættes et trøstebillede, hvor englen mærker de kristne og standser de fire onde engle — for at man atter skal være vis på, at kristenheden også blandt kættere vil have fromme engle og det rene ord, sådan som også englen med røgelseskarret (det er bønnen) viser. Sådanne gode engle er de hellige fædre, som Spyridon, Athanasius, Hilarius, og Det Nicænske Koncil og lignende.

§11Den første onde engel er Tatian med sine encratiter, som forbød ægteskab — ligeså ville være fromme af gerninger som jøderne. For læren om gerningshellighed måtte være den første mod evangeliet, forbliver vel også den sidste; kun at den altid får nye lærere og andre navne, som pelagianere osv.

§12Den anden er Marcion med sine kataphrygier, manikæere, montanister osv., som roser deres åndelighed over hele Skriften og farer som dette brændende bjerg mellem himmel og jord — som hos os Müntzer og sværmerne.

§13Den tredje er Origenes, som ved filosofi og fornuft har forbittret og fordærvet Skriften, som hos os de høje skoler hidtil har gjort.

§14Den fjerde er Novatus med sine katarere, som nægtede bod, og som mente at være de reneste fremfor alle andre. Donatisterne var siden af samme slags. Men vore gejstlige er omtrent alle fire slags. De lærde, der kender historien, vil vel kunne udregne dette; for det ville være for langt at fortælle og bevise alt.

Kap. 9-10

§15I niende og tiende kapitel begynder den egentlige jammer. For de hidtidige legemlige og åndelige trængsler har næsten været en spøg sammenlignet med disse kommende plager. Som også englen ved slutningen af det ottende kapitel selv anfører: Tre veer skal komme, hvilke veer skal udrettes af de tre andre — det vil sige af den femte, sjette, syvende engel — og dermed kommer enden over verden. Her samles både åndelig og legemlig forfølgelse; sådanne skal der være tre af. Den første stor, den anden endnu større, den tredje allerstørst.

§16Således er nu det første ve den femte engel: Arius, den store kætter, og hans kammerater, som så grueligt har plaget kristenheden i hele verden, så at teksten her vel siger: De fromme folk havde hellere villet dø end at se sådant; og har dog måttet se det uden at dø. Ja, han siger, englen fra helvede, kaldet Fordærveren, er deres konge — som ville de sige, at djævelen selv rider dem. For de har ikke alene åndeligt, men også legemligt med sværdet forfulgt de rette kristne. Læs historien om arianerne, så vil du forstå denne figur og dette ord godt.

§17Det andet ve er den sjette engel: den skændige Muhammed med sine kammerater, saracenerne, som med lære og med sværd har påført kristenheden stor plage. Ved siden af og sammen med denne engel — for at sådan ve skal være endnu større — kommer den stærke engel med regnbuen og den bitre bog, det vil sige det hellige pavedømme med sin store åndelige glans. De måler og indfanger templet med deres love, støder koret ud, og opretter en larvekirke eller udvendig hellighed.

Kap. 11-12

§18I ellevte og tolvte kapitel stilles mellem sådanne onde veer og plager to trøstebilleder: ét om de to prædikanter, og ét om den frugtsommelige kvinde, der føder en dreng uden dragens tak. Hermed vises, at der dog skal blive nogle fromme lærere og kristne tilbage under de to tidligere veer og det tredje kommende ve. Og nu løber de sidste to veer sammen og angriber kristenheden samtidigt til afslutning; og djævelen støder dermed til sidst bunden ud af tønden.

Kap. 13

§19Således kommer nu i trettende kapitel — på den syvende engels basun blandt de syv engle, der blæser i begyndelsen af det tolvte kapitel — denne syvende engels arbejde: det tredje ve, nemlig det pavelige kejserdømme og det kejserlige pavedømme. Her får pavedømmet også det verdslige sværd i sin magt og hersker nu ikke alene med bogen i det andet ve, men også med sværdet i det tredje ve. Som de jo også roser sig af, at paven har begge sværd — det åndelige og det verdslige — i sin magt. Her er nu de to dyr: det ene er kejserdømmet, det andet med de to horn er pavedømmet, som også er blevet et verdsligt rige — dog med skinnet af Kristi navn. For paven har genoprejst det faldne romerske rige, og bragt det fra grækerne til tyskerne; og det er dog mere et billede af det romerske rige end rigets krop selv, som det engang har været. Dog giver han sådant billede ånd og liv, så det dog har sine stænder, retter, lemmer og embeder og er på en måde i fuld vurdering. Det er det billede, der var såret og blev helbredt igen.

§20Men hvad for vederstyggeligheder, ve og skade et sådant kejserligt pavedømme har gjort, er nu ikke at fortælle. For for det første er verden gennem dets bog blevet fuld af al afgudsdyrkelse med klostre, stiftelser, helgener, valfarter, skærsild, aflad, ublu og utallige flere stykker af menneskelære og gerninger osv. For det andet, hvem kan fortælle, hvor meget blod, mord, krig og jammer paverne har anrettet med egne krige og ved at ophidse kejsere, konger og fyrster mod hinanden? Her løber nu og raser djævelens sidste vrede sammen: dér mod morgenlandet det andet ve, Muhammed og saracenerne, her mod aftenlandet pavedømmet og kejserdømmet med det tredje ve. Hertil kommer som tillæg tyrken, Gog og Magog, som det vil følge i det tyvende kapitel; og således bliver kristenheden i hele verden og på alle sider med falske lærdomme og krige, med bog og sværd, plaget på det grueligste og jammerligste. Det er bundfaldet og den endelige plage. Derefter følger nu næsten kun trøstebilleder om enden på alle disse veer og vederstyggeligheder.

Kap. 14

§21I fjortende kapitel begynder Kristus først at ihjelslå sin Antikrist med sin munds ånd (som Paulus siger), og englen kommer med evangeliet imod den stærke engels bitre bog. Og nu står atter helgener — også jomfruer — om Lammet og prædiker ret. På hvilket evangelium følger den anden engels røst, at byen Babylon skal falde og det åndelige pavedømme gå under. Videre følger, at høsten holdes, og at de, som ved pavedømmet bliver ved at modstå evangeliet, kastes ud af Kristi by i den guddommelige vredes vinpresse. Det vil sige: ved evangeliet bliver de — som adskilt fra kristenheden — fordømt til Guds vrede. Hvilken er stor, og vinpressen giver meget blod. Men måske kan dog vel en ret straf og dom være på færde over vore synder, som er hinsides al måde og overmådent modne.

Kap. 15-16

§22Derefter i femtende og sekstende kapitel kommer de syv engle med de syv skåle; her tiltager evangeliet og stormer pavedømmet på alle steder gennem mange lærde fromme prædikanter, og dyrets stol — pavens magt — bliver mørk, ulykkelig og foragtet. Men de bliver alle vrede og forsvarer sig friskt. For tre frøer, tre urene ånder, går ud af dyrets mund og ophidser dermed konger og fyrster mod evangeliet. Men det hjælper ikke; deres strid foregår dog kun ved Harmagedon. Frøerne er sofisterne, som Faber, Eck, Emser osv., som kvækker meget mod evangeliet, men intet udretter og forbliver frøer.

Kap. 17

§23I syttende kapitel samles det kejserlige pavedømme og det pavelige kejserdømme i ét billede fra begyndelse til ende, og fremstilles næsten i en sum, hvorledes det intet er (for det gamle romerske rige er længst forsvundet) — og dog er det (for der er jo endnu nogle lande og dertil byen Rom også). Sådan billede fremstilles her, ganske som man offentligt stiller en forbryder for retten, så han kan dømmes — for at man skal vide, hvordan dette dyr nu også snart skal fordømmes og, som Paulus siger, ødelægges ved tilkomsten af vor Herres komme. Hvilket — som han siger i teksten — også begynder med pavedømmets egne beskyttere, som nu beskytter det således, at de gejstlige snart vil sidde nøgne tilbage.

Kap. 18

§24I attende begynder nu sådan ødelægglse, og den herlige store pragt falder til jorden, og stifts-røverne og præbende-tyvene — kurtisanerne — hører op. For også Rom har derfor måttet plyndres og stormes af sin egen beskytter — som begyndelse på den endelige ødelæggelse.

Kap. 19

§25Dog opgiver de ikke, søger, trøster, ruster og forsvarer sig; og som han siger her i nittende kapitel — nu da de ikke længere kan med Skriften og bøger, og når frøerne har kvækket færdig, griber de for alvor til og vil føre det igennem med vold, samler konger og fyrster til strid. Men de løber ind. For ham på den hvide hest, som hedder Guds ord, vinder, indtil både dyret og profeten gribes og kastes i helvede.

Kap. 20

§26Mens nu alt dette går for sig, kommer i tyvende kapitel også afslutningsdrikken: Gog og Magog, tyrken, de røde jøder, som Satan, der i tusind år har været bundet og efter tusind år atter er løs, bringer. Men de skal også snart med ham i ildsøen. For vi mener, at dette billede — som et særligt blandt de tidligere — er stillet for tyrkernes skyld, og at de tusind år begynder omkring den tid, da denne bog er skrevet, og at djævelen til samme tid også er bundet. Dog skal regningen ikke nødvendigvis ramme præcis på minuttet. Efter tyrkerne følger straks den yderste dom, ved slutningen af dette kapitel — som Dan 7,7-8 også viser.

Kap. 21

§27Til sidst i enogtyvende afbildes den endelige trøst: at den hellige by helt skal beredes og som en brud føres til det evige bryllup, at Kristus alene skal være Herre, og at alle ugudelige fordømmes til at fare i helvede sammen med djævelen.

Anvendelse

§28Efter denne udlægning kan vi gøre os denne bog nyttig og bruge den vel. For det første: til trøst, så vi ved, at hverken magt eller løgn, hverken visdom eller hellighed, hverken trængsel eller lidelse vil undertrykke kristenheden — men at den endelig skal beholde sejren og blive overlegen. For det andet: til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som overgår kristenheden. For eftersom så mægtige magter og skin skulle stride mod kristenheden, og denne ganske uden al skikkelse skulle være skjult under så mange trængsler, kætterier og andre mangler, er det fornuft og natur umuligt at erkende kristenheden. Den falder snarere derhen og forarges over den, kalder dens værste fjender for den kristne kirke, og kalder omvendt de fordømte kættere — som dog er den rette kristne kirke — for kættere, som det hidtil er sket under pavedømmet, Muhammed, ja blandt alle kættere. Og taber dermed denne artikel: »Jeg tror på en hellig kristen kirke.« Som også nogle kløgte gør det nu — fordi de ser kætteri, splid og mangehånde mangel, og at der er mange falske, mange løse kristne — så dømmer de straks og frit: der er ingen kristne. For de har hørt, at kristne skal være et helligt, fredeligt, endrægtigt, venligt, dydsrigt folk; og mener derfor, at der ikke må være nogen forargelse, intet kætteri, ingen mangel — men ren fred og dyd.

§29Disse skulle læse denne bog og lære at se kristenheden med andre øjne end fornuftens. For denne bog (mener jeg) viser jo tilstrækkeligt gruelige, uhyrlige dyr, afskyelige, fjendske engle, øde og skrækkelige plager. Jeg vil tie om de andre store skavanker og mangler, som dog altsammen har været i kristenheden og blandt kristne — således at al fornuft under sådant væsen visselig har måttet tabe kristenheden. Vi ser jo her klart, hvor megen grusom forargelse og mangel der har været før vor tid — selvom man mener, at kristenheden dengang stod bedst. Således at vor tid kunne vel regnes for et gyldent år sammenlignet med dengang. Mener du ikke, at hedningerne også forargedes derover og holdt de kristne for letsindige, løse, stridslystne folk?

§30Dette stykke (»Jeg tror på en hellig kristen kirke«) er lige så vel en trosartikel som de andre. Derfor kan ingen fornuft erkende den — om den så også tager alle brillerne på. Djævelen kan vel skjule den med forargelser og rotter, så du må forarges. Lige så kan Gud også skjule den med mangler og allehånde brøst, så du må blive til en nar over den og fælde en falsk dom om den. Den vil ikke ses, men troes. Men troen er om det, man ikke ser (Heb 11,1). Og den synger med sin Herre også sangen: »Salig er den, som ikke forarges på mig.« Også en kristen er nok selv skjult for sig selv, så han ikke ser sin hellighed og dyd, men ser kun udyd og uhellighed hos sig. Og du, grove kløgte, ville se kristenheden med din blinde fornuft og urene øjne?

§31I sum: Vor hellighed er i himmelen, hvor Kristus er, og ikke i verden for øjnene som en kram på torvet. Derfor lad forargelse, rotter, kætteri og brøst være og udrette, hvad de formår. Når blot evangeliets ord forbliver rent hos os, og vi har det kært og dyrebart — så skal vi ikke tvivle på, at Kristus er hos og med os, selv når det går allerværst. Som vi her ser i denne bog: at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle dog er hos og med sine helgener — og til sidst sejrer.

§1Det ville vel være ret og rimeligt, om denne bog udkom uden alle forord og fremmede navne og kun førte sit eget egne navn og tale. Men eftersom de kristnes sind ved mangen ubegrundet tydning og forord er ført vild, så man knap længere ved, hvad evangelium eller lov, Det Nye eller Det Gamle Testamente betyder, kræver nødvendigheden en vejledning og et forord, så den enfoldige mand kan føres ud af sin gamle vildfarelse på den rette vej og undervises om, hvad han skal vente sig af denne bog — så han ikke søger bud og lov, dér hvor han bør søge evangelium og Guds forjættelse.

§2Derfor er det først at vide, at den vildfarelse må afskaffes, at der skulle være fire evangelier og kun fire evangelister; og helt at forkaste, at nogle deler Det Nye Testamentes bøger op i lov-, historie-, profet- og visdomsbøger og dermed mener, jeg ved ikke hvordan, at gøre Det Nye Testamente lig Det Gamle. Men det skal fastholdes: ligesom Det Gamle Testamente er én bog, hvori Guds lov og bud er skrevet, og ved siden af historien om både dem, der har holdt loven, og dem, der ikke har holdt den — så er evangeliet og Guds forjættelse også én bog, og ved siden af tillige historien om både dem, der tror på den, og dem, der ikke tror. Sådan at man kan være vis på, at der kun er ét evangelium, ligesom der kun er én bog i Det Nye Testamente, og kun én tro, og kun én Gud, som forjætter (saligheden).

