I dette vers fremfører Gud en trussel imod det ugudelige og troløse Israel. Skønt de havde nydt Guds underfulde omsorg og usigelige nåde, havde de fremkaldt hans harme ved deres utaknemmelighed og syndige tilbøjeligheder; og dette, skønt de altid var, som det hedder i vers 17, et folk, der manglede råd, som intet forstand besad. De var ikke i stand til at overskue, hvad de lagde op til, og til hvilken skæbne de beredte sig ved deres synder, og som til sidst ville ramme dem.
Ordene indeholder en implicit trussel om guddommelig straf og hævn. Udtrykket Jeg vil hævne mig betegner Guds hævn i fuld kraft. Retfærdighedens sværd er draget, og dets hug er ikke til at undvige. Den eneste grund til, at det endnu ikke er faldet, er, at Guds time endnu ikke er kommet — på det rette tidspunkt. Men foden vil glide. Den vil glide, som om den stod på is, på en skrånende bred, ved kanten af en afgrund — og der er ingen redning.
Der er intet i det ugudelige menneskes natur, som af sig selv holder det tilbage fra fortabelsen — intet i dets karakter, dets forstand, dets fromme vaner, dets moralske retskaffenhed. Der er intet i verden, som sikrer det. Det er alene Guds suveræne behag, hans vilkårlige nåde — den vilje, som er bundet af ingen nødvendighed uden sin egen hellighed — som fra øjeblik til øjeblik holder den ugudelige sjæl ude af den fortabelse, som den retfærdigt tilkommer.
For at anskueliggøre og bekræfte denne sandhed vil jeg fremsætte følgende betragtninger.
Der er ingen mangel på magt hos Gud til i ethvert øjeblik at kaste ugudelige mennesker i helvede. Menneskenes hænder kan ikke have magt over Guds hænder, som om nogen magt hos de skabte kunne holde ham tilbage. Han er ikke alene i stand til at kaste ugudelige mennesker i helvede; han kan gøre det let som det, at vi kaster en sten ned i et dybt mørke. Sådanne ting er det vanskeligt og besværligt for os — tunge ting at løfte og kaste. Men det, som Gud oftest gør ved de fordømte — og vil gøre ved de ugudelige, som er uerkendte omvendte — er intet for ham. Hvert eneste menneskes herredømme over sin sjæl og sit legeme er kun som en luftig ting hos Guds suveræne magt.
De fortjener at kastes i helvede; ja, retfærdighedens guddommelige dom råber højt over dem og kræver dem i helvede. De er allerede Guds vredes børn, fordømt i loven. Den guddommelige retfærdighed siger intet imod, men taler snarere for, at Gud bruger sin magt til nu at ødelægge dem. Ja, retfærdighed kalder højtråbende på dem, at de straks skal kastes ned i helvede. Retfærdighedens sværd hænger truende over dem, og intet andet end Guds vilje holder det tilbage.
De er allerede under en fordømmelsesdom. Ikke alene er de Guds fjender for sin syndighed, men fordømmelsesdommen er allerede gået ud imod dem, og de lever og vandrer under dens tyngde. De er dødsdømt. Det er intet andet end Guds langmodighed, som holder straffens fuldbyrdelse tilbage.
Der bor i de ugudelige sjæle disse helvedes principper. Der bor i dem kimen til helvedes ild. Disse principper er aktive og virksomme — kraftige, levende, ivrige i dem; de hviler aldrig og ophører aldrig med at virke og at styre, om Gud end ikke tillader dem at bryde frem til ydre synd og udslettelse endnu. Hvis det ikke var for Guds tilbageholdende kraft, ville disse principper straks bryde frem i ild og flammer af helvede. Synden er helvedes ild i dens natur og har i sig den kraft til at fremkalde den evige undergang.
Djævelen venter på disse sjæle. Helvede er åbent for dem. Ildovnen er forberedt. Den blusser og er klar til at tage imod dem. Flammen brænder nu med stor hidsighed. En bred og dyb gab er åben direkte under dem. Har I ikke hørt om sjæle, der er faldet i det? Har I ikke set, at det er muligt? Er der ikke nogen i denne forsamling, som har sét, at det er muligt?