§3For evangelium er et græsk ord og betyder på dansk »godt budskab«, »god mæle«, »godt nyt«, som man synger om, fortæller om og fryder sig over. For eksempel: da David overvandt den store Goliat, kom et godt budskab og en trøstende nyhed til det jødiske folk, at deres grufulde fjende var slagen, og de var udfriede, ført til glæde og fred. Derover sang de og sprang og var glade. Sådan er dette evangelium og Det Nye Testamente fra Gud et godt budskab og en god nyhed, som er gået ud i hele verden gennem apostlene — om en sand David, der har stridt med synd, død og djævel og har overvundet dem; og som dermed har udfriet, retfærdiggjort, gjort levende og salig alle dem, der var fanget i synd, plaget af døden, overvældet af djævelen — uden deres fortjeneste — og derved har bragt dem til fred og hjem til Gud. Derover synger de, takker, lover Gud og er glade i evighed, så vidt de fast tror dette og bliver bestandige i troen.

§4Sådan et budskab og trøstefuld mæle, eller evangelisk og guddommelig nyhed, kalder man også et Nyt Testamente. Og det af denne grund: et testamente er det, når en døende mand ordner sin ejendom og bestemmer den til at uddeles efter hans død til de af ham angivne arvinger. Sådan har også Kristus før sin død befalet og forordnet, at dette evangelium efter hans død skulle udråbes i hele verden, og dermed give alt sit gods i eje til dem, som tror. Det vil sige: hans liv, hvormed han har opslugt døden — hans retfærdighed, hvormed han har udslettet synden — og hans salighed, hvormed han har overvundet den evige fordømmelse. Nu kan jo det arme menneske, der er indviklet i synd, død og helvede, intet mere trøstende høre end et sådant kostbart, kærligt budskab om Kristus — og må af hjertes grund le og blive glad derover, hvor han tror, at det er sandt.

§5Nu har Gud, for at styrke en sådan tro, mangfoldigt lovet dette sit evangelium og testamente i Det Gamle Testamente gennem profeterne, som Paulus siger i Rom 1,1-3: »Jeg er udskilt til at prædike Guds evangelium, som han forud havde lovet ved sine profeter i de hellige Skrifter, om hans Søn, som er født ham af Davids sæd« osv. Og for at vi skal anføre nogle af skriftstederne: han lovede det først, da han i 1 Mos 3,15 siger til slangen: »Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal stikke den i hælen.« Kristus er sæden af denne kvinde, der har knust djævelens hoved — det vil sige: synd, død, helvede og al hans kraft. For uden denne sæd kan intet menneske undslippe synd, død og helvede.

§6Ligeledes lovede han det Abraham i 1 Mos 22,18: »I din sæd skal alle slægter på jorden velsignes.« Kristus er Abrahams sæd, siger Paulus i Gal 3,16. Han har velsignet hele verden gennem evangeliet. For hvor Kristus ikke er, dér er endnu den forbandelse, som faldt over Adam og hans børn, da han syndede — så de alle sammen må være synd, død og helvede skyldige og tilhørende. Mod denne forbandelse velsigner nu evangeliet hele verden ved offentligt at råbe: hvem der tror på denne Abrahams sæd, skal velsignes — det er: blive løst fra synd, død og helvede, og blive retfærdiggjort, gjort levende og forblive salig i evighed, som Kristus selv siger i Joh 11,25-26: »Hvem som tror på mig, skal aldrig mere dø.«

§7Ligeledes lovede han David det i 2 Sam 7,12-14, hvor han siger: »Jeg vil oprejse din sæd efter dig; han skal bygge mig et hus, og jeg vil befæste hans kongedømme evindelig. Jeg vil være hans Fader, og han skal være min Søn« osv. Det er Kristi rige, som evangeliet taler om: et evigt rige, et rige af liv, salighed og retfærdighed, hvori alle, som tror, kommer ud af syndens og dødens fængsel. Sådanne forjættelser om evangeliet findes der mange flere af også hos de andre profeter, for eksempel Mika 5,1: »Og du, Betlehem, du er ringe blandt Judas byer; fra dig skal han udgå for mig, der skal være hersker over mit folk Israel« — og videre Hosea 13,14: »Jeg vil udfri dem af dødens hånd; fra døden vil jeg redde dem.«

§8Således ser vi nu, at der ikke findes mere end ét evangelium, ligesom der kun er én Kristus. For evangelium er intet andet — og kan ikke være andet — end en prædiken om Kristus, Guds og Davids søn, sand Gud og menneske, som ved sin død og opstandelse for os har overvundet alle menneskers synd, død og helvede — for dem, som tror på ham. Sådan at evangeliet altså kan være både kort og lang tale, og den ene kan beskrive det kort, den anden langt. Den beskriver det udførligt, som beskriver mange af Kristi gerninger og ord, som de fire evangelister gør. Men den beskriver det kort, som ikke fortæller om Kristi gerninger, men med få ord viser, hvordan han ved sin død og opstandelse har overvundet synd, død og helvede for dem, som tror på ham, sådan som Peter og Paulus.

§9Vogt dig derfor for, at du ikke gør Kristus til en Moses, eller evangeliet til en lov eller en lærebog, som det hidtil er sket. For evangeliet kræver egentlig ikke vore gerninger — at vi dermed skulle blive fromme og salige; ja, det fordømmer sådanne gerninger og kræver alene tro på Kristus, da han for os har overvundet synd, død og helvede — og således gør os fromme, levende og salige, ikke ved vore gerninger, men ved sine egne gerninger, sin død og lidelse, for at vi skal tage hans død og overvindelse til os, som havde vi selv gjort det.

§10Men at Kristus i evangeliet — og dertil Peter og Paulus — giver megen lov og lære og udlægger loven, skal man regne for at høre med til alle Kristi andre gerninger og velgerninger. Og ligesom det at kende hans gerninger og historie endnu ikke betyder at kende det egentlige evangelium — fordi du dermed endnu ikke ved, at han har overvundet synd, død og djævel — sådan betyder det heller ikke at kende evangeliet at vide en sådan lære og bud. Det er først, når den røst kommer, der siger, at Kristus er din egen med liv, gerninger, død, opstandelse og alt hvad han er, har, gør og formår.

§11Sådan ser vi også, at han ikke tvinger, men venligt lokker og siger: »Salige er de fattige« osv. Og apostlene bruger ordene: »Jeg formaner«, »jeg bønfalder«, »jeg beder«, så man overalt ser, hvordan evangeliet ikke er en lovbog, men kun en prædiken om Kristi velgerninger, som er vist os og givet os i eje, så vidt vi tror. Men Moses driver i sine bøger, presser, truer, slår og straffer grueligt; for han er en lovskriver og lovdriver. Det er også derfor, at der ikke er givet en troende nogen lov, som Paulus siger i 1 Tim 1,9 — fordi han ved troen er retfærdig, levende og salig. Og det er ikke mere nødvendigt for ham end at vise denne tro.

§12Ja, hvor troen er, kan den ikke holde sig tilbage; den viser sig, bryder frem, bekender og lærer dette evangelium for menneskene og sætter sit liv ind på det. Og alt, hvad han lever og gør, det indretter han til næstens nytte for at hjælpe ham — ikke alene til at få samme nåde, men også med krop, gods og ære, sådan som han ser, at Kristus har gjort for ham — og følger således Kristi forbillede efter. Det mener Kristus også, da han ved afskeden ikke gav noget andet bud end kærligheden, hvorpå man skulle kende, hvem hans disciple var og retskafne troende (Joh 13,35). For hvor gerningerne og kærligheden ikke bryder frem, dér er troen ikke ret, dér hænger evangeliet endnu ikke fast, og Kristus er ikke rigtigt erkendt. Se, indret dig nu sådan til Det Nye Testamentes bøger, at du forstår at læse dem på denne måde.

Hvilke der er Det Nye Testamentes egentlige og fornemste bøger

§13Ud af alt dette kan du nu retmæssigt bedømme alle bøger og se forskel på, hvilke der er de bedste. For Johannesevangeliet og Paulus' breve — særligt det til romerne — og Peters første brev, det er den egentlige kerne og marv blandt alle bøger, som med rette også burde være de første. Og enhver kristen burde rådes til, at han først og fremmest læser dem og gør sig dem fortrolige gennem daglig læsning, som det daglige brød. For i disse finder du ikke mange gerninger og undergerninger af Kristus beskrevet; men du finder mesterligt fremlagt, hvordan troen på Kristus overvinder synd, død og helvede og giver liv, retfærdighed og salighed — hvilket er evangeliets egentlige art, som du har hørt.

§14For hvis jeg nogensinde skulle undvære den ene af de to ting — gerningerne eller Kristi prædikener — så ville jeg hellere undvære gerningerne end hans prædikener. For gerningerne ville ikke hjælpe mig noget, men hans ord, de giver liv, som han selv siger. Da nu Johannes beskriver meget få af Kristi gerninger, men derimod rigtig mange af hans prædikener — og omvendt de andre tre evangelister beskriver mange af hans gerninger og færre af hans ord — så er Johannesevangeliet det eneste, smukke, egentlige hovedevangelium, og det skal sættes langt, langt foran og højere end de andre tre. Og således går også Paulus' og Peters breve langt foran de tre evangelier af Matthæus, Markus og Lukas.

§15I sum: Johannesevangeliet og hans første brev, Paulus' breve — særligt det til romerne, til galaterne og til efeserne — og Peters første brev, det er de bøger, som viser dig Kristus og lærer dig alt, hvad du behøver at vide og er saligt for dig, om du end aldrig så meget mere ser eller hører nogen anden bog og lære. Derfor er Jakobsbrevet en ret stråepistel mod dem; for det har slet ingen evangelisk art ved sig. Men herom videre i andre forord.

§1Hvad angår dette brevs ophøjethed, ved jeg ikke, om det ville være godt for mig at dvæle længe ved emnet. For jeg frygter, at mine anbefalinger — som langt fra ville være dem, de burde være — ikke ville gøre andet end at fordunkle brevets fortjenester. Desuden forklarer brevet selv sig allerede i sin begyndelse på en langt bedre måde, end det kan gøres med ord, jeg kan anvende. Det vil derfor være bedre for mig at gå videre til Argumentet, eller brevets indhold. Og det vil heraf fremgå hinsides al strid, at — udover andre fortrinligheder, og disse betydelige — det med sandhed kan siges om dette brev (og det er hvad der aldrig kan værdsættes nok): når nogen vinder kundskab om dette brev, har han fået åbnet en indgang til alle de mest skjulte skatte i Skriften.

§2Hele brevet er så metodisk, at selv dets allerførste begyndelse er sammensat efter kunstens regler. Som planlægning fremgår af mange dele, hvilket vil blive bemærket undervejs, viser det sig særligt i den måde, hovedargumentet udvikles på. For efter at have begyndt med beviset for sit apostelembede, kommer han til evangeliet med henblik på at anbefale det; og eftersom dette nødvendigvis trækker emnet om troen med sig, glider han ind på det — ført af ordenes kæde som ved hånden. Og således går han ind på hele brevets hovedemne: retfærdiggørelsen ved tro. Med dette er han optaget indtil slutningen af det femte kapitel.

§3Emnet for disse kapitler kan da formuleres således: menneskets eneste retfærdighed er ved Guds barmhjertighed i Kristus, som — tilbudt gennem evangeliet — gribes ved troen.

§4Men eftersom mennesker sover i deres synder og smigrer og narrer sig selv med en falsk forestilling om retfærdighed — så de ikke mener at behøve troens retfærdighed, medmindre de bliver kastet ned fra al selvtillid — og videre: eftersom de er berusede af lysternes sødme og sunket i dyb selvsikkerhed, så de ikke let bliver vakt til at søge retfærdighed, medmindre de bliver slået ned af den guddommelige doms rædsel — så går apostlen videre med at gøre to ting: at overbevise mennesker om uretfærdighed, og at ryste sløvheden af dem, han har bevist skyldige.

§5Han fordømmer først hele menneskeheden fra verdens begyndelse for utaknemmelighed, fordi de ikke erkendte håndværkeren i hans ekstraordinære værk; ja, da de blev tvunget til at anerkende ham, ærede de ikke tilbørligt hans majestæt, men i deres forfængelighed vanhelligede og vanærede de den. Således blev alle skyldige i ugudelighed — en ondskab mere afskyelig end noget andet. Og for at han klarere kunne vise, at alle var afveget fra Herren, opregner han de beskidte og rædselsfulde forbrydelser, som mennesker overalt blev skyldige i. Og dette er et åbenbart bevis på, at de var degenererede fra Gud — eftersom disse synder er vidnesbyrd om den guddommelige vrede, som ikke viser sig undtagen blandt de ugudelige. Og eftersom jøderne og nogle af hedningene — mens de dækkede deres indre fordærvelse med den ydre helligheds slør — syntes på ingen måde at kunne anklages for sådanne forbrydelser og derfor mente sig undtaget fra den fælles fordømmelsesdom, retter apostlen sin tale mod denne fingerede hellighed. Og eftersom denne maske over for mennesker ikke kan tages af »helligrørerne« (sanctulis), stævner han dem for Guds domstol, hvis øjne intet skjult onde kan undslippe.

Kap. 3

§6Efter dernæst at have delt sit emne, stiller han både jøderne og hedningene hver for sig foran Guds domstol. Han afskærer hedningene den undskyldning, de påberåbte sig fra uvidenhed, fordi samvittigheden var dem en lov, og ved denne var de rigeligt overbevist som skyldige. Han presser jøderne især med det, hvorfra de tog deres forsvar — nemlig den skrevne lov. Og eftersom det blev bevist, at de havde overtrådt den, kunne de ikke frigøre sig fra anklagen om uretfærdighed; og en dom imod dem var allerede udtalt af Guds egen mund.