Det er intet andet end Guds almægtiges hånd, der holder dem tilbage og forhindrer dem i at falde i helvede nu. Det er ikke noget i dem selv, der holder dem oppe. Folket ved intet om, hvad de er hængt i. Guds vrede er stor imod dem; de er ikke sikre et eneste øjeblik. Det er alene hans langmodighed og velvilje, at de ikke er faldet. Der er ingen anden grund. Det er ikke, fordi Gud har været for travl med andre anliggender, eller fordi han venter til de er mere i antal, eller fordi han alligevel ikke får det gjort; men alene hans vilje og hans blotte behag.
Det er ikke, fordi Gud ikke er i stand til. Gud er ikke som svage menneskeherskere, som ikke magter at undertrykke en oprører, der er blevet stærk. Han er almægtig, og det koster ham intet at udslette dem. Han behøver ikke at gå om ad lange omveje for at bringe dem i fortabelse; han kan med det blotte ønske bringe dem ud af tilværelsen. Der er intet som beskytter dem — intet til at afvende hans hånd.
De naturlige menneskers klogskab, deres omsorg for sig selv og deres eget velbefindende, den måde, de sørger for sig selv på i verden — dette vil ikke sikre dem. Det er afgjort og fastslået af Gud, at de i dette øjeblik ikke kan stole på andet end hans blotte behag for at blive holdt ude af helvede et øjeblik til. Det er sandt, at der er ydre midler, som de benytter — og som synes at beskytte dem. Men al den sikkerhed, som de sætter i disse ting, er en indbildning. Det er Guds almagt, som holder dem oppe; det er ikke disse midler i sig selv.
Al den menneskelige flid og foretagsomhed til selvbevarelse, al den bekymring, som de naturlige mennesker lægger i at bevare og sikre sig — alt dette giver dem intet krav på fortsat at leve et øjeblik til. Det er Gud alene, som giver dem dette, og han er ikke forpligtet til det. Han giver det som en gave, han kan tilbagekalde hvornår han vil. De har intet krav på det — hverken ved natur eller ved nåde.
Guds vrede over de ugudelige er mægtig. Det er ikke blot en mild mishag — det er en rasende og fortærende ild. De, som ikke omvender sig, er gudernes fjender, og Guds vrede imod dem brænder uophørligt. Det er ikke en vrede, som giver plads til nogen udvej, som er slukkelig, som kan formildes — nej, det er den vrede, der hører den levende Gud til, ham, for hvem alle folkeslag er som en vanddråbe i en spand, som det støv, der lægger sig på vægten (Es. 40,15).
Den lære, som netop er fremsat, er til stor forfærdelse for dem, som ikke er omvendte. Thi den angår jer — alle jer, som ikke har oplevet en stor forandring i jeres hjerte, som ikke er født på ny, som ikke er bragt ud af mørket og ind i Guds underfulde lys, som ikke i sandhed har kastet jer ind under Kristi herredømme, og ikke er ny skabninger i ham.
Hvem er I, som sidder her og hører dette? Måske tænker I på jer selv, at I ikke er dem, det handler om — at I ikke er de ugudelige, de gudløse. Men husk: det er ikke alene de åbenlyse ugudelige, det drejer sig om. Det drejer sig om alle jer, som endnu ikke er forenet med Kristus ved en levende tro — om jer, som lever under loven og under fordømmelsesdommen, om jer, som aldrig har fundet fred med Gud.
Guds vrede er som store vandmasser, der er dæmmet op ved en stor dæmning. Øges vandene bestandigt; men dæmningen holder dem foreløbig tilbage. Men hvad sker der, når Guds tålmod er opbrugt, og han tager sin tilbageholdende hånd bort? Da bryder vandene igennem med en styrke og et raseri, som ingen magt kan standse og ingen menneskelig forsorg afværge.
Det er dette, der venter jer — om I ikke omvender jer. Ikke en mærkbar trussel, ikke noget, I kan gardere jer imod, ikke noget, som kan formildes af jer ret levet liv eller jer fromhed. Det er en guddommelig, evig, fortærende vrede.