§7Efter ganske at have berøvet hele menneskeheden tilliden til deres egen dyd og deres ros over retfærdighed — og lagt dem på jorden ved Guds doms strenghed — vender han tilbage til det, han forud havde fremlagt som sit emne: at vi retfærdiggøres ved tro. Og han forklarer, hvad tro er, og hvordan Kristi retfærdighed gennem den tilegnes os. Til dette føjer han ved slutningen af det tredje kapitel en bemærkelsesværdig konklusion — med henblik på at slå den menneskelige stoltheds hidsighed ned, så den ikke skal vove at hæve sig mod Guds nåde.

Kap. 4

§8I det fjerde kapitel ræsonnerer han ud fra et eksempel, som han fremfører som åbenbart og derfor ikke kan drages i tvivl. Det er Abrahams eksempel, som — eftersom han er de troendes fader — bør betragtes som et mønster og et slags universelt eksempel. Efter da at have bevist, at han blev retfærdiggjort ved tro, lærer apostlen os, at vi ikke skal opretholde nogen anden vej til retfærdiggørelse. Og her viser han, at det følger af modsætningernes regel, at gerningsretfærdigheden ophører med at eksistere, eftersom troens retfærdighed bliver indført. Og han bekræfter det ved Davids erklæring, som — ved at lade menneskets salighed afhænge af Guds barmhjertighed — tager den væk fra gerningerne.

Kap. 5

§9I det femte kapitel — efter at have berørt frugten og virkningerne af troens retfærdighed — er han næsten helt optaget af illustrationer for at gøre punktet klarere. For idet han udleder et argument fra det større, viser han, hvor meget vi, som er blevet forløste og forligte med Gud, må forvente af hans kærlighed — som blev så rigeligt udgydt over os, da vi var syndere og fortabte, at han gav sin enbårne og elskede Søn for os. Han laver derefter sammenligninger mellem synd og fri retfærdighed, mellem Kristus og Adam, mellem død og liv, mellem lov og nåde. Det fremgår heraf, at vore onder — hvor uhyrlige de end er — opsluges af Guds uendelige barmhjertighed.

Kap. 6

§10Han fortsætter i det sjette kapitel med at nævne den helliggørelse, vi opnår i Kristus. Det er nemlig naturligt for vort kød, så snart det har fået nogen ringe kundskab om nåden, at fortsætte stille i sine egne laster og lyster — som var det blevet fri for al fare. Men Paulus hævder derimod her, at vi ikke kan tage del i Kristi retfærdighed, uden at vi også griber helliggørelsen. Han ræsonnerer ud fra dåben, hvorved vi indvies til delagtighed i Kristus; og i den begraves vi sammen med Kristus, så vi — da vi er døde i os selv — gennem hans liv kan opvækkes til et nyt liv. Det følger så, at uden genfødsel kan ingen iføre sig hans retfærdighed.

Kap. 7

§11I det syvende kapitel går han ind på en fuld diskussion om lovens brug, som han forud havde påpeget ligesom med fingeren, mens han havde et andet emne for. Han angiver en grund til, at vi er løste fra loven, og det er, fordi den kun tjener til fordømmelse. For at han dog ikke skulle udsætte loven for bebrejdelse, friholder han den i de stærkeste vendinger fra enhver beskyldning af den art. For han viser, at det er ved vores skyld, at loven — som blev givet til liv — vender sig til at blive en anledning til død. Han beskriver derefter striden mellem Ånden og kødet, som Guds børn finder i sig selv, så længe de er omgivet af et dødeligt legemes fængsel.

Kap. 8

§12Det ottende kapitel indeholder en overflod af trøst — for at de troendes samvittigheder ikke skal blive forskrækket og nedslået af den ulydighed, eller rettere ufuldkomne lydighed, han forud havde bevist. Men for at de ugudelige ikke skal smigre sig heraf, vidner han først, at dette privilegium kun tilhører de genfødte, i hvem Guds Ånd lever og hersker. Han udfolder så to ting: at alle, som ved Ånden er indplantet i Herren Jesus Kristus, er hinsides faren eller chancen for fordømmelse — hvor meget end de stadig kan være tynget af synd; og også, at alle, som forbliver i kødet uden Åndens helliggørelse, på ingen måde er delagtige i denne store gave.

Kap. 9

§13Men eftersom mange var meget bekymrede ved at se jøderne — pagtens første vogtere og arvinger — forkaste Kristus (for de udledte heraf, at enten var pagten overført fra Abrahams efterkommere, som vanrøgtede dens opfyldelse, eller også var han, der ikke gjorde bedre forsorg for Israels folk, ikke den lovede Forløser), så imødegår han denne indvending i begyndelsen af det niende kapitel. Efter da at have talt om sin kærlighed til sit eget folk — for at han ikke skulle synes at tale af had — og efter også at have nævnt de privilegier, hvormed de overgik andre, glider han forsigtigt ind på det punkt, han havde for: at fjerne den forargelse, som opstod af deres egen blindhed. Og han deler Abrahams børn i to klasser, for at han kunne vise, at ikke alle, som nedstammede fra ham efter kødet, skal regnes for sæd og blive delagtige i pagtens nåde; men at fremmede tværtimod bliver hans børn, når de besidder hans tro. Han fremfører Jakob og Esau som eksempler. Han henviser os så her tilbage til Guds udvælgelse, hvorpå hele sagen nødvendigvis hviler.

Kap. 10

§14Efter atter at have begyndt i det tiende kapitel ved at vidne om sin kærlighed til jøderne, erklærer han, at en forfængelig tillid til deres egne gerninger var årsagen til deres ruin. Og for at de ikke skulle påberåbe sig loven, imødegår han deres indvending og siger, at vi ved selve loven ledes som ved hånden til troens retfærdighed. Han tilføjer, at denne retfærdighed gennem Guds rige godhed tilbydes uden forskel til alle folkeslag, men kun gribes af dem, som Herren ved særlig nåde oplyser.

Kap. 11

§15Spørgsmålet stod stadig tilbage: »Er der ikke en forskel mellem Abrahams sæd og andre folkeslag efter Guds pagt?« Idet han går videre med at besvare dette spørgsmål, minder han os først om, at Guds værk ikke skal begrænses til det, der ses for vore øjne — eftersom de udvalgte ofte undslipper vores iagttagelse. For Elias tog fejl, da han mente, at religionen var helt uddød blandt israelitterne, mens der stadig var syv tusinde tilbage. Og videre: at vi ikke må forvirres af mængden af vantro, som — som vi ser — hader evangeliet. Han hævder til sidst, at Guds pagt fortsætter til Abrahams efterkommere efter kødet, men kun til dem, som Herren ved fri udvælgelse har forudbestemt.

Kap. 12-14

§16De tre kapitler, der følger, er formanende, men varierede i indhold. Det tolvte kapitel indeholder almindelige forskrifter for det kristne liv. Det trettende taler for det meste om øvrighedens myndighed. Vi kan utvivlsomt heraf udlede, at der dengang var nogle urolige personer, som mente, at den kristne frihed ikke kunne eksistere uden at omstyrte den borgerlige magt. Men for at Paulus ikke skulle synes at pålægge kirken nogen andre pligter end kærlighedens, erklærer han, at denne lydighed er inkluderet i, hvad kærligheden kræver.

Kap. 15-16

§17Det femtende kapitel begynder med en gentagelse af det almindelige argument — som konklusion på hele emnet — at de stærke skal bruge deres styrke i bestræbelser på at stadfæste de svage. Og eftersom der var en evig uoverensstemmelse om de mosaiske ceremonier mellem jøderne og hedningene, dæmper han al rivalisering mellem dem ved at fjerne årsagen til striden. For han viser, at frelsen for både dem og dem hvilede på Guds barmhjertighed alene. Det sidste kapitel optages næsten helt af hilsener, om end strøet med nogle forskrifter værd at lægge mærke til; og det slutter med en bemærkelsesværdig bøn.

§1JOHANNES CALVIN TIL SIMON GRYNAEUS, en mand værdig al ære.

§2Jeg husker, at vi for tre år siden i en venskabelig samtale drøftede den bedste måde at udlægge Skriften på. Den plan, der særligt behagede dig, syntes også mig den mest værdige til godkendelse: vi mente begge, at en udlæggers fornemste fortrinlighed består i klar korthed (lucida brevitas). Og eftersom det jo næsten er hans eneste opgave at åbne den forfatters sind, han påtager sig at forklare — så vidt han fører sine læsere bort fra denne, så vidt går han bort fra sit formål og vandrer på en måde uden for sine egne grænser. Vi udtrykte derfor et håb om, at der blandt dem, der i dag stræber efter at fremme teologiens sag ved denne slags arbejde, ville findes nogen, som ville studere klarhed og bestræbe sig på at undgå det onde at trætte sine læsere med vidtløftighed. Jeg ved samtidig, at dette syn ikke deles af alle, og at de, der dømmer anderledes, har deres grunde; men jeg kan dog ikke drages bort fra kærligheden til det sammentrængte. Men eftersom der er en sådan variation i menneskenes sind, at forskellige ting behager forskellige personer, lad da enhver i dette tilfælde følge sin egen dom — forudsat at ingen forsøger at tvinge andre til at antage sine egne regler. Således vil det ske, at vi, som godkender kortheden, hverken vil forkaste eller foragte deres arbejde, der er mere fyldige og vidtløftige i deres forklaringer af Skriften — og at de igen vil bære over med os, om end de måtte mene os for sammenpressede og koncise.

§3Jeg kunne i sandhed ikke have afholdt mig fra at forsøge noget for at gavne Guds kirke på denne måde. Jeg er dog på ingen måde sikker på, at jeg har opnået det, der dengang syntes os bedst. Heller ikke håbede jeg at opnå det, da jeg begyndte; men jeg har bestræbt mig på at indrette min stil sådan, at jeg kunne synes at sigte mod den model. Hvor langt jeg er lykkedes — eftersom det ikke er min sag at afgøre det — overlader jeg til dig og dine ligesindede at bedømme.

§4At jeg har vovet at gøre forsøget, særligt med dette Pauli brev, ser jeg vil udsætte mig for mange fordømmelse. For eftersom mænd af så stor lærdom allerede har arbejdet med dets forklaring, synes det ikke sandsynligt, at der er plads for andre til at frembringe noget bedre. Og jeg tilstår, at — om end jeg lovede mig selv en eller anden frugt af mit arbejde — blev jeg først afskrækket af denne tanke. For jeg frygtede, at jeg skulle pådrage mig beskyldningen om formastelighed ved at lægge hånd på et værk, der var udført af så mange berømte håndværkere. Der findes mange kommentarer over dette brev af de gamle, og mange af nyere forfattere. Og de kunne sandelig aldrig have anvendt deres arbejde på en bedre måde — for når nogen forstår dette brev, har han fået en åben passage til forståelsen af hele Skriften.

§5Om de gamle, som ved deres fromhed, lærdom, hellighed og også ved deres alder har vundet så stor autoritet, at vi ikke bør foragte noget af det, de har fremført, vil jeg intet sige. Og om dem, der lever i dag, er det ikke til nogen gavn at nævne alle ved navn. Om dem, der har lagt mest arbejde i dette værk, vil jeg udtrykke min mening.

§6Filip Melanchthon, som ved sin enestående lærdom og flid og ved den parathed i alle slags kundskab, hvori han udmærker sig, har indført mere lys end de, der gik forud for ham. Men eftersom det synes at have været hans formål kun at undersøge de ting, der hovedsageligt er værd at lægge mærke til, dvælede han udførligt ved disse og forbigik bevidst mange ting, som almindelige sind finder vanskelige.

§7Dernæst følger Bullinger, som med rette har opnået ikke ringe ros. For med lærdom har han forbundet enkelhed, hvorfor han er blevet højt anbefalet.

§8På sidstepladsen kommer Bucer, som ved at udgive sine værker har givet ligesom det sidste strøg. For udover sin dybtgående lærdom og udvidede kundskab om tingene, og udover hans sinds klarhed, megen læsning og mange andre fortrinligheder, hvori han næppe overgås af nogen i dag — kun lige opnås af få, og overgås af endnu færre — besidder han, som du ved, denne ros som sin egen: at ingen i vor tid med så meget arbejde har været beskæftiget med at udlægge Skriften.

§9Som det da ville have været — det ved jeg — et bevis på den mest formastelige rivalisering at ønske at konkurrere med sådanne mænd, kom en sådan ting aldrig ind i mit sind. Heller ikke har jeg lyst til at tage den mindste del af deres ros fra dem. Lad den gunst og autoritet, som efter alle gode mænds bekendelse de har fortjent, fortsætte at være deres. Dette håber jeg dog vil blive tilladt: at intet er gjort af mennesker så absolut fuldkomment, at der ikke er rum tilbage for deres flids, som efterfølger dem — enten til at polere eller pryde eller belyse. Om mig selv vover jeg ikke at sige noget, undtagen at jeg mente, at mit arbejde ikke ville være unyttigt, og at jeg har påtaget mig det af ingen anden grund end for at fremme Kirkens almene gode.

§10Jeg håbede yderligere, at jeg ved at antage en anderledes plan ikke ville udsætte mig for den hadefulde anklage om rivalisering, som jeg i første omgang frygtede. Filip nåede sit mål ved at belyse hovedpunkterne; idet han var optaget af disse primære ting, forbigik han mange ting, som fortjener opmærksomhed; og det var ikke hans formål at forhindre andre i at undersøge dem. Bucer er for vidtløftig for forretningsfolk at læse, og for dyb til at forstås af dem, der er enfoldige og ikke i stand til megen anvendelse. For hvilket emne han end behandler, antydes så mange ting for ham gennem hans sinds utrolige frugtbarhed, hvori han udmærker sig, at han ikke ved, hvornår han skal stoppe.