Forestil jer et menneske, som holdes op over en dybende afgrund alene af en tynd og skrøbelig tråd. Tråden er næsten usynlig; den synes intet at holde. Og dog — den holder. Ikke af nogen styrke i sig selv, men alene fordi den hånd, som holder tråden, endnu ikke har valgt at slippe den. I dette øjeblik er det menneskes tilstand netop jeres — alle jer, som endnu ikke er i Kristus.
Den almægtige Gud holder jer over helvedes afgrund, ligesom man holder en edderkop eller et modbydeligt insekt over en ild. Han afskyr jer; hans vrede brænder over jer som en ild; han anser jer ikke for andet end værdige til at kastes ned. Hans øje er rent; hans hellighed er fuldkommen; og I er under hans dom. Det er alene hans hånd, der holder jer. Der er intet andet.
O synder! Betragt den frygtelige fare, du er i. Det er en bred og evig afgrund, som åbner sig direkte under dig, og du er intet andet end en tynd luftig ting over den; du kan hvert øjeblik falde ned i den. Det er ikke din fortjeneste, der holder dig. Det er ikke din fromhed. Det er ikke den forsorg, du lægger i dit liv. Det er intet andet end Guds blotte almægtiges hånd — og den hånd holdes alene af hans suveræne behag og vilje.
Guds vredes pil er rykket til strengen; buen er spændt med den fulde kraft af Guds retfærdighed; og retfærdighed retter pilen mod dit hjerte og kræver den løsnet. Og alene Guds barmhjertighed og hans langmodighed over for dig holder retfærdighedens hånd tilbage. Men enhver dag, som går, bøjer strengen sig mere. Og vil du endnu leve som om intet var? Vil du gå bort i dag og tænke på dine verdslige bekymringer og din tidsfordriv, som om dette intet angik dig?
Betragt den unge mand og den unge kvinde i denne forsamling: er der nogen af jer, som er ti år, tyve år, og som endnu ikke har givet jeres hjerter til Gud? Husk, at der sidder andre her i forsamlingen, som var her for et år siden, og som nu er i helvede. Er der nogen af jer, som tror, at I er mere sikre end de var? Er der nogen grund til at tro, at du er undtaget fra det, som kom over dem?
Det er et frygteligt at tænke på, at der er mange i denne forsamling, som har siddet her uge efter uge, som har hørt det samme evangelium, som nu har hørt denne prædiken — og som nu er i evighed fortabt. Der er mange, som sad her med de samme ydre omstændigheder, som I nu sidder med. De åndede — det gør I. De hørte — det gør I. De levede — det gør I. De var unge — det er somme af jer. De sad i disse bænke — det gør I. De er nu borte. De er ikke mere i dette rum. De er i det sted, hvorfra ingen vender tilbage.
Tænk på det: der er intet i jer, som skiller jer fra dem — intet i jeres natur, jeres moral, jeres religiøse livs ydre form. Den eneste forskel er, at Guds suveræne behag endnu ikke har sat den dag fast for jer, som det har sat for dem. Og denne forskel er ikke noget, I kan stole på eller rose jer af — thi den er hverken jeres fortjeneste eller jeres ret.
Når I falder i helvede, vil det ikke være som at falde i en dyb brønd, hvorfra I kan hente hjælp og trøst. Det er ikke som den timelige elendighed, der er smertefuld men overstås. Det er en tilstand af evig bevidst pine — ikke udtømt ved forløbet af dage og år og aldre af aldre, men altid til stede, altid ny, aldrig fortjent, aldrig afbødet. Orm og ild, mørke og ensomhed, og frem for alt: Guds evige vrede — ikke en vrede, som svaler med tidens gang, men som altid brænder i sin fulde kraft, dag og nat, til evig tid.
Og alt dette venter jer, hvis I ikke finder Kristus. Ikke som en fjern og abstrakt mulighed — men som den virkelighed, der allerede er bestemt for alle jer, som dør uden ham. Er I ikke rørte af dette? Er jeres hjerte hårdere end sten? Er der intet i jer, som svarer til denne advarsel?
Og dog — og dette er det mest forunderlige af alt — er I endnu ikke i helvede. I er endnu i de levendes land. I sidder endnu under evangeliets forkyndelse. Nådens dør er endnu ikke lukket for jer. Kristus er endnu tilbudt jer, og tilbuddet er ægte, og det er givet med al den alvor, som hans kærlighed kan give det. Det er givet af ham, som lod sig korsfæste for syndere — for præcis sådanne syndere som I er.