§11Eftersom da den første ikke har forklaret hver passage, og den anden har behandlet hvert punkt mere udførligt, end det kan læses i kort tid — har mit forsøg ikke engang udseendet af at være en rivaliserings handling. Jeg tøvede dog i nogen tid med, om det ville være bedre at samle nogle efterslæt efter disse og andre, hvorved jeg kunne hjælpe mere ydmyge sind — eller komponere en regelret kommentar, hvori jeg nødvendigvis ville være nødt til at gentage mange ting, som forud var sagt af dem alle, eller i det mindste af nogle af dem.

§12Om dette værks nyttighed vil jeg intet sige; ikke ondsindede mænd vil dog måske have grunde til at bekende, at de har høstet større udbytte af det, end jeg med nogen beskedenhed tør love. Hvad angår, at jeg undertiden adskiller mig fra andre eller på en eller anden måde afviger fra dem, så er det kun ret, at jeg undskyldes. Sådan ærefrygt skal vi sandelig nære for Guds ord, at vi ikke i mindste grad bør forvrænge det ved varierende udlægninger. For dets majestæt formindskes — jeg ved ikke hvor meget — særligt når det ikke udlægges med stor forsigtighed og stor ædruelighed.

§13Men vi finder altid, at selv de, som ikke har manglet iver for fromheden eller ærefrygt og ædruelighed i behandlingen af Guds mysterier, på ingen måde har været enige indbyrdes på hvert punkt. For Gud har aldrig favnet sine tjenere med så stor en velsignelse, at de alle blev udrustet med en fuld og fuldkommen kundskab om alle ting. Og uden tvivl med dette formål: at han for det første kunne holde dem ydmyge; og for det andet gøre dem disponerede til at dyrke broderligt samkvem. Eftersom da det, der ellers ville være meget ønskeligt, ikke kan forventes i dette liv — det vil sige universel enighed blandt os om fortolkningen af alle dele af Skriften — må vi bestræbe os på, at vi, når vi afviger fra vore forgængeres opfattelser, ikke bliver tilskyndet af nogen nyhedshumør, ej heller drevet af nogen lyst til at bagvaske andre, ej heller anstiftet af had, ej heller kildret af nogen ambition, men tvunget af nødvendigheden alene og af motivet at søge at gøre godt.

§14Strasbourg, 18. oktober 1539.

§1Dette brevs fordele er forskelligartede og mangfoldige; for det indeholder mange særlige emner, hvis behandling i rækkefølge vil vise, hvor nødvendige de er at kende.

§2Korinth var, som enhver ved, en velhavende og berømt by i Achaia. Da den blev ødelagt af L. Mummius af ingen anden grund, end at fordelene ved dens beliggenhed vakte hans mistanker, blev den senere genopbygget af eftertiden af samme grund, som Mummius havde for at ødelægge den. Også beliggenheden gjorde, at den blev genrejst på kort tid. For eftersom den havde Det Ægæiske Hav på den ene side og Det Joniske på den anden, og var en gennemfartsåre mellem Attika og Peloponnes, lå den meget bekvemt for import og eksport.

§3Paulus, efter at have undervist der i halvandet år (som Lukas nævner i Apostelgerningerne), blev til sidst tvunget af jødernes ondskab og sejlede derfra til Syrien (ApG 18,11.18). Under Paulus' fravær havde falske apostle sneget sig ind — ikke, efter min mening, for åbent at forstyrre menigheden med ugudelige lærdomme eller bevidst at undergrave sund lære; men idet de pranged med deres tales pragt og glans — eller rettere oppustede af en tom løftethed i talen — så de ned på Paulus' enfoldighed, og selv evangeliet, med foragt. De gav siden ved deres ærgerrighed anledning til, at menigheden blev splittet i forskellige partier; og endelig — hensynsløse i alt, blot de selv blev holdt i agtelse — gjorde de det til deres mål at fremme deres egen ære snarere end Kristi rige og folkets velfærd.

§4På den anden side, eftersom de laster herskede i Korinth, som handelsbyer plejer at være særligt befængte med — luksus, stolthed, forfængelighed, blødagtighed, umættelig griskhed og ærgerrighed — havde de fundet vej selv ind i menigheden, så disciplinen var stærkt slappet. Ja mere endnu: lærens renhed var allerede begyndt at aftage, så at religionens hovedartikel — de dødes opstandelse — blev draget i tvivl. Dog midt i denne store fordærvelse på alle områder var de tilfredse med sig selv, lige som om alt havde stået på den bedst mulige fod. Sådan er Satans sædvanlige kneb. Hvis han ikke kan hindre lærens fremgang, kryber han hemmeligt frem for at angribe den; hvis han ikke ved direkte løgne kan undertrykke den, så graver han hemmelige miner under den; og hvis han ikke kan vende menneskenes sind bort fra den, fører han dem lidt efter lidt til at afvige fra den.

§5Hvad angår de værdiløse personer, som havde forstyrret den korinthiske menighed, slutter jeg ikke uden god grund, at de ikke var åbenlyse fjender af sandheden. Vi ser, at Paulus ingen andre steder skåner falske lærdomme. Brevene til galaterne, kolossenserne, filipperne og til Timotheus er korte; men i alle disse censurerer han ikke blot de falske apostle, men påpeger også samtidig, i hvilke henseender de skadede menigheden.

§6Jeg slutter heraf, at de var personer, der ikke åbenlyst tog noget bort fra evangeliets substans; men eftersom de brændte af en fejlrettet iver efter at udmærke sig, er det min mening, at de — med henblik på at gøre sig beundrede — opfandt en ny måde at undervise på, i strid med Kristi enfoldighed. Dette må nødvendigvis være tilfældet med alle, som endnu ikke har skudt selvet fra sig, så de uforbeholdent kan engagere sig i Herrens værk. Det første skridt mod at tjene Kristus er at miste sig selv af syne og kun tænke på Herrens ære og menneskenes frelse. Videre vil ingen nogensinde være kvalificeret til at undervise, som ikke først selv har smagt evangeliets virkning, så han ikke så meget taler med munden som med hjertets dispositioner.

§7Vi er nu i besiddelse af den hensigt, Paulus havde med at skrive dette brev. Jeg vil nu give summen af argumentet, ved kort at nedskrive de særlige hovedtemaer.

Kap. 1

§8Han begynder med en lovprisning, som i virkeligheden er en formaning, om at de skal fortsætte, som de er begyndt; og således blødgør han dem på forhånd, så han kan gøre dem mere lærevillige. Umiddelbart derefter går han dog videre med at irettesætte dem, idet han nævner de splittelser, som plagede deres menighed. I sit ønske om at helbrede dette onde kalder han dem til at udskifte hovmod med ydmyghed. For han nedstyrter al verdens visdom, så korsets prædiken alene må ophøjes.

Kap. 2

§9I det andet kapitel fremfører han, som eksempel, sin egen prædiken — som efter menneskers regnskab var ringe og foragtelig, men dog blev udmærket ved Åndens kraft. Og imens udfolder han udførligere den tanke, at der i evangeliet findes en himmelsk og skjult visdom, som ikke kan fattes ved nogen skarpsindighed eller indsigt eller ved nogen sansning, og som ikke styres af menneskelige ræsonnementer og hverken behøver smykkede ord eller udsmykning, men ene ved Åndens åbenbaring kommer til at kendes af menneskenes forstand og besegles i deres hjerter.

Kap. 3

§10Begyndelsen af det tredje kapitel indeholder anvendelsen af dette sidste afsnit af emnet på deres situation. For Paulus klager over, at de — eftersom de var kødelige — knap var i stand til at lære evangeliets første grundsætninger. Han antyder hermed, at den modvilje, de havde fået mod ordet, ikke skyldtes nogen fejl ved ordet selv, men deres uvidenhed. Han viser dem dernæst, i hvilken agtelse evangeliets tjenere bør holdes — således at den ære, der gives dem, ikke i nogen grad må forringe den ære, der tilkommer Gud.

Kap. 4

§11I begyndelsen af det fjerde kapitel påpeger han, hvad en sand apostels embede er. Og eftersom det var deres fordærvede dom, der hindrede dem i at anerkende ham som sådan, lægger han denne til side og appellerer til Herrens dag.

Kap. 5

§12I det femte kapitel tager han fat på dem, fordi de stiltiende havde tålt en incestuøs forbindelse mellem en stedsøn og en stedmor; og han belærer dem om, at i forbindelse med en så stor forbrydelse var der god grund til, at de skulle være skamfulde i stedet for at være oppustede af stolthed.

Kap. 6

§13Det sjette kapitel består hovedsageligt af to dele. I den første gør han udfald mod retssager, hvormed de chikanerede hinanden for vantro dommere — til evangeliets store vanære. I den anden irettesætter han hengivelse til utugt, som var nået et sådant punkt, at det næsten blev set som en lovlig ting.

Kap. 7

§14Det syvende kapitel indeholder en drøftelse om jomfruelighed, ægteskab og ugift stand. Så vidt vi kan formode af Paulus' ord, havde der bredt sig en overtroisk forestilling blandt korintherne, om at jomfruelighed var en udmærket og på en måde englelig dyd — så ægteskabet blev holdt af dem i foragt, som om det var en profan ting.

Kap. 8

§15I det ottende kapitel forbyder han dem at have fællesskab med afgudsdyrkere i deres urene ofre eller at give understøttelse til noget af en sådan natur, der kunne skade svage samvittigheder. Og eftersom de undskyldte sig med det påskud, at de på ingen måde forbandt sig med afgudsdyrkere i nogen fordærvet opfattelse — eftersom de i hjertet erkendte én Gud og betragtede afguder som tomme påfund — afviser han denne undskyldning ud fra det princip, at enhver må tage hensyn til sine brødre.

Kap. 9

§16I det niende kapitel viser han, at han ikke kræver mere af dem, end han selv praktiserede — for at han ikke skal regnes så urimelig, at han pålægger andre en lov, han ikke selv overholdt. For han minder dem om, hvordan han frivilligt havde afholdt sig fra at gøre brug af den frihed, Herren havde givet ham, for at han ikke skulle give anstød for nogen.

Kap. 10

§17I begyndelsen af det tiende kapitel formaner han dem ved jødernes eksempel til ikke at bedrage sig selv ved en fejlagtig tillid. Han vender derefter straks tilbage til det emne, han forud var begyndt på, og viser, hvor usømmeligt det er for dem, der tager del i Herrens nadver, at være deltagere ved »dæmonernes bord«.

Kap. 11

§18I det ellevte kapitel renser han de offentlige forsamlinger fra visse fordærvede skikke, som var i strid med kristelig sømmelighed og anstand, og viser, hvilken alvor og beskedenhed man bør udøve, når vi står for Guds og englenes øjne. Han tager dem dog hovedsagelig fat for deres fordærvede forvaltning af nadveren.

Kap. 12

§19Da imidlertid mange misbrugte de åndelige gaver til formål af ærgerrighed, går han i det tolvte kapitel ind på en drøftelse af, til hvilket formål de meddeles af Gud, og hvad der er deres rette og ægte brug — nemlig at vi ved gensidigt at bidrage til hinandens fordel forenes til ét legeme, Kristi legeme.

Kap. 13

§20Emnet udfolder han udførligere og belyser fuldere i det trettende kapitel. Summen er denne — at alle ting må ses i forhold til kærligheden. Han tager anledning heraf til at lave en omvej for at anbefale denne dyd.

Kap. 14

§21I det fjortende kapitel begynder han mere udførligt at påpege, i hvilken henseende korintherne havde fejlet i brugen af åndelige gaver. Og da blot skin betød så meget i deres bedømmelse, lærer han dem, at man i alle ting alene skal se på opbyggelse. Af denne grund foretrækker han profeti over alle andre gaver — som mere nyttig — mens korintherne satte tungerne højere af ren tom prangen.

Kap. 15

§22I det femtende kapitel går han imod en meget ødelæggende fejl, der — selv om vi næppe kan antage, at den havde bredt sig generelt blandt korintherne — dog havde grebet nogle af deres sind så stærkt, at det var nødvendigt at administrere et åbent middel. Han synes dog forsætligt at have udskudt at nævne dette emne til brevets afslutning af denne grund: at hvis han var begyndt med dette eller havde indladt sig på det straks efter at begynde, kunne de have ment, at de alle blev regnet som skyldige.

Kap. 16

§23Det sekstende kapitel består af to dele. I den første af disse formaner han dem til at lindre brødrenes nød i Jerusalem. De var på det tidspunkt knebne af hungersnød og blev grusomt behandlet af de ugudelige. Apostlene havde overdraget Paulus opgaven med at ophidse hedningenes menigheder til at hjælpe dem.

§24Heraf kan vi slutte, som jeg sagde i begyndelsen, at brevet er rigt på mest nyttig lære og indeholder en mangfoldighed af drøftelser om mange vigtige emner.

§1Så vidt vi kan dømme af forbindelsen i dette brev, synes det, at det første brev ikke var uden nogen god virkning blandt korintherne, men samtidig ikke gav så meget gavn, som det burde have gjort. Og videre: at nogle ugudelige personer, der foragtede Paulus' autoritet, vedblev i deres halsstarrighed. For den kendsgerning, at han er så meget optaget — den ene gang af at erklære sin trofasthed, den anden gang af at hævde sit embedes værdighed — er i sig selv et tegn på, at de endnu ikke var grundigt stadfæstede. Han klager også selv i udtrykkelige ord over, at der var nogle, der gjorde nar af hans tidligere brev i stedet for at drage gavn af det. Idet han da forstod menighedens tilstand hos dem at være sådan, og var tilbageholdt af andre anliggender — så han var forhindret i at komme til dem så snart, som han på det tidspunkt havde overvejet — skrev han dette brev fra Makedonien. Vi er nu i besiddelse af det formål, han havde for øje med at skrive dette brev: at han måtte fuldende, hvad han allerede havde begyndt — for at han, når han kom, kunne finde alt i god orden.

Kap. 1

§2Han begynder, som han plejer, med taksigelse — idet han takker Gud for, at han på vidunderlig måde var blevet reddet fra de mest overhængende farer. Og samtidig kalder han dem til at lægge mærke til, at alle hans trængsler og nødråb tjente til deres gavn og velfærd, så han kan sikre sig deres gunst desto bedre ved dette yderligere pant på forening — mens de ugudelige forkert tog dette som anledning til at mindske hans indflydelse. Videre — idet han ville undskylde sin udsættelse med at komme til dem — erklærer han, at han ikke havde ændret sit forsæt af letsindighed eller ubestandighed.