Nu er den dag, Herren har sat — en nådens og frelses dag. Nu er evangeliet forkyndt. Nu er Kristi blod virkeligt og tilgængeligt. Nu er Ånden i virksomhed. Nu er der mulighed for, at jeres hjerte kan brydes, at jeres trods kan overvindes, at den frygt, som er vakt i jer i dag, kan føre jer til ham, som alene kan frelse jer fra den vrede, der kommer.
Men husk: nådens dag er ikke uendelig. Den lukkes — ikke ved nogen tvang udefra, men ved hjertets hærdning, ved den bevidste afvisning, ved det gentagne nej. Hver dag, du hører og ikke svarer, gør det vanskeligere at svare i morgen. Hvert ja, du siger til synden og nej til Kristus, gør dit hjerte en smule hårdere. Og der er en dag — Gud alene kender den — da muligheden lukkes for dig for evigt.
Lad os ikke bestemme, hvornår den dag er. Lad os ikke sige, at du har tid nok. Det ved ingen. Det, vi ved, er dette: nu er du her. Nu lyder kaldet. Nu er Kristus tilbudt. Nu siger Ånden: kom. Nu siger bruden: kom. Nu siger skriften: nu er den velbehagelige tid, nu er frelsens dag (2 Kor. 6,2).
Hvad venter I på? Hvad er det, som holder jer tilbage? Er det kærlighed til verden? Verden og alt, hvad deri er, forgår. Er det kærlighed til synden? Synden er jeres fjende, ikke jeres ven — den bærer jer mod fortabelsen, selv mens den lover jer nydelse. Er det tanken om, at I kan vente til I er ældre? Hvem har lovet jer en alderdom? Hvem har lovet jer i morgen?
Kom nu. Kom med al den synd, I bærer på. Kom med al den elendighed og svaghed og uværdighed. Kom til ham, som sagde: Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde bort (Joh. 6,37). Der er endnu en åben dør. Gå ind igennem den — nu, mens I kan.
Er der nogen i denne forsamling i dag, som er bevæget? Er der nogen, hvis hjerte er uroligt og beklemt? Kast jer ikke bort fra denne uro som fra en ubelejlig gæst. Det er Ånden, som virker på jer. Det er nåden, som kalder. Giv ikke denne kalden slip, som om den var noget, der kom af sig selv og ville vende tilbage af sig selv. Den er kostbar og skrøbelig — og den kan tage af og forsvinde og aldrig vende tilbage med den samme kraft.
Søg Gud nu. Søg ham privat — i kammeret, på knæ, med et ærligt hjerte. Bring ham, hvad du er, og bed ham om, hvad du behøver. Han er nær; han er tilgængelig; hans arm er ikke for kort til at frelse (Es. 59,1). Han har frelst langt vanskeligere tilfælde end dit. Og han vil ikke foragte et sønderknust og sønderbrudt hjerte (Sal. 51,19).
Lad jer ikke bedrage af det ydre rolige liv, I måske lever. En rolig overflade kan skjule et hjerte, som aldrig er mødtes med Gud. Lad jer ikke bedrage af jeres deltagelse i fromhedens former — kirkegang, bibellæsning, bøn i det ydre — thi disse ting i sig selv er ingen sikkerhed. Det er hjertet, det drejer sig om; det er sjælen, det handler om; det er den levende tro på den levende Kristus, som alene frelser.
Og lad dem, som virkelig er i Kristus, takke Gud med en dyb og ydmyg taknemmelighed for den nåde, der har frelst dem. Det er ikke jer fortjeneste, at I er i ham. Det er nåde alene. Og den nåde, som har frelst jer, er den samme nåde, som kaldet lyder fra i dag — til jeres brødre og søstre, til jeres naboer, til alle dem i denne forsamling, som endnu er under vreden.
Bed for dem. Tal med dem. Bær vidnesbyrd om den Kristus, I selv er kommet til. Og bed Gud, at han i sin nåde ville bruge selv disse advarslens ord — om de er aldrig så svage i deres fremsigelse — til at bringe sjæle til omvendelse, inden nådens dag lukkes.