Kap. 2

§3Efter dette erklærer han, at grunden til, at han ikke var kommet, var denne: at han ikke kunne fremtræde hos dem glad og venlig. I denne erklæring irettesætter han dem, der ud fra hans ændring af forsæt tog anledning til at bagtale ham. Han kaster derfor skylden på korintherne, som endnu ikke var godt forberedt til at modtage ham. Han viser samtidig, med hvilken faderlig overbærenhed han var bevæget — eftersom han holdt sig tilbage fra at besøge deres by af denne grund: for at han ikke skulle være under tvang til at udøve strenghed over dem. Videre — for at ingen skulle indvende, at han imidlertid på ingen måde havde afholdt sig fra at behandle korintherne strengt i sin skrift — undskylder han den hidsighed, han havde brugt i sit første brev, ved at sige, at det skyldtes andre, som havde indespærret ham til denne nødvendighed mod hans vilje.

Kap. 3-4

§4Idet han nu havde fået anledning til at omtale sin rejse til Makedonien, begynder han at tale om sit embedes herlighed. Eftersom imidlertid de ynglingeapostle, der søgte at smædere ham, havde vundet en let sejr over ham ved at trompete deres egne lovsange — for at han ikke skulle have noget tilfælles med dem, og for at han samtidig kunne slå deres tåbelige praleri ned — erklærer han, at han henter sin anbefaling fra værket selv og ikke låner den fra mennesker. I samme passage priser han med storslåede ord sin prædikens kraft og fremhæver sit apostelembedes værdighed ved at sammenligne evangeliet med loven. Idet han imidlertid først erklærer, at han ikke krævede noget som sit eget, men anerkendte alt — hvad det end måtte være — at være udgået fra Gud.

Kap. 5

§5Eftersom imidlertid kristnes sande herlighed ligger hinsides denne verden, lærer han, at vi ved foragt for dette nærværende liv og dødelse af det ydre menneske må sætte os med hele vort sinds bestræbelse til betragtning over en salig udødelighed. Videre — nær begyndelsen af det femte kapitel — roser han sig af dette: at — drevet af en sådan disposition — har han intet andet som sit ønskes mål end at få sine tjenester godkendt for Herren; og han nærer det håb, at han vil have korintherne som vidner om sin oprigtighed.

Kap. 6-7

§6I begyndelsen af det sjette kapitel udfolder han evangeliebudskabets sum, for at han ved dets storhed og fortrinlighed kan opildne både tjenere og folk til en from omsorg. Her — efter at have bemærket, hvor trofast han havde udført sit embede — bebrejder han kortvarigt korintherne for at have været hindringer for sig selv på vejen til at høste fordel. Til denne formaning føjer han straks en opfordring til at fly fra afgudsdyrkelse — hvoraf det fremgår, at korintherne endnu ikke var bragt så langt, som han ønskede.

Kap. 8-9

§7Fra begyndelsen af det ottende kapitel til slutningen af det niende opmuntrer han dem til glæde i at give almisser — som han havde nævnt i det sidste kapitel af det første brev. Han priser dem ganske vist for at have begyndt godt, men for at deres ivers glød ikke skulle køle af med tiden — som ofte sker — opmuntrer han dem med en mangfoldighed af argumenter til at fortsætte udholdende i den kurs, hvorpå de var begyndt.

Kap. 10

§8I det tiende kapitel begynder han at forsvare sig selv og sit embede som apostel mod de bagtalelser, hvormed de ugudelige overfaldt ham. Og for det første viser han, at han er beundringsværdigt udstyret med den rustning, der kræves for at føre Kristi strid. Videre erklærer han, at den autoritet, han havde udøvet i det tidligere brev, var grundet på en god samvittigheds sikkerhed, og han viser dem, at han havde ikke mindre magt i sine handlinger, når han var nærværende, end myndighed i sine ord, når han var fraværende.

Kap. 11

§9I det ellevte kapitel opfordrer han korintherne til at give afkald på de fordærvede tilbøjeligheder, hvormed de var blevet fordærvet — idet han viser dem, at intet er farligere end at lade sig drage til side fra evangeliets enfoldighed. Den kendsgerning, at han var begyndt at blive lidt foragtet blandt dem — mens andre var blevet mere gunstigt modtaget af dem — havde ikke sin oprindelse, viser han, i nogen fejl fra hans side, men fra at de var hovmodige eller vanskelige at behage.

Kap. 12

§10Efter at have irettesat korinternes urimelige og ondsindede bedømmelse, ophøjer han sig i en streng af from ros — lader dem vide i hvor storslåede vendinger han kunne prale, om han var sådan tilbøjelig. Idet han dog forudskikker, at det er for deres skyld, at han spiller dåren ved at trompete sine egne lovsange. Til sidst — som om han tøjlede sig midt i løbet — siger han, at hans hovedgrund til ros er den fornedrelse, som blev foragtet af de stolte. For han var blevet formanet af Herren til ikke at rose sig af andet end sine svagheder.

Kap. 13

§11I det trettende kapitel — ved at advare sådanne personer på forhånd om, at han vil behandle dem med særlig strenghed — formaner han alle i almindelighed til at anerkende hans apostelembede, da det vil være til deres fordel at gøre det. Mens det er en farlig ting for dem at foragte ham, som de af erfaring havde fundet at være en pålidelig og trofast ambassadør fra Herren.

§1Hvilken del af Asien, der var beboet af galaterne, og hvad der var deres lands grænser, er velkendt; men hvorfra de oprindelig kom, er der ikke enighed om blandt historikerne. Det er almindeligt anerkendt, at de var gallere, og af den grund blev kaldt gallo-grækere. Men fra hvilken del af Gallien de kom, er sværere at afgøre.

§2På apostlen Paulus' tid var de under romernes herredømme. Han havde rent og trofast undervist dem i evangeliet; men falske apostle var trådt ind under hans fravær og havde fordærvet den sande sæd med falske og vildledende lærdomme. De lærte, at overholdelsen af ceremonier stadig var nødvendig. Dette kunne synes en bagatel; men Paulus strider med rette herom som om en grundlæggende artikel af den kristne tro. Det er intet ringe onde at slukke evangeliets lys, at lægge en snare for samvittighederne og at fjerne forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Han bemærkede, at disse fejl også var forbundet med en ugudelig og farlig opfattelse af måden, hvorpå retfærdiggørelse opnås. Dette er grunden til, at han kæmper med så megen alvor og hidsighed; og når vi af ham har lært den vigtige og alvorlige natur af stridens emne, er det vor pligt at læse med større opmærksomhed.

§3Den, der danner sin opfattelse af emnet ud fra Origenes' og Hieronymus' kommentarer, vil blive forundret over, at Paulus skulle tage så dyb interesse i ydre ritualer. Men enhver, der går til kilden, vil anerkende, at der var rigelig grund til al denne skarphed i bebrejdelse. Galaterne havde tilladt sig at blive draget bort fra den rette kurs ved overdreven godtroenhed, eller rettere ved letsindighed og tåbelighed. Han bebrejder dem derfor strengere; for jeg er ikke enig med dem, der tilskriver hans sprogs hårdhed deres langsomme opfattelse. Eféserne og kolossenserne havde været udsat for de samme fristelser. Hvis de havde lånt så villigt øre til bedragernes fortælling, mon vi forestiller os, at Paulus ville have behandlet dem med større blidhed? Denne dristighed i irettesættelse var ikke fremkaldt af folkets disposition, men fremtvunget af deres adfærds nederdrægtighed.

Kap. 1-2: Apostelembedet

§4Da vi har konstateret, hvad der var hensigten med at skrive brevet, lad os være opmærksomme på den orden, hvori det er behandlet. I første og andet kapitel hævder han sit apostelembedes autoritet — bortset fra, at han hen mod slutningen af det andet kapitel som i forbifarten berører sit hovedpunkt: spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse, som dog først tilkendegivet og direkte argumenteres i det tredje kapitel.

§5Men det er vigtigt at vide, hvorfor han arbejder så hårdt på at etablere sit eget krav på agtelse. Forudsat at Kristus regerer, og at lærens renhed forbliver uforfalsket, hvad betyder det da, om han er højere eller lavere end Peter, eller om de alle er på lige fod? Hvis alle må »blive mindre«, så Kristus alene må »blive større«, er det fåfængt at strides om menneskelige rangordninger.

§6Jeg svarer: De falske apostle, der havde bedraget galaterne, bestræbte sig på at vinde gunst ved at foregive, at de havde modtaget hverv fra apostlene. Deres hovedindflydelse opstod af at indprente troen på, at de repræsenterede apostlene og overbragte deres budskab. Til Paulus, derimod, nægtede de navnet og myndigheden af en apostel. De indvendte, at han ikke var blevet udvalgt af vor Herre som en af de tolv; at han aldrig var blevet anerkendt som sådan af apostlenes kollegium; at han ikke modtog sin lære fra Kristus eller endog fra apostlene selv. Alt dette tjente ikke blot til at sænke Paulus' autoritet, men til at rangere ham med menighedens almindelige medlemmer og således placere ham langt under disse personer, der fremsatte disse insinuationer.

§7Hvis dette havde været blot en personlig sag, ville det ikke have givet Paulus nogen uro at blive regnet for en almindelig discipel. Men da han så, at hans lære begyndte at miste sin vægt og autoritet, var han ikke berettiget til at tie. Det blev hans pligt at gøre dristig modstand. Når Satan ikke vover åbent at angribe læren, er hans næste kneb at mindske dens indflydelse ved indirekte angreb. Lad os huske, at i Paulus' person blev evangeliets sandhed angrebet.

Kap. 3: Retfærdiggørelsen

§8Han forfølger dette emne til slutningen af det andet kapitel — hvorefter han går videre til at argumentere læren om, at vi retfærdiggøres for Guds åsyn ved fri nåde og ikke ved lovens gerninger. Hans argument er dette: Hvis ceremonierne ikke har magt til at skænke retfærdiggørelse, så er overholdelsen af dem unødvendig. Vi må dog bemærke, at han ikke begrænser sig helt til ceremonier, men argumenterer generelt om gerninger — ellers ville hele drøftelsen være ubetydelig.

§9Det er derfor en fejl at antage, at apostlen indskrænkede sig helt til det særlige spørgsmål om ceremonier — et emne, der ikke kunne afgøres for sig selv. Kort sagt: Paulus argumenterer her negativt fra almene til særlige sætninger, hvilket er den sædvanlige og mest naturlige metode at ræsonnere på. Han forfølger dette emne til enden af det tredje kapitel.

Kap. 4: Ceremoniernes rette brug

§10I begyndelsen af det fjerde kapitel undersøger han den rette brug af ceremonier og grunden til, at de blev indstiftet — idet han samtidig viser, at de nu er afskaffede. Det blev nødvendigt at imødegå denne tåbelige indvending, som kunne falde nogle sind ind. Hvad var da ceremoniernes formål? Var de unyttige? Var fædrene ledigt beskæftiget med at iagttage dem? Han belyser kort to udsagn: at de i deres egen tid ikke var overflødige, og at de nu er afskaffet ved Kristi komme, fordi han er deres sandhed og afslutning.

§11Han slutter, at de falske apostles lære er ugudelig og farlig, fordi den fordunkler evangeliets klarhed med gamle skygger. Apostlens lære er nu sammenflettet med nogle gribende formaninger. Hen mod kapitlets slutning oplives hans argument af en smuk allegori.

Kap. 5

§12I det femte kapitel formaner han dem til at holde fast ved den frihed, som er erhvervet ved Kristi blod, så de ikke skal overgive deres samvittigheder til at fanges af menneskers meninger. Men han minder dem samtidig om, på hvilken måde friheden lovligt kan bruges. Han tager dernæst anledning til at påpege de rette beskæftigelser for kristne — så de ikke unyttigt skal anvende deres tid på ceremonier og forsømme sager af virkelig betydning.

§1Efesos — fortroligt kendt i historien under en stor mangfoldighed af navne — var en meget berømt by i Lille Asien. De bemærkelsesværdige begivenheder i forbindelse med Guds værk ved at »danne sig et folk dér« gennem Paulus' arbejde — tillige med menighedens begyndelse og fremgang — er fortalt af Lukas i Apostelgerningerne. Lige nu vil jeg ikke gøre andet end at lade øjet glide hen over det, der bærer direkte på brevets argument.

§2Eféserne var blevet undervist af Paulus i evangeliets rene lære. På et senere tidspunkt — mens han var fange i Rom og bemærkede, at de behøvede bekræftelse — skrev han af denne grund det nuværende brev til dem.

Kap. 1: Guds frie udvælgelse

§3De tre første kapitler er hovedsageligt optaget af at anbefale Guds nåde. Straks efter hilsenen i begyndelsen af det første kapitel behandler han Guds frie udvælgelse. Dette giver ham anledning til at sige, at de nu var kaldet ind i Guds rige, fordi de var udvalgt til liv, før de blev født. Og her sker en slående udfoldelse af Guds vidunderlige barmhjertighed, når menneskenes frelse spores tilbage til sin sande og oprindelige kilde: den frie handling at antage til børn. Men eftersom menneskenes sind er dårligt skikket til at modtage et så ophøjet mysterium, tager han sin tilflugt til bøn — om at Gud ville oplyse eféserne i den fulde kundskab om Kristus.

Kap. 2: To sammenligninger

§4I det andet kapitel — ved at trække to sammenligninger op — stiller han Guds nådes rigdomme i et stærkt lys. (1) Han minder dem om, hvor elendige de var, før de blev kaldt til Kristus. Vi bliver aldrig tilbørligt klar over vore forpligtelser over for Kristus eller bedømmer ret hans godhed mod os, før vi er blevet ført til at se på den anden side den ulykkelige tilstand, hvori vi tidligere var »uden Kristus«. (2) Hedningene var »fremmede« for løfterne om evigt liv, som det havde behaget Gud at give jøderne alene.

Kap. 3: Hedningernes apostel

§5I det tredje kapitel erklærer han, at han på en særegen måde var blevet udnævnt til hedningenes apostel — fordi de i lang tid var »fremmede og udlændinge«, men nu er medregnet blandt Guds folk. Eftersom dette var en usædvanlig begivenhed, og eftersom dens nyhed skabte uro i mange sind, kalder han det »et mysterium, som ikke i andre tider blev gjort kendt for menneskenes børn« — men hvis »husholdning« var blevet betroet ham selv.

§6Hen mod kapitlets slutning beder han igen om, at Gud ville give eféserne en sådan intim kundskab om Kristus, at de intet ville ønske at vide andet. Hans formål med at gøre dette er ikke blot at lede dem til taknemlighed mod Gud for så mange gunstbeviser — og til at udtrykke denne taknemlighed ved hel hengivelse til hans tjeneste — men stadig mere at fjerne al tvivl om hans eget kald. Paulus frygtede formentlig, at de falske apostle ville ryste deres tro ved at indprente, at de kun var halvt undervist. De havde været hedninger, og da de omfavnede ren kristendom, var de ikke blevet fortalt noget om ceremonier eller omskærelse. Men alle, der pålagde kristne lovens overholdelse, var højrøstede i bekræftelsen af, at de, der ikke er blevet indført i Guds menighed ved omskærelse, må holdes for profane personer.

Kap. 4: Kirkens styrelse

§7I det fjerde kapitel beskriver han måden, hvorpå Herren styrer og beskytter sin menighed — nemlig ved evangeliet prædiket ved mennesker. Heraf følger, at dens integritet på ingen anden måde kan bevares, og at det mål, den sigter mod, er sand fuldkommenhed. Apostlens hensigt er at anbefale eféserne den tjeneste, hvorved Gud regerer iblandt os. Han udfolder derefter frugterne af denne forkyndelse — et helligt liv og alle fromhedens pligter. Han nøjes ikke med at beskrive i almene termer, hvordan kristne bør leve, men opstiller særlige formaninger, tilpasset samfundets forskellige relationer.

§1Det er almindeligt kendt, at Filippi var en by i Makedonien, beliggende på Thrakiens grænser, på hvis sletter Pompejus blev overvundet af Cæsar, og Brutus og Cassius senere blev overvundet af Antonius og Oktavius. Således har romerske opstande gjort dette sted berømt ved to mindeværdige slag. Da Paulus blev kaldt til Makedonien ved en udtrykkelig åbenbaring, grundlagde han først en menighed i denne by (som det fortælles af Lukas i ApG 16,12) — som ikke blot stod fast i troen, men også med tiden, som dette brev bevidner, blev forøget både i antal og i fremgang.

§2Anledningen til, at Paulus skrev til filipperne, var denne: Da de havde sendt ham ved Epafroditus, deres præst, sådanne ting som han havde brug for, da han var i fængsel — til at opretholde livet og til andre mere end almindelige udgifter — kan der ikke være tvivl om, at Epafroditus samtidig forklarede ham menighedens samlede tilstand og handlede som rådgiver i at antyde de ting, om hvilke de behøvede at blive formaningsret. Det fremgår dog, at der havde været forsøg mod dem fra falske apostle, som vandrede hid og did med det formål at sprede fordrejelser af sund lære. Men eftersom de var forblevet faste i sandheden, lovpriser apostlen deres standhaftighed.

Kap. 1: Paulus' fangenskab

§3Og efter, først af alt — for at sikre deres tillid — at have erklæret den fromme hengivenhed i sit sind over for dem, går han videre med at behandle sig selv og sine bånd, for at de ikke skal føle sig modløse ved at se ham fange og i livsfare. Han viser dem følgelig, at evangeliets ære så langt fra at blive formindsket ved dette middel snarere er et argument til bekræftelse af dets sandhed. Og han opildner samtidig dem ved sit eget eksempel til at være forberedt på enhver hændelse. Han afslutter til sidst første kapitel med en kort formaning til enhed og tålmodighed.

Kap. 2: Mod ærgerrighed

§4Eftersom imidlertid ærgerrighed næsten uden undtagelse er splittelsens moder og af denne grund kommer til at åbne en dør for nye og fremmede lærdomme, beder han dem i begyndelsen af det andet kapitel med stor alvor om ikke at holde noget højere i agtelse end ydmyghed og beskedenhed. Med dette mål gør han brug af forskellige argumenter. Og for at han bedre kan fastholde dem, lover han at sende Timotheus til dem inden længe — ja, han udtrykker endda et håb om selv at kunne besøge dem. Han angiver bagefter en grund til Epafroditus' forsinkelse.

Kap. 3: Mod de falske apostle

§5I det tredje kapitel gør han udfald mod de falske apostle og sætter til side både deres tomme praleri og omskærelsens lære, som de ivrigt hævdede. Mod alle deres opfindelser stiller han Kristi enkle lære. Mod deres arrogance stiller han sit tidligere liv og nuværende kurs af adfærd, hvori et sandt billede af kristen fromhed lyste frem. Han viser også, at fuldkommenhedens tinde, som vi må sigte efter under hele vort liv, er denne: at have fællesskab med Kristus i hans død og opstandelse — og dette etablerer han ved sit eget eksempel.

Kap. 4: Almene formaninger

§6Han begynder det fjerde kapitel med særlige formaninger, men går derefter videre til formaninger af mere almen art. Han afslutter brevet med en erklæring af sin taknemlighed mod filipperne — for at de ikke skal tro, at det, de havde lagt ud til at afhjælpe hans nødvendigheder, var ilde anvendt.

§1Der var tre nabobyer i Frygien, som Paulus nævner i dette brev — Laodikea, Hierapolis og Kolosse — som ifølge Orosius blev styrtet af et jordskælv i kejser Neros tid. Følgelig: ikke længe efter, at dette brev blev skrevet, omkom tre menigheder af stort ry ved en sørgelig såvel som rædselsfuld begivenhed — sandelig et klart spejl af den guddommelige dom, om vi blot havde øjne at se det med.

§2Kolossenserne var blevet undervist i evangeliet — ikke ganske vist af Paulus, men i troskab og renhed af Epafras og andre tjenere; men straks efter havde Satan med sit ukrudt sneget sig ind, efter sin sædvanlige og uforanderlige skik, for at han dér kunne forvende den rette tro.

§3Det er først og fremmest ganske åbenlyst af Paulus' ord, at disse profligater var optaget af dette: at de kunne sammenblande Kristus med Moses og fastholde lovens skygger sammen med evangeliet. Det er derfor sandsynligt, at de var jøder. Eftersom de imidlertid farvede over deres falskheder med tilsyneladende klædninger, kalder Paulus af denne grund det en »tom filosofi«. Samtidig — ved at anvende dette udtryk — havde han efter min mening for øje de spekulationer, hvormed de morede sig selv. Spekulationerne var skarpsindige, ja, men samtidig unyttige og profane. For de udtænkte en vej til Gud gennem englene og fremsatte mange spekulationer af den natur, sådan som dem, der er indeholdt i Dionysius' bøger om det himmelske hierarki, hentet fra platonisternes skole.

§4Dette er derfor hovedformålet, som han sigter mod: at lære, at alle ting er i Kristus, og at han alene burde regnes som rigeligt tilstrækkelig af kolossenserne.

Kap. 1: Den lovende del

§5Den orden, han følger, er denne: Efter den indskrift, han sædvanligvis bruger, lovpriser han dem med henblik på at få dem til at lytte til ham mere opmærksomt. Han vidner derefter — for at lukke vejen af for alle nye og fremmede opfindelser — om den lære, de tidligere havde modtaget fra Epafras. Bagefter — i sin bøn om at Herren ville forøge deres tro — antyder han, at noget endnu mangler dem, så han kan bane vej for at meddele dem mere fast undervisning. Følger så undervisningen, hvori han lærer, at alle dele af vor frelse skal findes i Kristus alene — for at de ikke skal søge noget andetsteds.

§6Og sandelig: selv denne ene artikel ville i sig selv være fuldt tilstrækkelig til at få os til at regne dette brev — kort som det er — for at være en uvurderlig skat. For hvad er af større vigtighed i hele den himmelske læres system end at have Kristus malet til livs, så vi tydeligt kan beskue hans fortrinlighed, hans embede og alle de frugter, som heraf opstår for os?

§7For i denne henseende særligt adskiller vi os fra papisterne: at mens vi begge kaldes kristne og bekender at tro på Kristus, maler de for sig selv én, der er sønderrevet, vansiret, frataget sin fortrinlighed, afklædt sit embede — kort sagt: en sådan, der hellere må kaldes et spøgelse end Kristus selv. Vi, derimod, omfavner ham, sådan som han her beskrives af Paulus — kærlig og virksom. Dette brev — for at udtrykke det i ét ord — adskiller den sande Kristus fra en opfundet.

Kap. 2: Mod menneskelærdomme

§8I det andet kapitel åbner han mere udførligt, end han havde gjort, den grund, som havde fået ham til at skrive: at han måtte tage forsorg mod den fare, som han så hænge over dem. Han taler særligt om omskærelse, afholdenhed fra føde og om andre ydre øvelser — hvori de fejlagtigt satte gudstjenesten — og også om den absurde dyrkelse af engle, som de satte i Kristi sted. Idet han havde nævnt omskærelsen, tager han anledning til også i forbifarten at bemærke, hvad der er ceremoniernes embede, og hvad deres natur er — hvoraf han stadfæster det som et afgjort punkt, at de er blevet afskaffet ved Kristus.

Kap. 3: Det nye liv

§9I det tredje kapitel — i modsætning til disse forfængelige forskrifter, til hvis overholdelse de falske apostle ønskede at binde de troende — nævner han de sande fromhedsembeder, som Herren ønsker, vi skal beskæftige os med. Og han begynder med den allerførste kilde: kødets dødelse og livets nyhed. Heraf udleder han strømmene — det vil sige særlige formaninger, hvoraf nogle gælder alle kristne ens, mens andre vedrører mere særligt enkelte personer efter deres kalds natur.

Kap. 4

§10I begyndelsen af det fjerde kapitel følger han samme emne op. Derefter — efter at have anbefalet sig til deres bønner — viser han ved mange tegn, hvor meget han elsker dem og ønsker at fremme deres velfærd.

§1Den større del af dette brev består af formaninger. Paulus havde undervist tessalonikerne i den rette tro. Da han imidlertid hørte, at forfølgelser rasede der, havde han sendt Timotheus i håbet om at opmuntre dem til kampen, så de ikke skulle vige af frygt — sådan som menneskelig svaghed er tilbøjelig til. Efter at være blevet underrettet af Timotheus om hele deres tilstand, anvender han mange forskellige argumenter for at stadfæste dem i troens udholdenhed såvel som i tålmodighed, dersom de blev kaldet til at udholde noget for evangeliets vidnesbyrd. Disse ting behandler han i de første tre kapitler.

§2I begyndelsen af det fjerde kapitel formaner han dem i almene termer til et helligt liv; derefter anbefaler han indbyrdes velvilje og alle de embeder, som strømmer af denne. Mod slutningen berører han imidlertid spørgsmålet om opstandelsen og forklarer, på hvilken måde vi alle skal opvækkes fra døden. Heraf er det åbenbart, at der var nogle slemme eller letsindige personer, som forsøgte at forstyrre deres tro ved utidigt at fremføre mange frivole sager.

§3I det femte kapitel forbyder han dem endnu strengere at forhøre sig om tiderne; men formaner dem til altid at være på vagt, så de ikke skulle blive overrumplede af Kristi pludselige og uventede komme. Heraf går han over til at give forskellige formaninger og afslutter så brevet.

§1Det forekommer mig ikke sandsynligt, at dette brev blev sendt fra Rom — som de græske manuskripter normalt bærer; for da ville han have nævnt sine lænker, sådan som han plejer i andre breve. Desuden antyder han omkring slutningen af det tredje kapitel, at han er i fare fra urimelige og slemme mennesker. Heraf kan man slutte, at han skrev dette brev under rejsen, da han var på vej til Jerusalem. Det har også fra gammel tid været en meget almindeligt modtaget opfattelse blandt latinerne, at det blev skrevet i Athen. Anledningen til, at han skrev det, var imidlertid denne: at tessalonikerne ikke skulle regne sig selv for forbigået, fordi Paulus ikke havde besøgt dem, mens han hastede til en anden egn.

§2I det første kapitel formaner han dem til tålmodighed.

§3I det andet sætter han en fåfængt og grundløs forestilling, som var kommet i omløb om at Kristi komme skulle være nær, til side ved hjælp af dette argument: at der forud for dette må være et frafald i kirken, og at en stor del af verden må troløst trække sig tilbage fra Gud — ja mere endnu: at antikrist må herske i Guds tempel.

§4I det tredje kapitel, efter at have anbefalet sig selv til deres bønner og med få ord opmuntret dem til udholdenhed, befaler han, at de skal revses strengt, som lever i ladhed på andres bekostning. Hvis de ikke adlyder formaningerne, lærer han, at de bør udelukkes.

§1Dette brev forekommer mig at være skrevet mere for andres skyld end for Timotheus' skyld — og den opfattelse vil få tilslutning af dem, som omhyggeligt vil overveje hele sagen. Jeg fornægter sandelig ikke, at Paulus også havde til hensigt at undervise og formane ham; men mit syn på brevet er, at det indeholder mange ting, som det ville have været overflødigt at skrive, hvis han kun havde haft med Timotheus at gøre. Han var en ung mand, endnu ikke iklædt den autoritet, der ville have været tilstrækkelig til at holde de halsstarrige mænd i ave, som rejste sig imod ham. Det fremgår klart af de ord, Paulus bruger, at der dengang var nogle, som var underligt tilbøjelige til pragt, og som af den grund ikke villigt ville vige for nogen, og som ligeledes brændte af så ivrig en ærgerrighed, at de aldrig ville være holdt op med at forstyrre kirken, hvis ikke en større end Timotheus var trådt imellem. Det fremgår ligeledes, at der var mange ting at få bragt i orden i Efesos, og som behøvede Paulus' godkendelse og hans navns sanktion. Da Paulus altså havde til hensigt at give Timotheus råd om mange emner, besluttede han samtidig at rådgive andre under Timotheus' navn.

Kap. 1: Mod de ærgerrige

§2I det første kapitel angriber han nogle ærgerrige personer, som pralede af at drøfte tomme spørgsmål. Man kan let slutte, at de var jøder, som — mens de foregav at have iver for loven — ringeagtede opbyggelse og kun var optaget af frivole stridsspørgsmål. Det er en utålelig vanhelligelse af Guds lov ikke at hente noget gavnligt ud af den, men blot at samle stof til snak og at misbruge dens skinhellighed til at bebyrde kirken med foragtelige bagateller.

§3Sådanne fordærvelser har længe nok hersket i pavedømmet; for hvad andet var den skolastiske teologi end et stort kaos af tomme og unyttige spekulationer? Og endda i vores egen tid er der mange, som — for at udvise deres skarpsindighed ved at behandle Guds ord — tillader sig at lege med det på samme måde, som var det profan filosofi. Paulus tager på sig at støtte Timotheus i rettelsen af denne last og påpeger, hvad der er den principielle undervisning, der skal udledes af loven; for at det må fremgå klart, at de, som bruger loven på en anden måde, er dens fordærvere.

§4Dernæst — for at hans autoritet ikke skal blive foragtet — anerkender han først sin uværdighed, og hævder dernæst i ophøjede vendinger, hvad han blev gennem Guds nåde. Til sidst afslutter han kapitlet med en højtidelig trussel, hvorved han både stadfæster Timotheus i sund lære og en god samvittighed, og fylder andre med skræk og forfærdelse ved at fremholde for dem Hymenæus' og Alexanders eksempel.

Kap. 2: Offentlige bønner og kvindernes orden

§5I det andet kapitel påbyder han, at offentlige bønner skal frembæres til Gud for alle mennesker, og særligt for fyrster og øvrigheder; og her bemærker han også i forbifarten den fordel, som verden henter af den borgerlige regering. Han nævner derpå grunden til, at vi bør bede for alle mennesker — nemlig at Gud, ved at fremvise for alle evangeliet og Mellermanden Kristus, viser, at han ønsker, at alle mennesker skal frelses; og dette bekræfter han ligeledes ved sit eget apostelembede, som var særskilt udnævnt til hedningerne. Dernæst indbyder han alle mennesker — uanset deres land eller bolig — til at bede til Gud; og tager anledning til at indprente den blufærdighed og underkastelse, som kvinder bør bevare i den hellige forsamling.

Kap. 3: Biskopper og diakoner

§6I det tredje kapitel — efter at have erklæret biskoppens embeds fortrinlighed — afmaler han en sand biskop og opregner de egenskaber, der kræves hos ham. Dernæst beskriver han diakonernes kvalifikationer og hustruernes — både diakonernes og biskoppernes. Og for at Timotheus må være desto flittigere og samvittighedsfuldere i at overholde alle ting, minder han ham om, hvad det er at være beskæftiget i styrelsen af »kirken, som er Guds hus og sandhedens søjle«. Endelig nævner han hovedpunktet og det grundlæggende punkt i al himmelsk lære — det, som angår Guds Søn åbenbaret i kødet; i sammenligning med hvilket alle andre ting, som han bemærkede, at ærgerrige mænd var helt hengivne til, skulle regnes for intet værd.

Kap. 4: Mod menneskelærdomme

§7Hvad det følgende angår — i begyndelsen af det fjerde kapitel — fordømmes de falske lærdomme om forbud mod ægteskab og forskellige slags spise og de absurde fabler, som strider mod denne lære, strengt af ham. Dernæst tilføjer han, at han og alle gode mænd, som holder denne lære, ingen andre fjender har end dem, som ikke kan udholde, at mennesker skal sætte deres lid til den levende Gud. Ved kapitlets slutning befæster han igen Timotheus ved en ny formaning.

Kap. 5: Enker og ældste

§8I det femte kapitel — efter at have anbefalet blufærdighed og mildhed i irettesættelser — argumenterer han om enker, som dengang blev optaget i kirkens tjeneste. Han påbyder, at de ikke skal modtages uden forskel, men kun dem, som — efter at være blevet godkendt gennem hele deres liv — er nået til tres års alderen og ikke har noget husligt bånd. Herfra går han over til de ældste og forklarer, hvordan de bør forholde sig, både i deres måde at leve på og i udøvelsen af disciplin. Denne lære besegler apostelen med en højtidelig ed, og forbyder ham atter at indsætte nogen letsindigt i ældstes embede. Han formaner ham til at drikke vin i stedet for vand til bevarelse af sit helbred. Ved kapitlets slutning formaner han ham til at udsætte med at fælde dom over skjulte overtrædelser.

Kap. 6: Tjenere, falske lærere og rigdom

§9I det sjette kapitel giver han undervisning om tjeneres pligt og tager anledning til at føre et heftigt angreb mod falske lærere, som — ved at trættes om unyttige spekulationer — er mere ivrige for gevinst end for opbyggelse, og viser, at gerrighed er en højst dødelig pest. Han vender derefter tilbage til en højtidelig formaning lig den tidligere, for at de formaninger, som han nu giver Timotheus, ikke skal blive forgæves. Endelig — efter i forbifarten at have berørt rigdom — forbyder han igen Timotheus at indvikle sig selv i unyttige lærdomme.

Om brevets oprindelsessted

§10Hvad angår den almindelige græske indskrift, der siger, at dette brev blev skrevet fra Laodikea, er jeg ikke enig med den; for eftersom Paulus, mens han skrev til kolossenserne som fange, bekræfter, at han aldrig havde set laodikenserne — så er de, der hævder den modsatte opfattelse, tvunget til at antage to Laodikeaer i Lille Asien, skønt kun ét er nævnt af historikerne. Desuden, da Paulus gik til Makedonien, lod han Timotheus blive tilbage i Efesos, som han udtrykkeligt erklærer. Han skrev dette brev enten undervejs — før han ankom dertil — eller efter at have vendt tilbage fra rejsen. Nu er Laodikea åbenbart i en større afstand fra Makedonien end Efesos er; og det er ikke sandsynligt, at Paulus på sin tilbagerejse skulle have rejst til Laodikea og forbi Efesos — særligt da der var mange grunde, der opfordrede ham til at besøge det. Derfor tænker jeg snarere, at han skrev det fra et andet sted. Men dette er ikke en sag af så stor vigtighed, at jeg skulle ønske at drøfte den med dem, som er af modsat opfattelse. Lad enhver følge sin egen dom. Jeg påpeger blot, hvad der — i det mindste efter min mening — er mere sandsynligt.

§1Det kan ikke afgøres med absolut sikkerhed ud fra Lukas' beretning, på hvilket tidspunkt det første brev blev skrevet. Men jeg er ikke i tvivl om, at Paulus efter den tid havde personlig kontakt med Timotheus; og det er endda muligt — hvis den almindeligt modtagne mening kan tros — at Paulus havde ham som ledsager og hjælper på mange steder. Dog kan det let sluttes, at han var i Efesos, da dette brev blev skrevet til ham; for mod slutningen af brevet (2. Tim 4,19) hilser Paulus »Priska, og Akvila og Onesiforus«, hvoraf den sidste var fra Efesos; og Lukas oplyser os om, at de to andre forblev i Efesos, da Paulus sejlede til Judæa (ApG 18,18-19).

§2Hovedpunktet, hvorom det drejer sig, er at stadfæste Timotheus både i evangeliets tro og i den rene og udholdende forkyndelse af det. Men disse formaninger får ikke ringe vægt ud fra betragtningen af det tidspunkt, hvor han skrev dem. Paulus havde for øjnene den død, som han var beredt til at lide for evangeliets vidnesbyrd. Alt det, vi her læser om Kristi rige, om håbet om evigt liv, om den kristne strid, om tilliden i at bekende Kristus og om lærens vished — det skal vi betragte som skrevet ikke med blæk, men med Pauli eget blod; for intet hævdes af ham, for hvilket han ikke tilbyder sin død som pant. Og derfor må dette brev regnes som en højtidelig underskrivelse og stadfæstelse af Pauli lære.

§3Det er imidlertid vigtigt at huske — som vi anførte i fortolkningen af det første brev — at apostelen ikke skrev det blot for én mands skyld, men at han under én persons skikkelse fremlagde en almindelig lære, som siden skulle overleveres fra hånd til hånd. Og først — efter at have prist Timotheus' tro, hvori han havde været oplært fra barnsben — formaner han ham til trofast at vedblive i den lære, som han havde lært, og i det embede, der var betroet ham; og samtidig — for at Timotheus ikke skal blive nedslået på grund af Pauli fangenskab eller andres frafald — roser han sit apostelembede og den løn, der er lagt op for ham. Han priser ligeledes Onesiforus for ved sit eksempel at opmuntre andre; og fordi de kristnes vilkår — som tjener Kristus — er smerteligt og vanskeligt, henter han sammenligninger både fra agerdyrkere og fra soldater. De første tøver ikke med at lægge meget arbejde i jordens dyrkning, før nogen frugt ses, mens de sidste lægger alle bekymringer og beskæftigelser til side for helt at hengive sig til soldaterlivet og deres feltherres befaling.

§4Dernæst giver han et kort sammendrag af sit evangelium og befaler Timotheus at give det videre til andre og at sørge for, at det overleveres til eftertiden. Idet han herfra tager anledning til atter at nævne sit eget fangenskab, hæver han sig til hellig frimodighed for at opildne andre ved sit ædle mod; for han indbyder os alle til sammen med ham at betragte den krone, som venter ham i himlen.

§5Han byder ham også at afholde sig fra stridslystne disputter og tomme spørgsmål — og anbefaler ham derimod at fremme opbyggelse. Og for klarere at vise, hvor uhyrlig en uskik dette er, fortæller han, at nogle er gået til grunde ved det, og særligt nævner han to, Hymenæus og Filetus, som — efter at være faldet i uhyrlig absurditet ved at omstyrte troen på opstandelsen — led den rædsomme straf for deres tomhed. Men fordi sådanne fald — særligt af fremragende mænd og dem, som nød nogen anseelse — sædvanligvis ledsages af stor forargelse, viser han, at de troende ikke bør lade sig forskrække over dette, eftersom de, som bærer Kristi navn, ikke alle faktisk tilhører Kristus, og fordi kirken må være udsat for den elendighed at dvæle blandt onde og ugudelige personer i denne verden. Dog — for at dette ikke unødigt skal forfærde svage sind — mildner han det forsigtigt ved at sige, at Herren vil bevare sine egne, dem han har udvalgt, indtil enden.

§6Han vender derefter tilbage til at formane Timotheus til trofast at udholde sit embede; og for at gøre ham mere omhyggelig, forudsiger han, hvilke farlige tider der venter de gode og fromme, og hvilke ødelæggende mænd der siden skal opstå. Men i modsætning til alt dette stadfæster han ham ved håbet om et godt og lykkeligt udfald. Særligt anbefaler han ham at være stadigt beskæftiget med at undervise i sund lære, idet han påpeger den rette brug af Skriften — så han kan vide, at han i den vil finde alt det, der er nødvendigt for kirkens solide opbyggelse.

§7Dernæst nævner han, at hans egen død er nær, men han gør det på den måde, som en sejrherre, der haster mod en glorværdig triumf — hvilket er et klart vidnesbyrd om vidunderlig tillid. Endelig — efter at have bedt Timotheus om at komme til sig så snart som muligt — påpeger han den nødvendighed, der opstår af hans nuværende vilkår. Dette er hovedemnet i brevets afslutning.

§1Paulus, som kun havde lagt fundamenterne til kirken på Kreta og hastede mod et andet sted (for han var ikke hyrde for en enkelt ø, men hedningernes apostel), havde pålagt Titus at fortsætte dette arbejde som evangelist. Det fremgår tydeligt af dette brev, at Satan straks efter Paulus' afrejse arbejdede ikke alene på at omstyrte kirkens styrelse, men ligeledes på at fordærve dens lære.

§2Der var nogle, som af ærgerrige motiver ønskede at hæves til hyrdens rang, og som — fordi Titus ikke føjede deres slemme ønsker — talte ufordelagtigt om ham til mange mennesker. På den anden side var der jøder, som under påskud af at understøtte den mosaiske lov indførte en mængde bagateller; og sådanne personer blev hørt med iver og megen anerkendelse. Paulus skriver derfor med dette formål: at udruste Titus med sin autoritet, så han kan bære så stor en byrde; for utvivlsomt var der nogle, som frygtløst foragtede ham som blot tilhørende hyrdernes almindelige rang. Det er også muligt, at der var klager over ham i omløb — at han antog mere autoritet, end der tilkom ham, når han ikke anerkendte hyrder, før han havde sat dem på prøve og fastslået deres egnethed.

§3Heraf kan vi slutte, at dette ikke så meget var et privat brev fra Paulus til Titus, som det var et offentligt brev til kreterne. Det er ikke sandsynligt, at Titus dadles for med for stor overbærenhed at have hævet uværdige personer til biskoppens embede, eller at han — som en uvidende og novice — får at vide, hvad det er for en slags lære, han bør undervise folket i; men fordi den tilbørlige ære ikke blev vist ham, ikkæder Paulus ham med sin egen autoritet, både til at indsætte tjenere og i hele kirkens styrelse. Fordi der var mange, som tåbeligt ønskede at have en anden form for lære end den, han overleverede, billiger Paulus alene denne — afvisende alle andre — og formaner ham til at fortsætte, som han var begyndt.

§4Først viser han altså, hvilken slags personer der bør udvælges til at være tjenere. Blandt andre kvalifikationer kræver han, at en tjener skal være vel undervist i sund lære, så han ved hjælp af den kan modstå modstandere. Her tager han anledning til at dadle nogle af kreternes laster — men særligt revser han jøderne, som lod en slags hellighed bestå i forskel på føde og i andre udvendige ceremonier. For at gendrive deres tåbeligheder stiller han over for dem de sande øvelser i fromhed og kristen vandel; og — i håbet om at trænge dem nærmere ind på livet — beskriver han, hvilke pligter der tilkommer enhver i hans kald. Disse pligter pålægger han Titus flittigt og udholdende at indskærpe. På den anden side formaner han andre til ikke at blive trætte af at høre dem og viser, at dette er formålet med den genløsning og frelse, som er erhvervet ved Kristus. Hvis nogen halsstarrig person modsætter sig eller nægter at adlyde, byder han ham at lade den person fare. Vi ser nu, at Paulus ikke har noget andet for øje end at støtte Titus' sag og at række ham hånden for at bistå ham i at udføre Herrens værk.

§1Paulus' sinds enestående ophøjethed, om end den kan ses til større fordel i hans andre skrifter, der behandler vægtigere emner, bevidnes også af dette brev — hvori han, mens han behandler et ellers lavt og ringe emne, dog hæver sig til Gud med sin sædvanlige ophøjethed. Idet han sender en bortløben slave og tyv tilbage, bønfalder han om tilgivelse for ham. Men idet han fører denne sag, taler han om kristen overbærenhed med sådan dygtighed, at han synes at tale om hele kirkens interesser snarere end om en enkelt persons private anliggender. På vegne af en mand af den allerlaveste stand fører han sig så beskedent og ydmygt, at intet andet sted er hans sinds mildhed afmalet på en mere levende måde.

Brevets kanonicitet

§1Ikke alene var der tidligere forskellige meninger om dette brevs forfatter, men det blev også først på et sent tidspunkt modtaget af de latinske kirker. De mistænkte det for at begunstige Novatus i hans afvisning af tilgivelse til de faldne; men at dette var en grundløs opfattelse, vil blive vist gennem forskellige passager. Jeg klassificerer det uden tøven blandt de apostoliske skrifter; og jeg betvivler ikke, at det har været gennem Satans list, at nogen er blevet ledt til at bestride dets autoritet. Der findes nemlig ingen bog i Den Hellige Skrift, som taler så klart om Kristi præstedømme, som så højt ophøjer dyden og værdigheden af det ene sande offer, som han bragte ved sin død, som så rigeligt behandler brugen af ceremonier såvel som deres afskaffelse, og — kort sagt — så fyldigt forklarer, at Kristus er lovens ende. Lad os derfor ikke tillade, at Guds kirke eller vi selv berøves så stort et gode, men lad os bestemt forsvare besiddelsen af det.

Spørgsmålet om forfatterskab

§2Hvad dets forfatter angår, behøver vi imidlertid ikke at være meget ængstelige. Nogle mener, at forfatteren har været Paulus, andre Lukas, andre Barnabas og atter andre Klemens — som Hieronymus beretter. Dog nævner Eusebius i sin kirkehistories sjette bog kun Lukas og Klemens. Jeg ved vel, at det på Chrysostomos' tid overalt blev klassificeret blandt de paulinske breve af grækerne; men latinerne mente anderledes — endda dem, som var nærmest apostlenes tid.

§3Jeg kan i virkeligheden ikke fremføre nogen grund til at vise, at Paulus var dets forfatter; for de, som siger, at han bevidst undertrykte sit navn, fordi det var forhadt blandt jøderne, bringer intet, der tjener formålet; for hvorfor nævnte han da Timotheus' navn? — for ved dette forrådte han sig selv. Men måden at undervise på og stilen viser tilstrækkeligt, at Paulus ikke var forfatteren; og forfatteren selv tilstår i det andet kapitel, at han var en af apostlenes disciple — hvilket er fuldstændig anderledes end den måde, hvorpå Paulus talte om sig selv. Desuden passer det, som siges om katekisationen i det sjette kapitel, ikke godt med Pauli tid eller alder. Der er andre ting, som vi vil bemærke på deres rette sted.

Om brevets oprindelsessprog

§4Hvilken undskyldning der sædvanligvis fremføres med hensyn til stilen, ved jeg vel — nemlig at der ikke kan dannes nogen mening derudfra, fordi det græske er en oversættelse fra hebraisk foretaget af Lukas eller en anden. Men denne formodning kan let gendrives: For at gå udenom andre steder citeret fra Skriften — under den forudsætning at brevet blev skrevet på hebraisk — så ville der ikke have været nogen hentydning til ordet testamente, hvorpå forfatteren så meget dvæler. Hvad han siger om et testamente i det niende kapitel, kunne ikke have været hentet fra nogen anden kilde end fra det græske ord; for diatheke har to betydninger på græsk, mens berit på hebraisk kun betyder en pagt. Denne ene grund er nok til at overbevise mænd af sund dømmekraft om, at brevet blev skrevet på græsk.

Brevets sigte

§5Formålet ved begyndelsen er ikke at vise jøderne, at Jesus, Marias søn, var den Kristus — den genløser, som var dem lovet; for han skrev til dem, som allerede havde bekendt Kristus; det punkt regnes altså for givet. Men forfatterens hensigt var at bevise, hvad Kristi embede er. Og heraf fremgår det klart, at der ved hans komme blev sat en ende på ceremonierne. Det er nødvendigt at trække denne sondring; for sådan som det ville have været et overflødigt arbejde for apostelen at bevise for dem, som allerede var overbeviste, at det var Kristus, som var åbenbaret, sådan var det nødvendigt for ham at vise, hvad han var; for de forstod endnu ikke klart formålet, virkningen og fordelene af hans komme — men da de var optaget af et falsk syn på loven, greb de skyggen i stedet for substansen.

§6Vor sag med papisterne er lignende i dag; for de bekender med os, at Kristus er Guds Søn, den genløser, som var lovet verden; men når vi kommer til virkeligheden, finder vi, at de berøver ham mere end halvdelen af hans kraft.

Kristi forrang for engle og Moses (kap. 1-4)

§7Begyndelsen handler nu om Kristi værdighed; for det forekom jøderne mærkværdigt, at evangeliet skulle foretrækkes for loven. Og først afgør han det punkt, som var omstridt: at den lære, som Kristus bragte, havde forrangen, for den var opfyldelsen af alle profetierne. Men da den ærbødighed, hvori de holdt Moses, kunne have været en hindring for dem, viser han, at Kristus var langt overlegen alle andre. Og efter kort at have henvist til de ting, hvori han overgik andre, nævner han ved navn englene — for med dem at reducere alle til deres rette rang. Således fremskred han forsigtigt i sit forløb; for hvis han havde begyndt med Moses, ville hans sammenligning være blevet mere ildeset. Men når det fremgår af Skriften, at de himmelske magter er underordnet Kristus, er der ingen grund til, at Moses eller noget dødeligt væsen skulle nægte at blive klassificeret med dem, så at Guds Søn må findes ophøjet over engle såvel som mennesker.

§8Efter således at have bragt englene under Kristi magt og herredømme erklærer apostelen — som havde han fået ny tillid — at Moses var ham så meget underlegen, som en tjener er sin herre.

§9Ved således i de tre første kapitler at fremstille Kristus i en suveræn magtstand, antyder han, at når han taler, bør alle tie, og at intet bør forhindre os fra alvorligt at høre på hans lære. Samtidig fremstiller han ham i det andet kapitel som vor broder i vort kød; og således lokker han os til mere villigt at vie os til ham; og han blander også formaninger og trusler ind for at lede dem til lydighed, som er sløve eller halsstarrigt modsætter sig. Og han fortsætter i denne tone næsten til slutningen af det fjerde kapitel.

Kristi præstedømme (kap. 4-10)

§10Ved slutningen af det fjerde kapitel begynder han at forklare Kristi præstedømme, som afskaffer alle lovens ceremonier. Men efter kort at have vist, hvor velkomment dette præstedømme bør være for os, og hvor glade vi bør være ved at hvile i det, vender han sig kort til side for at irettesætte jøderne, fordi de stoppede ved religionens første elementer som børn; og han skræmmer dem også med en alvorlig og streng erklæring, om at der var fare for, at de — hvis de var sløve til at gøre fremskridt — endelig kunne blive forkastet af Herren. Men han mildner straks denne hårdhed ved at sige, at han håbede bedre ting om dem — for at han kunne opmuntre dem, som han havde nedslået, til at gøre fremskridt.

§11Så vender han i det syvende kapitel tilbage til præstedømmet og viser først, at det adskilte sig fra det gamle præstedømme under loven; for det andet at det var mere fortrinligt — fordi det efterfulgte det gamle og blev stadfæstet ved en ed, fordi det er evigt og forbliver virksomt for evigt, fordi den, som udfører dets pligter, er overlegen i ære og værdighed over for Aron og hele den levitiske stamme. Og han viser, at det forbillede, der skyggede alle ting frem, blev fundet i Melkisedeks person.

§12Og for at bevise endnu mere fyldigt, at lovens ceremonier var blevet afskaffet, nævner han, at ceremonierne var indstiftet — og tabernaklet ligeså — for et bestemt formål, nemlig at de skulle fremstille det himmelske forbillede. Heraf følger, at vi ikke skulle hvile i dem, medmindre vi vil standse midt i vort løb og ikke have noget hensyn til målet. Om dette emne citerer han et sted fra Jeremias, hvor en ny pagt loves — som intet andet var end en forbedring af den gamle. Heraf følger, at den gamle var svag og forgængelig.

§13Efter at have talt om ligheden og overensstemmelsen mellem skyggerne og virkeligheden — som er udvist i Kristus — slutter han, at alle de ritualer, der blev indstiftet af Moses, er blevet afskaffet ved Kristi ene sande offer, fordi virkningen af dette offer er vedvarende, og at ikke alene den nye pagts sanktion er gjort fuldkommen ved det, men at det også er en sand og åndelig opfyldelse af det ydre præstedømme, som var i kraft under loven.

§14Til denne lære knytter han igen formaning som en pisksvirp — at de, idet de lægger alle hindringer til side, måtte modtage Kristus med tilbørlig ærbødighed.

Troens forbilleder og kirkens enhed (kap. 11)

§15Hvad angår de mange eksempler, han nævner i det ellevte kapitel om fædrene, synes de mig at være fremført med dette formål — at jøderne måtte forstå, at hvis de blev ledet fra Moses til Kristus, ville de være så langt fra at afvige fra fædrene, at de tværtimod derved særligt ville blive forbundet med dem. For hvis det vigtigste i dem var troen — og roden til alle andre dyder — så følger det, at dette især er det, hvorved de skulle regnes for Abrahams og profeternes børn; og at på den anden side alle er bastarder, som ikke følger fædrenes tro. Og dette er ingen ringe anbefaling af evangeliet, at vi gennem det har enhed og fællesskab med den universelle kirke, som har bestået fra verdens begyndelse.

Praktiske formaninger (kap. 12-13)

§16De to sidste kapitler indeholder forskellige forskrifter om den måde, hvorpå vi bør leve: de taler om håb, om at bære korset, om udholdenhed, om taknemmelighed mod Gud, om lydighed, om barmhjertighed, om kærlighedens pligter, om kyskhed og om lignende ting. Og til sidst slutter han med bøn — og giver dem samtidig et håb om, at han vil komme for at se dem.

Brevets autoritet

§1Det fremgår af Hieronymus' og Eusebius' skrifter, at dette brev tidligere ikke blev modtaget af mange kirker uden modstand. Der er endda i dag nogle, som ikke regner det for berettiget til autoritet. Jeg er imidlertid tilbøjelig til at modtage det uden strid, fordi jeg ikke ser nogen retfærdig grund til at forkaste det. For det, som i andet kapitel synes uforeneligt med læren om den frie retfærdiggørelse, skal vi let forklare på dets rette sted. Selv om han synes mere sparsom i forkyndelsen af Kristi nåde end det skulle have sømmet sig for en apostel, så er det ikke just krævet af alle at behandle de samme emner. Salomons skrifter adskiller sig stærkt fra Davids; mens den førstnævnte var ivrig efter at forme det ydre menneske og lære det borgerlige livs forskrifter, talte den sidstnævnte uafladeligt om Guds åndelige tilbedelse, samvittighedens fred, Guds barmhjertighed og den frie løfte om frelse.

§2Det er tilstrækkeligt til at få mennesker til at modtage dette brev, at det intet indeholder, som er uværdigt for en Kristi apostel. Det er sandelig fuldt af belæring om forskellige emner, hvis gavn strækker sig til hver del af det kristne liv; for her findes bemærkelsesværdige steder om tålmodighed, om bøn til Gud, om den himmelske sandheds fortrinlighed og frugt, om ydmyghed, om hellige pligter, om tungens tæmmelse, om fredens dyrkning, om lystens undertrykkelse, om verdens foragt og lignende ting — som vi vil drøfte hver for sig på deres rette sted.

Om forfatteren

§3Men hvad angår forfatteren, er der noget mere grund til tvivl. Det er ganske vist sikkert, at han ikke var Zebedæus' søn, for ham slog Herodes ihjel kort efter vor Herres opstandelse. De gamle er næsten enstemmige i at mene, at han var en af disciplene ved navn Oblias og en slægtning af Kristus, der blev sat over kirken i Jerusalem; og de antog ham for at være den person, som Paulus omtaler sammen med Peter og Johannes, om hvem han siger, at de blev regnet for søjler (Gal 2,9). Men at en af disciplene skulle være omtalt som en af de tre søjler — og dermed ophøjet over de andre apostle — forekommer mig ikke sandsynligt. Jeg hælder derfor snarere mod den formodning, at den, om hvem Paulus taler, var Alfæus' søn. Jeg fornægter dog ikke, at en anden var leder af kirken i Jerusalem — og det fra disciplenes kollegium; for apostlene var ikke bundet til noget bestemt sted.

§4Men hvem af de to der var skribent af dette brev, er det ikke for mig at sige. At Oblias virkelig var en mand af stor autoritet blandt jøderne, fremgår selv af dette, at — eftersom han var blevet grusomt henrettet af et ugudeligt yppersteprstedømmes faktion — så tøvede ikke engang Josefus med at tilskrive byens ødelæggelse delvis hans død.